Skriftlig fremsættelse (26. oktober
2018)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
våben og eksplosivstoffer (Delvis lovliggørelse af
peberspray)
(Lovforslag nr. L 83)
Danskernes tryghed er en af regeringens
allerhøjeste prioriteter. Det gælder ikke mindst
danskernes tryghed i eget hjem. Overfald i hjemmet,
hjemmerøverier og indbrud udgør en særlig
krænkelse af ofrenes tryghed og integritet. Regeringen
ønsker derfor at styrke indsatsen for, at borgere kan
føle sig trygge i deres eget hjem.
Det er regeringens opfattelse, at
bevidstheden om, at man er i stand til at beskytte sig selv i
tilfælde af f.eks. et hjemmerøveri kan medvirke til at
øge trygheden for mange borgere. Regeringen foreslår
derfor med dette lovforslag at lovliggøre besiddelsen af
peberspray i eget hjem for personer over 18 år, således
at borgerne får mulighed for at erhverve og besidde en
peberspray til brug for selvforsvar i eget hjem.
For at modvirke, at en eventuel øget
tilgængelighed af peberspray som følge af en delvis
lovliggørelse, resulterer i øget misbrug af
peberspray til andet end selvforsvar, foreslås det med
lovforslaget endvidere at skærpe straffen for personer, som
tidligere er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af våbenlovgivningen eller straffelovens
bestemmelser om f.eks. vold eller røveri, og som bærer
eller besidder peberspray på steder eller under
omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at
der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig
karakter, som f.eks. i aften- og nattetimerne i
restaurationsmiljøet. Det forudsættes med
lovforslaget, at straffen i sådanne tilfælde
fastsættes til 14 dages fængsel i
førstegangstilfælde.
Da regeringen ligeledes lægger meget
stor vægt på, at alle borgere kan bevæge sig frit
omkring uden frygt for at blive overfaldet, vil regeringen i
forlængelse af lovforslaget tage initiativ til en
ændring af våbenbekendtgørelsen og
våbencirkulæret, således at det bliver muligt for
udsatte personer at opnå tilladelse fra politiet til at
bære peberspray i det offentlige rum, hvis vedkommende kan
dokumentere et særligt behov herfor.
Det forudsættes i lovforslaget, at
peberspray alene kan forhandles af våbenhandlere og andre
forhandlere, som er godkendt af politiet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.