L 59 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Mulighed for at oprette talentklasser i musik og integrerede biblioteker).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2018

Fremsættelse: 04-10-2018

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2018)

20181_l59_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2018)

Undervisningsministeren (Merete Riisager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Mulighed for at oprette talentklasser i musik og integrerede biblioteker).

(Lovforslag nr. L 59)

Undervisningsministeriet har i perioden 2014-2015 igangsat nogle rammeforsøg med mulighed for at oprette særlige talentklasser i musik samt fælles ledelse af pædagogiske læringscentre og folkebibliotek. Erfaringerne fra forsøgene er positive, og på denne baggrund besluttede folkeskoleforligskredsen i december 2017 at forlænge forsøgene til og med skoleåret 2018-19 med henblik på at permanentgøre muligheden for at oprette disse ordninger ved en ændring af folkeskoleloven.

Formålet med lovforslaget er at give landets kommuner bedre muligheder for at tilrettelægge en fleksibel opgaveløsning i overensstemmelse med de lokale ønsker og behov.

Med lovforslaget foreslås det at tillægge kommunalbestyrelsen kompetence til at beslutte, at der etableres et integreret bibliotek bestående af det pædagogiske læringscenter og et folkebibliotek, herunder at det integrerede bibliotek skal have hel eller delvis fælles ledelse, at det kan samles på én lokalitet, hvis det vurderes at forbedre bibliotekstilbuddet til skolens elever og kommunens borgere, samt at skolebestyrelsen ikke skal godkende det integrerede biblioteks materiale, medmindre de udelukkende anvendes som undervisningsmidler på skolen.

Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen tillægges kompetence til at beslutte at oprette særlige talentklasser i musik fra børnehaveklassen til 10. klasse, hvor elever med et musikalsk talent får mulighed for at kombinere øvning på et instrument og skolegang på en hensigtsmæssig måde. Optagelse af elever i disse klasser vil kunne ske på baggrund af en vurdering af eleveres musikalske forudsætninger, hvilket sammen med muligheden for at oprette eliteidrætsklasser, der blev indført med folkeskolereformen i 2014, udgør undtagelser til princippet om den udelte enhedsskole.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.