L 73 Forslag til lov om erhvervsfremme.

Af: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-10-2018

Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2018)

20181_l73_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2018)

Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om erhvervsfremme

(Lovforslag nr. L 73)

Formålet med lovforslaget er at skabe et bedre og mere enkelt erhvervsfremmesystem med fokus på kvalitet for iværksættere og virksomheder. Erhvervsfremmesystemet skal organiseres, så det i højere grad end i dag imødekommer virksomhedernes behov.

Lovforslaget følger op på aftalen om Forenkling af erhvervsfremmesystemet mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra maj 2018.

Der er brug for et bedre og mere enkelt erhvervsfremmesystem med fokus på kvalitet for iværksættere og virksomheder. Erhvervsfremmesystemet skal organiseres, så det i højere grad end i dag imødekommer virksomhedernes behov. En klar arbejdsdeling uden overlappende indsatser og med digitale løsninger vil gøre det nemmere for virksomhederne at anvende ydelserne og få kompetent vejledning.

Lovforslaget reducerer på den baggrund de administrative niveauer med ansvar for erhvervsfremme fra 3 til 2 - ét decentralt niveau med stærk kommunal forankring og et statsligt niveau. Det betyder, at regionerne ikke skal varetage egen erhvervsfremmeindsats, herunder også turisme. Der etableres i stedet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der skal sikre en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret indsats på tværs af landet.

Kommunerne skal fortsat være det lokale omdrejningspunkt for virksomhederne, så de sammen med virksomheder kan udvikle en stærk lokal erhvervsfremmeindsats. De kommunale væksthuse omdannes til erhvervshuse, der skal være stærke kompetencecentre med specialiserede faglige kompetencer om virksomhedsdrift og -udvikling, og som er nemt tilgængelige for alle virksomheder i hele landet. Ligeledes etableres en digital erhvervsfremmeplatform, der skal gøre information, service og ydelser i erhvervsfremmesystemet let tilgængeligt for virksomheder.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.