Skriftlig fremsættelse (10. oktober
2018)
Transport-, bygnings- og
boligministeren (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger (Nedsættelse af
grundkapital for almene boliger og kapitalindskud for
friplejeboliger, differentieret grundkapital for almene
familieboliger og udlejning af kommunalt ejede almene
ældreboliger som almene ungdomsboliger)
(Lovforslag nr. L 71)
Nedsat og
differentieret kommunal grundkapital for almene boliger og nedsat
kapitalindskud for friplejeboliger:
Med lovforslaget foreslås det at
forlænge nedsættelsen af den kommunale grundkapital til
almene boliger fra 14 til 10 pct. af byggeriets anskaffelsessum i
2019 og 2020. Det foreslås ligeledes at forlænge
nedsættelsen af friplejeboligleverandørers
kapitalindskud til opførelse af friplejeboliger med
støtte fra 14 til 10 pct. af byggeriets anskaffelsessum i
2019 og 2020. Forlængelsen giver kommunerne og
friplejeboligleverandører en stabil
planlægningshorisont i perioden frem til udgangen af
2020.
Det foreslås, at differentiering af
den kommunale grundkapital skal gælde for almene
familieboliger i 2019 og 2020, hvor den kommunale grundkapital
fastsættes til henholdsvis 8, 10 eller 12 pct. afhængig
af den gennemsnitlige boligstørrelse, således at
kommunerne skal indskyde færrest penge ved byggeri af
små boliger og flest penge ved byggeri af større
boliger. Formålet med differentieringen af den kommunale
grundkapital er at fremme tilvejebringelsen af flere mindre og
billigere almene familieboliger til de grupper i samfundet, der har
særligt behov herfor.
Differentieringen og nedsættelsen af
grundkapitalen skal gælde i en toårig periode,
hvorefter det skal vurderes, om den har haft den fornødne
effekt i forhold til byggeri af mindre og billigere boliger.
Udlejning af kommunalt
ejede almene ældreboliger som almene
ungdomsboliger:
Med lovforslaget foreslås det, at
kommunalt ejede almene ældreboliger kan udlejes som almene
ungdomsboliger ved udlejningsvanskeligheder i en periode i op til
10 år. Med forslaget bliver det muligt for kommuner at
begrænse tabet til tomgangslejen. Det vurderes, at forslaget
vil bidrage til at løse de udlejningsvanskeligheder, nogle
kommuner oplever.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.