L 65 Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år.

(Flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen og tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 13-11-2018

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 13. november 2018

20181_l65_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 13. november 2018

1. Ændringsforslag

Der er stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Sundhedsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2-6.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Flertallet indstiller lovforslag A og B til vedtagelse med de af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet indstiller lovforslag B til vedtagelse med de af sundhedsministeren stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 bliver forkastet, vil mindretallet indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget indstiller forslaget til vedtagelse. Når det gælder unges sundhed - og unges mulighed for ulovligt at købe tobak og alkohol, selv om de er under 16 og 18 år - ville S gerne være gået meget længere, end hvad lovforslaget lægger op til. S understreger derfor, at dette lovforslag langt fra er nok. Det er en forbedring i forhold til i dag, og derfor stemmer S for forslaget, men S mener ikke, det er tilstrækkeligt at flytte kontrolopgaven til Sikkerhedsstyrelsen, hvortil der samtidig kun tilføres meget få nye ressourcer.

Socialdemokratiet ønsker, at der oprettes en særskilt kontrolinstans under Sundhedsstyrelsen, som både har kapaciteten til og forståelsen for at løse den vigtige opgave, det er, at sikre de unges sundhed og sørge for, detailhandlen overholder loven på dette område.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler (Flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen)« omfattende § 1 og § 3.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år (Tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen)« omfattende § 2 og § 3.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til titlen

Af sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget:

2) Titlen affattes således:

»Forslag

til

Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år og lov om elektroniske cigaretter m.v.

(Tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen)«.

[Konsekvens af ændringsforslag om tilføjelse af paragraf]

Til § 2

3) I den under nr. 1 foreslåede § 2 b indsættes i stk. 1 og 2 efter »§§ 1-2 a«: »og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 5«.

[Præcisering af anvendelsesområdet for kontrolopgaven]

4) I den under nr. 2 foreslåede § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres: »§§ 1 og 2 a,« til »§§ 1-2 a og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 5,«.

[Præcisering af anvendelsesområdet for kontrolopgaven]

5) I den under nr. 2 foreslåede § 5 indsættes i stk. 1, 2. pkt., efter »§§ 1-2 a«: og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 5«.

[Præcisering af anvendelsesområdet for kontrolopgaven]

Ny paragraf

6) Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I lov nr. 426 af 18. maj 2016 om elektroniske cigaretter m.v. foretages følgende ændringer:

1. Efter § 15 indsættes i kapitel 6 som ny paragraf:

§ 15 a. Sundhedsministeren kan bemyndige Sikkerhedsstyrelsen til at føre kontrol med, at kravet i § 15, stk. 1, overholdes.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som Sikkerhedsstyrelsen bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.«

[Bemyndigelse til kontrol af elektroniske cigaretter]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås at dele lovforslaget i to lovforslag (A og B), så den del af lovforslaget om flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen udskilles til lovforslaget under A og den anden del af lovforslaget om tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen udskilles til lovforslaget nævnt under B.

Til nr. 2

Det foreslås, at titlen ændres til forslag til lov om ændring af lov om lægemidler, lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år og lov om elektroniske cigaretter m.v. (Flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen og tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen).

Ændringsforslaget stilles, idet lovforslaget også vil omfatte en ændring af lov om elektroniske cigaretter m.v., jf. også ændringsforslag nr. 6.

Til nr. 3

Det foreslås, at der foretages en lovteknisk ændring, hvorefter der i det under nr. 1 foreslåede § 2 b, stk. 1 og 2, indsættes efter »§§ 1-2 a« »og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 5«.

Ændringen tydeliggør, at Sikkerhedsstyrelsens kontrol også omfatter regler, som udstedes i medfør af § 2 a, stk. 5, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år. Det fremgår af § 2 a, stk. 5, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, opsætning m.v. af skilte, jf. § 2 a, stk. 4.

I lovbemærkningerne til lovforslaget er det forudsat, at sådanne regler om udformning, opsætning m.v. af skilte, der fastsættes i medfør af § 2 a, stk. 5, allerede er omfattet af kontrollen.

Der er således kun tale om en lovteknisk præcisering, som ikke er udtryk for en indholdsmæssig ændring af lovforslaget.

Til nr. 4

Det foreslås, at der laves en lovteknisk ændring, hvorefter der i det under nr. 2 foreslåede § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 1 og 2 a,« til »§§ 1-2 a,«.

Ændringen medfører, at der kan straffes for overtrædelse af §§ 1-2 a, og ikke blot §§ 1 og 2 a, som det fremgår af lovforslaget. Der er tale om en ændring, således at den under nr. 2 foreslåede § 5, stk. 1, 1. pkt., harmonerer med resten af lovforslaget, hvor der henvises til §§ 1-2 a.

Ændringen indebærer, at butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. kunne straffes med bøde, hvis § 2 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år overtrædes.

Til nr. 5

Det foreslås, at der laves en lovteknisk ændring, hvorefter der i den under nr. 2 foreslåede § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt. indsættes »og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 5« efter »§§ 1-2 a«.

Ændringen tydeliggør, jf. også ændringsforslagets nr. 2, at Sikkerhedsstyrelsens kontrol omfatter regler, som udstedes i medfør af §§ 1-2 a i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år.

Der tilsigtes med denne lovtekniske præcisering ingen indholdsmæssige ændringer af lovforslaget.

Til nr. 6

I lov om elektroniske cigaretter m.v. indsættes en ny paragraf efter § 15.

Det fremgår af kravet i § 15, stk. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v., at det ikke er tilladt at markedsføre elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin over for personer under 18 år.

I den nye paragraf foreslås det i stk. 1, at sundhedsministeren kan bemyndige Sikkerhedsstyrelsen til at føre kontrol med, at kravet i § 15, stk. 1, overholdes.

Sundhedsministeren får herved bemyndigelse til at fastsætte regler om, at Sikkerhedsstyrelsen skal føre kontrol med aldersgrænsen for salg af elektroniske cigaretter. En sådan kontrol vil indebære, at Sikkerhedsstyrelsen skal kontrollere, at salgsforbuddet bliver overholdt i detailhandlen.

Det vil være en forudsætning for sundhedsministerens udnyttelse af bemyndigelsen i § 3, stk. 1, at der tilføres finansiering til kontrolopgaven. Sundhedsministeren vil således først kunne fastsætte regler om Sikkerhedsstyrelsens kontrol med elektroniske cigaretter, når der tilføres midler til kontrollen. En sådan tilførsel vil bero på en konkret ressourcebetragtning.

I stk. 2 foreslås det, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Sundhedsministeren får herved bemyndigelse til at fastsætte regler om, at de afgørelser, som Sikkerhedsstyrelsen træffer i forbindelse med deres kontrol af kravet i § 15, stk. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v., ikke kan påklages til andre administrative myndigheder.

I stk. 3 foreslås det, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som Sikkerhedsstyrelsen bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

Det forventes, at tilrettelæggelsen af kontrolopgaven skal ske i sammenhæng med de kontrolopgaver, som Sikkerhedsstyrelsen allerede udfører i forbindelse med produktkontrol af elektroniske cigaretter, som det, jf. lovbemærkningerne til lovforslaget, også vil være tilfældet i forhold til alderskontrollen på tobaksområdet.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2018 og var til 1. behandling den 9. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og sundhedsministeren sendte den 9. juli 2018 dette udkast til udvalget, jf. Sundheds- og Ældreudvalget alm. del - bilag 406, folketingsåret 2017-18. Den 4. oktober 2018 sendte sundhedsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 10 spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Thomas Danielsen (V) Jacob Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Erik Lund (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen (S) Erik Christensen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin (S) Yildiz Akdogan (S) Stine Brix (EL) Finn Sørensen (EL) Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1