Fremsat den 4. oktober 2018 af undervisningsministeren (Merete Riisager)
Forslag
til
Lov om et nationalt naturfagscenter
Kapitel 1
Et nationalt
naturfagscenter
§ 1.
Et nationalt naturfagscenter er en selvejende institution inden for
den offentlige forvaltning.
Stk. 2. Centeret
har til formål at styrke kvaliteten af undervisning i
naturfag og naturvidenskab samt fremme interessen for, og
rekrutteringen til uddannelse og beskæftigelse inden for
naturvidenskab. Centeret skal desuden bidrage til at styrke
vidensgrundlaget for fornyelse og udvikling af undervisning i
naturfag og naturvidenskab.
§ 2.
Centeret udvikler, indsamler og formidler viden inden for
undervisning i naturfag og naturvidenskab. Centeret samarbejder med
undervisningsministeren og andre relevante offentlige og private
interessenter indenfor centerets virke. Centeret formidler
resultaterne af centerets arbejde og øvrige aktiviteter til
relevante offentlige og private interessenter og offentligheden i
øvrigt.
Stk. 2. Centeret
kan gennemføre andre aktiviteter, herunder konsulentbistand
og rådgivning, i det omfang det er foreneligt med
varetagelsen af centerets opgaver efter stk. 1.
Kapitel 2
Bestyrelse
§ 3.
Centeret ledes af en centerbestyrelse, der er ansvarlig for
centerets virke. Centerbestyrelsen består af op til 7
medlemmer, der udpeges i deres personlige egenskab:
1) Op til 5
medlemmer udpeges af undervisningsministeren.
2) 1 medlem
udpeges af uddannelses- og forskningsministeren.
3) 1 medlem
udpeges af undervisningsministeren og uddannelses- og
forskningsministeren i forening.
Stk. 2.
Centerbestyrelsens funktionsperiode er 4 år.
Bestyrelsesmedlemmerne kan genudpeges én gang.
Stk. 3.
Centerbestyrelsen vælger sin egen formand.
§ 4.
Centerbestyrelsen har ansvaret for centeret og fastsætter
centerets virksomhed.
Stk. 2.
Centerets daglige ledelse forestås af en
centerdirektør, der ansættes og afskediges af
centerbestyrelsen.
§ 5.
Centerbestyrelsen fastsætter centerets vedtægter, der
godkendes af undervisningsministeren.
Stk. 2.
Centerbestyrelsen fastlægger centerets organisation i
vedtægten, herunder etableringen af decentrale enheder.
Bestyrelsen sikrer, at centeret deltager i nationale og
internationale netværksdannelser med andre væsentlige
interessenter inden for undervisning i naturfag og
naturvidenskab.
Stk. 3.
Undervisningsministeren bestemmer, hvor i landet centeret er
placeret.
§ 6.
Centerbestyrelsen udarbejder efter forslag fra
centerdirektøren et årsprogram for centerets
virksomhed, herunder indsatsområder, et budget for centerets
virksomhed, centerets regnskab samt en årsberetning over
centerets aktiviteter i det seneste år. Nærmere regler
herfor fastsættes i centerets vedtægter, jf. §
5.
Stk. 2.
Centerets årsprogram skal godkendes af
undervisningsministeren og herefter offentliggøres.
§ 7.
Centeret indgår en resultatkontrakt med
undervisningsministeren.
Kapitel 3
Tilskud og
drift
§ 8.
Undervisningsministeren yder tilskud til centerets drift.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere betingelser
for tilskuddet, herunder krav til gennemførelse af centerets
aktiviteter. Tilskuddets størrelse fastsættes på
de årlige bevillingslove.
Stk. 2.
Centerets gennemførelse af aktiviteter efter § 2, stk.
2, for myndigheder, andre offentlige institutioner og
uddannelsesinstitutioner kan ske mod anvisning af finansiering
hertil.
§ 9.
Centeret kan i overensstemmelse med sit formål modtage
supplerende finansiel støtte i form af tilskud og gaver m.v.
Oplysninger om eventuelle tilskud og gaver m.v. skal
offentliggøres i centerets årsprogram,
årsberetning og regnskab.
Stk. 2. Centeret
kan inden for centerets formål drive
indtægtsdækket virksomhed.
Kapitel 4
Tilsyn
m.v.
§
10. Undervisningsministeren fører tilsyn med
centeret.
Stk. 2. Finder
undervisningsministeren, at centerets virksomhed ikke er i
overensstemmelse med denne lov eller de regler eller aftaler, der
er fastsat eller indgået i henhold hertil, kan ministeren
udstede påbud til bestyrelsen om at ændre den
pågældende virksomhed.
Stk. 3. Finder
undervisningsministeren, at centerets virksomhed ikke er i
overensstemmelse med denne lov eller de regler eller aftaler, der
er fastsat eller indgået i henhold hertil, eller påbud,
jf. stk. 2, kan ministeren tilbageholde tilskud, lade tilskud
bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt
helt eller delvis. Tilskud, der tilbageholdes eller tilbagebetales,
tilfalder staten.
§
11. Efterkommer bestyrelsen ikke påbud fra
undervisningsministeren, eller forsømmer bestyrelsen i
væsentlig grad at varetage sine opgaver i overensstemmelse
med lovgivningen, kan ministeren beslutte, at
1) bestyrelsens
opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der
udpeges af ministeren, eller
2) en ny
bestyrelse udpeges efter reglerne i centerets vedtægt.
Stk. 2. Bringer
bestyrelsen ved sine dispositioner centerets videreførelse i
fare, kan undervisningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks
træder tilbage og kan i forbindelse hermed beslutte, at
bestyrelsens opgaver i en periode fastsat af ministeren, eller
indtil der efter ministerens bestemmelse er udpeget en ny
bestyrelse efter reglerne i centerets vedtægt, varetages af
personer, der udpeges af ministeren.
Kapitel 5
Oplysninger til
undervisningsministeren
§
12. Undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger
fra centeret om centerets virksomhed, herunder aktiviteter efter
§§ 8 og 9, personale, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om
ejendomskøb, aftaler om afsætning af centerets
produktion og andre aftaler, centerets drift i øvrigt og om
bestyrelsens medlemmer, jf. § 3, til brug for
fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber,
gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan bestemme, at de i stk. 1 nævnte
oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket
format leveringen skal ske, samt fastsætte krav til kontrol
og sikkerhedsforanstaltninger.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk
kommunikation mellem centeret og Undervisningsministeriet og mellem
centeret og andre offentlige myndigheder og
uddannelsesinstitutioner omfattet af Undervisningsministeriets
lovgivning, herunder om anvendelse af digital signatur.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk
kommunikation mellem centeret og elever, studerende m.v., herunder
om anvendelse af digital signatur.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
m.v.
§
13. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. Lov nr.
312 af 28. april 2009 om oprettelse af et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed ophæves.
Stk. 3. § 3
får virkning fra førstkommende nybeskikkelse til
centerbestyrelsen.
§
14. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Centerets formål og
opgaver
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Ministeriets
overvejelser
3.1.3. Den foreslåede
ordning
3.2. Centerets organisering og
styrelse
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Ministeriets
overvejelser
3.2.3. Den foreslåede
ordning
3.3. Videreførelse af det
nuværende naturfagscenter
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Ministeriets
overvejelser
3.3.3. Den foreslåede
ordning
4. De økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for stat, regioner og
kommuner
5. De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. De administrative konsekvenser
for borgere
7. De miljømæssige
konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er
at opdatere og ajourføre lovgrundlaget for et nationalt
center for undervisning i natur, teknik og sundhed.
Med lovforslaget vil reguleringen
af centerets formål og opgaver komme til at afspejle de
organisatoriske justeringer, som centeret har været igennem.
Samtidig vil lovgrundlaget også kunne tage højde for
aktuelle og fremadrettede tilpasninger i opgavevaretagelsen, som
der måtte blive behov for.
2. Baggrund
Et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed er oprettet ved lov nr. 312
af 28. april 2009. Oprettelsen er sket efter anbefalinger i
rapporten "Et fælles løft", som arbejdsgruppen til
forberedelse af en national strategi for natur, teknik og sundhed
afgav i 2008.
Centeret har til formål at
styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af
undervisningen i natur, teknik og sundhed i hele det danske
uddannelsessystem.
Centeret har i perioden 2010-2013
arbejdet med følgende hovedmålsætninger:
- Udvikling af
systematisk videndeling indenfor området ved blandt andet at
kortlægge og formidle eksisterende viden og skabe
sammenhænge på langs og tværs i
uddannelsessystemet.
- Fremme den
naturvidenskabelige dimension af almendannelsen hos alle
børn og unge ved blandt andet at understøtte
lærernes og institutionslederes arbejde med at udvikle
undervisningen indenfor natur, teknik og sundhed.
-
Understøtte udviklingen af videnmiljøer med
særlige kompetencer indenfor natur, teknik og sundhed gennem
understøttelse af samarbejde med uformelle
miljøer.
Centeret har indenfor
hovedmålsætningerne arbejdet med indsatsområder
indenfor indsamling af viden, udbredelse af viden, videndeling og
netværksdannelse, udvikling af undervisningsmaterialer,
afdækning af videnbehov samt fundraising.
Centeret har derudover arbejdet med
mere fokuserede strategiske fokusområder i form af kommunale
strategier, uformelle miljøer, herunder
skole-virksomhedssamarbejde m.v., samt satsninger på
grundskole og overgange.
Centeret har som en del af
centerets strategi for 2014-2017 haft følgende tre
strategiske fokusområder:
- Videndeling.
- Undervisning og
rekruttering.
- Udvikling der
forandrer.
Centeret har i forhold til
»Videndeling« fungeret som videncenter. Centeret har
skullet samarbejde med relevante aktører med henblik
på at afdække, indsamle og formidle viden og derigennem
sikre alle lærere adgang til evidensbaseret viden og debat om
udviklingen indenfor undervisning i natur, teknik og sundhed.
Centeret har i forhold til
»Undervisning og rekruttering« skullet styrke
undervisningen i og rekruttering til natur, teknik og sundhed i
grundskoler og ungdomsuddannelser. Centeret har gennem aktiviteter,
anbefalinger og inspirationsmateriale skullet understøtte og
inspirere til udvikling og organisering af undervisningen, så
elevernes faglige præstationer, uddannelsesvalg, opfattelse
af naturfag og almen dannelse inden for natur, teknik og sundhed
udvikles i positiv retning.
Centeret har i forhold til
»Udvikling der forandrer« skullet arbejde
udviklingsorienteret med relevante samarbejdspartnere om aktuelt
prioriterede indsatser, som har skullet bidrage til forandringer i
og omkring undervisningen i natur, teknik og sundhed.
Centeret har som strategiske
mål på grundskoleområdet prioriteret forankring
af folkeskolereformen i skolens naturfagsundervisning samt
organisering og udvikling af undervisningen i natur, teknik og
sundhed. Centeret har i forhold til ungdomsuddannelser prioriteret
en indsats, der har taget afsæt i målsætningen
om, at flere unge har skullet vælge de naturvidenskabelige
linjer i de gymnasiale og erhvervsrettede ungdomsuddannelser.
Centeret har med hensyn til de videregående uddannelser
prioriteret en indsats, der har haft fokus på rekruttering
til naturfaglige og tekniske studier samt et øget valg af
naturfaglige undervisningsfag i læreruddannelsen. Centeret
har desuden haft en tværgående målsætning
om at styrke progression og sammenhæng op gennem
uddannelsessystemet og ved inddragelse af erhvervslivet og andre
uformelle miljøer.
Centeret har gennemgået
organisatoriske ændringer. Den erhvervsdrivende fond Danish
Science Factory blev med virkning fra den 1. oktober 2015
virksomhedsoverdraget til centeret. Den nye samlede organisation
fik ved sammenlægningen navnet »Astra«. Centeret
blev endvidere med virkning den 1. januar 2017 sammenlagt med
Science Talenter ved Sorø Akademi skole (Mærsk
McKinney Møller Videncenter). Centeret fik i forbindelse med
regeringens geografiske flytninger af statslige arbejdspladser
»Bedre balance - statslige arbejdspladser tættere
på borgere og virksomheder« (oktober 2015) nyt hjemsted
i Sorø og har med udgangen af 2017 flyttet centrets ledelse
og en række stabsfunktioner dertil.
Regeringen har den 13. marts 2018
præsenteret en national naturvidenskabsstrategi, der skal
styrke undervisning i naturvidenskab i grundskolen og
ungdomsuddannelserne. Endvidere har regeringen den 24. april 2018
lanceret en Teknologipagt, der har til formål at få
flere til at interessere sig for, arbejde med og få flere
unge til at uddanne sig indenfor STEM, som er en forkortelse, der
betegner kompetencer indenfor »Science, Technology,
Engineering and Mathematics«.
Naturvidenskabsstrategien opstiller
følgende to nationale målsætninger:
- Flere børn
og unge skal interessere sig for naturfag i folkeskolen samt
vælge naturvidenskabelige gymnasiefag og erhvervsfaglige
STEM-uddannelser.
- Flere børn
og unge skal være meget dygtige i naturvidenskabelige fag og
erhvervsfaglige STEM-uddannelser.
Naturvidenskabsstrategien
indeholder følgende indsatsområder:
1. Styrket
motivation og faglig fortælling.
2. Fagligt og
didaktisk endnu dygtigere lærere i naturvidenskab.
3. Kontinuerlig
faglig fornyelse af naturvidenskabelige fag.
4. Styrket
talentudvikling og udnyttelse af nye teknologiske muligheder.
5. Lokal
prioritering, faglige netværk og samarbejde.
Det fremgår af
indsatsområde nr. 5, at der skal være en gennemgang og
målretning af Astra.
Herom fremgår følgende
af naturvidenskabsstrategien:
»Astra udvikler, samler og
formidler viden og arbejder på at styrke netværk og
understøtte relevant videndeling med det mål at skabe
rammer for en optimal læring på skolerne. Flere
forskellige faktorer påvirker centrets opgave og
opgaveløsning i fremtiden.
Undervisningsministeriet vil se
på, hvordan Astra endnu bedre kan håndtere de aktuelle
og fremtidige udfordringer inden for undervisningen i
naturvidenskabelige fag i grundskolen og på
ungdomsuddannelserne. I den forbindelse vil der blive set på
loven, herunder Astras formål og opgaver efter nylige
sammenlægninger og i forlængelse af
nærværende naturvidenskabsstrategi.«
Som opfølgning på den
nationale naturvidenskabsstrategi er der igangsat et arbejde med
gennemgang og refokusering af centerets opgaver. Formålet
hermed er at sikre, at centeret skal endnu bedre kunne
håndtere aktuelle og fremtidige udfordringer inden for
undervisning i naturfag og naturvidenskab.
Med lovforslaget foreslås
opdatering og ajourføring af lovgrundlaget for centret,
herunder dets virke og funktion. Det væsentlige nye er, at
centeret får nogle mere overordnede formåls- og
opgavebeskrivelser, der tilgodeser behovet for fleksibilitet i
opgavevaretagelsen i henhold til lovgivningen over tid. Endvidere
foreslås indførelse af nye redskaber i form af
årsprogram og resultatkontrakt, der dels har til formål
at styrke centerets strategiske planlægning, og dels skal
sikre adgangen til at opstille kvalitative og målbare
mål for centerets opgavevaretagelse.
3. Lovforslagets
hovedpunkter
3.1. Centrets
formål og opgaver
3.1.1. Gældende ret
Et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed har til opgave at formidle
kontakter og information mellem kommuner, grundskoler, gymnasier,
voksenuddannelsescentre, institutioner for erhvervsrettet
uddannelse, erhvervsakademier, professionshøjskoler,
universiteter, forskningsinstitutioner, virksomheder og uformelle
læringsmiljøer. Centeret skal som led heri skabe
kontakt mellem virksomheder og uddannelsessystemet, bl.a. ved at
danne netværk mellem personer fra uddannelsesinstitutioner og
virksomheder og opsamle erfaringer fra
skole/virksomhedssamarbejdet. Centeret skal endvidere skabe
sammenhæng mellem uddannelsesmålene og de aktiviteter,
der gennemføres på museer, i naturvidenskabelige
centre (science-centre) og i andre uformelle
læringsmiljøer.
Centeret skal endvidere
understøtte initiativer med henblik på at skabe
sammenhæng på langs i uddannelseskæden fra
indskoling til videregående uddannelser med henblik på
at reducere overgangsproblemer mellem grundskolen,
ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Centerets opgaver kan sammenfattes
således:
- At
understøtte fornyelse af undervisningens form og indhold,
herunder gennem it-baserede undervisningsmaterialer, og bidrage til
at skabe bedre sammenhæng i uddannelsessystemet.
- At bidrage til at
udvikle efteruddannelse af lærere og undervisere, så
der sker en løbende kvalitetsudvikling af undervisningen, og
så interessen blandt elever og studerende fremmes.
- At skabe et bedre
samspil mellem forskellige sektorer, både mellem det formelle
uddannelsessystem og uformelle læringsmiljøer (private
og offentlige virksomheder, museer, oplevelsescentre m.v.) og
mellem forskellige dele af uddannelsessystemet.
- At bidrage til at
skabe danske netværk for undervisere, kommuner, uformelle
læringsmiljøer m.v. med henblik på videndeling
og struktureret erfaringsopsamling.
- At indgå i
internationale netværk med tilsvarende udenlandske centre med
henblik på videndeling.
- At indsamle og
formidle erfaringer fra praksis og forskning i fagdidaktik med
henblik på formidling af viden til brug for evidensbaseret
udvikling af undervisningsforløb m.v. i en dansk
sammenhæng.
- At yde
støtte til projekter, der fremmer kvaliteten og fornyelsen
af undervisningen i natur, teknik og sundhed samt
tilgrænsende områder. Projekter kan samfinansieres med
andre interessenter inden for natur, teknik og sundhed.
Centeret kan endvidere
gennemføre andre aktiviteter, herunder konsulentbistand og
rådgivning, i det omfang dette er foreneligt med centerets
kerneopgaver. Disse aktiviteter gennemføres som
indtægtsdækket virksomhed.
3.1.2. Ministeriets
overvejelser
Centerets formål er i det
gældende lovgrundlaget defineret igennem centerets
opgavevaretagelse. Det fremgår således af de
gældende regler, hvordan centeret opfylder sit formål.
Lovgrundlaget indeholder beskrivelser af centerets kerneopgaver,
som afspejler et behov, der var aktuelt på centerets
oprettelsestidspunkt.
Undervisningsministeriet vurderer,
at centeret er en central aktør inden for undervisning i
naturvidenskabelige fag. Centeret er i kraft af
sammenlægningerne med Danish Science Factory og Science
Talenterne blevet endnu mere central og kan medvirke til at skabe
fælles retning indenfor det naturvidenskabelige område,
herunder talentudvikling. Dette skal centeret fortsætte med
at gøre.
Centeret er tiltænkt at
skulle løfte en række opgaver i den nye
naturvidenskabsstrategi og tildeles en rolle i implementeringen
heraf.
3.1.3. Den
foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås
ændring af benævnelsen »et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed« til »et
nationalt naturfagscenter«.
Med lovforslaget vil centeret
få en overordnet formålsbeskrivelse. Centeret vil
fortsat have til formål at styrke kvaliteten af undervisning
i de naturfaglige fag i grundskolen og naturvidenskabelige fag i
ungdomsuddannelserne samt fremme alle elevers, uanset køn,
interesse for, og rekrutteringen til uddannelse og
beskæftigelse inden for naturvidenskab. Centeret vil derfor
fortsat skulle have en understøttende rolle i forhold til at
fremme naturvidenskab som en del af børns og unges dannelse,
samt styrke talentudviklingen. Centeret vil desuden skulle bidrage
til at styrke vidensgrundlaget for fornyelse og udvikling af
undervisning i naturfag og naturvidenskab.
Med lovforslaget foreslås
endvidere, at centeret skal have en overordnet opgavebeskrivelse.
Centeret vil få til opgave at udvikle, indsamle og formidle
viden om undervisning i naturfagene i grundskolen og
naturvidenskabelige fag i ungdomsuddannelserne, herunder
talentudvikling. Naturfag er den alment anvendte betegnelser for
naturfaglige fag i grundskolen, mens der i ungdomsuddannelserne
anvendes betegnelsen naturvidenskabelige fag. Betegnelsen naturfag
og naturvidenskab favner de naturfaglige og naturvidenskabelige fag
i grundskolen og ungdomsuddannelser, med en åbenhed for over
tilgrænsende fagområder, særligt teknologi og
anvendt naturvidenskab samt matematik samt over tid at kunne
inddrage nye fagområder, der er relevante i sammenhæng
med naturfag og naturvidenskab. Naturvidenskab referer desuden mere
bredt til naturvidenskabelig forskning, dvs. videnskab der har
naturen som genstandsfelt og forskningsområde, som også
påvirker undervisning i naturfag og naturvidenskab i
grundskolen og ungdomsuddannelserne, herunder grundlæggende
naturvidenskabelige metoder samt forskningsmæssige
erkendelser. Tilsvarende kan centeret som en mulig supplerende
målgruppe inddrage dagtilbud og fritidsordninger i deres
virke i tilfælde, hvor det ligger i forlængelse af
formålet og øvrige indsatser. Dette gælder
ligeledes for pædagoguddannelsen.
Centeret vil endvidere få til
opgave at samarbejde med undervisningsministeren og andre relevante
offentlige og private interessenter inden for centerets virke.
Centeret vil tillige få til opgave at formidle resultaterne
af centerets arbejde og øvrige aktiviteter til relevante
offentlige og private interessenter og offentligheden i
øvrigt.
Centeret vil som hidtil fortsat
kunne gennemføre andre aktiviteter, herunder
konsulentbistand og rådgivning, i det omfang det er
foreneligt med varetagelse af centerets opgaver. Disse aktiviteter
gennemføres vil som hidtil skulle gennemføres som
indtægtsdækket virksomhed.
3.2. Centerets
organisering og styrelse
3.2.1. Gældende ret
Centeret er en selvejende
institution inden for den offentlige forvaltning. Det
indebærer, at centeret er omfattet af bl.a.
forvaltningsloven, offentlighedsloven og ombudsmandsloven.
Centerets forhold er reguleret i en
vedtægt, der er fastsat af undervisningsministeren efter
indstilling fra centerbestyrelsen. Vedtægten indeholder
regler om bl.a.:
- at bestyrelsen over for
undervisningsministeren, som fører tilsyn med centeret, er
ansvarlig for centerets samlede virksomhed, herunder for
forvaltningen af de statslige tilskud,
- at bestyrelsen i særlige
tilfælde kan afsættes,
- at bestyrelsen skal forvalte
centerets midler, så de bliver til størst mulig gavn
for centeret,
- hvorledes bestyrelsen skal
anbringe likvide midler,
- at centeret i sit virke skal
være uafhængigt,
- hvilke vilkår og
betingelser for tilskud der skal gælde, herunder om budget-
og bevillingssystem og om udbetaling af tilskud,
- at centeret skal følge de
af finansministeren indgåede eller aftalte bestemmelser om
løn- og ansættelsesvilkår, herunder om
pensionsforhold for centerets ansatte,
- at bestyrelsen skal sikre, at
centeret varetager sine opgaver i overensstemmelse med en
årlig arbejdsplan og en 3-årig strategi, som er
godkendt af undervisningsministeren,
- at bestyrelsen skal vedtage det
årlige budget efter indstilling fra direktøren.
Centerets overordnede ledelse
varetages af en centerbestyrelse på op til syv medlemmer,
hvoraf op til fem medlemmer udpeget af undervisningsministeren,
ét medlem er udpeget af videnskabsministeren, og ét
medlem, der så vidt muligt skal være tilknyttet et
tilsvarende udenlandsk center, er udpeget af videnskabsministeren
og undervisningsministeren i fællesskab.
Bestyrelsesmedlemmerne er udpeget i deres personlige egenskab og
skal besidde høj faglig viden i forhold til centerets
opgaver. Den siddende centerbestyrelse er beskikket fra den 1.
januar 2017 til den 31. december 2020.
Centerbestyrelsen er ansvarlig for
centerets organisering og opgavevaretagelse og skal i den
forbindelse etablere decentrale enheder spredt over landet.
Bestyrelsen skal endvidere sikre, at centeret deltager i nationale
og internationale netværksdannelser med andre
væsentlige interessenter inden for undervisning i natur,
teknik og sundhed.
Centerets internationale
orientering sikres endvidere ved etablering af et rådgivende
organ, som så vidt muligt sammensættes af personer
tilknyttet tilsvarende udenlandske centre. Endvidere
nedsættes et repræsentantskab, som sammensættes
således, at bruger- og aftagerinteresser fra
uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet, naturvidenskabelige
centre (science centre), naturfagsdidaktiske miljøer,
museer, besøgstjenester m.v. afspejles. Det rådgivende
organ og repræsentantskabet skal bidrage med sparring og
inspiration til centerets ledelse.
Den daglige ledelse af centeret
forestås af en centerdirektør, som centerbestyrelsen
ansætter og afskediger.
Centeret forudsættes ikke at
eje bygninger og anlæg, men at dække sit lokalebehov
m.v. ved at leje sig ind hos eksisterende relevante
fagmiljøer.
Centeret modtager tilskud fra
Undervisningsministeriet til dets drift. Tilskuddets
størrelse er fastsat på de årlige finanslove.
Herudover oppebærer centeret i overensstemmelse med sit
formål indtægter i form af gaver, tilskud og lignende
fra fonde, organisationer og virksomheder samt offentlige
myndigheder. Centeret har endvidere indtægter, der
hidrører fra indtægtsdækket virksomhed, fx
konsulentbistand og rådgivning.
3.2.2. Ministeriets
overvejelser
Undervisningsministeriet finder, at
centerets opgaveportefølje bør afspejles i centerets
organisering, styring og økonomi. Centeret har med
sammenlægningerne med andre institutioner fået en
bredere portefølje af opgaver inden for det
naturvidenskabelige område. Undervisningsministeriet finder
derfor behov for styrkelse af relationen mellem centeret og
Undervisningsministeriet med henblik på at sikre, at den er
tidssvarende og giver det bedst mulige grundlag for dialog om
centerets opgaveløsning samt ministeriets opfølgning
herpå.
3.2.3. Den
foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås, at
centeret ledes af en centerbestyrelse, der er ansvarlige for
centerets virke. Bestyrelsen vil bestå af op til 7 medlemmer,
der udpeges i deres personlige egenskaber af
undervisningsministeren, uddannelses- og forskningsministeren
henholdsvis begge ministre i forening.
Med lovforslaget foreslås, at
centerbestyrelsen vil skulle varetage den overordnede ledelse og
fastsætte centerets virksomhed. Det foreslås endvidere,
at centerdirektøren, der ansættes og afskediges af
centerbestyrelsen, vil skulle varetage den daglige ledelse af
centeret.
Med lovforslaget foreslås, at
centerbestyrelsen fastsætter centerets vedtægter, der
godkendes af undervisningsministeren. Vedtægten skal
nærmere regulere centerets forhold og arbejdsmåde. Det
foreslås endvidere, at vedtægten vil skulle indeholde
regler om centerets organisering, herunder om etablering af
decentrale enheder og centerets deltagelse i forskellige
netværk inden for undervisning i naturfag og
naturvidenskab.
Med lovforslaget foreslås, at
centerbestyrelsen efter forslag fra centerdirektøren
udarbejder et årsprogram, der også kan have et
flerårigt perspektiv, for centerets virksomhed, et budget,
centerets regnskab og en årsberetning over centerets
aktiviteter i det seneste år. Centerets årsprogram vil
skulle godkendes af undervisningsministeren.
Med lovforslaget foreslås, at
centeret vil skulle indgå en resultatkontrakt med
undervisningsministeren.
Med lovforslaget foreslås, at
der ydes driftstilskud til centeret. Det foreslås endvidere,
at undervisningsministeren i forbindelse med ydelse af tilskuddet
vil kunne fastsætte nærmere krav til centerets
aktiviteter. En tilsvarende adgang til at rekvirere ydelser
muliggøres for øvrige ministerier,
kommunalbestyrelser, regionsråd og andre offentlige
institutioner mod anvisning af finansiering hertil fra
rekvirenten.
Med lovforslaget foreslås, at
centeret i overensstemmelse med sit formål vil kunne modtage
supplerende finansiel støtte i form af tilskud og gaver m.v.
fra andre. Oplysninger herom skal offentliggøres i centerets
årsprogram, årsberetning og regnskab. Det
foreslås endvidere, at centeret inden for sit formål
kan drive indtægtsdækket virksomhed.
Med lovforslaget foreslås, at
undervisningsministeren vil skulle føre tilsyn med centeret.
Det foreslås endvidere, at undervisningsministeren kan
udstede påbud, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde
eller kræve tilbagebetaling, hvis centerets virksomhed ikke
er i overensstemmelse med lovforslagets regler eller de regler
eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold hertil,
eller påbud.
Med lovforslaget foreslås en
oplysningspligt for centeret således, at
undervisningsministeren vil kunne indhente alle oplysninger fra
centeret om centerets virksomhed.
3.3. Videreførelse af det nuværende
naturfagscenter
3.3.1. Gældende ret
Et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed blev oprettet med det
formål at styrke interessen for, rekrutteringen til og
kvaliteten af undervisningen i natur, teknik og sundhed i hele det
danske uddannelsessystem. Centerets arbejde med udvikling,
indsamling og formidling af viden skal derfor kunne styrke
netværksdannelser for lærere, uddannelsesinstitutioner
og det omgivende samfund og samtidig understøtte relevant
videndeling med det mål at skabe rammer for en optimal
læring på skolerne. Centeret agerer bindeled mellem
virksomheder og uddannelsessystemet, bl.a. ved at danne
netværk mellem personer fra uddannelsesinstitutioner og
virksomheder og opsamle erfaringer fra skole- og
virksomhedssamarbejdet.
Centeret er oprettet som en
selvejende institution inden for den offentlige forvaltning,
hvilket understøtter centerets muligheder for at
tiltrække privat finansiering fra primært større
fonde, der udgør en væsentlig del af centerets
indtægter. Centerets forhold er reguleret i en vedtægt.
Centerets ledelse varetages af en centerbestyrelse, herunder ansvar
for centerets organisering. Det vil sige etablering af decentrale
enheder samt nedsættelse af et rådgivende organ og et
repræsentantskab.
3.3.2. Ministeriets
overvejelser
Undervisningsministeriet finder det
afgørende, at centeret fortsat kan arbejde inden for
undervisning i naturfagene i grundskolen og de naturvidenskabelige
fag på ungdomsuddannelserne og være en central
aktør inden for undervisning i naturfagene i grundskolen og
de naturvidenskabelige fag på ungdomsuddannelserne.
Undervisningsministeriet finder, at
centerets organisering som selvejende institution inden for den
offentlige forvaltning og hidtidige bestyrelseskonstruktion, hvor
der sikres bred inddragelse af alle led i uddannelseskæden og
arbejdsmarkedet, har været velfungerende.
3.3.3. Den
foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås
videreførelse af centeret med de opdateringer og
ajourføringer, der er angivet i lovforslaget.
Med lovforslaget foreslås, at
centerets organisering som selvejende institution inden for den
offentlige forvaltning og hidtidige bestyrelseskonstruktion og
udpegningsform bevares. Den siddende bestyrelse, som er beskikket
fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2020, vil dermed
fortsætte sit virke indtil udløbet af den angivne
funktionsperiode, hvorefter nybeskikkelse efter lovforslagets
bestemmelser vil skulle finde sted.
Centerbestyrelsen vil skulle have
ansvaret for centerets organisering, og vil derfor fortsat skulle
kunne etablere decentrale enheder og nedsættelse af et
rådgivende organ eller lignende, der vil skulle kunne
bistå bestyrelsen med sparring og rådgivning med det
formål at sikre centerets nationale og internationale
orientering.
Centeret vil fortsat kunne modtage
tilskud fra Undervisningsministeriet til dets drift og
oppebære indtægter i form af gaver, tilskud og lignende
fra fonde, organisationer og virksomheder samt offentlige
myndigheder. Centeret vil tillige kunne have indtægter, der
hidrører fra indtægtsdækket virksomhed.
Med lovforslaget foreslås
videreført, at undervisningsministeren fører tilsyn
med centeret. Det foreslås i tilknytning hertil indsat
bestemmelser om, at undervisningsministeren kan udstede
påbud, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde eller
kræve tilbagebetaling, hvis centerets virksomhed ikke er i
overensstemmelse med lovforslagets regler eller de regler eller
aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold hertil, eller
påbud. Det foreslås endvidere indsat en bestemmelse om,
at undervisningsministeren kan beslutte, at bestyrelsen
træder tilbage, og at der udpeges en ny bestemmelse, hvis
bestyrelsen ikke efterkommer et påbud eller forsømmer
i væsentlig grad at varetage sine opgaver i overensstemmelse
med lovgivningen. Det foreslås desuden indsat en bestemmelse
om oplysningspligt for centeret således, at
undervisningsministeren vil kunne indhente alle oplysninger fra
centeret om centerets virksomhed. Bestemmelserne er nye i forhold
til centerets lovgrundlag, men svarer til bestemmelser herom i
lovgivningen for uddannelsesinstitutionerne på
ministerområdet.
4. De
økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget har ingen
økonomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner.
5. De
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
Lovforslaget har ingen
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
6. De
administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen
administrative konsekvenser for borgerne
7. De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
9. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 22. juni 2018
til den 27. august 2018 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber,
Akademikerne, AK-Samvirke, Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøtteordninger, Ankestyrelsen, AOF, A. P.
Møller Fonden, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, Arriva, Astra - Center for
Læring i Natur, Teknik og Sundhed, Boligselskabernes
Landsforening, Bornholms Trafikselskab, B-SOSU, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børne- og Ungdomspædagogernes
Landsforbund (BUPL), Børnerådet, Børns
Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg, CEPOS,
Cevea, Daghøjskoleforeningen, Danmarks Evalueringsinstitut,
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks
Lejerforeninger, Danmarks Lærerforening, Danmarks Private
Skoler - grundskoler & gymnasier, Danmarks Statistik, Danmarks
Vejlederforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund,
Dansk Byggeri, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Danske
Erhverv, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk
Friskoleforening, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk
Magisterforening, Dansk Metal, Dansk Oplysnings Forbund, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Told- og Skatteforbund, Dansk
Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske
Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier -
Bestyrelserne, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne,
Danske Forlag, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske
Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske HF & VUC,
Danske Landbrugsskoler, Danske Professionshøjskoler, Danske
Regioner, Danske Revisorer, Danske seniorer, Danske Skoleelever,
Danske SOSU-skoler, Danske Underviserorganisationers Samråd,
Danske Universiteter, Datatilsynet, DEA, De Danske Sprogcentre, Det
Centrale Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd,
Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning,
DSB Regional, DSB S-tog a/s, Deutscher Schul- und Sprachverein
für Nordschleswig, DUKH, Efterskoleforeningen,
Ejendomsforeningen Danmark, Engineer the Future,
Erhvervsskolelederne, Erhvervsskolernes ElevOrganisation,
Erhvervsstyrelsen, Experimentarium, Fagligt Fælles Forbund,
Finans Danmark, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Folkeligt Oplysnings
Forbund, FORA, Forbundet af Offentlige Ansatte, Foreningen af
danske skatteankenævn, Foreningen af Døgn og Dagtilbud
for udsatte børn og unge, Foreningen af katolske skoler i
Danmark, Foreningen af Kristne Friskoler, Foreningen af Social-,
Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af tekniske
og administrative tjenestemænd, Foreningen Frie Fagskoler,
Foreningsfællesskabet Ligeværd,
Forhandlingsfællesskabet, Forstanderkredsen for
Produktionsskoler og Produktionshøjskoler, Frie Skolers
Lærerforening, FSR - danske revisorer, Funktionærernes
og Tjenestemændenes Fællesråd, Fynbus,
Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes
Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, HK/Stat,
HK/Kommunal, Hovedstadens Ordblindeskole, Huslejenævns- og
Beboerklagenævns forening, Industriens Fond, Insero, Institut
for Menneskerettigheder, Justitia, Jyske Grundejerforeninger, KL,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kraka, Kriminalforsorgen,
Københavns Kommune, LandboUngdom, Landbrug &
Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd,
Landselevbestyrelsen for det pædagogiske område,
Landselevbestyrelsen for social- og sundhedsområdet,
Landsforeningen af 10. Klasseskoler i Danmark, Landsforeningen af
Ungdomsskoleledere, Landsforeningen for førtidspensionister,
Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorganisationen i
Danmark, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever,
Landssamråd for PPR-chefer, Landsskatteretten, Lederne,
Ledersamrådet, Lejernes Landsorganisation i Danmark, LEO
Fondet, Lilleskolerne, LOF, Lundbeckfonden, LOS, Lærernes
Centralorganisation, Midttrafik, Moderniseringsstyrelsen, Movia,
Nationalt Center for Kompetenceudvikling, Naturvidenskabernes Hus,
Netværket for kostafdelinger, Nordjyllands trafikselskab -
NT, Novo Nordisk Fonden, Ordblindeforeningen, Plejefamiliernes
Landsforening, Produktionsskoleforeningen, Rigsrevisionen,
Rådet for Børns Læring, Rådet for de
Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), Rådet
for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser,
Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt
Udsatte, Rådet for Voksen og Efteruddannelse
(VEU-Rådet), Sammenslutningen af Unge Med Handicap, Selveje
Danmark, SFR Skattefaglig Forening, Sjældne Diagnoser,
Skatteankestyrelsen, Skolelederforeningen Skole og Forældre,
SMVdanmark, Socialpædagogernes Landsforbund, Statens
Naturhistoriske Museum, Studievalg Danmark, Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering, Styrelsen for Institutioner og
Uddannelsesstøtte, Sydtrafik, Trafik-, Tekniq, Bygge- og
Boligstyrelsen, Udbetaling Danmark, Uddannelsesforbundet,
Uddannelseslederne, Uddannelsesrådet for de maritime
uddannelser, Ungdomsboligrådet, Ungdomsskoleforeningen,
Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, Universe, UU Danmark,
Villum Fonden, VUC Bestyrelsesforeningen,
Ældreboligrådet og Ældre Sagen.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. | [Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering] /[Går videre
end minimumskrav i EU-regulering] (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Det følger af § 1, 1.
pkt., og § 3 i lov om oprettelse af et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed, at undervisningsministeren
opretter et nationalt center for undervisning i natur, teknik og
sundhed, og at centeret etableres som en selvejende institution
inden for den offentlige forvaltning.
Det følger af den
foreslåede § 1, stk. 1, at
centeret benævnes et nationalt naturfagscenter og vil
være en selvejende institution inden for den offentlige
forvaltning.
Med lovforslaget foreslås
ændring af centerets benævnelse »et nationalt
center for undervisning i natur, teknik og sundhed« til
»et nationalt naturfagscenter«. Ændringen sker
som følge af de opdateringer og ajourføringer af
centerets lovgrundlag, der er angivet i lovforslaget.
Centeret vil som følge heraf
fortsat være omfattet af den generelle lovgivning for den
offentlige sektor, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven
og ombudsmandsloven. Centeret vil endvidere være omfattet af
lov om ligestilling af kvinder og mænd efter reglerne for
statslige forvaltningsmyndigheder. Dette indebærer f.eks., at
centerbestyrelsen er omfattet af kravet om ligestilling. Endvidere
gælder de særlige bestemmelser for den offentlige
forvaltning i databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven. Centeret vil derimod ikke være
omfattet af fondsretten eller fondsretlige principper.
Det følger af § 1, 2.
pkt., i lov om oprettelse af et nationalt center for undervisning i
natur, teknik og sundhed, at centeret har til formål, at
styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af
undervisningen i natur, teknik og sundhed.
Det følger af det
foreslåede stk. 2, 1. pkt., at centeret vil have til
formål at styrke kvaliteten af undervisning i naturfag og
naturvidenskab samt fremme interessen for, og rekrutteringen til
uddannelse og beskæftigelse inden for naturvidenskab.
Centeret vil fortsat skulle have en understøttende rolle i
forhold til at fremme naturvidenskab som en del af børns og
unges dannelse, samt styrke talentudviklingen. Endvidere har
centeret fortsat til opgave at fremme alle elevers, uanset
køn, interesse for naturfag og naturvidenskab.
Det foreslås endvidere i
stk. 2, 2. pkt., at centeret vil skulle
bidrage til at styrke vidensgrundlaget for fornyelse og udviklingen
af undervisning i naturfag og naturvidenskab. Centeret vil skulle
være en central aktør inden for undervisning i
naturfaglige og naturvidenskabelige fag og er med den nye
naturvidenskabsstrategi tildelt en rolle i implementeringen af dele
af strategien. Centerets formålsbestemmelse skal afspejle
denne rolle.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det følger af § 2 i lov
om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur,
teknik og sundhed, hvilke overordnede opgaver centeret skal
udføre til opfyldelsen af centerets formål. Det
følger heraf, at centeret skal støtte lærerne
og institutionslederne, der er de helt centrale aktører i
forhold til undervisningen i natur, teknik og sundhed.
Støtten retter sig mod at styrke, forny og udvikle
undervisningen i natur, teknik og sundhed og tilgrænsende
fagområder herunder gennem it-baserede
undervisningsmaterialer, i grundskolen og ungdomsuddannelserne, og
de relevante videregående uddannelser. Ved tilgrænsende
fagområder tænkes først og fremmest på
matematik og it. De relevante videregående uddannelser
omfatter ikke mindst læreruddannelserne. Centeret skal
endvidere indsamle og formidle forsknings-, udviklings- og
praksisbaseret viden inden for undervisningen i natur, teknik og
sundhed. Formidlingen sker bl.a. ved etablering af en web-portal og
ved efter- og videreuddannelse af lærere. Centeret skal
desuden understøtte netværksdannelser. Det kan fx
være netværk for lærere i grundskolen i et
geografisk område, netværk på tværs af
institutionsformer og netværk mellem uddannelsesinstitutioner
og forskningsinstitutioner, virksomheder og uformelle
læringsmiljøer som museer og naturvidenskabelige
centre (science-centre). Endelig kan centeret yde støtte til
udviklingsprojekter, der fremmer kvaliteten og fornyelsen af
undervisningen i natur, teknik og sundhed og tilgrænsende
fagområder. Ved tilgrænsende fagområder
tænkes først og fremmest på matematik og it.
Projekter kan være samfinansierede af statslige og private
midler afhængig af projektets karakter. Centeret har tillige
mulighed for at kunne gennemføre andre aktiviteter, herunder
konsulentbistand og rådgivning, i det omfang det er
foreneligt med varetagelsen af centerets øvrige opgaver.
Sådanne opgaver gennemføres som
indtægtsdækket virksomhed.
Det følger af det
foreslåede § 2, stk. 1, 1.
pkt., at centeret vil skulle udvikle, indsamle og formidle
viden inden for undervisning i naturfag og naturvidenskab. Centeret
vil som hidtil skulle have til opgave at udvikle, indsamle og
formidle udviklings- og praksisbaseret viden samt indsamle og
formidle forskningsbaseret viden inden for undervisning i naturfag
i grundskolen og undervisning i naturvidenskab på
ungdomsuddannelserne samt på tilgrænsende
fagområder i både grundskolen og ungdomsuddannelserne
og relevante videregående uddannelser. Ved tilgrænsende
fagområder tænkes først og fremmest på
matematik, teknologi og anvendt naturvidenskab. Ved relevante
videregående uddannelser tænkes særligt på
læreruddannelsen og pædagoguddannelsen. Centeret vil
endvidere som i dag have til opgave at arbejde med talentudvikling
for elever inden for naturfag og naturvidenskab.
Det foreslås endvidere i
§ 2, stk. 1, 2. pkt., at centeret
vil skulle samarbejde med undervisningsministeren og andre
relevante offentlige og private interessenter inden for centerets
virke. Centeret vil som hidtil skulle understøtte
netværksdannelser og arbejde på at styrke netværk
og understøtte relevant videndeling med det mål at
styrke elevers læring og faglige niveau samt skolers
udvikling af undervisning.
Det foreslås tillige i § 2, stk. 1, 3. pkt., at centeret vil
skulle formidle resultaterne af centerets arbejde og øvrige
aktiviteter til relevante offentlige og private interessenter og
offentligheden i øvrigt. Centeret vil som hidtil skulle have
til opgave at formidle udviklings- og praksisbaseret viden samt
formidle forskningsbaseret viden inden for undervisning i naturfag
i grundskolen og undervisning i naturvidenskab på
ungdomsuddannelserne samt på tilgrænsende
fagområder til relevante offentlige, som f.eks. kommuner, og
private interessenter, som f.eks. virksomheder, og offentligheden i
øvrigt.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at centeret bedre skal kunne håndtere
aktuelle og fremtidige udfordringer inden for undervisning i
naturfaglige og naturvidenskabelige fag i grundskolen og
ungdomsuddannelserne.
Centeret får med den nye
naturvidenskabsstrategi konkret til opgave at udvikle den
eksisterende talentindsats samt etablere og drive en række
netværk for naturfagsvejledere og koordinatorer på
området. Dette arbejde vil have fokus på
understøttelse af kontinuerlig faglige udvikling og
videndeling på og mellem uddannelsesinstitutioner samt i
kommuner.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at centeret kan gennemføre
andre aktiviteter, herunder konsulentbistand og rådgivning, i
det omfang det er foreneligt med varetagelsen af centerets opgaver.
Sådanne opgaver gennemføres som
indtægtsdækket virksomhed i overensstemmelse med
Finansministeriets gældende budgetvejledning, hvoraf det
fremgår, at de indtægtsdækkede
aktivitetsområder skal være naturlige udløbere
af en selvejende institutions almindelige virksomhed. Det betyder
for at være foreneligt med varetagelse af centerets opgaver,
skal den pågældende aktivitet være en naturlig
udløber af centerets almindelige virksomhed, det vil sige
konsulentbistand eller rådgivning inden for udvikling,
indsamling eller formidling af viden inden for undervisning i
naturfag og naturvidenskab.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger.
Til §
3
Det følger af den
gældende lovs § 5, stk. 1-3, i lov om oprettelse af et
nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed, at
centerets overordnede ledelse varetages af en centerbestyrelse
på op til 7 medlemmer, hvoraf op til 5 udpeges af
undervisningsministeren, 1 medlem udpeges af videnskabsministeren
og 1 medlem udpeges af begge ministre i forening. Medlemmerne
udpeges i deres personlige egenskab og skal besidde høj
faglighed i forhold til centerets opgaver. Centerbestyrelsens
medlemmer bliver udpeget for en fireårig periode og kan kun
genudpeges én gang. Centerbestyrelsen vælger formanden
af egen midte.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 3 viderefører den
gældende lovs § 5, stk. 1-3, om udpegning af en
centerbestyrelse.
Det følger af det
foreslåede § 3, stk. 1, at
centeret ledes af en centerbestyrelse, der vil være ansvarlig
for centerets virke. Dette betyder, at centerbestyrelsen vil
være ansvarlig for centerets samlede opgavevaretagelse, det
vil sige de opgaver, der er beskrevet i lovforslagets § 2, og
forvaltningen af statslige tilskud, så de bliver til
størst mulig gavn for centerets formål.
Det foreslås med bestemmelsen
i § 3, stk. 1, nr. 1-3, at
centerbestyrelsen ligesom den nuværende centerbestyrelse skal
bestå af op til syv medlemmer, hvoraf op til fem medlemmer
udpeges af undervisningsministeren, et medlem udpeges af
uddannelses- og forskningsministeren og et medlem udpeges af
undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren i
forening. Centerbestyrelsens medlemmer udpeges i deres personlige
egenskab, det vil sige, at medlemmerne ikke vil være
undergivet instruktionsbeføjelser fra nogen myndighed,
organisation eller lignende, og skal besidde høj faglighed i
forhold til centerets opgaver. Der vil ved udpegningen blive lagt
vægt på, at bestyrelsen repræsenterer alle led i
uddannelseskæden samt arbejdsmarkedet, som er aftagere af
unge uddannet inden for naturvidenskab. Det medlem, der udpeges af
undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren i
forening vil så vidt muligt skulle være tilknyttet et
tilsvarende udenlandsk center.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2,
at centerbestyrelsens funktionsperiode er 4 år.
Bestyrelsesmedlemmerne kan genudpeges én gang. Forslaget
svarer til gældende ret.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 3,
at centerbestyrelsen vælger sin formand af egen midte.
Forslaget svarer til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 og 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til §
4
Det følger af § 6 i lov
om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur,
teknik og sundhed, at den daglige ledelse forestås af en
centerdirektør, der ansættes og afskediges af
centerbestyrelsen. Centerbestyrelsen fastsætter
retningslinjer for centerdirektørens arbejde.
Det følger af den
foreslåede § 4, stk. 1, at
centerbestyrelsen har ansvaret for centeret og fastsætter
centerets virksomhed. Det vil indebære, at centerbestyrelsen
vil have ansvaret for centerets organisering og styring, herunder
fastsættelse af centerets vedtægt samt centerets
samlede opgavevaretagelse. Centerbestyrelsen vil endvidere skulle
træffe beslutninger, som har stor betydning for centeret.
Centerbestyrelsen vil desuden have til ansvar at sikre, at centeret
agerer inden for de rammer, der er fastlagt i lovforslaget og i
centerets vedtægt.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2,
at centerets daglige ledelse forestås af en
centerdirektør, der ansættes og afskediges af
centerbestyrelsen. Bestemmelsen indebærer, at centerets
daglige ledelse vil skulle varetages af en direktør, der
ansættes af centerbestyrelsen. Direktøren vil
være ansvarlig for centerets virksomhed over for
centerbestyrelsen. Endvidere vil direktøren have ansvar for
at yde sekretariatsbistand til bestyrelsen eller andre
rådgivende organer oprettet i regi af centeret.
Direktøren vil desuden skulle udarbejde forslag til
årsprogram, budget, regnskab og årsberetning til
centerbestyrelsen. Direktøren vil tillige skulle underrette
bestyrelsen om alle forhold, der har betydning for bestyrelsens
varetagelse af den overordnede ledelse af centeret.
Forslaget svarer til gældende
ret.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 og 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til §
5
Det følger af §§
4, 11 og 12 i lov om oprettelse af et nationalt center for
undervisning i natur, teknik og sundhed, at centerets forhold
fastsættes i en vedtægt. Det nuværende centers
forhold er fastsat i vedtægt af 5. oktober 2009.
Vedtægten indeholder regler om bestyrelsens ansvar og
opgaver, herunder at bestyrelsen over for undervisningsministeren
er ansvarlig for centerets samlede virksomhed, om at bestyrelsen
skal forvalte centerets midler, så de bliver til
størst mulig gavn for centeret, og om at bestyrelsen skal
varetage sine opgaver i overensstemmelse med en årlig
arbejdsplan og en 3-årig strategi, og centerets
regnskabsføring og revision. Der er i vedtægten
fastsat nærmere regler om det rådgivende organ,
repræsentantskabet, udbetaling af tilskud m.v., krav til
revision, om hvad det vil sige, at et lejemål er af
uvæsentligt omfang, og om at afviklingen af centerets formue
i tilfælde af centerets nedlæggelse forestås af
et likvidationsudvalg. Centerets navn er fastsat i vedtægten.
Vedtægten er fastsat af undervisningsministeren efter
indstilling fra centerbestyrelsen.
Det følger af den
foreslåede § 5, stk. 1, at
centerbestyrelsen fastsætter centerets vedtægter, der
godkendes af undervisningsministeren. Vedtægten skal
nærmere regulere centerets forhold, herunder centerets navn,
og arbejdsmåde. Centeret skiftede i forbindelse med
sammenlægningen med Science Talenter i 2015 navn til
»Astra - Center for Læring i Natur, Teknik og
Sundhed«. Centerets navn skal i tilstrækkelig grad
kunne favne centerets portefølje af aktiviteter. Centerets
nuværende navn »Astra« er en del af centerets
identitet, og der tilsigtes derfor ikke en ændring heraf i
nærværende forslag.
Vedtægten vil i lighed med
det nuværende centers vedtægt skulle indeholde regler
om bestyrelsens ansvar og opgaver, herunder at bestyrelsen over for
undervisningsministeren er ansvarlig for centerets samlede
virksomhed, om at bestyrelsen skal forvalte centerets midler,
så de bliver til størst mulig gavn for centeret.
Vedtægten skal endvidere indeholde regler om indholdet af
årsprogram, budget, regnskab, herunder centerets
regnskabsføring, revision, og årsberetning. Centeret
vil være omfattet af lov om revisionen af statens regnskaber
m.m. (Rigsrevisorloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af
19. januar 2012, § 2, stk. 1, nr. 2.
Det følger af § 5, stk.
4, §§ 7 og 8 i lov om oprettelse af et nationalt center
for undervisning i natur, teknik og sundhed, at centerbestyrelsen
fastlægger centerets organisation, herunder nedsættelse
af repræsentantskab og et rådgivende organ. Centeret er
etableret med en lille central enhed samt decentrale enheder
fordelt over hele landet. Bestyrelsen beslutter, hvor mange
decentrale enheder der skal etableres, og deres placering. Centeret
har i dag et hovedkontor i Sorø og har herudover kontorer i
København, Aalborg og Vejle. Centeret indgår desuden i
partnerskaber med interessenter i Danmark og i udlandet inden for
undervisning i natur, teknik og sundhed. Det rådgivende organ
skal medvirke til at sikre centerets internationale orientering.
Repræsentantskabet skal bidrage med inspiration inden for
natur, teknik og sundhed til centerledelsen.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1.
pkt., at centerbestyrelsen fastlægger i
vedtægten centerets organisation, herunder etableringen af
decentrale enheder.
Centeret forventes fortsat, som det
er tilfældet i dag, være etableret med en lille central
enhed samt decentrale enheder fordelt over hele landet. Bestyrelsen
beslutter, hvor mange decentrale enheder der skal etableres.
Vedtægten skal endvidere
præcisere, at der etableres kontakter, samarbejder og dialog
med relevante eksterne institutioner, universiteter og andre med
faglig relevant ekspertise. Det forventes, at der i vedtægten
præciseres, at bestyrelsen kan etablere netværk til
interessenter, relevante samarbejdspartnere m.v., under hensyntagen
til centerets faglige profil og troværdighed.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2.
pkt., at bestyrelsen vil skulle sikre, at centeret deltager
i nationale og internationale netværksdannelser med andre
væsentlige interessenter inden for undervisning i naturfag og
naturvidenskab. Hvormed det skal medvirke til at sikre centerets
internationale orientering, og at centerets virksomhed holder
høj international standard. Der vil også i
vedtægten skulle fastsætte centerbestyrelsens adgang
til at nedsætte et rådgivende organ eller lignende, der
vil skulle kunne bistå bestyrelsen med sparring og
rådgivning med det formål at sikre centerets nationale
og internationale orientering.
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om placering af centeret.
Det foreslås med bestemmelsen
i stk. 3 som noget nyt, at
undervisningsministeren bestemmer, hvor i landet centeret er
placeret. Bestemmelsen giver undervisningsministeren mulighed for
at afgøre centerets geografiske placering. En sådan
afgørelse vil ske ud fra en afvejning af, hvorvidt den
geografiske placering understøtter centerets kontaktflade
til samarbejdspartnere, som kommuner og uddannelsessteder, og
samtidig muliggør fastholdelse af kvaliteten af
opgavevaretagelsen. Centeret fik i forbindelse med regeringens
geografiske flytninger af statslige arbejdspladser »Bedre
balance - statslige arbejdspladser tættere på borgere
og virksomheder« (oktober 2015) nyt hjemsted i Sorø og
har med udgangen af 2017 flyttet centerets ledelse og en
række stabsfunktioner hertil.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
6
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om udarbejdelse af årsprogram.
Det fremgår af den
gældende vedtægt, at centerdirektøren afgiver
indstilling til centerbestyrelsen om en årlig arbejdsplan med
prioritering af indsatsområder, et budget og en treårig
strategi, herunder rammer for tilskud og indtægtsdækket
virksomhed. Det følger endvidere af vedtægten, at
centerbestyrelsen sender materialet til undervisningsministerens
godkendelse.
Det følger af den
foreslåede § 6, stk. 1,
1. pkt., at centerbestyrelsen
udarbejder efter forslag fra centerdirektøren et
årsprogram for centerets virksomhed, herunder
indsatsområder, et budget for centerets virksomhed centerets
regnskab samt en årsberetning over centerets aktiviteter i
det seneste år.
Årsprogrammet vil skulle
indeholde en prioriteret plan for centerets aktiviteter og
indsatsområder, det vil sige områder inden for
centerets virke, hvor der for det kommende år vil skulle
være særlig fokus. Dette vil eksempelvis kunne
være udmøntning af konkrete initiativer i
naturvidenskabsstrategien. Årsprogrammet vil desuden skulle
indeholde et flerårigt perspektiv med det formål at
styrke centerets strategiske planlægning.
Budgettet for centerets virksomhed
for det kommende år skal være med angivelse af omfang
og fordeling af den indtægtsdækkede virksomhed m.v.
Regnskabet for centerets virksomhed skal tillige indeholde
oplysninger om evt. tilførte midler ud over
finanslovsbevillingen. Bestemmelsen skal sikre, at det er
centerbestyrelsens ansvar, efter forslag fra
centerdirektøren, at udarbejde en årsberetning om
centerets virksomhed. Af årsberetningen skal fremgå,
hvilke aktiviteter centeret har gennemført samt andre
forhold omkring centerets virksomhed, som måtte have
offentlighedens interesse, herunder centerets økonomi
m.v.
Det foreslås med bestemmelsen
i § 6, stk. 1, 2. pkt., at de
nærmere regler for årsprogram, årsberetning,
budget og regnskab samt indholdet heraf vil blive fastsat i
centerets vedtægter. Der fastsættes endvidere i
vedtægten regler om, at centeret løbende orienterer
undervisningsministeren om status på afvikling af
årsprogrammet.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2,
at centerets årsprogram skal godkendes af
undervisningsministeren.
Dette sker for at sikre
sammenhæng med øvrige aktiviteter inden for
ministerområdet og koordinationen med andre ministerier og
myndigheder samt for at sikre en nødvendig hensyntagen til
Undervisningsministeriets økonomiske tilsyn med de
selvejende institutioner. Årsprogram offentliggøres
efter ministerens godkendelse. Offentliggørelse kan ske
på centerets hjemmeside.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
7
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om indgåelse af resultatkontrakt.
Der indgås årlige
resultataftaler mellem centeret og Undervisningsministeriet.
Resultataftalerne har til formål at fremme en prioritering af
opgaver og ressourcer samt medvirke til at fremme centerets samlede
resultatfokus.
Det følger af den
foreslåede § 7, at centeret
vil skulle indgå en resultatkontrakt med
undervisningsministeren.
Der vil i resultatkontrakten skulle
være en beskrivelse af centerets resultatmål, det vil
sige en beskrivelse af målsætninger for centerets
resultater for opgavevaretagelsen, og væsentlige opgaver,
herunder prioritering heraf, for det kommende år.
Målsætningerne vil så vidt muligt skulle
være konkrete og målbare i forhold til centerets
opgavevaretagelse og resultaterne heraf.
Formålet med en
resultatkontrakt er dels at styrke centerets strategiske
planlægning, og dels sikre adgangen til at opstille
kvalitative og målbare mål for centerets
opgavevaretagelse.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
8
Det følger af § 9 i lov
om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur,
teknik og sundhed, at undervisningsministeren yder et årligt
tilskud til centerets drift, hvis størrelse fastsættes
på de årlige finanslove.
Det følger af den
foreslåede § 8, stk. 1, at
undervisningsministeren yder tilskud til centerets drift.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere betingelser
for tilskuddet, herunder krav til gennemførelse af centerets
aktiviteter. Tilskuddets størrelse fastsættes på
de årlige bevillingslove.
Den foreslåede bestemmelse
vil indebære, at ministeren i forbindelse med
fastlæggelsen af tilskuddet fastsætter de nærmere
betingelser for modtagelse af tilskuddet samt kan opstille krav til
centerets aktiviteter, herunder krav til centerets ydelser i
forhold til facilitering, udvikling, vidensamling, m.v.
Undervisningsministeren kan fastsætte sådanne
tilskudsbetingelser i forbindelse med løsning af opgaver,
som måtte vurderes relevante på de områder, som
ministeriet beskæftiger sig med i relation til centrets
formål.
Det følger af det
foreslåede stk. 2, at centerets
gennemførelse af aktiviteter efter § 2, stk. 2, for
myndigheder, andre offentlige institutioner og
uddannelsesinstitutioner kan ske mod anvisning af finansiering
hertil.
Bestemmelsen indebærer, at
myndigheder, det vil sige ministerier, kommunalbestyrelser,
regionsråd og andre offentlige institutioner samt andre
uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets
område kan mod anvisning af finansiering hertil rekvirere
ydelser hos centeret inden for centerets formål. Det kan
f.eks. være facilitering, udvikling, vidensamling eller
rådgivning m.v. på et bestemt område eller mellem
en række kommuner og regioner. Opgaver, der rekvireres af
ministerier, vil kunne ske som in house leverance og vil i
øvrigt skulle ske under iagttagelse af de til enhver tid
gældende udbudsregler. Centeret vil skulle udføre
disse aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed, jf.
lovforslagets § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Det er en forudsætning, at de
rekvirerede ydelser ligger inden for centerets formål.
Vilkår for denne adgang for øvrige ministerier,
kommunalbestyrelser, regionsråd og andre offentlige
institutioner til at rekvirere ydelser hos centeret vil blive
fastsat i centerets resultatkontrakt med undervisningsministeren.
Omfanget heraf beskrives i centerets årlige budget.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
9
Det følger af § 10 i
lov om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur,
teknik og sundhed, at centeret udover driftstilskuddet fra
Undervisningsministeriet vil kunne modtage tilskud og gaver fra
fonde, organisationer og virksomheder samt offentlige myndigheder.
Centeret kan endvidere drive indtægtsdækket virksomhed.
Den indtægtsdækkede virksomhed vil navnlig være
konsulent- og rådgivningsvirksomhed, der udføres
indenfor centerets formål.
Det følger af den
foreslåede § 9, stk. 1, 1.
pkt., at centeret i overensstemmelse med sit formål
kan modtage supplerende finansiel støtte i form af tilskud
og gaver m.v. fra andre.
Centeret vil som hidtil skulle
kunne oppebære indtægter i form af supplerende
finansiel støtte i form af tilskud og gaver m.v. fra andre,
under forudsætning af at indtægten er i
overensstemmelse med centerets formål. Dette kunne f.eks.
komme på tale ved modtagelse af finansiering fra forskellige
offentlige puljer eller via privat finansiering fra primært
fonde. Modtagelse af gaver og tilskud skal ske i overensstemmelse
med reglerne fastsat i Finansministeriets gældende
budgetvejledning.
Det foreslås endvidere i
§ 9, stk. 1, 2. pkt., at
oplysninger om eventuelle tilskud og gaver m.v. skal
offentliggøres i centerets årsprogram,
årsberetning og regnskab. Forslaget svarer til gældende
ret.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2,
at centeret kan inden for centerets formål drive
indtægtsdækket virksomhed.
Bestemmelsen giver centeret
mulighed for inden for centerets formål at gennemføre
eksternt finansierede opgaver via indtægtsdækket
virksomhed. Det giver bl.a. centeret mulighed for på linje
med tilsvarende institutioner at udføre opgaver i det
omfang, offentlige myndigheder og organisationer, fonde, faglige og
private organisationer samt interessenter el.lign. måtte
ønske det inden for centerets formål. Centeret skal
overholde Finansministeriets regler i den gældende
budgetvejledning.
Det fastsættes nærmere
i centerets vedtægter, at offentligheden via centerets
årsprogram, årsberetning og regnskab skal have kendskab
til, hvilke midler der finansierer centeret, samt til hvilke
formål og opgaver midlerne gives. Med centerets mulighed for
at opnå yderligere finansiering end den til enhver tid ydede
tilskud fra Undervisningsministeriet sikres det, at centerets
kompetencer udnyttes i en bred kontekst.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
10
Det følger af § 9, stk.
2, i lov om oprettelse af et nationalt center for undervisning i
natur, teknik og sundhed, at undervisningsministeren
fastsætter i vedtægten regler om udbetalingen af
tilskud og om, at ministeren kan give påbud, tilbageholde
tilskud, lade tilskud bortfalde og kræve tilskud
tilbagebetalt.
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om tilsyn med centeret.
Det følger af den
gældende vedtægts § 26, at undervisningsministeren
fører tilsyn med centeret, og at undervisningsministeren som
led i tilsynet kan udstede påbud, tilbageholde tilskud, lade
tilskud bortfalde og kræve tilskud tilbagebetalt.
Det følger af den
foreslåede § 10, stk. 1, at
undervisningsministeren fører tilsyn med centeret. Der vil
blive tale om et materielt tilsyn, dvs. hvorvidt centerets
virksomhed er i overensstemmelse med lovens bestemmelser eller de
regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold
hertil, eller et påbud efter lovforslagets § 10.
Tilsynet vil også et økonomisk tilsyn, dvs. hvorvidt
centeret fører en forsvarlig forvaltning af de statslige
tilskud.
Det følger af det
foreslåede stk. 2, at
undervisningsministeren kan udstede påbud til bestyrelsen om
at ændre den pågældende virksomhed, hvis
ministeren finder, at centerets virksomhed ikke er i
overensstemmelse med denne lov eller de regler eller aftaler, der
er fastsat eller indgået i henhold hertil.
Det følger af det
foreslåede stk. 3, at
undervisningsministeren kan tilbageholde tilskud, lade tilskud
bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt
helt eller delvis, hvis ministeren finder, at centerets virksomhed
ikke er i overensstemmelse med denne lov eller de regler eller
aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold hertil, eller
påbud. Tilskud, der tilbageholdes eller tilbagebetales,
tilfalder staten.
De foreslåede bestemmelser i
stk. 2 og 3 indebærer, at såfremt det konstateres, at
centeret i sin virksomhed ikke overholder lovens bestemmelser,
regler der er fastsat, eller aftaler der er indgået i henhold
til loven, kan ministeren udstede påbud om at ændre den
pågældende virksomhed. Manglende efterlevelse af et
påbud kan medføre tilbageholdelse eller bortfald af
tilskud.
Tilsvarende bestemmelse er i
lovgivningen for uddannelsesinstitutioner på
ministerområdet.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
11
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om iværksættelse af sanktioner mod
centerbestyrelsen.
Den følger af den
foreslåede bestemmelse i § 11, stk.
1, som noget nyt, at ministeren kan træffe
beslutninger om sanktioner, hvis centerbestyrelsen ikke efterkommer
påbud fra undervisningsministeren, eller forsømmer
bestyrelsen i væsentlig grad at varetage sine opgaver i
overensstemmelse med lovgivningen, det vil sige denne lov eller de
regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold
hertil.
Det følger af det
foreslåede stk. 1, nr. 1, at
ministeren kan træffe beslutning om, at bestyrelsens opgaver
eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af
ministeren.
Det følger endvidere af det
foreslåede stk. 1, nr. 2, at
ministeren kan træffe beslutning om, at en ny bestyrelse
udpeges efter reglerne i centerets vedtægt.
Den foreslåede bestemmelse
vil indebære, at undervisningsministeren får hjemmel
til at kunne iværksætte sanktioner mod
centerbestyrelsen, hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud
fra ministeren om at rette op på nærmere angivne
forhold.
Det følger af det
foreslåede stk. 2, at
undervisningsministeren kan, hvis bestyrelsen ved sine
dispositioner bringer centerets videreførelse i fare,
beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage. Ministeren
kan i den forbindelse beslutte, at bestyrelsens opgaver i en
periode fastsat af ministeren, eller indtil der efter ministerens
bestemmelse er udpeget en ny bestyrelse efter reglerne i centerets
vedtægt, varetages af personer, der udpeges af
ministeren.
Den foreslåede bestemmelse
vil endvidere indebære, at undervisningsministeren vil have
hjemmel til iværksættelse af sanktioner mod
centerbestyrelsen, hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer
institutionens videreførelse i fare.
Undervisningsministeren vil i begge
situationer kunne beslutte at sætte centeret under
administration i større eller mindre grad og dermed fratage
bestyrelsen dens opgaver eller dele heraf.
Det foreslåede vil herudover
indebære, at undervisningsministeren har hjemmel til at
indsætte en midlertidig bestyrelse for centeret i de
situationer, hvor ministeren har besluttet, at bestyrelsen skal
træde tilbage, og indtil der er udpeget en ny bestyrelse.
Det foreslåede vil endelig
indebære, at det i situationer, hvor centerets
økonomiske situation på grund af bestyrelsens
handlinger eller undladelser har antaget en sådan karakter,
at centeret trues af lukning, vil være muligt for ministeren
uden varsel gribe ind og afsætte bestyrelsen.
Ministeren vil herefter have
mulighed for at sætte centeret under direkte administration
af ministeriet, således at ministeriet påtager sig
ansvaret for centerets videreførelse, indtil en ny
bestyrelse er nedsat. Udpegning af en ny bestyrelse skal ske,
så snart det midlertidige styre har udført sin opgave.
Ministeriet træffer beslutning herom.
Det foreslåede skal i
øvrigt ses som et supplement til undervisningsministerens
adgang til at holde tilskud tilbage m.v., jf. lovforslagets §
10, stk. 3.
Det bemærkes således,
at bestemmelsen primært tilsigtes anvendt i
ekstraordinære situationer, fx hvor en centerets
økonomiske krise først og fremmest er
forårsaget af et groft ledelsessvigt, og hvor institutionens
ledelse ikke retter sig efter de påbud, som ministeriet har
givet.
Tilsvarende bestemmelse er i
lovgivningen for uddannelsesinstitutioner på
ministerområdet.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
12
Der er ikke i lov om oprettelse af
et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed
fastsat regler om indhentning af oplysninger.
Det foreslås i stk. 1 som noget nyt, at
undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra centeret
om centerets virksomhed, herunder aktiviteter efter §§ 9
og 10, personale, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om
ejendomskøb, aftaler om afsætning af centerets
produktion og andre aftaler, centerets drift i øvrigt og om
bestyrelsens medlemmer, jf. § 3, til brug for
fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber,
gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik.
Den foreslåede
oplysningspligt vil indebære, at Undervisningsministeriet kan
gennemføre det nødvendige materielle og
økonomiske tilsyn med centeret, jf. lovforslagets § 10,
stk. 1. Oplysningspligten indebærer pligt til at oplyse om
centerets indtægtsdækkede virksomhed med henblik
på, at ministeren kan vurdere centerets samlede
aktivitetsniveau og eventuelt gøre denne til genstand for
analyse og statistik. Samme mulighed har undervisningsministeren i
forhold til de selvejende uddannelsesinstitutioner på
Undervisningsministeriets område.
Det foreslås i stk. 2, at undervisningsministeren vil kunne
bestemme, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal leveres i
elektronisk form, herunder i hvilket format leveringen skal ske,
samt fastsætte krav til kontrol og
sikkerhedsforanstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse
giver som led i udviklingen i den elektroniske kommunikation mellem
Undervisningsministeriet og centeret mulighed for at bestemme, at
de i stk. 1 nævnte oplysninger skal leveres i elektronisk
form, herunder i hvilket format leveringen skal ske, samt
fastsætte krav til kontrol og sikkerhedsforanstaltninger.
Det foreslås i stk. 3, at undervisningsministeren kan
fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem centeret
og Undervisningsministeriet og mellem centeret og andre offentlige
myndigheder og uddannelsesinstitutioner omfattet af
Undervisningsministeriets lovgivning, herunder om anvendelse af
digital signatur.
Det foreslås i stk. 4, at undervisningsministeren kan
fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem centeret
og elever, studerende m.v., herunder om anvendelse af digital
signatur.
De i stk. 3 og 4 foreslåede
bemyndigelser forventes i alt væsentligt anvendt til at
fastsætte regler svarende til gældende
bekendtgørelser på Undervisningsministeriets
område.
Undervisningsministeriet benytter
endvidere statistik som led i overvågningen af
undervisningssektoren og som led i den uddannelsesmæssige
planlægning. Det kan fx være data om overgange mellem
uddannelser og arbejdsmarkedet, sammenligninger på
tværs af uddannelsessektorerne og forløbsanalyser.
Undervisningsministeriet vil ikke
indhente flere data fra institutionerne end nødvendigt, og
kontrollen med aktivitetsoplysninger vil være forankret hos
centerets revisor.
Tilsvarende bestemmelse er i
lovgivningen for uddannelsesinstitutioner på
ministerområdet.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til §
13
Det følger af den
foreslåede § 13, stk. 1 og
2, at loven træder i kraft den 1. januar 2019 og
samtidig ophæves lov nr. 312 af 28. april 2009 om oprettelse
af et nationalt center for undervisning i natur, teknik og
sundhed.
At loven træder i kraft den
1. januar 2019 og den samtidige ophævelse af lov om
oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur, teknik
og sundhed betyder, at centeret fra denne dato får nyt
retsgrundlag, men vil i øvrigt herefter fortsætte sit
virke med de ændringer, der følger af de
ændringer, der foreslås med nærværende
lovforslag.
Det bemærkes, at i
tilfælde af nedlæggelse af centeret vil den del af
centerets netteformue, der hidrører fra statstilskuddet,
tilfalde staten. Resten af nettoformuen anvendes efter
undervisningsministerens godkendelse i overensstemmelse med
centerets formål. Der vil i den forbindelse skulle tages
højde for eventuelle særskilte forpligtelser, der
måtte påhvile centeret, og som måtte have
sådan en karakter, at forpligtelsen ikke kan overdrages.
Det følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 3,
at lovens bestemmelse om udpegning af centerbestyrelsen får
virkning fra førstkommende nybeskikkelse til
centerbestyrelsen. Den siddende centerbestyrelse er beskikket fra
1. januar 2017 til og med 31. december 2020. Det vil
indebære, at centerbestyrelsen fortsætter sit virke,
indtil nybeskikkelse finder sted ved udløbet af den angivne
funktionsperiode efter lovens ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 3.2 og 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til §
14
Det følger af den
foreslåede § 14, at loven
ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Loven gælder ikke, fordi undervisningsområdet er
overtaget.