L 70 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring i Grønland. (Ændringer som følge af gradvis forhøjelse af pensionsalderen i Grønland).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-10-2018

Fremsættelse: 10-10-2018

Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2018)

20181_l70_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2018)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring i Grønland (Ændring som følge af gradvis forhøjelse af den grønlandske pensionsalder)

(Lovforslag nr. L 70)

Lovforslaget sikrer, at tilskadekomne, der er omfattet af den grønlandske arbejdsskadesikring, fremover modtager erstatning indtil den til enhver tid gældende pensionsalder.

Udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne til tilskadekomne og efterladtes erstatning for tab af forsørger efter den gældende grønlandske arbejdsskadelov løber, indtil modtageren fylder 65 år. Da reglerne blev skrevet, var pensionsalderen i Grønland 65 år. Når den grønlandske pensionsalder er blevet forhøjet til henholdsvis 66 år i 2017 og 67 år i 2021, opstår der derfor en periode mellem ophøret af udbetalingen af arbejdsskadeerstatningen og tidspunktet for indtrædelse af pensionsretten, hvor tilskadekomne og efterladte hverken får udbetalt erstatning eller alderspension.

Det foreslås derfor, at der i lov om arbejdsskadesikring i Grønland, hvor der i dag refereres til en pensionsalder på 65 år, fremover refereres til »pensionsalderen«, så udbetaling af erstatningerne efter lov om arbejdsskadesikring i Grønland fremover altid ophører ved udgangen af den måned, hvor retten til alderspension indtræder.

De samlede økonomiske konsekvenser af forslaget vurderes at være en engangsudgift på 10 mio. kr. til ekstra erstatningsudbetalinger i allerede afgjorte sager og derefter løbende 1 mio. kr. i årlige omkostninger til erstatningsudbetaling i nye sager.

Den foreslåede ændring lægger sig op ad den ændring, der blev foretaget i den danske arbejdsskadelov i 2006.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.