Betænkning afgivet af Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalget den 30. november 2018
1. Ændringsforslag
Energi-, forsynings- og klimaministeren har
stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (S) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling
til lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) vil ved 3. behandling
redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT) vil ved 3. behandling
redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (SF) vil ved 3. behandling
redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og
Socialistisk Folkeparti
Socialdemokratiets, Enhedslistens,
Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter lovforslagets langsigtede intention om at
støtte elproduktion på biomasse med et tilskud, der
modsvarer merprisen ved at anvende ikkefossile brændsler. Til
gengæld mener vi ikke, at regeringens forslag til
overgangsordning til fulde beskytter varmeforbrugerne mod urimelige
prisstigninger, og vi har derfor kæmpet for en bedre
overgangsordning. Under 1. behandling nævnte flere partier
specifikt bekymringer for varmeforbrugere i Østjylland,
på Vestegnen og andre steder, og ministeren tilkendegav i
Folketinget, at man ville tage en yderligere forhandling om
overgangsordningen. Disse forhandlinger og ministerens seneste
ændringsforslag kan dog ikke siges væsentligt at have
ændret noget ude i virkeligheden, hvorfor vi vil opfordre
ministeren til at genoptage en reel drøftelse af de
berørte områders problemer inden 3. behandling.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af energi-, forsynings- og
klimaministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
den under nr. 4 foreslåede § 45 a indsættes i stk. 4, 1. pkt., efter »stk. 2 og
3«: », med op til 4 år«.
[Ændring af muligheden for
forlængelse af støtteperiode som følge af
reinvesteringer]
2) I
den under nr. 4 foreslåede § 45 a udgår stk. 4, 5. pkt.
[Konsekvensrettelse]
3) I
den under nr. 4 foreslåede § 45 a udgår stk. 8.
[Lovteknisk ændring]
4) I
den under nr. 4 foreslåede § 45 b udgår stk. 4.
[Lovteknisk ændring]
5)
Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
50, stk. 5, indsættes som 4.
pkt.:
»Energi-, forsynings- og
klimaministeren udsteder regler om krav til installation, kontrol
og aflæsning af teknisk måleudstyr for
elproduktionsanlæg omfattet af §§ 45 a og 45
b.««
[Lovteknisk ændring]
6)
Efter nr. 14 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
51, stk. 2, nr. 1, ændres »§§ 46 og
47« til: »§ 47«.«
[Konsekvensrettelse]
Til § 3
7) I
stk. 2 ændres »og
14-17« til: », 14, 02 og 15-17«.
[Konsekvensrettelse]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ved reinvesteringer i anlæg, der
producerer elektricitet ved afbrænding af biomasse, vil
energi-, forsynings- og klimaministeren i medfør af det
fremsatte lovforslag og under nærmere angivne betingelser
skulle kunne give tilsagn om forlængelse af
støtteperioderne til og med den 31. marts 2023. Det
foreslås, at denne tidsfrist udgår, og at
forlængelse af støtteperioderne i stedet skal kunne
ske med op til 4 år fra udløbet af den
støtteperiode, der er fastsat i medfør af stk. 2
eller 3.
Til nr. 3-5
Ændringsforslagene indebærer,
at de bemyndigelser til energi-, forsynings- og klimaministeren til
at udstede regler om krav til installation, kontrol og
aflæsning af teknisk måleudstyr for de
elproduktionsanlæg, der omfattes af de støtteordninger
til elproduktion ved afbrænding af biomasse, der
foreslås i §§ 45 a og 45 b i lov om fremme af
vedvarende energi, jf. det fremsatte lovforslags § 1, nr. 3,
flyttes fra §§ 45 a og 45 b til § 50, stk. 5, i lov
om fremme af vedvarende energi. De foreslåede ændringer
er af lovteknisk karakter og tager højde for systematikken i
lov om fremme af vedvarende energi.
Til nr. 6 og 7
Det foreslås, at henvisningen til
§§ 46 og 47 i § 51, stk. 2, nr. 1, i lov om fremme
af vedvarende energi ændres til en henvisning til § 47 i
lov om fremme af vedvarende energi. Der er tale om en
konsekvensrettelse, som følge af at det ved det fremsatte
lovforslags § 1, nr. 3, foreslås, at § 46 i lov om
fremme af vedvarende energi ophæves.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. oktober
2018 og var til 1. behandling den 9. november 2018. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og energi-,
forsynings- og klimaministeren sendte den 3. juli 2018 dette udkast
til udvalget, jf. EFK alm. del - bilag 329 (folketingsåret
2017-18). Den 25. oktober 2018 sendte energi-, forsynings- og
klimaministeren høringssvarene og et høringsnotat til
udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
9 spørgsmål til energi-, forsynings- og
klimaministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Mikkel Dencker (DF) Dorthe
Ullemose (DF) Ib Poulsen (DF) Pia Adelsteen (DF) Jan Rytkjær
Callesen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Thomas Danielsen (V) fmd. Jacob Jensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marcus Knuth (V) Carl
Holst (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Orla
Østerby (KF) Bjarne Laustsen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S)
Jens Joel (S) Kirsten Brosbøl (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Søren
Egge Rasmussen (EL) Øjvind Vilsholm (EL) Rasmus Nordqvist
(ALT) Christian Poll (ALT) Rasmus Helveg Petersen (RV) Ida Auken
(RV) Pia Olsen Dyhr (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |