L 52 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Bemyndigelse vedrørende offentliggørelse af navne på rederier, der overtræder reglerne om svovlindhold i skibsbrændstoffer).

Af: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 13-12-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. december 2018

20181_l52_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. december 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet

(Bemyndigelse vedrørende offentliggørelse af navne på rederier, der overtræder reglerne om svovlindhold i skibsbrændstoffer)

§ 1

I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 4. september 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 463 af 15. maj 2017 og § 52 i lov nr. 1534 af 19. december 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 45 c indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af oplysninger om de bødeforelæg, som anklagemyndigheden har udstedt efter reglerne i retsplejelovens § 832, og om tiltaler rejst ved anklageskrifter efter reglerne i retsplejelovens § 834 i sager om overtrædelse af regler udstedt i medfør af lovens § 32, som vedrører krav til svovlindholdet i det brændstof, som skibe skal anvende i visse havområder, eller emissionsreduktionsmetoder hertil. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at offentliggørelsen kan omfatte den juridiske eller fysiske persons navn og kan ske digitalt.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.