Fremsat den 3. oktober 2018 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om planlægning og lov om maritim fysisk planlægning1)

(Strategisk planlægning for landsbyer, planlægning i områder belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, helårsbeboelse i sommerhuse på Læsø, ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner, havplanlægning for transportinfrastruktur m.v.)

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 16. april 2018, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.«

2. I § 5 a, stk. 3, ændres »§ 16, stk. 3« til: »§ 16, stk. 4«.

3. I § 5 a, stk. 4, ændres »§ 16, stk. 4« til: »§ 16, stk. 5«.

4. I § 5 b, stk. 8, ændres »8 år« til: »fire år«.

5. Efter kapitel 2 a indsættes:

»Kapitel 2 b

Strategisk planlægning for landsbyer

§ 5 c. Kommuneplanlægningen skal under hensyn til lokale forhold indeholde en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af landsbyer, jf. § 5 d.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal koordinere den strategiske planlægning for landsbyer med nabokommuner, hvis muligheder for udvikling af landsbyer også er afhængig af udviklingen af landsbyer i disse kommuner.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om grundlaget for kommunalbestyrelsens strategiske planlægning for landsbyer.

§ 5 d. Kommuneplanlægningen for landsbyer skal

1) understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i landsbyer,

2) fremme en differentieret og målrettet udvikling af landsbyer og

3) angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af landsbyer.«

6. I § 11 a, stk. 1, nr. 1, ændres »6-13« til: »6-11 og 13«.

7. I § 11 a, stk. 1, indsættes efter nr. 22 som nyt nummer:

»23) udviklingen af landsbyer,«

Nr. 23-27 bliver herefter nr. 24-28.

8. I § 11 a, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 25, ændres »produktionsvirksomheder,« til: »produktionsvirksomheder, jf. stk. 12,«.

9. I § 11 a, stk. 1, nr. 25, der bliver nr. 26, ændres »nr. 24« til: »nr. 25«.

10. I § 11 a, stk. 1, nr. 26, der bliver nr. 27, ændres »nr. 25« til: »nr. 26«.

11. I § 11 a, stk. 7, ændres »stk. 12« til: »stk. 13«.

12. I § 11 a indsættes efter stk. 11 som nyt stykke:

»Stk. 12. Ved produktionsvirksomheder forstås virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, eller virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.«

Stk. 12 bliver herefter stk. 13.

13. I § 11 b, stk. 1, nr. 15, ændres »transporttunge virksomheder, og« til: »transporttunge virksomheder,«.

14. § 11 b, stk. 1, nr. 16, ophæves, og i stedet indsættes:

»16) konsekvensområder omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 26, og

17) transformationsområder inden for konsekvensområder, der er belastet af støj, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 27.«

15. I § 11 e indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder en strategisk planlægning for landsbyer, jf. § 5 c, stk. 1, skal indeholde

1) oplysninger om grundlaget for den strategiske planlægning for landsbyer og

2) en redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af landsbyer.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

16. § 15, stk. 2, nr. 14, affattes således:

»14) krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt til opførelse af ny bebyggelse til boligformål eller kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til boligformål eller kontorformål og lign. som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen,«.

17. I § 15, stk. 2, indsættes efter nr. 14 som nyt nummer:

»15) krav om, at en bygning skal være hermetisk lukket, således at det sikres, at luft, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overskredet, ikke kommer ind i bygningen, som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen,«.

Nr. 15-28 bliver herefter nr. 16-29.

18. I § 15 a, stk. 1, ændres »22 og 25« til: »23 og 26«.

19. I § 15 b, stk. 1, ændres »luftforurening til boliger,« til: »luftforurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug til boliger,«.

20. I § 15 b, stk. 2, ændres »nr. 25« til: »nr. 26«, og »etablering af afskærmningsforanstaltninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre, at grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening overholdes indendørs og på udendørs opholdsarealer« til: »hermetisk lukkede bygninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 15, og om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening«.

21. I § 15 b indsættes som stk. 3-5:

»Stk. 3. En lokalplan kan uanset stk. 1 udlægge arealer i konsekvensområder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 26, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, til opførelse af ny bebyggelse til boliger med undtagelse af døgninstitutioner, og lign., hvis

1) lokalplanen med bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 15, og om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening, og

2) der i umiddelbar tilknytning til boligbebyggelsen er adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til hermetisk lukkede bygninger til boliger efter stk. 3, lade tinglyse, at grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet, og at der de steder, hvor grænseværdierne er overskredet, ikke må isættes vinduer, som kan åbnes, og ikke må etableres udendørs opholdsarealer som tagterrasse, altaner m.v.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ikke i forhold til en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger i en vedtaget lokalplan om udlagte arealer til boliger, jf. stk. 3, dispensere efter § 19, stk. 1, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, eller vedtage en ny lokalplan, der ophæver eksisterende bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil. Kommunalbestyrelsen kan endvidere ikke efter § 33, stk. 1, ophæve en lokalplan med en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil.«

22. I § 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Redegørelsen skal indeholde oplysning om, at den endelige lokalplan vil kunne danne grundlag for ekspropriation, jf. § 47, stk. 1, samt de generelle betingelser herfor.«

Stk. 3-9 bliver herefter stk. 4-10.

23. § 16, stk. 8 og 9, der bliver stk. 9 og 10, affattes således:

»Stk. 9. Redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 a, stk. 3, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne. Derudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om støj i transformationsområdet.

Stk. 10. Redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 2 og 3, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder, transport- og logistik?virksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne, transport- og logistikvirksomhederne. Derudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om lugt, støv eller anden luftforurening i konsekvensområdet.«

24. I § 19, stk. 1, ændres »§ 5 u, § 36, stk. 1, nr. 18, og § 40« til: »§ 5 u, § 15 b, stk. 5, § 36, stk. 1, nr. 18, og § 40«.

25. I § 26, stk. 2, ændres »nr. 20« til: »nr. 21«.

26. I § 29, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 16, stk. 3« til: »§ 16, stk. 4«.

27. I § 33, stk. 1, nr. 1, ændres »findes nødvendig, og« til: »findes nødvendig, jf. dog § 15 b, stk. 5, og«.

28. I § 33, stk. 1, nr. 2, ændres »opretholdes« til: »opretholdes, jf. dog § 15 b, stk. 5«.

29. I § 35, stk. 10, 3. pkt., ændres »stk. 1, nr. 18« til: »stk. 1, nr. 11«.

30. I § 36, stk. 1, nr. 10, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

31. I § 36, stk. 1, nr. 16, udgår: »4 og«.

32. I § 36, stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 1, nr. 3, 14 og 15« til: »stk. 1, nr. 3 og 14«.

33. I § 36, stk. 3, ændres »stk. 1, nr. 13« til: »stk. 1, nr. 14«.

34. I § 36, stk. 4, ændres »nr. 14, 15 og 20« til: »nr. 14 og 15«.

35. I § 36, stk. 7, ændres »stk. 1, nr. 9« til: »stk. 1, nr. 10«.

36. I § 37, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 4« til: »jf. dog stk. 4 og 6«.

37. I § 37, stk. 6, nr. 2, ændres »nr. 27« til: »nr. 28«.

38. I § 40 a indsættes efter stk. 3 som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også for Læsø, idet kommunalbestyrelsen dog højst kan meddele ti dispensationer årligt.«

39. I § 47, stk. 1, ændres »virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt« til: »virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt og for varetagelsen af almene samfundsinteresser«.

40. I § 47 indsættes efter stk. 3 som stk. 4:

»Stk. 4. Kommunalbestyrelsens adgang til at foretage ekspropriation i medfør af stk. 1 bortfalder, hvis kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation ikke er truffet inden fem år efter, at planen er offentliggjort efter § 30, stk. 1.«

41. I § 49, stk. 3, ændres »nr. 23« til: »nr. 24«.

42. I § 57, stk. 1, udgår: »de«.

43. I § 59, stk. 2, ændres »§ 58, stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 5« til: »§ 58, stk. 1, nr. 1 og 3«.

44. I § 61 ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Planklagenævnet«.

§ 2

I lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fysisk planlægning, som ændret ved § 8 i lov nr. 720 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 2, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) transportinfrastruktur,«.

Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.

2. § 13 affattes således:

»§ 13. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at havplanen ikke kundgøres i Lovtidende.

Stk. 2. Ved udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 1 fastsætter erhvervsministeren regler om sikkerhed for havplanens kundgørelse, og hvordan oplysning om havplanen kan fås.

Stk. 3. Inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og forslag til ændringer af havplanen kan ske udelukkende digitalt.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. §§ 5 c og 5 d samt §§ 11 a, stk. 1, nr. 23, og 11 e, stk. 3, i lov om planlægning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, 7 og 15, finder ikke anvendelse for kommuneplaner, hvortil forslag er offentliggjort inden den 1. juli 2019.

Stk. 3. § 47, stk. 4, i lov om planlægning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 40, gælder ikke for lokalplaner, hvortil forslag er offentliggjort inden lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 11 a, stk. 12, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 16. april 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af 11 a, stk. 13.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Turismeerhvervet har stor betydning for vækst og udvikling i hele landet. Sommerhusområder er omdrejningspunkt for turismen uden for de større byer og er vigtige rekreative områder for befolkningen. De understøtter butikslivet og skaber jobs lokalt og er dermed også med til at fastholde liv og udvikling i lokalsamfundene.

Regeringen har derfor med ændringen af lov om planlægning i 2017, jf. lov nr. 668 af 8. juni 2017, givet mulighed for udlæg af nye sommerhusområder med op til 6.000 nye sommerhusgrunde inden for kystnærhedszonen under forudsætning af, at kommunalbestyrelserne lader områder med mindst 5.000 ubebyggede sommerhusgrunde i kystnærhedszonen tilbageføres til landzone.

Muligheden for at udlægge nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen fastsættes ved landsplandirektiv, der udstedes af erhvervsministeren efter ansøgning fra kommunalbestyrelserne.

Det vurderes, at sommerhusområder, der udlægges med et landsplandirektiv efter de nye regler i planloven, skal følge behovet og efterspørgslen af nye sommerhusgrunde, og at de hurtigt skal virke til gavn for dansk turisme.

Det foreslås på den baggrund, at erhvervsministeren ved udlæg af sommerhusområder efter reglerne i planlovens § 5 b, stk. 4, kan fastsætte regler i det pågældende landsplandirektiv om, at planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusgrunde i landsplandirektivet, bortfalder fire år efter udstedelsen af landsplandirektivet.

De foreslåede regler er en ændring af den gældende bemyndigelse i planlovens § 5 b, stk. 8, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusgrunde i landsplandirektivet, bortfalder 8 år efter udstedelsen af landsplandirektivet.

Det er et vigtigt fokusområde for regeringen at styrke mulighederne for vækst, beskæftigelse og bosætning i hele Danmark. Regeringen indgik i juni 2016 aftalen "Danmark i bedre balance - Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet" med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det fremgår af aftalen, at aftaleparterne er enige om at sætte et fornyet fokus på landsbyernes fremtid, og hvordan de kan være levedygtige.

På den baggrund nedsatte erhvervsministeren i juli 2017 Udvalget for levedygtige landsbyer. Udvalget fik bl.a. til opgave at formulere konkrete anbefalinger til, hvordan landsbyer kan være levedygtige og løbende omstille sig. Udvalget skulle herved bidrage til regeringens ambition om vækst og udvikling i hele Danmark. Udvalget afgav den 9. april 2018 sin samlede rapport med 17 anbefalinger. På baggrund af de udfordringer, som mange kommuner har i landdistrikterne, er det efter udvalgets opfattelse vigtigt, at kommunerne foretager en strategisk afvejning og planlægning for landsbyerne og deres udvikling, hvis det skal være attraktivt at leve og bo overalt i Danmark.

Lovforslaget er et led i regeringens opfølgning på udvalgets anbefalinger.

Med lovforslaget lægges der op til, at kommunerne forpligtes til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af landsbyer, samt forpligtes til at indarbejde retningslinjer for udviklingen af landsbyer.

Kommunalbestyrelsen vil i kommuneplanen skulle oplyse om grundlaget for den strategiske planlægning og redegøre for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af landsbyer. Erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om grundlaget for kommunalbestyrelsens strategiske planlægning for landsbyer.

Ved ændringen af planloven i juni 2017 blev der indført en mulighed for kommunerne til at kunne planlægge for hermetisk lukkede bygninger til kontorbyggeri og lign. i konsekvensområder, som er belastet af lugt, støv og anden luftforurening.

Det har imidlertid vist sig, at der blandt kommuner også er et ønske om at kunne planlægge for boliger i hermetisk lukkede bygninger i de pågældende konsekvensområder for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel efter boliger primært i større byer.

På baggrund af dette foreslås det, at der i en lokalplan kan udlægges arealer i konsekvensområder, som er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, til opførelse af ny bebyggelse til boliger, som er hermetisk lukkede, i lighed med kontorer og lign.

Der blev endvidere ved ændring af planloven indført en bestemmelse om, at en lokalplan kun må udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Flere kommuner har peget på, at den indførte bestemmelse rammer uforholdsmæssigt bredt i forhold til det oprindelige ønske om at sikre en øget hensyntagen til produktionsvirksomheder, og at bestemmelsens udformning betyder en uhensigtsmæssig begrænsning af muligheden for at gennemføre byudviklingsprojekter med både boliger og byintegrerbare erhverv. Kommunerne har derfor efterspurgt en afgrænsning af kilderne, således at der ikke i planlægningen skal tages hensyn til gener og forurening fra alle kilder, men kun f.eks. fra produktionsvirksomheder, transport- og logi?stikvirksomheder, idet byintegrerbare erhverv, som restauranter, pizzeriaer, cafeer, osv. ofte i forvejen er i bybilledet, hvorfor der som udgangspunkt bør kunne planlægges ved siden af disse.

Det har ikke været hensigten med planlovsændringen i 2017, at de mere byintegrerbare erhverv skal begrænse et byudviklingsprojekt, men at det fortsat skal være muligt at have en blandet by med forskellige funktioner.

På baggrund af dette foreslås det, at de fleste byintegrerbare erhverv tages ud af bestemmelsen ved, at kilderne afgrænses til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug. Ændringen medfører dermed en delvis tilbagerulning af ændringen af planloven i 2017.

Der er i planloven en eksisterende dispensationsmulighed fra forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhuse, der giver mulighed for, at ejere af helårsegnede sommerhuse i sommerhusområder på de små øer kan udleje sommerhuset til helårsbeboelse. Læsø Kommune har fremsat ønske om udvidelse af dispensationsmuligheden til også at gælde for Læsø og ser muligheden for at kunne dispensere på baggrund af en konkret vurdering som afgørende for at kunne fastholde og tiltrække fastboere. Læsø Kommune vurderer, at sommerhusene er langt mere attraktive at udleje til helårsbeboelse end de helårsboliger, der står tomme på øen, da sommerhusene ofte har en bedre placering.

Formålet med lovforslaget er at udvide mulighederne for på Læsø at fastholde og tiltrække fastboere og dermed fremme en gunstig udvikling på øen.

Beskyttelsen af den private ejendomsret i grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark, og ekspropriation af ejendom eller rettigheder over fast ejendom er meget indgribende for den borger, der får sin ejendom eksproprieret. Regeringen ønsker at sætte borgeren før systemet. Formålet med lovforslaget er at styrke borgernes retsstilling og retssikkerhed ved ekspropriation efter planloven.

Lovforslaget er et led i regeringens opfølgning på betænkningen fra Ekspropriationsudvalget. Udvalget blev nedsat i maj 2017 og fik til opgave at undersøge planlovens ekspropriationsbestemmelser med henblik på at se på muligheder for og konsekvenser ved at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation. Udvalget afgav betænkning den 12. juni 2018 (Betænkning nr. 1569 juni 2018). Udvalget konkluderer i sin betænkning, at ekspropriation efter planloven ikke udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, og at planloven kun giver adgang til at ekspropriere, herunder til fordel for private, hvis det er nødvendigt af hensyn til almene samfundsinteresser. Udvalget anbefaler samtidig, at der iværksættes tiltag, der kan styrke borgeres retsstilling og retssikkerhed ved ekspropriation efter planloven.

Lovforslaget indeholder forslag om, at borgernes retsstilling ved ekspropriation efter planloven forbedres ved øget gennemsigtighed om ekspropriation efter planloven og indførelse af en femårig frist for lokalplaner som ekspropriationsgrundlag.

Lovforslaget indeholder endelig et forslag om ændring af lov om maritim fysisk planlægning.

Formålet med ændringsforslaget er at medtage transportinfrastruktur som en sektor, der skal planlægges for i havplanen. Ændringen skal sikre, at der i havplanen kan foretages bindende arealudlæg til transportinfrastruktur som broer, tunneller og indflyvningsplaner (beskyttede luftrumsområder) til flyvepladser.

Derudover foreslås det at give erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at havplanen kan undtages fra offentliggørelse (kundgørelse) i Lovtidende. Ændringen har til formål at skabe mulighed for, at havplanen kan offentliggøres i et format, som ikke understøttes af Lovtidende, men som er mere hensigtsmæssigt for planer.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Ændret frist ved udlæg af nye sommerhusområder

2.1.1. Gældende ret

Mange kystkommuner har sommerhusområder med ubebyggede grunde og i nogle tilfælde større ubebyggede sommerhusområder i kystnærhedszonen, som ofte er mindre attraktivt placeret.

Med en ændring af planloven, der trådte i kraft den 15. juni 2017, er det gjort muligt at udlægge sommerhusområder med op til 6.000 nye grunde, under forudsætning af at områder med mindst 5.000 eksisterende ubebyggede grunde tilbageføres, jf. planlovens § 5 b, stk. 4.

Muligheden for at udlægge nye sommerhusområder i kystnærhedszonen fastsættes ved landsplandirektiv, der udstedes af erhvervsministeren efter ansøgning fra kommunalbestyrelserne. Bestemmelsen giver mulighed for, at der inden for rammerne af det fastsatte antal maksimale nye grunde kan udstedes flere landsplandirektiver om udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen.

Et første landsplandirektiv efter de nye regler om udlæg og omplacering af sommerhusområder forventes udstedt i 2019 på baggrund af ansøgninger modtaget i efteråret 2017. En ny ansøgningsrunde forventes igangsat senere i 2019.

Med ændringen af planloven fra juni 2017 er der også indsat en bemyndigelse, hvorefter erhvervsministeren ved udlæg af nye sommerhusområder bl.a. kan fastsætte regler om, at planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusområde i landsplandirektiv efter § 5 b, stk. 4, bortfalder 8 år efter udstedelsen af landsplandirektivet, jf. planlovens § 5 b, stk. 8. Hensigten med bestemmelsen er, at udlæg af nye sommerhusgrunde skal følge behovet og efterspørgslen af nye sommerhusgrunde. Bestemmelsen var en udmøntning af den politiske aftale af juni 2016 mellem regeringen (Venstre) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om 'Danmark i bedre balance - Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet'.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Turismeerhvervet har stor betydning for vækst og udvikling i hele landet. Sommerhusområder er omdrejningspunkt for turismen uden for de større byer og er vigtige rekreative områder for befolkningen. De understøtter butikslivet og skaber jobs lokalt og er dermed også med til at fastholde liv og udvikling i lokalsamfundene.

Det vurderes, at sommerhusområder, som udlægges med et landsplandirektiv efter de nye regler i planloven, skal følge behovet og efterspørgslen af nye sommerhusgrunde, og at de hurtigt skal virke til gavn for dansk turisme.

På den baggrund foreslås det at ændre bemyndigelsen i planloven, således at erhvervsministeren ved udlæg af sommerhusområder efter reglerne i planlovens § 5 b, stk. 4, kan fastsætte regler i det pågældende landsplandirektiv om, at planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusgrunde i landsplandirektivet, bortfalder fire år efter udstedelsen af landsplandirektivet i stedet for otte år efter udstedelsen af landsplandirektivet.

Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. januar 2019. Den foreslåede ændring vil finde anvendelse for landsplandirektiver, der udstedes efter lovens ikrafttræden. Herunder også for landsplandirektiver, der udstedes efter lovens ikrafttræden på baggrund af ansøgninger, som aktuelt er under behandling.

Forberedelsen af et landsplandirektiv sker i relevant omfang i dialog med de ansøgende kommuner, herunder med henblik på drøftelse af eventuelle tilpasninger af ansøgte områder, og efter offentlig høring over et forslag til landsplandirektiv efter planlovens almindelige regler herom. Hvis kommunerne vurderer, at et område først på længere sigt, og ikke inden for en frist på fire år fra landsplandirektivets udstedelse, vil kunne overføres til sommerhusområde ved lokalplan, bør sådanne områder behandles i en senere ansøgningsrunde på baggrund af den da gældende lokale planlægning og forhold i øvrigt.

Sommerhusområder, der bortfalder som følge af den ændrede frist, vil i en senere ansøgningsrunde kunne søges udlagt inden for kystnærhedszonen efter planlovens regler herom.

2.2. Strategisk planlægning for landsbyer

2.2.1. Gældende ret

Kommuneplanen fastlægger de overordnede mål og retningslinjer for den enkelte kommunes udvikling. En kommuneplan er ikke juridisk bindende for en grundejer.

Kommuneplanen skal efter planlovens § 11, stk. 2, indeholde tre hovedelementer; en hovedstruktur, retningslinjer for arealanvendelsen (også kaldet kommuneplankataloget) og rammer for lokalplaners indhold, som er rettet mod den efterfølgende lokalplanlægning.

Kommuneplanen skal således omfatte de emner, der er beskrevet i planlovens §§ 11 a, 11 b og 11 c. Disse bestemmelser indeholder sammen med bestemmelserne i planlovens § 11 mindstekravene til kommuneplanens indhold.

Kommuneplanens retningslinjer er bindende for den kommunale planlægning. Retningslinjerne kan enten primært være rettet mod bestemte anlæg og aktiviteter eller mod visse bevaringsinteresser. Kommunalbestyrelsen skal forholde sig til emnerne i kommuneplankataloget i planlovens § 11 a, stk. 1, og sikre, at retningslinjerne på en hensigtsmæssig måde dækker hele kommunens areal og er så præcise, at der ikke kan være tvivl om indholdet.

Det er kommunalbestyrelsen, der prioriterer emnerne i kommuneplanens retningslinjer, herunder hvor detaljeret emnerne skal behandles. For emner, som kommunalbestyrelsen ikke finder relevante, kan det i kommuneplanens redegørelse beskrives, hvorfor emnet ikke er behandlet nærmere i retningslinjerne. Efter planlovens § 11 b, stk. 2, kan en kommune tillige fastsætte retningslinjer i kommuneplanen for andre forhold end dem, der udtrykkeligt er nævnt i kommuneplankataloget i § 11 a, stk. 1.

Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, jf. planlovens § 11 e, som indeholder en forklaring og begrundelse for kommunalbestyrelsens vedtagelse af kommuneplanforslaget og for kommunens valg mellem forskellige alternativer osv. Redegørelsen til kommuneplanen har karakter af et fortolkningsbidrag, der uddyber hensigten med retningslinjerne.

Kommuneplanen skal desuden indeholde kort, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer og til kommuneplanens rammer, jf. planlovens § 11, stk. 3. Retningslinjerne for arealanvendelsen m.v. skal relateres til kortene, dvs. at de forskellige udpegede områder tydeligt skal fremgå af kortet, og det skal angives, hvilke kortbilag der er grundlaget for retningslinjernes bestemmelser.

Idet en kommuneplan kan have konsekvenser for en nabokommune, er det et krav, at der i redegørelsen til kommuneplanen skal gives oplysninger om kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommunerne, jf. planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15. Gennem dette krav tilsigtes en vis form for tværkommunal koordinering af f.eks. byggeri, arealinteresser og anlæg, der rækker udover kommunegrænsen.

Planloven indeholder særlige kapitler - henholdsvis kapitel 2 a, kapitel 2 c og kapitel 2 d - om planlægning i kystnærhedszonen, planlægning i hovedstadsområdet og planlægning til butiksformål. Der er tale om regler, der skal varetage særlige interesser, og som supplerer planlovens almindelige regler.

Efter planlovens § 2 a offentliggør erhvervsministeren hvert fjerde år en oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægningen. Oversigten præciserer og uddyber de nationale interesser og danner grundlag for statens varetagelse af tilsynsforpligtelsen efter planlovens § 29. For hvert af de nationale interesseområder "vækst og erhvervsudvikling", "natur- og miljøbeskyttelse", "kulturarvs- og landskabsbevarelse" og "hensyn til nationale og regionale anlæg" indeholder oversigten en række temaer. For hvert tema er der formuleret nationale hensyn, som skal varetages i den kommunale planlægning.

2.2.2. Udvalget for levedygtige landsbyers overvejelser og anbefalinger

Erhvervsministeren nedsatte i juli 2017 Udvalget for levedygtige landsbyer. Udvalget afgav den 9. april 2018 sin samlede rapport med 17 anbefalinger. Udvalget anbefaler bl.a., at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens landsbyer og landområder (anbefaling 1).

Af udvalgets afrapportering til regeringen fremgår det, at udvalget ønsker, at kommunerne i kommuneplanlægningen foretager en strategisk planlægning, der indeholder en aktiv stillingtagen til, hvordan landsbyerne eller udfordrede landområder er eller kan blive levedygtige. Udfordrede landområder kan bestå af flere landsbyer og omkringliggende bebyggelser indbyrdes og i samspil med større byer. Udvalget understreger betydningen af, at kommunernes arbejde med at udvikle strategier for landsbyerne bygger på aktiv medvirken og inddragelse af lokalsamfundene for at sikre, at strategi og visioner forankres og kan omsættes til handling.

Det er et væsentligt led i strategisk planlægning for landområderne og landsbyernes udvikling, at der sker en stillingtagen til landsbyerne i udfordrede landområder og den rolle, de forskellige landsbyer kan spille - enkeltvis eller i et samarbejde med andre landsbyer. Derfor bør kommunerne overveje, hvor og hvordan indsatsen for landsbyudviklingen i kommunen skal foregå.

Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvilke emner der i kommuneplanlægningen skal sættes fokus på, og hvordan det skal ske. I de kommuner, hvor der er udfordrede landdistrikter og landsbyer, bør kommunen fastsætte målsætninger for landsbyernes fremtid og redegøre for, hvilke virkemidler kommunen påtænker at tage i brug for at imødegå landsbyernes forskellige udfordringer og fremme deres udviklingsmuligheder.

I kommuneplanprocessen bør kommunen ligeledes blandt andet tage stilling til, hvilke planlægningsmæssige tiltag, der er brug for i kommunens mange forskellige landsbyer, herunder om der for eksempel er brug for at udarbejde lokalplaner eller afgrænse visse landsbyer, eller om der er forældede lokalplaner, der med fordel kan ophæves.

Flere landsbyer ligger nær kommunegrænsen. I sådanne tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at de pågældende kommuner arbejder sammen og ser på, om en indsats i området kan være relevant at gennemføre på tværs af kommunegrænsen. Deling af fælles faciliteter, understøttelse af foreningsliv m.m. kan med fordel ske mellem landsbyer beliggende i forskellige kommuner.

Udvalget anbefaler, at kommunerne forpligtes til i dialog med lokalsamfundet at foretage en vurdering af de enkelte landområder eller landsbyers tilstand, udfordringer og muligheder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling af de enkelte landsbyer og landområder (anbefaling 2).

Af udvalgets afrapportering til regeringen fremgår det, at udvalget finder, at det vil være nødvendigt og hensigtsmæssigt for kommunerne at vurdere og klassificere landsbyer og landområder forud for det strategiske arbejde med udviklingen af landsbyer og landområder. En sådan vurdering bør kunne ligge til grund for en fastsættelse af retningslinjer og eventuelle rammer for landsbyernes udviklingsmuligheder i kommuneplanen samt forslag til andre kommunale initiativer. Som det er tilfældet med den kommunale planlægning generelt, bør der gives metodefrihed til kommunerne i forhold til, hvordan de arbejder med en samlet strategisk planlægning for kommunens landsbyer, herunder hvilken metode de anvender til at vurdere landsbyernes tilstand. Kommunerne kan dermed tilpasse metoden til de lokale forhold og de metoder, der i øvrigt anvendes af kommunen i forbindelse med kommuneplanlægningen.

Udvalget har udformet en overordnet model til vurdering af landsbyers levedygtighed, der bygger på de kriterier, udvalget mener, karakteriserer den levedygtige landsby. Modellen stilles til rådighed for kommunerne og anbefales anvendt i forbindelse med vurderingen af landsbyernes tilstand.

2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det er et vigtigt fokusområde for regeringen at styrke mulighederne for vækst, beskæftigelse og bosætning i hele Danmark.

Ca. 1,1 mio. danskere er bosat i det åbne land og landsbyområder med op til 1.000 indbyggere. Fra en tid, hvor landsbyer var funktionelle enheder primært knyttet til landbruget, ser de danske landdistrikter i dag anderledes ud. Med en stigende tendens til at folk flytter mod de større byer, oplever landsbyer og landområder i disse år forandringer. For eksempel er udfordringen med tomme og nedrivningsmodne boliger påtrængende, og et fald i udbuddet af skoler og lokale indkøbsmuligheder udfordrer landsbyernes attraktivitet. Mange landsbyer har fundet nye veje til omdannelse, men der er stadig steder, som har behov for omstilling og nytænkning for at være levedygtige.

Udvalget for levedygtige landsbyer har peget på, at en strategisk planlægning, der aktivt tager stilling til udviklingen af kommunens landsbyer, er et væsentligt redskab i bestræbelsen på at fremme levedygtige og attraktive landsbyer til gavn for borgere og erhvervslivet i hele landet.

Den strategiske planlægning skal bidrage til at gøre kommunens udviklingsmuligheder og planlægning i landsbyer mere nærværende og fokuseret samt styrke den kommunalpolitiske diskussion med borgerne. Den strategiske planlægning skal omfatte hele kommunens landsbyer og skal understøtte den politiske diskussion om hovedlinjerne for kommunens udvikling, uden at det mere detaljerede ansvar glemmes. Når kommunalbestyrelsen beder administrationen om at belyse hovedlinjerne og får resultatet, kan politikerne tage de nye vinkler med i den lokale diskussion med borgerne.

Den strategiske planlægning indgår som en del af kommuneplanlægningen og giver kommunalbestyrelsen bedre mulighed for at prioritere og koordinere indsatsområder. Kommunalbestyrelsen kan tænke både i dybden og på tværs af de administrative områder. Evnen til at se på hele kommunen og samtidig se på tværs af de administrative områder er en del af formålet med kommuneplanlægningen.

Ved at sende et stærkt og klart signal om, hvad der er de lokale problemstillinger, behov og plantanker, kan kommunalbestyrelsen sikre, at den strategiske planlægning bliver taget alvorligt af de mange parter, der skal bidrage til at virkeliggøre den. Det kan sikres i arbejdet med den strategiske planlægning og i den efterfølgende kommune- og evt. lokalplan. Det vigtige er, at den strategiske planlægning udtrykker en bevidst politisk prioritering af, hvad der er fundamentalt for udviklingen i landsbyer, hvad der skal være sigtepunkterne for og prioriteringen i den lokale politik. Den strategiske planlægning er et svar på lokale udfordringer og et udtryk for det politiske valg i den enkelte kommune.

Det foreslås på den baggrund, at der i planloven tilføjes et nyt særligt kapitel - kapitel 2 b - med regler om strategisk planlægning for landsbyer.

I overensstemmelse med udvalgets anbefaling foreslås der fastsat en pligt for kommunalbestyrelsen til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for landsbyer. Med strategisk planlægning menes en overordnet og sammenhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af hele kommunens landsbyer, der kan danne grundlag for og herved medvirke til at fokusere den kommunale planlægning for landsbyer.

Den strategiske planlægning skal bidrage med sammenhængende overvejelser om udviklingsmuligheder i kommunens landsbyer samt styrke den kommunalpolitiske diskussion herom med borgerne. Kommuneplanlægningen skal således under hensyn til lokale forhold indeholde en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af landsbyer. Det foreslås tillige, at "kommuneplankataloget" udvides med en bestemmelse om, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udviklingen af landsbyer.

Med »landsbyer« sigtes i denne sammenhæng til samlede bebyggelser med mellem 200 og 1.000 indbyggere. Grænsen på 1.000 indbyggere er valgt, fordi mindre bysamfund med op til 1.000 indbyggere ofte skal håndtere andre udfordringer vedrørende f.eks. udvikling i indbyggertal, fastholdelse af foreningsliv, nærhed til offentlig og privat service m.v. end bysamfund med mere end 1.000 indbyggere. Et indbyggertal på 1.000 er imidlertid ikke en præcis afgrænsning af, hvilke landsbyer der kan medtages i en strategisk planlægning efter reglerne i kapitel 2 b. Kommunerne kan medtage bysamfund med over 1.000 indbyggere i den strategiske planlægning, hvis kommunen vurderer, at samme problemstillinger gør sig gældende for disse bysamfund. Der defineres heller ikke en præcis nedre grænse for, hvilke landsbyer der kan medtages i en strategisk planlægning for landsbyer, men den strategiske planlægning efter loven vil i almindelighed skulle omfatte landsbysamfund med mere end 200 indbyggere. Dette svarer til Danmarks Statistiks byområdedefinition, der forudsætter en sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem to huse ikke overstiger 200 meter. Kommunerne kan medtage mindre landsbyer, hvis kommunen vurderer, at det er relevant under hensyn til de lokale forhold. Boliger i det åbne land vil ofte have en tilknytning til den nærmeste landsby. Den strategisk planlægning for landsbyer vil efter kommunernes nærmere vurdering også skulle omfatte områder omkring landsbyerne med spredte og mindre samlede bebyggelser, og som har en funktionel og identitetsmæssig tilknytning til den nærliggende landsby, og derfor udgør en del af landsbysamfundet.

Det bør som udgangspunkt være op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, på hvilket grundlag den strategiske planlægning skal udføres. Det bør herunder som udgangspunkt være op til kommunalbestyrelsen under hensyn til de lokale forhold at beslutte, i hvilket omfang den strategiske planlægning skal udføres på grundlag af henholdsvis konkrete vurderinger eller mere generelle analyser af relevante kriterier. Med forbehold for regler udstedt i medfør af den foreslåede § 5 c, stk. 3, er det således op til kommunalbestyrelsen at tage stilling til, i hvilket omfang den strategiske planlægning skal baseres på henholdsvis konkrete analyser af de enkelte landsbyer og mere generelle analyser af typer af landsbyer efter kriterier, som kommunen vurderer er relevante. Herved gives kommunerne frihed i valg af både grundlag og metode i forhold til, hvordan kommunen mest hensigtsmæssigt kan arbejde med den strategiske planlægning for kommunens landsbyer. Kommunerne gives dermed også mulighed for i højere grad at tilpasse metoden til de lokale forhold og de metoder, der anvendes af kommunen i forbindelse med kommuneplanlægningen i øvrigt. Kommunerne kan i arbejdet med den strategiske planlægning bygge videre på den planlægning m.v., som kommunerne hidtil måtte have foretaget for landsbyer.

For at kunne sikre kvaliteten af den strategiske planlægning for landsbyer, herunder for at kunne tilpasse grundlaget for den strategiske planlægning på baggrund af de løbende erfaringer med planlægningen, vurderes det dog, at der skal kunne fastsættes regler om det nærmere grundlag for kommunalbestyrelsens strategiske planlægning. Det foreslås derfor, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om grundlaget for den strategiske planlægning for landsbyer. Herved bliver det også muligt på baggrund af de løbende erfaringer med kommunernes strategiske planlægning at udbrede metoder og procedurer, som generelt har vist sig hensigtsmæssige. Det er ikke hensigten, at bemyndigelsen skal udnyttes ved lovens ikrafttræden, men at den skal kunne tages i anvendelse, hvis der senere viser sig et behov for at fastsætte regler om grundlaget for den strategiske planlægning.

Kommunalbestyrelsen vil under alle omstændigheder skulle tilrettelægge og gennemføre den strategiske planlægning under hensyn til, at kommuneplanlægningen for landsbyer skal understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i landsbyer, fremme en differentieret og målrettet udvikling af landsbyer og angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af landsbyer, jf. den foreslåede § 5 d.

Det foreslås tillige, at der fastsættes særlige krav til redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder en strategisk planlægning for landsbyer. Kommunalbestyrelsen vil med de foreslåede regler bl.a. skulle oplyse om grundlaget for den strategiske planlægning og redegøre for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af landsbyer.

Kommunalbestyrelsen vil skulle koordinere den strategiske planlægning for landsbyer med nabokommuner, hvis muligheder for udvikling af landsbyer også er afhængig af udviklingen af landsbyer i disse kommuner.

2.3. Planlægning i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening

2.3.1. Gældende ret

Ved ændring af planloven i juni 2017 blev kommuneplankataloget i planlovens § 11 a, stk. 1, udvidet med en bestemmelse om, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af erhvervsområder, herunder erhvervshavne, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og friholdes for anden anvendelse uden tilknytning til sådanne virksomheder, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Ved produktionsvirksomheder forstås virksomheder omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen), bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller (maskinværkstedsbekendtgørelsen), og virksomheder anført på bilag 1 i bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (brugerbetalingsbekendtgørelsen). Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Eksempler på produktionsvirksomheder er virksomheder indenfor fødevare-, medicinal-, foder-, fiske-, metal-, plast-, papir-, råstofudvinding- og energiindustrien samt affaldshåndteringsvirksomheder.

Erhvervsområderne er udover produktionsvirksomheder også forbeholdt transport- og logistikvirksomheder. Både transport- og logistikvirksomheder vil således kunne være beliggende i erhvervsområderne, fordi de i høj grad understøtter produktionsvirksomheders rammevilkår.

Idet erhvervsområderne skal friholdes for anden anvendelse uden tilknytning til de forbeholdte produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, omfatter erhvervsområderne ikke virksomheder som pizzeriaer, cafeer, restauranter m.v., idet disse ikke er produktionsvirksomheder, og i øvrigt kan indpasses i de øvrige byområder.

Erhvervsområder, der kan udpeges til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, er forbeholdt virksomheder med en vis miljøbelastning og f.eks. med investeringer knyttet til deres beliggenhed, og som derfor ikke kan flyttes uden væsentlige omkostninger, eller som i kraft af særlige geografiske forhold har en vis stedbundethed med området. Dette kan f.eks. være containerterminaler, færgeterminaler, bilterminaler, bulkterminaler, transport- og logi?stikvirksomheder m.v., der falder ind under godshavneaktiviteter. Ved udpegningen af arealer til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder inddrages hensynet til adgangen til og fra den overordnede infrastruktur, herunder havne, også.

Erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder er ikke begrænset til et bestemt antal matrikler, men kan dække en eller flere matrikler, og placeringen behøver ikke at være i et almindeligt erhvervsområde, som ikke er forbeholdt bestemte virksomheder, men kan være det.

Hvis udpegningen sker i et almindeligt erhvervsområde, som ikke er forbeholdt bestemte virksomheder, er det i nogle tilfælde mest hensigtsmæssigt at afgrænse udpegningen af erhvervsområdet forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder til de dele af det almindelige erhvervsområde, hvor der reelt stadig er eksisterende produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, som har behov for beskyttelse mod miljøkonflikter.

Samtidig med bestemmelsen om erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistik??virksomheder blev kommuneplankataloget i planlovens § 11 a, stk. 1, udvidet med en bestemmelse om, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af konsekvensområder omkring disse erhvervsområder, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 25.

Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen afgrænse konsekvensområder som en fast grænse på mindst 500 m omkring de udpegede erhvervsområder for produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder. Denne grænse svarer til den afstand, der normalt anvendes i planlægningen for særligt forurenende virksomheder (miljøklasse 7).

Kommunalbestyrelsen kan også afgrænse konsekvensområder, ud fra en konkret vurdering af, hvilken forureningsbelastning de pågældende virksomheder har. For eksempel kan miljøbelastning i forhold til lugt, støv eller anden luftforurening fra virksomheder med høje skorstene tale for et aflangt konsekvensområde, i retning af der, hvor der ønskes byudvikling, idet røgfanen kan forurene op til 1,5-2 km fra virksomheden.

Derudover kan der også afgrænses konsekvensområder ud fra virksomhedernes udviklingsbehov. For eksempel kan der for virksomheder med stor miljøbelastning være behov for et større konsekvensområde for at tage højde for virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder.

I praksis kan der tages udgangspunkt i virksomhedernes gældende miljøvilkår som følge af miljøgodkendelser m.v., og på den baggrund kan der fastlægges mere præcise krav til planlægningen, der sikrer, at grænseværdierne for støj eller lugt, støv og anden luftforurening, kan overholdes, så planlægningen ikke giver grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne efter lov om miljøbeskyttelse.

Konsekvensområder kan således have forskellige størrelser, og kan være regulære eller irregulære lige såvel, som de kan ligge på en eller flere matrikler.

Konsekvensområder skal i planlægningen opfattes som et særligt opmærksomhedsområde, hvor produktionsvirksomheders, transport- og logistikvirksomheders miljøbelastning synliggøres.

Indenfor et konsekvensområde omkring et erhvervsområde forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistik?virksomheder, kan kommunalbestyrelsen i en lokalplan udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål, og lign., hvis lokalplanen ved bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger, kan sikre at grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening overholdes, jf. planlovens § 15 b, stk. 2. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Den nævnte afskærmningsforanstaltning i planlovens § 15 b, stk. 2, er mekanisk ventilation, hvor luftindtag, skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening, er overholdt, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 14.

Bestemmelsen om afskærmningsforanstaltninger i § 15, stk. 2, nr. 14, gælder alene ny bebyggelse til kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til kontorformål og lign. Bestemmelsen gælder således ikke boliger. Endvidere er det forudsat i bestemmelsen, at bestemmelsen kun omfatter hermetisk lukkede bygninger, og således ikke andre typer bygninger, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 27, i betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. maj 2017 om forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Folketingstidende 2016-2017, B, side 13, spalte 2.

Planlovens § 15 b, stk. 2, sammenholdt med planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, skal sikre, at personer, der opholder sig i bygningen, ikke udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne for disse, dvs. at bygningerne skal være hermetisk lukkede, hvad der bl.a. indebærer, at vinduer ikke skal kunne åbnes, og at der er mekanisk ventilation, hvor luftindtag er placeret i en højde, hvor grænseværdierne er overholdt. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

For alle udendørsopholdsarealer skal grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening også være overholdt. Dette betyder, at der ikke kan opsættes altaner på kontorbygningen m.v. eller tagterrasser i de højder, hvor grænseværdierne ikke er overholdt.

En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området, jf. planlovens § 16, stk. 1. Redegørelsen til lokalplanforslag om udlægning af arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål, og lign., i hermetisk lukkede bygninger skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomhedernes drift og udviklingsmuligheder inden for erhvervsområdet. Redegørelsen skal endvidere så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne, jf. planlovens § 16, stk. 8.

I forhold til redegørelse og støj i transformationsområder, er der et krav om, at oplysninger om støj skal fremgå af redegørelsen, jf. planloven s§ 16, stk. 9. Der findes ikke et tilsvarende krav om, at der i konsekvensområder med hermetisk lukkede bygninger skal fremgå oplysninger om lugt, støv eller anden luftforurening af redegørelsen.

En lokalplan kan som udgangspunkt kun ophæves (eller ændres) ved vedtagelse af en ny lokalplan.

En lokalplan kan fraviges ved dispensation fra bestemmelserne i en lokalplan efter planlovens § 19, stk. 1, og ved at ophæve en lokalplan efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Efter planlovens § 19, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper eller tidsbegrænses. Videregående afvigelser end omhandlet i planlovens § 19, stk. 1, kan derimod kun ske ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2.

Efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1, kan kommunalbestyrelsen beslutte at ophæve lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig.

Efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen beslutte at ophæve lokalplaner for byzoner og sommerhusområder, når udviklingen inden for lokalplanens område ikke længere gør det muligt at administrere tilladelser m.v. uden anvendelse af § 14 om forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan og af § 19 om dispensation, idet områdets hidtidige zonestatus opretholdes.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I dag kan der planlægges for hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign. i konsekvensområder omkring erhvervsområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening.

Det har imidlertid vist sig, at der blandt kommuner er et ønske om, at kunne etablere hermetisk lukkede bygninger, til boliger i konsekvensområder belastet af lugt, støv eller anden luftforurening i lighed med hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign., for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter boliger i de større byer og for at kunne udvikle tidligere erhvervsarealer til boligområder eller blandede byområder på en hensigtsmæssig måde.

Med lovforslaget udvides muligheden for at planlægge for hermetisk lukkede bygninger i konsekvensområder omkring erhvervsområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, til også at gælde hermetisk lukkede bygninger til boliger. Forslaget om hermetisk lukkede bygninger til boliger skal understøtte, at der kan opføres flere boliger til imødekommelse af den stigende efterspørgsel efter boliger.

Det vil være op til den enkelte kommunalbestyrelse aktivt at beslutte, om og i hvilket omfang, der kan etableres hermetisk lukkede bygninger til boliger. I forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner opstiller kommunerne allerede i dag bestemmelser om, hvordan den nye bebyggelse i området skal udformes herunder bl.a. bebyggelsens og udendørs opholdsarealers omfang og udformning. I vurderingen indgår bl.a. overvejelser om, hvordan kommunalbestyrelsen ønsker at forme byen eller området, så den bliver god at bo, færdes og være i.

Det foreslås, at der indføres et nyt stk. 3, nr. 1, i planlovens § 15 b, således at kommunalbestyrelsen i en lokalplan i lighed med reglerne for kontorer og lign. kan udlægge arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, til opførelse af ny bebyggelse til boliger med undtagelse af døgninstitutioner og lign., hvis lokalplanen med bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger og mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Det foreslås samtidig, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, nyaffattes, således at mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt, kan gælde alle typer af bygninger til boligformål og kontorformål, og lign., og dermed også for hermetisk lukkede bygninger til boliger. Samtidig foreslås det, at det skal være en betingelse for ibrugtagning af bygningen.

Ved døgninstitutioner og lign. forstås boliger, hvor mennesker har døgnophold, som plejehjem, ældreboliger, handicapboliger, kostskoler m.v., hvad der hænger sammen med den frivillighed, der skal være, ved at vælge at bo i en hermetisk lukket bolig i et område belastet af lugt, støv eller anden luftforurening og ikke at kunne åbne sine vinduer.

Hermetisk lukkede bygninger med mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt, indebærer, at det ikke skal være muligt at åbne vinduer i de højder, hvor grænseværdierne er overskredet, således at luften udefra ikke kan trænge ind, f.eks. i de højder hvor røgfaner fra virksomheder passerer bygningen, og at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, støv og anden luftforurening. Afskærmningsforanstaltningerne skal således sikre, at beboere i deres boliger ikke udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening, selv om grænseværdierne er overskredet udenfor, idet grænseværdierne i Miljøstyrelsens vejledninger og Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser har til formål at beskytte befolkningen mod skadelige effekter og gener i luften.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der udover afskærmningsforanstaltninger til sikring mod forurening indendørs, heller ikke kan etableres udendørsarealer, som tagterrasse, altaner m.v., i de højder eller på de arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet.

Dette begrundet i at beboerne, der bor i ejendommen, hverken skal udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne indenfor eller udenfor. En altan vil medføre luftforurening indenfor, når altandøren står åben, og der vil være luftforurenet ude på selve altanen, såfremt grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet udenfor.

Omvendt betyder det, at der kan være åbne vinduer og etableres altaner i de højder og arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt. En bygning kan derfor være hermetisk lukket nogle steder og have mulighed for oplukkelige vinduer og altaner andre steder. Dette kan f.eks. være tilfældet i forhold til røgfaner fra en virksomhed, hvor bygningen skal være hermetisk lukket i de øverste etager, hvor røgfanen passerer, men hvor der kan være mulighed for oplukkelige vinduer og altaner i de nederste etager, såfremt grænseværdierne er overholdt i de højder.

I forbindelse med opførelse af bebyggelse efter de foreslåede bestemmelser vil det være bygherre, der skal afholde udgifterne til afskærmningsforanstaltninger samt udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, og ikke produktionsvirksomhederne. Udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, kan være udgifter til opfyldelse af brandkravene i bygningsreglementet.

Det foreslås videre i et nyt stk. 3, nr. 2 i planlovens § 15 b, at der i umiddelbar tilknytning til boligbebyggelsen skal være adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening, skal være overholdt, idet det er vigtigt, at der i umiddelbar nærhed etableres udendørs opholdsarealer, der ikke er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, således at beboere i en bolig, fortsat har adgang til at komme udenfor. Et sådant udendørs opholdsareal kan f.eks. være et gårdmiljø eller et græsareal tilknyttet et højhus, idet en forurening, som belaster de højere etager pga. røgfaner fra produktionsvirksomheder, ikke må belaste luften i gadeniveau. Der er ikke noget afstandskrav i forhold til opholdsarealet, men i begrebet umiddelbar tilknytning til ejendommen ligger, at beboere ikke skal ud på en længere gåtur i forbindelse med adgangen til at komme udenfor.

Det foreslås i et nyt stk. 4 i planlovens § 15 b, at kommunalbestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til hermetisk lukkede bygninger til boliger efter stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet, og at de steder, hvor grænseværdierne er overskredet, ikke må isættes vinduer, som kan åbnes, og ikke må etableres udendørs opholdsarealer, som tagterrasse, altaner m.v. Tinglysningen skal tjene det formål, at de kommende beboere skal gøres særligt opmærksomme på, at ejendommen er beliggende i et område belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, hvilket medfører, at der ikke kan isættes vinduer, der kan åbnes eller etableres altaner m.v. Tinglysningen tjener et informativt formål og er ikke en gyldighedsbetingelse i forhold til lokalplanen og dens indhold. Beboere, som ikke har orienteret sig i lokalplanen, kan dermed få mulighed for at blive orienteret via tinglysningen. Tinglysningen sikrer også, at beboerne ikke på et senere tidspunkt kan etablere oplukkelige vinduer eller altaner m.v. i højder, hvor grænseværdierne er overskredet. Idet lokalplanen i forvejen sikrer dette, er tinglysningens primære formål imidlertid at sikre, at den enkelte køber er oplyst omkring lokalplanens krav om, at bygningen er hermetisk lukket.

Det foreslås endvidere i et nyt stk. 5 i planlovens § 15 b, at kommunalbestyrelsen ikke i forhold til en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger i en vedtaget lokalplan om udlagte arealer til boliger, jf. stk. 3, kan dispensere efter planlovens § 19, stk. 1, eller vedtage en ny lokalplan, der ophæver eksisterende bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil. Kommunalbestyrelsen kan endvidere ikke efter § 33, stk. 1, ophæve en lokalplan med en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger, jf. stk. 3, hvis arealerne forsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil. Dette betyder i praksis, at der ikke kan dispenseres fra, eller ændres eller ophæves i en lokalplans bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger i en vedtaget lokalplan om udlægning af arealer til boliger, uden at erhvervsministeren har givet tilladelse.

Dette skal sikre, at der eksempelvis ikke på grund af, at en kommunalbestyrelse oplever et stigende pres fra beboere i form af klager over lugt, støv eller anden luftforurening eller ønske om altaner, vil kunne give kommunalbestyrelsen anledning til at dispensere fra eller at ændre eller ophæve en bestemmelse i en lokalplan om hermetisk lukkede bygninger til boliger, således at der pga. planlægningen kan opstå et grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne efter reglerne i lov om miljøbeskyttelse om miljøgodkendelser og påbud. Erhvervsministeren vil ved tilladelsen tage hensyn til produktionsvirksomhederne i området, hvis drifts- og udviklingsmuligheder kan blive påvirket af beslutningen.

En ophævelse kan omvendt vise sig relevant, såfremt konsekvensområdet ikke længere er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, der hvor de hermetisk lukkede bygninger med boliger ligger, f.eks. fordi den forurenende virksomhed er ophørt med at forurene enten pga. produktionsændringer eller fraflytning. Hvis en virksomhed kun midlertidigt er ophørt med at forurene, men ved normal drift igen vil forurene, vil der imidlertid ikke være grundlag for at dispensere eller vedtage en ny lokalplan.

Det foreslås i forhold til hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign. i planlovens § 15 b, stk. 2, som konsekvens af, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, om mekanisk ventilation i hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign., foreslås nyaffattet, at det fremgår af ordlyden om bygninger til kontorformål og lign., at det drejer sig om hermetisk lukkede bygninger, og at der indsættes et nyt nr. 15 i planlovens § 15 b, stk. 2, om krav om hermetisk lukkede bygninger. Det foreslåede i planlovens § 15 b, stk. 2, sammenholdt med planlovens § 15, stk. 2, nr. 14 og 15, svarer dermed i sit indhold til gældende ret om hermetisk lukkede bygninger til kontorformål, og lign. og medfører ingen materielle ændringer.

Det foreslås endelig, at redegørelsen for lokalplanforslag, som omfatter hermetisk lukkede bygninger til boliger i konsekvensområder og i højder, hvor lugt, støv eller anden luftforurening er over grænseværdierne, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder, transport- og logistik?virk?somheder inden for erhvervsområdet. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomheder, transport- og logistik?virksomheder i erhvervsområdet.

Redegørelsen kan f.eks. være oplysninger om, hvordan etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre mod forurening indenfor, og at grænseværdier er overholdt på de påbudte udendørs opholdsarealer for boliger, således at det ikke giver grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne og påbud. Redegørelsen skal ligeledes indeholde en vurdering af, hvordan lokalplanen tager højde for virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder.

Det foreslås yderligere, at der, i lighed med redegørelsen om oplysninger om støj i transformationsområder, i redegørelsen om hermetisk lukkede bygninger i konsekvensområder med lugt, støv eller anden luftforurening fremgår oplysninger om lugt, støv eller anden luftforurening.

Retlige spørgsmål i afgørelser om vedtagelse af lokalplaner, kan påklages til Planklagenævnet af enhver med retlig interesse i sagens udfald, erhvervsministeren og visse landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelse som hovedformål.

Det fremgår af lovbemærkningerne til ændring af planloven i juni 2017, hvad der forstås ved begrebet produktionsvirksomheder, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 13, i betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. maj 2017 om forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Folketingstidende 2016-17, B, side 9, spalte 2.

Efter dette begreb forstås produktionsvirksomheder som virksomheder omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen), bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller (maskinværkstedsbekendtgørelsen), og virksomheder anført på bilag 1 i bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (brugerbetalingsbekendtgørelsen). Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Idet Miljøstyrelsen siden juni 2017, hvor ovenstående ændring af planloven trådte i kraft, har udskilt og planlægger at udskille nogle typer virksomheder fra godkendelsesbekendtgørelsen, og i stedet lade dem blive reguleret via en branchebekendtgørelse, er der behov for, at begrebet produktionsvirksomheder udvides til også at omfatte virksomheder omfattet af disse branchebekendtgørelser, således at virksomheder, som engang har været omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, bliver ved med at være omfattet af begrebet.

Det foreslås derfor, at den til enhver tid gældende godkendelsesbekendtgørelse, som fremgår af definitionen af produktionsvirksomheder, i dag erstattes med den i dag gældende godkendelsesbekendtgørelse, således at der ved produktionsvirksomheder forstås virksomheder omfattet af den i dag gældende godkendelsesbekendtgørelse. På den baggrund vil virksomheder fortsat være omfattet af definitionen produktionsvirksomheder, selv om de på et senere tidspunkt måtte blive udskilt af godkendelsesbekendtgørelsen.

Virksomheder omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg foreslås endvidere at indgå i definitionen af produktionsvirksomheder, da denne type virksomhed er blevet udskilt af godkendelsesbekendtgørelsen efter ændringen af planloven i juni 2017.

For så vidt angår virksomheder omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, og virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., er der i definitionen tale om virksomheder omfattet af den til enhver tid gældende bekendtgørelse.

Ved produktionsvirksomheder forstås efter det foreslåede herefter virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, eller virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder. Definitionen af produktionsvirksomheder foreslås indsat som et nyt stk. 12 i planlovens § 11 a.

2.4. Afgrænsning af kilder, som udleder lugt, støv eller anden luftforurening til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug

2.4.1. Gældende ret

Ved ændring af planloven i juni 2017 blev der indført en bestemmelse om, at en lokalplan kun må udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening, jf. planlovens § 15 b, stk. 1. Bestemmelsen lagde sig tæt op af ordlyden i den eksisterende bestemmelse om støj i planlovens § 15 a, stk. 1, som blev tilføjet planloven i 2003 (lov nr. 440 af 10. juni 2003 om ændring af lov om planlægning)

Bestemmelsen om lugt, støv eller anden luftforurening omfatter alle kilder, og fik således ikke den samme afgrænsning af kilder som i erhvervsområderne, hvor kilderne er afgrænset til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Ved produktionsvirksomheder forstås virksomheder omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen), bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller (maskinværkstedsbekendtgørelsen), og virksomheder anført på bilag 1 i bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (brugerbetalingsbekendtgørelsen). Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Planlovens § 15 b, stk. 1, sikrer, at der ikke kan opføres boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v. i områder og højder, som er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne. Dog med undtagelse af hermetisk lukkede bygninger for kontorer, og lign, som kan ligge i områder belastet med lugt, støv eller anden luftforurening, jf. planlovens § 15 b, stk. 2. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Hensigten med bestemmelsen var bl.a. at sikre, at eksiste?rende produktionsvirksomheder ikke påføres omkostninger til afskærmningsforanstaltninger, som følge af, at der planlægges for ændret anvendelse som bebyggelse på omkringliggende arealer. Dette kunne før bestemmelsens indførelse f.eks. være tilfældet, hvor en virksomhed overholdt miljøgodkendelsens grænseværdier, idet der var lang afstand til nærmeste bebyggelse, men hvor et nyt byggeri til boliger ved siden af virksomheden medførte, at grænseværdierne ikke længere var opfyldt, og at miljøgodkendelsen derefter enten skulle skærpes, eller at virksomheden skulle pålægges afskærmningsforanstaltninger.

På baggrund af bestemmelsen vil der ikke kunne planlægges for eksempelvis boliger, så tæt på virksomheden som anført i eksemplet ovenfor, idet boligbebyggelsens højde eller placering dermed ikke sikrer, den fremtidige anvendelse mod forurening fra virksomheden.

Bestemmelsen omfatter i lighed med bestemmelsen om støj alle kilder, hvilket betyder, at der også eksempelvis skal tages hensyn til byintegrerbare erhverv.

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Flere kommuner har peget på, at planlovens § 15 b, stk. 1, rammer uforholdsmæssigt bredt i forhold til det oprindelige ønske om at sikre en øget hensyntagen til produktionsvirksomheder, og at bestemmelsens udformning betyder en uhensigtsmæssig begrænsning af muligheden for at gennemføre byudviklingsprojekter med både boliger og byintegrerbare erhverv. Kommunerne har derfor efterspurgt, at der sker en afgrænsning af planlovens § 15 b, stk. 1, således at bestemmelsen bliver afgrænset fra at omfatte alle kilder med lugt, støv eller anden luftforurening til kun f.eks. at omfatte forurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logi?stikvirksomheder, i lighed med kilderne i erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Eksempler på produktionsvirksomheder er virksomheder indenfor fødevare-, medicinal-, foder-, fiske-, metal-, plast-, papir-, råstofudvinding- og energiindustrien samt affaldshåndteringsvirksomheder. Der findes i alt ca. 15.000 produktionsvirksomheder. Det er ikke alle produktionsvirksomheder, som forurener med lugt, støv eller anden luftforurening.

For så vidt angår øvrige virksomheder, som kan udlede lugt, støv eller anden luftforurening, og dermed også er omfattet af den nuværende formulering i planlovens § 15 b, stk. 1, kan det være mindre virksomheder, som restauranter, pizzeriaer, cafeer, osv. Dermed skal kommunerne tage højde for lugt, støv og anden luftforurening også i disse tilfælde, hvormed det er gjort sværere for kommunerne at planlægge i umiddelbar nærhed af byintegrerbare erhverv som pizzeriaer, restauranter, caféer, osv. Det kan derfor ikke udelukkes, at kommunerne fremover kan være tilbageholdende med at planlægge for denne type erhverv, så de fremover ikke bliver en stopklods for den videre udvikling.

Det har ikke været hensigten med planlovsændringen fra 2017, at de byintegrerbare erhverv skal begrænses eller skal begrænse et byudviklingsprojekt, men at det forsat skal være muligt at have en blandet by med forskellige byfunktioner. På den baggrund vurderes det, at de nuværende regler rammer uforholdsmæssigt bredt.

Med lovforslaget lægges derfor op til, at afgrænse kilderne i planlovens § 15 b, stk. 1, således at bestemmelsen alene omfatter lugt, støv eller anden luftforurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug.

Ved produktionsvirksomheder forstås efter det foreslåede, jf. afsnit. 2.3.2. virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, og virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Forslaget til planlovens § 15 b, stk. 1, vil medføre, at følgende virksomheder eksempelvis ikke længere vil være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, idet de ikke er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de ikke er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser: Autoværksteder omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen, røgerier, kødvarevirksomheder og slagter- og viktualievirksomheder (herunder butikker) med tilberedning af madvarer på mindre end eller lig 500 kg pr. dag, mindre røgerier på havnearealer som har en kapacitet på mindre end 500 kg pr. dag og mindre bryggerier f.eks. mikrobryggerier med en lav kapacitet.

Ligeledes vil restauranter, caféer og pizzeriaer heller ikke være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, da disse heller ikke er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de ikke er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser.

Derimod vil følgende virksomheder eksempelvis fortsat være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, da de er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser: røgerier, kødvarevirksomheder og slagter- og viktualievirksomheder (herunder butikker) med tilberedning af madvarer på mere end 500 kg pr. dag, bryggerier, mineralvandsfabrikker, maltfabrikker, brødfabrikker og engrosbagerier.

Husdyrbrugene vil derudover fortsat være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, i lighed med produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder. Ved husdyrbrug forstås husdyrbrug omfattet af bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug, som har hjemmel i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord eller bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord.

Dette betyder, at de fleste husdyrbrug er omfattet af § 15 b, stk. 1, medmindre de er meget små. Dette betyder endvidere, at der ved husdyrbrug eksempelvis ikke forstås zoologiske haver, dyreparker, cirkusser, forlystelsesparker, stalde til dyrehold omfattet af lov om dyreforsøg, dyrehold på politigårde, almindelig dyrehandel og dyrehospitaler.

Ved en afgræsning af planlovens § 15 b, stk. 1, skal kommunerne herefter planlægge med afstand til eller tage hensyn til højde i forhold til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug.

De øvrige lugtkilder, som efter afgræsningen ikke vil være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, bliver reguleret efter reglerne om påbud efter lov om miljøbeskyttelse. Ved evt. klager fra kommende naboer vil denne type virksomheder, hvis grænseværdierne er overskredet, ligesom i dag kunne få meddelt påbud om at nedbringe forureningen. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Ændringen vil medføre en delvis tilbagerulning af den ændring, som blev indført i 2017 med planlovens § 15 b, stk. 1, og er således en lempelse i planlægningen for kommunerne, som efterspurgt af kommunerne.

2.5. Helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder på Læsø

2.5.1. Gældende ret

Forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhusområder stammer fra blandt andet standardbyplanvedtægten efter byplanlovene i 1925 og 1938 og blev lovfæstet i 1975, da man ønskede at opretholde det almindeligt gældende forbud. Forbuddet er et centralt og nødvendigt styringsmiddel i planlægningen såvel på landsplan som på kommunalt niveau og nødvendigt for opretholdelse af planlovens opdeling af landet i byzone, sommerhusområder og landzone.

Planlovens forbud mod helårsbeboelse i sommerhuse er med til at modvirke tilfældig byspredning til skade for en planmæssig og samfundsøkonomisk hensigtsmæssig udvikling og til at sikre, at sommerhusområder anvendes til rekreative formål. Samtidig hindrer forbuddet et øget pres for at udlægge nye sommerhusområder i de ubebyggede kyst?strækninger, som udgør en væsentlig natur- og landskabelig værdi, jf. de almindelige bemærkninger til L 121, 2016-17 (lov nr. 668 af 8. juni 2017).

Der er følgende undtagelser fra helårsforbuddet:

• hvis man har ejet sit sommerhus i 1 år og er pensionist, jf. planlovens § 41,

• hvis man har et hus, der lovligt blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt som sommerhusområde og retten ikke senere er bortfaldet, jf. planlovens § 40, stk. 1, og

• hvis man har fået dispensation af kommunen efter planlovens § 40, stk. 2.

Efter fast praksis kan der gives dispensation til:

• ejere eller forpagtere af dagligvarebutikker og visse andre virksomheder, når det er nødvendigt af hensyn til virksomhedens drift.

• personer, der i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at den lovligt kunne benyttes til helårsbeboelse.

• personer, der på grund af alvorlig sygdom og invaliditet kun kan opnå en rimelig tilværelse i sommerhuset, og

• andre særlige tilfælde.

Med virkning fra 1. januar 2015 indførtes en ny § 40 a i planloven, som giver kommunerne mulighed for at give dispensation til en ejers udlejning til helårsbeboelse af et sommerhus i et sommerhusområde på de 27 små øer, der består af Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

Disse øer er ikke selvstændige kommuner, men er øer, der alle modtager ø-tilskud i henhold til § 20 i lov om kommunaludligning og generelle tilskud til kommuner og omfattes af lov om støtte til de små øsamfund, jf. lovbekendtgørelse nr. 787 af 21. juni 2007, jf. bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1983-84, tillæg A, spalte 797 ff.)

Vedtagelsen af bestemmelsen i § 40 a i 2014 skal ses i lyset af, at indbyggertallet på de små øer samlet set i perioden fra 1930 til 2010 er blevet mere end halveret, dog dækker tallet både over fald og stigninger. Nogle øer er således i beskeden vækst.

Dispensationen til lejers helårsbeboelse følger sommerhuset indtil anvendelsesskift eller ejers ibrugtagning til egen helårsbeboelse. I øvrigt bortfalder en dispensation ved mang?lende udnyttelse efter de almindelige regler herom i planlovens § 56, stk. 1.

Dispensationen til lejeres helårsbeboelse sigter på at medvirke til en gunstig udvikling på småøerne. Det er kommunen, som vurderer, om helårsbeboelse i det pågældende sommerhus er ønskelig ud fra kommunale forudsætninger, herunder kommunens ønsker til planlægningen for udviklingen i området, og situationen i området. Kommunernes praksis kan derfor være forskellig fra ø til ø.

Kommunalbestyrelsen vurderer, om sommerhuset er egnet til helårsbeboelse i relation til størrelse, faciliteter, isoleringsgrad og tilstand og lignende. Det er således ikke et krav, at huset lever op til bygningsreglementets til enhver tid gældende isoleringskrav for helårshuse. Om sommerhuset er helårsegnet er et retligt spørgsmål, som kan prøves ved Planklagenævnet.

Anvendelsesskiftet af sommerhuset til helårsbeboelse er undtaget fra bygningsreglementets krav om byggesagsbehandling (krav til isolering), så der vil ikke være økonomiske omkostninger til yderligere isolering m.v., som ville kunne hindre, at sommerhuset kan udlejes til helårsbeboelse. Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene finder heller ikke anvendelse på sommerhuse, der tillades udlejet til helårsbeboelse efter § 40 a.

Kommunalbestyrelsens afgørelse af en dispensationsansøgning efter § 40 a kan påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Planklagenævnet kan f.eks. efterprøve, om en meddelt dispensation holder sig indenfor grænserne i dispensationsbestemmelsen.

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med forslaget vil kommunalbestyrelsen for Læsø Kommune få mulighed for at give dispensation til en ejers udlejning til helårsbeboelse af et sommerhus på Læsø på tilsvarende måde, som kommunerne for de 27 småøer kan give dispensation efter § 40 a.

Bestemmelsen i § 40 a, stk. 3, jf. stk. 1, opremser udtømmende hvilke øer, der er omfattet, hvorfor det er nødvendigt at ændre § 40 a for at lade Læsø være omfattet.

Læsø Kommune har anmodet om at blive omfattet af § 40 a, fordi kommunen mener, at der gælder særlige udfordringer for Læsø, som kan sammenlignes med de forudsætninger, som de 27 småøer, der allerede er omfattet af § 40 a, står overfor i relation til at fastholde funktioner, der kan fastholde og tiltrække fastboende.

En ændring af § 40 a til også at omfatte Læsø vil give kommunen flere muligheder for at tiltrække fastboende, hvilket vil kunne medvirke til en gunstig udvikling på øen.

I resten af landet er der - udover Læsø - syv øer, der har mellem 200 og 4.000 indbyggere, og som ikke er omfattet af den eksisterende § 40 a.

Fem øer (Enø, Jegindø, Rømø, Bogø og Thurø) adskiller sig fra Læsø og de øvrige øer, som allerede er omfattet af § 40 a, ved at være land- eller brofaste. De fem øer ligger til forskel fra Læsø i kort afstand fra et større arbejds- og servicemarked. Adgangen til dette arbejds- og servicemarked er samtidig uden tidsmæssige begrænsninger, som tilfældet er med afhængighed af færgeafgange. Forholdene på disse øer tilsvarer derfor ikke forholdene for de allerede omfattede øer og Læsø.

De to sidste øer, som ikke er omfattet af den eksisterende § 40 a (Fanø og Samsø), er ikke land- eller brofaste, ligesom Læsø. Fanø har med en meget kort sejltid direkte adgang til et stort arbejds- og servicemarked i Esbjerg, og dermed et helt andet udviklingspotentiale end Læsø, der har en sejltid til fastlandet på ca. 90 minutter. Både Fanø og Samsø har samtidig et langt større indbyggertal (henholdsvis 3.401 og 3.720 i 2018) og dermed et stærkere grundlag for at opretholde funktioner, der understøtter fastholdelse og tiltrækning af fastboende.

Læsø er dermed den mindst befolkede, ikke-brofaste ø, der i dag ikke er omfattet af den særlige § 40 a. Læsøs befolkningstal er faldet fra 2.003 beboere i 2008 til 1.807 i 2018, selvom Læsø Kommune har igangsat andre tiltag for at understøtte helårsbeboelse på øen. Dermed er udfordringerne på Læsø sammenlignelige med dem, som de 27 småøer har været underlagt igennem flere år.

Der ændres ikke i øvrigt i indholdet af den eksisterende § 40 a udover, at den fremadrettet også vil omfatte Læsø. Kommunalbestyrelsen vil derfor, som i dag efter § 40 a, altid skulle foretage en konkret vurdering af en ansøgning om dispensation i forhold til kommunens ønsker til udvikling i området, herunder kapaciteten af fritidsboliger og situationen i området.

Det foreslås dog, at kommunalbestyrelsen på Læsø højst kan meddele ti dispensationer pr. kalenderår. Behandlingen af indkomne ansøgninger foreslås at foregå efter først til mølle-princippet.

2.6. Opfølgning på anbefalingerne fra Ekspropriationsudvalget

Det foreslås, at borgernes retsstilling ved ekspropriation efter planloven forbedres ved øget gennemsigtighed om ekspropriation efter planloven og indførelse af en fem-årig frist for lokalplaner som ekspropriationsgrundlag.

De foreslåede ændringer bygger på Ekspropriationsudvalgets anbefalinger, jf. afsnit 7 i Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569, juni 2018, som erhvervsministeren kan tiltræde med de tilpasninger, der fremgår af bemærkningerne nedenfor.

2.6.1. Krav til ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1

2.6.1.1. Gældende ret

For alle ekspropriationer gælder det, at grundlovens § 73 skal overholdes. Det følger heraf, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Dette kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Ejendomsretten er endvidere beskyttet efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), 1. tillægsprotokol, artikel 1, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, således at ingen må berøves sin ejendom, hvis det ikke er i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.

Kommunernes adgang til at ekspropriere til realisering af en lokalplan findes i den nugældende planlovs § 47, stk. 1, og forudsætningen for at kunne ekspropriere er ifølge denne bestemmelse, at der foreligger en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation.

Ekspropriation kan kun ske inden for det område, som omfattes af lokalplanen (eller byplanvedtægten). Skal arealer uden for lokalplanens område eksproprieres for at realisere indholdet af lokalplanen, for eksempel til at sikre adgangsvej eller midlertidig ekspropriation til brug for arbejdsarealer, må der tilvejebringes en ny lokalplan.

En lokalplan tilsidesætter ikke krav om tilladelser m.v. efter anden lovgivning. Kravet om lovlighed indebærer derfor, at nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt i fornødent omfang på ekspropriationstidspunktet.

Lokalplanen (eller byplanvedtægten) må endvidere indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført. Der kan derfor ikke eksproprieres på grundlag af en rammelokalplan, dvs. en lokalplan, som ikke indeholder "nærmere regler", jf. planlovens § 13, stk. 5.

Det forhold, at der foreligger en vedtaget lokalplan, er ikke i sig selv tilstrækkeligt for at kunne ekspropriere. Ekspropriationen skal ifølge planlovens § 47, stk. 1, også være af "væsentlig betydning" for virkeliggørelse af lokalplanen, jf. herved kravet om, at ekspropriation skal være nødvendig til realisering af formålet, som kan udledes af grundlovens § 73, hvorefter ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. I tæt sammenhæng med grundlovens nødvendighedskrav må ekspropriation endvidere ske under hensyn til den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet, hvorefter tvangsmæssige indgreb ikke må gå videre, end opnåelse af formålet kræver.

Det følger heraf, at ekspropriation skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel for realisering af ekspropriationsformålet, ligesom indgrebet og betydningen heraf for den ejer af ejendom, som vil skulle eksproprieres, skal stå i et rimeligt forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen. Selv om planlovens ekspropriationshjemmel efter ordlyden er ganske vidtgående, viser praksis fra såvel klagenævn som domstolene, at der foretages en indgående prøvelse af såvel nødvendighed som rimelighed.

Hjemlen til ekspropriation i planlovens § 47, stk. 1, er ikke begrænset til offentlige formål. En sådan begrænsning kan heller ikke udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation kun kan ske, når almenvellet kræver det. Ekspropriation til fordel for en privat aktør er således ifølge retspraksis ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Når kommunalbestyrelsen vedtager en lokalplan, skal det ske ud fra saglige og planlægningsmæssige interesser, hvilket derfor som udgangspunkt vil være udtryk for almene samfundsinteresser. Imidlertid kan dette forhold ikke i sig selv sidestilles med, at det er nødvendigt at ekspropriere til lokalplanens virkeliggørelse. I retspraksis er det således også fastslået, at der gælder et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private.

Det følger endvidere af betingelsen om, at ekspropriation skal være nødvendig, at ekspropriationens formål ikke må kunne opnås med mindre indgribende midler. Det indebærer for det første, at ekspropriationen ikke må omfatte et større areal end nødvendigt.

Hvis lodsejeren for det andet tilkendegiver selv at ville realisere lokalplanen - eksempelvis en boligudstykning - vil ekspropriation heller ikke være nødvendig. Hjemlen til at ekspropriere angår virkeliggørelse af en lokalplan, men det er i relation hertil ikke afgørende, at det er kommunen, som skal forestå denne virkeliggørelse. Vil og kan ejeren, eller nogen, ejeren har indgået aftale med, selv forestå virkeliggørelsen, kan der ikke eksproprieres.

Det er endvidere en betingelse, at ekspropriationen skal være tidsmæssig aktuel. Der skal være et aktuelt behov for realisering af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer for. Også i relation hertil må kommunalbestyrelsen kunne redegøre for, hvilke vurderinger der ligger til grund for beslutningen.

Selv om ekspropriationen kan anses for nødvendig og tidsmæssig aktuel, følger det endelig af praksis, at ekspropriation alligevel kan blive tilsidesat, hvis ekspropriationen ikke står i et rimeligt forhold til den almene interesse, som forfølges med formålet. Der skal således foretages en nærmere afvejning mellem de almene interesser, som forfølges med ekspropriationen, herunder tyngden af disse, i forhold til indgrebets betydning for ejeren af den ejendom, der vil skulle eksproprieres. Kravet om rimelighed og forholdsmæssighed må således vurderes konkret med hensyn til indgrebets karakter og betydning for de involverede.

I afsnit 2.6.1.1.1.-2.6.1.1.6. nedenfor uddybes betingelserne for ekspropriation i medfør af planloven på baggrund af Ekspropriationsudvalgets betænkning om ekspropriation (nr.1569, juni 2018). I afsnit 2.6.1.1.7. redegøres for kommunernes anvendelse af planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010-17.

2.6.1.1.1. Nærmere om kravet om, at der skal foreligge en vedtaget og offentliggjort lokalplan (eller byplanvedtægt)

Indtil 2009 gav planlovens § 47, stk. 1, også kommunerne hjemmel til at ekspropriere til byudvikling på grundlag af kommuneplanen, hvis ekspropriationen ville være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen. Denne hjemmel blev ophævet ved lov nr. 512 af 12. juni 2009 om ændring af planloven.

Efter ændringen af planlovens § 47 i 2009 kan ekspropriation efter planloven først ske, når der er fastlagt en detaljeret planlægning i en lokalplan, og denne er vedtaget af kommunalbestyrelsen. Der kan således ikke eksproprieres på grundlag af et forslag til lokalplan. Kommunen kan fortsat ekspropriere lokalplanlagte arealer udlagt til boliger eller erhverv (byudvikling). Ekspropriation vil dog i sådanne tilfælde være udelukket, hvis lodsejeren - uanset om det er landmanden eller en entreprenør - selv ønsker at virkeliggøre lokalplanen. Det forudsætter dog, at der er tale om et ekspropriationsformål, som det er muligt at realisere for ejeren, hvilket normalt ikke vil være tilfældet for ekspropriation til fordel for et offentligt formål. Det forudsættes endvidere, at ejerens ønske om selv at ville realisere lokalplanen er seriøst og realistisk, herunder i tidsmæssig henseende.

Da ekspropriationsgrundlaget i medfør af § 47 er en lokalplan, er det også lokalplanen, som danner rammerne for til hvilke formål, der kan eksproprieres. Har lokalplanbestemmelser, som ekspropriation sker til virkeliggørelse af, ikke hjemmel i lokalplankataloget i planlovens § 15, stk. 2, er ekspropriation således ikke muligt. Ekspropriationshjemlen i planlovens § 47 er ganske bred, når der henses til rækkevidden af det, der kan reguleres i en lokalplan, jf. lokalplankataloget i planlovens § 15, stk. 2, samt formålsbestemmelsen i lovens § 1. Herved adskiller planlovens § 47 sig også fra andre kommunale ekspropriationshjemler, hvor ekspropriation typisk er begrænset til de særlige anlæg, som er reguleret af den pågældende lov, eksempelvis ekspropriation til vejformål efter vejlovens § 96, ekspropriation til spildevandsanlæg m.v. efter miljøbeskyttelseslovens § 58 og ekspropriation til kollektive varmeforsyningsanlæg m.v. efter varmeforsyningslovens § 16.

Bredden af anvendelsesområdet for planlovens § 47 ændrer imidlertid ikke på, at de almindelige ekspropriationsretlige betingelser skal være opfyldt. Dette illustreres også af klagenævns- og retspraksis, jf. nærmere nedenfor i afsnit 2.6.1.1.2-2.6.1.1.6.

Lokalplanen eller byplanvedtægten skal endvidere, som nævnt oven for, indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført. Der kan derfor ikke eksproprieres på grundlag af en rammelokalplan, det vil sige en lokalplan, som ikke indeholder "nærmere regler", jf. planlovens § 13, stk. 5. Hvis det projekt, som ønskes gennemført med ekspropriationen, ikke er reguleret i eller er i strid med eksempelvis en ældre lokalplan, vil der heller ikke være hjemmel til at ekspropriere. Det vil være nødvendigt at tilvejebringe en ny lokalplan, som regulerer projektet nærmere, og først herefter vil der kunne gennemføres ekspropriation på grundlag heraf.

En lokalplan tilsidesætter ikke krav om tilladelser m.v. efter anden lovgivning. Kravet om lovlighed indebærer derfor, at nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt i fornødent omfang på ekspropriationstidspunktet, eksempelvis en landzonetilladelse eller en dispensation fra naturbeskyttelseslovgivningen. Hermed sikres det, at der ikke gennemføres en ekspropriation til et formål, som efterfølgende ikke lader sig realisere som følge af manglende tilladelser i henhold til anden lovgivning.

Det er ifølge praksis ikke afgørende, om det er kommunen, der har afgørelseskompetencen i forhold til yderligere nødvendige tilladelser. Spørgsmål om, hvorvidt de fornødne tilladelser foreligger, er også genstand for klagenævnets prøvelse ved en klage over ekspropriationen.

2.6.1.1.2. Nærmere om kravet om, at ekspropriation skal ske til fordel for almenvellet (almene samfundsinteresser)

Det følger af grundlovens § 73, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Almenvellet er ikke nærmere defineret, men fortolkes i praksis således, at det formål, der eksproprieres til, skal tjene almene, saglige, samfundsinteresser. Det betyder også, at spørgsmålet om, hvornår der foreligger almene samfundsinteresser, indeholder et politisk element, og at opfattelsen heraf kan udvikle sig over tid.

Det følger som tidligere anført af planlovens § 15, stk. 2, at der er ganske vide rammer for, hvad der kan planlægges for i en lokalplan. Det er samtidig en betingelse, at der med lokalplanen og dennes bestemmelser kun må varetages saglige planlægningsmæssige hensyn. Dette spørgsmål kan prøves af klageinstansen, hvorimod kommunens vurdering af lokalplanens hensigtsmæssighed inden for disse rammer ikke kan prøves/påklages.

Kommunalbestyrelsens tilvejebringelse af en lokalplan ud fra saglige og planlægningsmæssige interesser og på grundlag af den forudgående borgerinddragelse, som følger af planlovens krav om offentlighed før lokalplanens endelige vedtagelse, vil som udgangspunkt være udtryk for varetagelse af almene samfundsinteresser. På denne baggrund er spørgsmål om varetagelsen af almene samfundsinteresser sjældent genstand for en dybere behandling i klagesager og retssager om prøvelse af ekspropriationens lovlighed.

At en lokalplan er udtryk for, hvad kommunalbestyrelsen anser som en hensigtsmæssig samfundsmæssig udvikling af området, kan imidlertid ikke i sig selv sidestilles med, at det også er nødvendigt at ekspropriere til lokalplanens virkeliggørelse. Om dette nødvendighedskrav er opfyldt, er således en juridisk vurdering, som prøves af de administrative klageinstanser og af domstolene.

I klagenævnets prøvelse af kommunens skønsmæssige afvejning af ekspropriationens nødvendighed og "rimelighed" i den konkrete situation kan tyngden af de bagvedliggende almene hensyn imidlertid indgå. Det ses i klagenævnsafgørelser eksempelvis formuleret således: "…. om den almene interesse, der er knyttet til det foreliggende projekt, er så tungtvejende, at ejerens interesse i fortsat at kunne råde over arealet bør vige herfor".

Domstolene kan tilsvarende fokusere på, om lovgrundlaget og nødvendighedsbetingelsen er opfyldt, og kan som led heri inddrage, hvor tungtvejende almene samfundsinteresser der er tale om. Det ses eksempelvis i MAD 2011.2303 B om Holbæk Kommunes ekspropriation af en tidsbegrænset lejekontrakt til virkeliggørelse af en lokalplan for centerformål på Holbæk Havn med henblik på salg af arealet til opførelse af en ny retsbygning.

Der var i 2002 tilvejebragt en lokalplan, som fastlagde rammerne for udviklingen af den tidligere erhvervshavn i Holbæk med henblik på en omfattende byomdannelse af området til boliger og lettere erhverv, og denne planlægning var efterfølgende gradvist realiseret blandt andet ved inddragelse af kommunalt ejede havnearealer, som hidtil havde været lejet ud til havnerelatererede virksomheder, herunder ved tidligere ekspropriationer (f.eks. MAD 2004.406 NKN). Det aktuelle havneareal var ikke inddraget i de første faser, men i forbindelse med domstolsreformen fremkom der i 2006 ønske fra staten om placering af en ny retsbygning på havneområdet, hvorefter arealet kom i spil til brug herfor. Der blev i 2009 udarbejdet en ny lokalplan for centerformål og boliger i forlængelse af den igangsatte byomdannelsesproces. Denne lokalplan omfattede det pågældende areal. Det havde ikke været muligt at opnå frivillig aftale med lejeren om en tidligere opsigelse af den uopsigelige lejekontrakt, som først udløb i 2015, hvorefter ekspropriation blev besluttet i december 2009. Ekspropriationen blev opretholdt af Naturklagenævnet (MAD 2010.1618 NKN), og denne afgørelse blev opretholdt af Retten i Holbæk (MAD 2011.2303 B). Det blev lagt til grund, at ekspropriationen skete på grundlag af en lovlig lokalplan og ud fra saglige hensyn. Byretten anførte i forlængelse heraf, at der "ikke [var] fundet grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn, om at den almene interesse i at kunne fortsætte videreudviklingen af havneområdet til et moderne byområde har en sådan vægt, at [lejerens] interesser i at kunne fortsætte sin virksomhed på det pågældende område må vige herfor".

Den citerede præmis udgør en del af rettens prøvelse af nødvendigheden, men heri inddrages også en stillingtagen til tyngden af den almene, byplanmæssige interesse bag ekspropriationen.

2.6.1.1.3. Nærmere om spørgsmålet om ekspropriation til fordel for private

Hjemlen til ekspropriation i planlovens § 47, stk. 1, er ikke begrænset til rent offentlige formål. Det er således ikke i sig selv afgørende, hvem der skal realisere ekspropriationsformålet, hvilket heller ikke kan udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation kun kan ske, når "almenvellet kræver det". Det er fast antaget i praksis, at ekspropriation til fordel for private ikke er udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser.

Modvægten hertil er, at der ifølge praksis gælder et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriationen skal ske til fordel for private. Dette er gennem årene fastlagt i en række afgørelser fra Naturklagenævnet og Natur- og Miljøklagenævnet, og for nylig i en afgørelse fra Planklagenævnet (MAD 2017.161 PKN), hvor det anføres: "Kommunalbestyrelsens hjemmel til at ekspropriere er ikke begrænset til offentlige formål, men omfatter også tilfælde, hvor ekspropriationen sker til fordel for private - under forudsætning af, at der er tale om almene planlægningsmæssige interesser i arealafståelsen. I tilfælde af ekspropriation til fordel for private er kravene således skærpet i forhold til ekspropriation til offentlige formål". Illustrerende herfor er en sag om ekspropriation til fordel for udvidelse af en konkret virksomhed i Haastrup på Fyn, som refereres nedenfor under omtalen af nødvendighedskravet og rimelighedsbetingelsen (MAD 2007.1628 NKN og MAD 2008.2057 B).

Et andet spørgsmål er i denne forbindelse, hvorledes begreberne offentligt og privat afgrænses i relation til ekspropriation. Dette er svært at besvare entydigt.

I sagen om virksomhedsudvidelsen på Fyn (MAD 2007.1628 NKN og MAD 2008.2057 B), mente klagenævnet, at ekspropriationen skete til fordel for en konkret privat virksomhed. Tilsvarende gjaldt i MAD 2004.406 NKN om ekspropriation af (en anden) tidsbegrænset lejekontrakt fra Holbæk Havn, da kommunen havde overdraget arealet til en privat investor, som skulle forestå byomdannelsen af området. Organisationsformen hos den, der eksproprieres til fordel for, er ikke afgørende i sig selv. Ekspropriation til fordel for en privat forening, som ønsker at etablere for eksempel en golfbane eller en flugtskydebane (jf. MAD 2010.917 V), anses i denne relation også at ske til fordel for en privat aktør med de deraf følgende skærpede krav til nødvendighed m.v., jf. ovenfor. Om privatejede golfbaner og nødvendighedskravet kan fra praksis nævnes KFE 1993.215 NKN/NKO. 1993.3, hvor Naturklagenævnet afviste ekspropriation af 20 ha til fordel for anlæg af en golfbane, idet nævnet fandt, at erhvervelsen af de 20 ha ikke var nødvendig for at anlægge en golfbane på internationalt niveau. I KFE 1996.132 NKN accepterede Naturklagenævnet ekspropriation af et areal på 1,7 ha til udvidelse af en golfbane, idet man fandt ekspropriationen nødvendig og planlægningsmæssig velbegrundet. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke påvirkede ekspropriationens lovlighed, at det eksproprierede areal blev overdraget til et privat selskab med henblik på selskabets virkeliggørelse af lokalplanen.

Der har i klagenævnspraksis ikke været tvivl om, at ekspropriation til forsyningsanlæg til vand-, varme- og spildevand m.v. har været anset som et offentligt formål - uagtet at ekspropriationen her i visse tilfælde sker til fordel for selskaber organiseret under privatretlige former. Udviklingen på forsyningsområdet betyder, at mange af sådanne anlæg i dag etableres af selskaber, som er etableret på privatretligt grundlag, særligt efter vedtagelsen af vandsektorloven, hvorefter kommunale vand- og spildevandsforsyninger med virkning fra 1. januar 2010 skulle udskilles i privatretlige aktie- eller anpartsselskaber. De fleste vand- og spildevandsforsyningsselskaber er fortsat fuldt ud ejet af den kommune, som de er udskilt fra, men udviklingen går i retning af fusioner på området således, at ejerkredsen bag de enkelte vandselskaber omfatter flere kommuner, hvorved den direkte tilknytning til de oprindelige ejerkommuner udvandes. I taksationspraksis anses ekspropriation til forsyningsanlæg, eksempelvis regnvandsbassiner og solenergianlæg, fortsat som ekspropriation til et offentligt formål, selv om anlægget ikke skal drives af en offentlig myndighed, men af et privatretligt selskab. Der må herved også henses til, at sådanne selskaber efter speciallovgivningen normalt skal drives under overholdelse af hvile i sig selv-princippet, det vil sige med krav om, at de ikke uden særlig hjemmel må give overskud eller underskud, og med krav om regnskabsmæssig adskillelse, dels mellem de forskellige forsyningsgrene og dels i forhold til "tilknyttede" aktiviteter. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en øget privatisering af området på længere sigt kan ændre herpå med en skærpelse af nødvendighedsvurderingen til følge.

Der er også andre eksempler på, at aktiviteter, som traditionelt anses som offentlige, drives på privat grundlag, eksempelvis fri- og efterskoler. Selv om organiseringsformen er privat, vil ekspropriation kunne ske med henblik på opnåelse af offentlige formål. Det vil i den forbindelse formentlig kunne indgå i vurderingen, om der er regler i speciallovgivningen, som forhindrer, at aktiviteten kan drives med profit for øje. Det fremgår heraf, at skolen i sit virke som selvejende uddannelsesinstitution skal være uafhængig, og at skolens midler alene må komme skolens skole- og undervisningsundervisningsvirksomhed til gode, jf. § 5, stk. 2, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., og § 6, stk. 1, nr. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler.

Som nævnt følger det af klagenævnspraksis, at ekspropriation til fordel for private er muligt i medfør af planlovens § 47, men at prøvelsen af nødvendigheden i givet fald intensiveres. Ved denne prøvelse kan formålet med den privatretlige aktivitet indgå. Der er således næppe tvivl om, at prøvelsen af nødvendigheden er større ved ekspropriation til fordel for en privat virksomheds udvidelse eller en jagtforenings etablering af en skydebane, end ved ekspropriation til fordel for et forsyningsselskabs etablering af et regnvandsbassin eller en efterskoles udvidelse, og at tyngden af de almene hensyn bag projektet også indgår i denne vurdering, jf. for eksempel MAD 2013.1236 NMK.

2.6.1.1.4. Nærmere om kravet om nødvendighed

Ud over lovlighedskravet skal det ekspropriationsretlige nødvendighedskrav tillige være opfyldt. Dette krav kan udledes af kravet i grundlovens § 73 om, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det, og er i planlovens § 47, stk. 1, udtrykt ved, at ekspropriation kun kan ske, når det vil være af "væsentlig betydning" for virkeliggørelse af lokalplanen. Heri ligger også, at ekspropriation skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, hvorefter ekspropriation ikke må anvendes, hvis en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkeligt, ligesom indgrebet må ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

Det følger heraf, at ekspropriationen skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel for realisering af ekspropriationsformålet, ligesom indgrebet og betydningen heraf for lodsejeren skal stå i et rimeligt forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen.

Ekspropriationen må således ikke omfatte et større areal end nødvendigt. Som følge heraf påhviler der kommunalbestyrelsen en pligt til at undersøge alternative løsninger og for ejeren mindre indgribende foranstaltninger. Hvis der er tvivl om, hvorvidt det samme formål kan opnås ved at lade ekspropriationen omfatte et mindre areal eller en alternativ og mindre indgribende løsning - eksempelvis et servitutpålæg - kan denne tvivl i sig selv føre til, at ekspropriationen ophæves.

Overholdelse af nødvendighedskravet stiller krav til kommunens forudgående undersøgelser og dokumentation, ligesom sådanne overvejelser i relevant omfang må indgå i begrundelsen for ekspropriationsbeslutningen. Ophæves en ekspropriation som følge af kommunens mangelfulde undersøgelse af behovet eller som følge af en mangelfuld begrundelse, er en ny ekspropriation ikke nødvendigvis udelukket, hvis de retlige mangler afhjælpes.

Som eksempel kan nævnes MAD 2013.2145 NMK, hvor Ringsted Kommunes ekspropriation til boldbane i en mindre landsby blev ophævet, blandt andet som følge af manglende befolkningsmæssigt grundlag, men efter nye oplysninger fra kommunen genoptog nævnet sagen og stadfæstede herefter ekspropriationen i MAD 2014.130 NMK. Tilsvarende kan der henvises til KFE 1995.172 om en ekspropriation til etablering af en støjvold, hvorved en påkrævet støjafskærmning af en nabovirksomhed kunne muliggøres. Naturklagenævnet ophævede ekspropriationen, da det efter det oplyste ikke kunne udelukkes, at støjproblemet kunne være løst på virksomhedens egen ejendom, og da der ikke var indhentet tilstrækkelige oplysninger om hverken effekt eller omkostninger ved sådanne alternativer uden ekspropriation. Afgørelsen kan læses som udtryk for manglende overholdelse af officialprincippet og ville set i det lys ikke være til hinder for gennemførelse af en ny ekspropriation, hvis tilstrækkelige undersøgelser viste, at der ikke forelå realistiske alternativer. Se også U 2010.2049 V, der er refereret nedenfor.

Spørgsmålet om nødvendigheden af ekspropriationens omfang er ikke det samme som nødvendigheden af placeringen af det anlæg eller den foranstaltning, der eksproprieres til. Selv om placeringen er fastlagt i den forudgående lokalplan, kan dette spørgsmål i nogle tilfælde være genstand for prøvelse af klagenævnet.

I MAD 2008.221 NKN ophævede et flertal i Naturklage?nævnet således Allerød Kommunes ekspropriation af en lokalplanlagt vejadgang til et nyt boligområde, da det ikke i tilstrækkeligt omfang var dokumenteret, at der ikke fandtes andre mindre indgribende muligheder for etablering af vejadgangen. At den lokalplanlagte vejadgang efter kommunens opfattelse i planmæssig henseende var den mest hensigtsmæssige, kunne ikke i sig selv begrunde ekspropriation. I MAD 2013.1169 NMK vedrørende ekspropriation af arealer til udendørs idrætsformål og pladskrævende arrangementer ved Dyrskuepladsen i Roskilde havde kommunen afvist lodsejerens forslag til fire alternative placeringsmuligheder. Natur- og Miljøklagenævnet forholdt sig til indsigelsen, men fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke var alternative placeringsmuligheder, hvilket blev tiltrådt af såvel byretten som landsretten, jf. Retten i Roskildes dom af 11. november 2016, der med henvisning til grundene i dommen er stadfæstet af Østre Landsret (Østre Landsrets dom af 22. november 2017, 8. afd. nr. B-2748-16). I andre tilfælde er placeringen dog givet af omstændighederne og vil ikke være et tema af reel betydning, jf. for eksempel NKM 32-00019 m.fl. af 12. marts 2014 vedrørende psykiatrisk afdeling til Vejle Sygehus, hvor det var afgørende, at den nye psykiatriske afdeling blev placeret i nærhed til det eksisterende sygehus og dettes somatiske afdelinger.

Hvis en frivillig aftale om salg eller afståelse af andre rettigheder kan indgås, er ekspropriation ikke nødvendig. Det skal derfor i dialog med ejeren afklares, inden ekspropriation iværksættes, om der kan indgås en sådan aftale. Der gælder ikke nogen pligt for kommunen til i denne dialog at strække sig langt for herved at opnå en frivillig aftale og dermed undgå ekspropriation, hverken i relation til indgrebets omfang (forudsat at omfanget er nødvendigt) eller erstatningens størrelse, jf. herved for eksempel den føromtalte dom vedrørende ekspropriation af arealer til udendørs idrætsformål og pladskrævende arrangementer ved Dyrskuepladsen i Roskilde.

Hjemlen til at ekspropriere skal angå virkeliggørelse af en lokalplan, men det er i relation hertil ikke afgørende, at det er kommunen, som skal forestå denne virkeliggørelse. Vil og kan ejeren, eller nogen, ejeren har indgået aftale med, selv forestå virkeliggørelsen, kan der ikke eksproprieres. Hvis lodsejeren således tilkendegiver selv at ville realisere lokalplanen - eksempelvis en boligudstykning - vil dette skulle undersøges nærmere, inden ekspropriation eventuelt iværksættes. Det forudsætter dog, at der er tale om et ekspropriationsformål, som det er muligt for ejeren selv at realisere. Ejeren vil for eksempel normalt ikke kunne forestå realiseringen af en lokalplan til offentlige formål. Se for eksempel U 2012.1576 V om Aarhus Kommunes ekspropriation af større arealer til brug for udvidelse af Skejby Sygehus (kommuneplanekspropriation), hvor Naturklagenævnet afviste et synspunkt fra ejeren om selvrealisering af sygehusrelatereret funktioner. Nævnet henviste, til, at der var tale om mindre service- og parkeringsfaciliteter, der skulle etableres som en integreret del af hospitalsprojektet, og som i øvrigt var tænkt placeret uden for den pågældende lodsejers areal. Det blev tiltrådt af landsretten med bemærkning om, at det var uangribeligt, at regionen havde besluttet, at projektet skulle gennemføres uden privat medvirken.

2.6.1.1.5. Nærmere om kravet om tidsmæssig aktualitet

Det er endvidere en betingelse, at ekspropriationen skal være tidsmæssig aktuel (aktualitetskravet). Der skal være et aktuelt behov for realisering af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer for. Også i relation hertil må kommunalbestyrelsen kunne redegøre for, hvilke vurderinger der ligger til grund for beslutningen. I klage?nævnspraksis tillægges det i denne forbindelse afgørende betydning, om kommunalbestyrelsen i budgettet har afsat midler til gennemførelsen af projektet. Hvis ikke der foreligger konkrete planer og behov for projektets realisering, og hvis ikke der er afsat midler hertil, vil ekspropriationen som udgangspunkt blive ophævet. Hvis ekspropriationen sker til fordel for andre end kommunen, må kommunen ligeledes sikre, at det er realistisk, at ekspropriationsformålet kan og vil blive realiseret.

Dette illustreres af Vestre Landsrets dom i U 2010.2049 V og tillige af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2012.1788 NMK.

I U 2010.2049 V ophævede Vestre Landsret - i modsætning til Naturklagenævnet og byretten - en ekspropriation, der var foretaget med henblik på etablering af en flugtskydebane til brug for en jagtforening. Naturklagenævnet havde i sin afgørelse lagt til grund, at anvendelsen ønskedes realiseret hurtigst muligt, samt at kommunen havde fremsat et forligstilbud om erstatning for det eksproprierede areal til lodsejeren. Landsretten anførte, at der ikke hermed var sket nogen afklaring af, hvilke øvrige udgifter etableringen af anlægget ville medføre, eller hvorledes sådanne udgifter kunne finansieres. Det fandtes herefter ikke bevist, at der var truffet de nødvendige økonomiske dispositioner med henblik på at virkeliggøre projektet, og ekspropriation blev ophævet. Landsretten henviste i øvrigt ligeledes til, at kommunens oplysninger om det konkrete behov for etablering af en flugtskydebane i området - hvilke oplysninger lå til grund for nævnets afgørelse - var af ældre dato fra før lokalplanens vedtagelse.

I MAD 2012.1788 NMK førte manglende dokumentation for et konkret behov også til ophævelse af Favrskov Kommunes ekspropriation af et areal på 5.400 m2 til virkeliggørelse af en lokalplan for et bycenter i en mindre by. Ekspropriationen var igangsat på foranledning af en ejer af en eksisterende butiksejendom i området, som ønskede en udvidelse af centret. Efter forgæves forhandlinger med ejeren af arealet eksproprierede kommunen. Det fremgik, at kommunen flere gange over for butiksejeren havde anmodet om en uddybning og konkretisering af behovet for udvidelsen af centret, og at disse forespørgsler var besvaret forholdsvis overordnet. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede ekspropriationen med henvisning til, "at de oplyste planer for anvendelsen af det eksproprierede areal har en sådan generel og upræcis karakter, at der ikke hermed foreligger et tilstrækkeligt konkret behov for opførelse af nyt byggeri, udvidelse af eksisterende virksomhed el.lign., at denne interesse har en sådan væsentlig karakter, at ejerens interesse i forsat at kunne anvende og have rådighed over det aktuelle areal bør vige herfor". Selv om kommunen havde oplyst, at arealet efterfølgende ville blive udbudt på sædvanlige kommunale salgsvilkår, må afgørelsen også ses som et eksempel på den ovenfor omtalte skærpede nødvendighedsvurdering ved ekspropriation til fordel for private aktører.

2.6.1.1.6. Nærmere om kravet om rimelighed/forholdsmæssighed

Selv om ekspropriationen kan anses for nødvendig og tidsmæssig aktuel, følger det af praksis, at ekspropriation alligevel kan blive tilsidesat, hvis ekspropriationen ikke står i et rimeligt forhold til den almene samfundsinteresse, som forfølges med formålet (kravet om rimelighed/forholdsmæssighed). Spørgsmålet er også omtalt ovenfor i afsnit 2.6.1.1.2 og 2.6.1.1.3 om almenvellet og ekspropriation til fordel for private og angår nærmere afvejningen mellem de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen, herunder tyngden af disse, i forhold til indgrebets betydning for ejeren. Kravet om rimelighed og forholdsmæssighed må således vurderes konkret med hensyn til indgrebets karakter og betydning for de involverede.

Som eksempel herpå kan henvises til den ovenfor nævnte sag i MAD 2007.1628 NKN, hvor en ekspropriation af et landbrugsareal til fordel for en privat virksomheds udvidelsesmuligheder blev ophævet. Sagen angik en lokalplan fra 1996, der havde til formål at sikre udvidelsesmuligheder for to virksomheder i den mindre by Håstrup på Fyn. I 2006 gennemførte kommunen ekspropriation af ca. 1,1 ha landbrugsjord på grundlag af lokalplanen. Ekspropriationen skete til fordel for en tilstødende privat virksomhed, som igennem flere år havde forsøgt at udvide sine aktiviteter, hvilket ikke havde været muligt, da lodsejeren fortsat ønskede at anvende arealet landbrugsmæssigt og derfor ikke ønskede at sælge. Nævnet lagde til grund, at ekspropriationen var lovlig og tidsmæssig aktuel, samt at ekspropriationen var af væsentlig betydning for lokalplanens virkeliggørelse. Nødvendighedskravet var derfor retligt set opfyldt. Naturklagenævnet tilføjede imidlertid herefter: "Udover at efterprøve det retlige grundlag for ekspropriationen kan Naturklagenævnet ifølge planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, også prøve det kommunale skøn, dvs. om ekspropriationen er rimelig i den konkrete situation. Selv om kommunalbestyrelsen har vedtaget en lokalplan med det formål at sikre virksomhederne udvidelsesmuligheder, er det ikke dermed givet, at disse muligheder skal realiseres ved et tvangsmæssigt indgreb". Et flertal i nævnet fandt herefter ikke, at virksomhedens interesser i at udvide det pågældende sted var så væsentlige, at lodsejerens interesser i fortsat at kunne anvende arealet til landbrugsproduktion burde vige herfor. Afgørelsen blev stadfæstet af byretten, jf. MAD 2008.2057 B.

Selvom ekspropriationsformålet i ovenstående sag var lovligt og nødvendighedsbetingelsen opfyldt, blev ekspropriationen således ophævet ud fra en afvejning af hensynene til den private virksomheds interesser i udvidelse i forhold til ejerens interesser i at fortsætte den eksisterende drift. Det er ikke sikkert, at denne afvejning var faldet ud på samme måde, hvis ekspropriationen var sket til virkeliggørelse af et rent offentligt formål, eksempelvis udvidelse af en skole eller etablering af arealer til boldbaner.

Selv om planlovens ekspropriationshjemmel efter ordlyden er ganske vidtgående, viser hidtidig nævnspraksis og retspraksis således, at der foretages en indgående prøvelse af såvel ekspropriationens nødvendighed som rimelighed.

2.6.1.1.7. Kommunernes anvendelse af planlovens § 47, stk. 1

Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der medio 2017 udsendt en spørgeskemaundersøgelse til samtlige kommuner om kommunernes anvendelse af ekspropriationshjemlen i planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010-2017. 87 af landets 98 kommuner har besvaret undersøgelsen, der er sammenfattet i afsnit 5.1 og 5.2 i Ekspropriationsudvalgets betænkning (betænkning nr. 1569, juni 2018).

Af de 87 kommuner, der har besvaret undersøgelsen, har 26 kommuner eksproprieret i medfør af planlovens § 47, stk. 1, i den nævnte periode. De 26 kommuner har samlet oplyst, at de i perioden 2010-2017 har foretaget 146 ekspropriationer med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1.

Af disse 146 ekspropriationer har kommunerne oplyst, at der i 79 af tilfældene (55 %) har været eksproprieret med det formål at opføre hospitaler og sygehuse, mens der i 33 af tilfældene (23 %) er eksproprieret til fordel for boliger og byggeri og i ti tilfælde (7 %) for at kunne gennemføre byfornyelse. Ud af de resterende 24 ekspropriationer i medfør af planlovens § 47, stk. 1, i perioden er der eksproprieret til fordel for forskellige formål så som et plejecenter, et museum, idrætsanlæg, energiforsyning og et erhvervsområde. I 1 ??% procent af tilfældene angives formålet at være en virksomhed.

Kommunerne har endvidere oplyst, at i alt 95 % af tilfældene vedrører ekspropriation til fordel for en offentlig myndighed eller almennyttig selvejende institution, P mens der i 1 % af tilfældene har været eksproprieret til fordel for en forsyningsvirksomhed. Ekspropriation til fordel for private aktører udgør i alt seks tilfælde og dermed de resterende 4 % af samtlige besvarelser. De seks sager, hvor der er eksproprieret til fordel for en privat aktør, omfatter ekspropriationer til fordel for en boligforening og en skole i et offentligt-privat partnerskab, hvor formålene var henholdsvis alment boligbyggeri og en udvidelse af skolen. De resterende fire sager omhandler ekspropriationer til fordel for virksomheder, hvor formålene i to tilfælde var boligbyggeri, i en tredje etablering af en vejadgang og den fjerde en sag om udvidelse af en eksisterende virksomhed.

2.6.1.2. Udvalgets overvejelser og anbefalinger

Udvalget har i sin betænkning (betænkning nr. 1569, juni 2018) overvejet, hvilken betydning lovhjemlen for kommunal ekspropriation i planloven, dvs. planlovens § 47, har for borgernes retssikkerhed. Udvalget har i den forbindelse haft fokus på, om borgerne kan stilles bedre og opnå en øget retssikkerhed ved en ændring af planlovens § 47.

Med afsæt i udvalgets kommissorium har udvalget særligt undersøgt, om kommunernes adgang til at foretage ekspropriation efter planloven bør begrænses. Udvalget har herunder undersøgt, om kommunernes adgang til at ekspropriere kan målrettes nærmere bestemte formål, og om kommunerne kan gøre yderligere for at informere eller inddrage berørte borgere med at håndhæve deres rettigheder, særligt de borgere, hvis ejendom, kommunen ønsker at ekspropriere.

Udvalget har taget udgangspunkt i, at beskyttelsen af den private ejendomsret i grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark. Ekspropriation af privat ejendom eller private rettigheder over fast ejendom er meget indgribende for den borger, som får sin ejendom eksproprieret. Det gælder uanset, om ekspropriation sker til fordel for en offentlig eller en privat aktør. Det kan dog opleves særligt indgribende for den enkelte borger, hvis der eksproprieres til fordel for en privat aktør. Indførelse af begrænsninger i kommunernes adgang til at ekspropriere til private aktører kan derfor potentielt medvirke til, at borgerne oplever, at retssikkerheden styrkes.

Udvalget konstaterer samtidig, at det følger af grundlovens § 73, at ekspropriation kun kan gennemføres, hvis det er nødvendigt af hensyn til almenvellet (almene samfundsinteresser), samt at artikel 1 i den 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention endvidere sætter grænser for ekspropriationens formål, der skal være i overensstemmelse med almenhedens interesser, jf. omtalen heraf i afsnittet om gældende ret i 2.6.1.1.2. ovenfor.

Udvalget konstaterer, at det således allerede i gældende ret er ulovligt at ekspropriere til rent private formål - dvs. formål, der ikke tjener almenvellet (almene samfundsinteresser). Det fremgår af retspraksis, at ekspropriation kan ske såvel til fordel for offentlige som private aktører, men at der eksisterer et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriationen sker til fordel for private aktører.

Udvalget har samtidig fundet det vigtigt at understrege, at det i praksis er yderst vanskeligt - og ofte umuligt - at foretage en klar sondring mellem offentlige og private formål. Det skal herved bemærkes, at ekspropriation til fordel for private virksomheder ikke er ensbetydende med, at ekspropriationen udelukkende sker til et privat formål. Formålet med ekspropriationen vil fortsat være hensyn til almene samfundsinteresser (almenvellet), selvom ekspropriationen sker til fordel for en privat aktør.

Udvalget vurderer, at kommunernes hjemmel til efter planlovens § 47 at ekspropriere til virkeliggørelse af en lokalplan ikke udgør et retssikkerhedsmæssigt problem. Udvalgets vurdering heraf bygger navnlig på, at det i klage?nævns- og retspraksis er slået fast, at der eksisterer et skærpet nødvendighedskrav til ekspropriation til fordel for private aktører, og at kommunerne kun i begrænset omfang eksproprierer til fordel for private aktører til realisering af lokalplaner.

Udvalget vurderer samtidig, at der er behov for at tydeliggøre gældende ret for at undgå misforståelser om, i hvilket omfang kommunerne har adgang til at ekspropriere. Den mest hensigtsmæssige løsning vil være, at det indskrives (kodificeres) i planlovens § 47, at der kun må eksproprieres til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet).

Som der er redegjort for i afsnittet om gældende ret ovenfor, følger det af grundlovens § 73, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Almenvellet er ikke nærmere defineret, men fortolkes i praksis således, at det formål, der eksproprieres til, skal tjene almene samfundsinteresser.

Udvalget mener på den baggrund, at en tilføjelse i planlovens § 47 af betingelsen om, at ekspropriation skal ske til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet), vil udgøre en hensigtsmæssig pædagogisk kodificering af gældende ret.

Udvalget vurderer således, at der - i stedet for at begrænse ekspropriationsadgangen for at beskytte borgeren bedre - er behov for at skabe klarhed over og åbenhed omkring, hvad planlovens ekspropriationshjemmel indebærer for at undgå misforståelser om, i hvilket omfang kommunerne har adgang til at ekspropriere til fordel for private aktører.

Udvalget vurderer derfor, at en kodificering af gældende ret i planlovens § 47 af, at ekspropriation kun må foretages til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet), sammen med en skriftlig vejledning til kommunerne bl.a. om betingelserne for at kunne ekspropriere efter planloven, i højere grad vil kunne stille borgerne bedre og forebygge misforståelser om ekspropriationsadgangen.

Det vil ifølge udvalgets opfattelse gøre det mere tydeligt for den borger, hvis ejendom kan eksproprieres i medfør af en lokalplan, at kommunerne kun kan gennemføre ekspropriationer, når det er nødvendigt til realisering af en almen samfundsinteresse (almenvellet), således at det forhold, at der foreligger en gyldigt vedtaget lokalplan, ikke i sig selv er ensbetydende med, at ekspropriation kan ske. For øvrige borgere og virksomheder bliver retstilstanden på samme måde mere tydelig.

Udvalget bemærker, at for kommunerne indebærer en sådan kodificering af planlovens § 47 ikke en begrænsning, da der fortsat kan eksproprieres i de tilfælde, hvor der efter de gældende regler lovligt kan eksproprieres, men det tydeliggøres i selve ordlyden af planlovens § 47, at kommunerne forud for opstart af en ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan skal forholde sig til, hvorvidt der foreligger den fornødne almene samfundsinteresse til at gennemføre ekspropriationen.

Som følge af den forholdsvis brede ekspropriationshjemmel i planlovens § 47, hvorefter ekspropriation efter ordlyden af bestemmelsen kan ske, hvis det er nødvendigt for virkeliggørelse af en lokalplan, kan der endvidere efter udvalgets vurdering være behov for en informativ kodificering af, at ekspropriation altid skal ske under iagttagelse af grundlovens § 73, hvorefter ekspropriation alene kan ske, når almenvellet kræver det.

Udvalget vurderer på den baggrund, at en lovændring, hvorved det indskrives i planlovens § 47, at ekspropriation kun må gennemføres til fordel for almene samfundsinteresser, kan tjene til at tydeliggøre retstilstanden ved ekspropriation efter planloven.

Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ændring af planlovens § 47 i givet fald bør udformes, så den ikke indskrænker kommunernes gældende adgang til at ekspropriere til virkeliggørelse af en lokalplan.

2.6.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Erhvervsministeriet er enig i, at udvalgets overvejelser og forslag om at indskrive (kodificere) i planlovens § 47, stk. 1, at ekspropriation kun må gennemføres til fordel for almene samfundsinteresser, kan tjene til at tydeliggøre retstilstanden ved ekspropriation efter planloven. Efter ministeriets vurdering vil en kodificering heraf i planlovens § 47 kunne medvirke til at gøre det nemmere at gennemskue for borgerne, hvad der gælder med hensyn til kommunens adgang til at ekspropriere i medfør af en lokalplan. Forslaget vil således kunne medvirke til at øge retssikkerheden for borgerne.

Lovændringen indebærer, at det indskrives i planlovens § 47, at ekspropriation kun må gennemføres til fordel for almene samfundsinteresser med det formål at tydeliggøre retstilstanden ved ekspropriation efter planloven. Ændringen indskrænker ikke kommunernes gældende adgang til at ekspropriere til virkeliggørelse af en lokalplan.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 39.

2.6.2. Frist for lokalplaners anvendelse som grundlag for ekspropriation

2.6.2.1. Gældende ret

Ekspropriationshjemlen i planlovens § 47 indeholder ikke krav om, at ekspropriation skal ske inden for en nærmere bestemt tidsfrist bedømt i forhold til det tidspunkt, hvor den pågældende lokalplan eller byplanvedtægts retsvirkninger indtrådte. Muligheden for at ekspropriere på grundlag af en offentliggjort lokalplan eller byplanvedtægt bortfalder således ikke over tid. Det understreges af, at planlovens § 47 i princippet giver kommunerne mulighed for at ekspropriere på baggrund af opretholdte byplanvedtægter, som i givet fald må være tilvejebragt forud for kommuneplanlovens ikrafttræden i 1977, og der ses eksempler fra klage?nævns?praksis på, at gamle lokalplaner har kunnet danne grundlag for ekspropriation, jf. for eksempel en afgørelse fra 2007, hvor en ekspropriation fra juni 2006 på grundlag af en lokalplan fra 1987 blev opretholdt (MAD 2007.321).

Når lokalplanen er offentligt bekendtgjort, og retsvirkningerne er indtrådt efter planlovens § 18, gælder der ikke tidsmæssige begrænsninger for, hvornår lokalplanen kan anvendes som ekspropriationsgrundlag. Hvis ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, jf. herom nærmere under afsnit 2.6.1., kan ekspropriation således ske såvel umiddelbart efter offentliggørelsen af lokalplanen som mange år efter. Også i sådanne sager, hvor der eksproprieres på baggrund af ældre lokalplaner, vil det afgørende forhold derfor være, om ekspropriationsformålet ligger inden for rammerne af planen. Herudover er det ligeledes et krav, at betingelserne om nødvendighed, aktualitet og rimelighed/forholdsmæssighed, er opfyldt på ekspropriationstidspunktet.

Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der medio 2017 udsendt en spørgeskemaundersøgelse til samtlige kommuner om kommunernes anvendelse af ekspropriationshjemlen i planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010-2017. 87 af landets 98 kommuner har besvaret undersøgelsen, der er sammenfattet i afsnit 5.1 og 5.2 i Ekspropriationsudvalgets betænkning (betænkning nr. 1569, juni 2018).

Af de 146 indberettede sager omfatter undersøgelsen af kommunernes praksis i 71 tilfælde oplysninger om længden af perioden, fra kommunen har vedtaget og offentliggjort lokalplanen, indtil kommunen har truffet afgørelse om ekspropriation. Det fremgår heraf, at 74 % af ekspropriationsbeslutningerne træffes inden for 12 måneder, og at der efter 24 måneder er truffet en afgørelse om ekspropriation i 83 % af sagerne. I 7 % af sagerne er der truffet ekspropriationsbeslutning mellem to og fem år efter offentliggørelsen af lokalplanen, mens der i 10 % af sagerne svarende til syv sager er gået mere end fem år, fra lokalplanen var vedtaget og offentliggjort, indtil kommunens afgørelse om ekspropriation blev truffet.

2.6.2.2. Udvalgets overvejelser og anbefalinger

Ekspropriationsudvalget anfører i sin betænkning (betænkning nr. 1569, juni 2018), at der findes eksempler på, at de kommunale planlægnings- og ekspropriationsforløb kan strække sig over mange år, hvilket medfører, at ejeren af en ejendom, der eventuelt kan/skal eksproprieres til realisering af en lokalplan, tilsvarende må vente mange år for endelig afklaring af, om vedkommendes ejendom skal eksproprieres. Det kan give anledning til retssikkerhedsmæssige bekymringer.

Udvalget konstaterer, at den del af tidsforløbet, der vedrører perioden fra lokalplanforslag til vedtagelse og offentliggørelse, i nogle tilfælde kan være langt, men at det ikke vurderes at udgøre et problem i forhold til borgernes retssikkerhed. Derimod kan det være en nødvendighed for at sikre, at alle relevante planforhold er undersøgt tilstrækkeligt, før lokalplanen vedtages.

Udvalget gør endvidere opmærksom på, at når en lokalplan er vedtaget og offentliggjort, har den ingen "udløbsdato", hvorfor der kan gå lang tid fra det tidspunkt, hvor en lokalplan vedtages og offentliggøres, til tidspunktet, hvor kommunalbestyrelsen beslutter at udnytte hjemmelen i planloven til at virkeliggøre lokalplanen ved at ekspropriere en ejendom. Det kan få konsekvenser for ejeren af ejendom, der er omfattet af en lokalplan, som i nogle tilfælde kan føle sig stavnsbundet til ejendommen grundet usikkerheden om dens fremtidige eksistens. Reelt kan ejendommen allerede miste (en del af sin) værdi fra lokalplanens vedtagelse og offentliggørelse.

Udvalget konstaterer på baggrund af undersøgelsen af kommunernes praksis, som er refereret ovenfor i afsnit 2.6.1.1.7., at det tidsmæssige forløb fra en lokalplans offentliggørelse til ekspropriation ikke har udgjort et praktisk problem i størsteparten af kommunernes ekspropriationer i medfør af planloven i perioden 2010-2017. Udvalget konstaterer samtidig, at den tidsmæssige uforudsigelighed og en eventuel langvarig ekspropriationsproces kan indebære en svækkelse af den eksproprieredes retssikkerhed.

Udvalget har på den baggrund overvejet mulige tiltag til at reducere denne usikkerhedsperiode for borgere, der eventuelt eksproprieres. Her finder udvalget, at det dog også skal holdes for øje, at relativt få lokalplaner i praksis danner grundlag for ekspropriation. Udvalget vurderer derfor, at eventuelle tiltag så vidt muligt bør målrettes situationer, hvor det i praksis er sandsynligt, at en konkret lokalplan vil føre til ekspropriation.

Et flertal i udvalget vurderer, at den mest hensigtsmæssige løsning vil være, at der indføres en tidsbegrænsning for, hvor længe en lokalplan kan benyttes som grundlag for ekspropriation efter planloven. Fristen vil for eksempel være relevant, hvor en lokalplan ændrer anvendelsen af et område.

Et flertal i udvalget vurderer således, at begrænsning af den tid, hvor borgeren må tåle usikkerhed om sin retsstilling, er et vigtigt parameter for opnåelse af retssikkerhed, og at borgerens retssikkerhed derfor vil kunne styrkes af fastsættelse af en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå, fra kommunalbestyrelsen har offentliggjort lokalplanen, indtil kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation.

Tidsfristen vil betyde, at ejere af ejendom, som omfattes af en lokalplan, efter udløbet af fristen er sikre på, at de ikke kan mødes med et ekspropriativt indgreb på grund af lokalplanen. Det undgås herved, at borgere i forhold til ældre lokalplaner oplever usikkerhed med hensyn til, om sådanne lokalplaner på et tidspunkt vil kunne anvendes som ekspropriationsgrundlag. Herved sikres det ifølge udvalgets vurdering, at ekspropriation efter planloven ikke sker på grundlag af ældre og måske ikke helt tidssvarende lokalplaner, men at en eventuel ekspropriationsproces sker inden for rimelig tid i forhold til den offentlighedsproces, der er gennemført i forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen.

Indførelse af en tidsfrist for ekspropriation vil indebære, at kommunen for at kunne ekspropriere efter denne tidsfrists udløb vil skulle vedtage og offentliggøre en ny lokalplan for områdets anvendelse. Udvalget peger i den forbindelse på i sine overvejelser, at kommunens udarbejdelse af en ny lokalplan efter udløbet af tidsfristen vil medføre, at ekspropriationsprocessen dermed bliver mere omstændelig og forlænges.

Udvalget bemærker samtidig, at retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kunne pege i retning af, at der af hensyn til borgere bør være tidsfrister knyttet til kommunens anvendelse af en konkret mulighed for at ekspropriere borgeres ejendom. Det kan ifølge udvalgets opfattelse tale for indførelse af en tidsfrist for lokalplaner som grundlag for ekspropriation.

Udvalget finder det vigtigt at understrege, at udvalgets forslag til indførelse af en frist for anvendelse af lokalplaner som ekspropriationsgrundlag ikke vil vedrøre gyldigheden af lokalplanen i øvrigt. Bortset fra, at lokalplanen ikke vil kunne anvendes som ekspropriationsgrundlag, vil denne således også efter udløb af fristen udgøre det bindende administrationsgrundlag for områdets anvendelse m.v. såvel for kommunen som for ejere og brugere inden for lokalplanområdet. Udvalget finder det desuden vigtigt at understrege, at kommunen gennem tilvejebringelsen af en ny lokalplan for området efter fristens udløb vil have mulighed for at ekspropriere den samme ejendom, hvis ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er til stede, jf. ovenfor. Med en ny lokalplanproces sikres det, at de berørte ejere af ejendom og offentligheden får adgang til at fremkomme med bemærkninger og indsigelser i forhold til de aktuelle forhold.

Et flertal i udvalget anbefaler på den baggrund, at der indføres en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå, fra kommunalbestyrelsen har vedtaget og offentliggjort lokalplanen, indtil kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation.

2.6.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Erhvervsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag, som efter ministeriets vurdering vil kunne medvirke til at nedbringe den tid, hvor borgere må tåle usikkerhed om deres retsstilling i forhold til kommunens mulighed for at ekspropriere i medfør af en lokalplan. Herved vil borgernes retssikkerhed blive styrket.

Ministeriet bemærker, at en tidsfrist for anvendelse af lokalplaner som ekspropriationsgrundlag vil kunne føre til forsinkelser af større og dermed mere langvarige byggeprojekter i kommunalt og privat regi, som kræver lokalplanlægning, da det kan blive nødvendigt at afvente vedtagelsen af en ny lokalplan, hvis virkeliggørelsen af lokalplanen kræver ekspropriation. Ministeriet bemærker i tilslutning til udvalgets overvejelser herom, at det på baggrund af undersøgelser af kommunernes praksis kan konstateres, at det drejer sig om et meget begrænset antal ekspropriationssager efter planloven, der strækker sig over en lang periode, fra det tidspunkt, hvor lokalplanen er offentliggjort, og indtil kommunen træffer beslutning om ekspropriation. Der er således ifølge de foreliggende undersøgelser af kommunernes praksis tale om gennemsnitligt ca. en ekspropriation pr. år på landsplan, hvor kommunen først træffer afgørelse om ekspropriation mere end fem år efter lokalplanens offentliggørelse, og der er endvidere ikke dokumentation for, at der i de sager, som ifølge de foreliggende undersøgelser kunne være blevet blokeret eller udsat af en tidsfrist for lokalplaner som grundlag for ekspropriation, i særlig grad vedrører større byggeprojekter.

Ministeriet finder på baggrund heraf, at hensynet til at begrænse den periode, hvor borgere må opleve at skulle leve i uvished om den fremtidige anvendelse af deres ejendom, må vurderes at opveje den begrænsede ulempe for kommunerne ved indførelse af en tidsfrist for lokalplaner som grundlag for ekspropriation.

På den baggrund foreslås det, at der indføres en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå, fra kommunalbestyrelsen har vedtaget og offentliggjort lokalplanen, indtil kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 40.

2.6.3. Indførelse af redegørelseskrav om ekspropriation i lokalplaner

2.6.3.1. Gældende ret

En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for bl.a., hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området samt for behovet for eventuelle tilladelser efter anden lovgivning fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen. Redegørelsen, som i modsætning til selve lokalplanen ikke er bindende for ejere og brugere af de ejendomme, som lokalplanen omfatter, har som formål at oplyse om baggrunden og forudsætningerne for lokalplanen bl.a. af hensyn til offentlighedens inddragelse og skal således ledsage lokalplanforslaget, når det offentliggøres, jf. planlovens § 24.

Der stilles i den nugældende planlov ikke krav om, at der i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan oplyses om, at lokalplanen vil kunne tjene som grundlag for ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1.

2.6.3.2. Udvalgets overvejelser og anbefalinger

Udvalget giver i sin betænkning udtryk for, at borgerne bør inddrages og informeres om en mulig ekspropriation af deres ejendom så tidligt som muligt. Det vil sige, at kommunerne bør inddrage de berørte borgere, når kommunen har aktuelle overvejelser om at ekspropriere borgernes ejendom. Udvalget vurderer endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt, at kommunen allerede i lokalplanen redegør for, at det eventuelt kan blive nødvendigt at gennemføre ekspropriation af borgeres ejendom for at realisere lokalplanen.

Udvalget bemærker, at det dog skal ses i lyset af, at kommunen ved lokalplanens udarbejdelse sjældent vil vide, om det vil blive aktuelt at ekspropriere ejendom for at virkeliggøre lokalplanen, og at det kun er relativt få af samtlige offentliggjorte lokalplaner, som efterfølgende anvendes af kommunen som ekspropriationsgrundlag.

Udvalget vurderer derfor, at der kun bør stilles krav om, at der i lokalplanen redegøres generelt for, at lokalplanen eventuelt kan danne grundlag for ekspropriation. Der kan ifølge udvalgets opfattelse for eksempel stilles krav om, at lokalplanens redegørelse skal indeholde en formulering om, at kommunen under opfyldelse af en række betingelser kan ekspropriere til virkeliggørelse af lokalplanen suppleret af en kort redegørelse for ekspropriationsbetingelserne og processen herfor.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i planlovens § 16 om de indholdsmæssige krav til lokalplanredegørelser indføjes en pligt for kommunen til generelt at oplyse om, at den endelige lokalplan vil kunne danne grundlag for ekspropriation til virkeliggørelse af planen, hvis betingelserne for ekspropriation er opfyldt.

2.6.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Erhvervsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag, som efter ministeriets vurdering vil kunne medvirke til at gøre det nemmere på et tidligere tidspunkt i lokalplanprocessen at gennemskue for borgerne, hvad der gælder med hensyn til kommunens adgang til at ekspropriere i medfør af en konkret lokalplan, hvis betingelserne for ekspropriation i øvrigt er opfyldt, jf. herved beskrivelsen af gældende ret i afsnit 2.6.1.1. Ligeledes vil det kunne medvirke til, at kommunerne på dette tidlige tidspunkt i planlægningen foretager den første indledende vurdering af, om ekspropriation vil kunne blive et nødvendigt indgreb til realisering af en given lokalplan. Ved udelukkende at forpligte kommunen til at tage stilling til og oplyse generelt om, at en given lokalplan vil kunne danne grundlag for ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplanen, vurderes forslaget samtidig at være fornuftigt afbalanceret i forhold til den viden, kommunen typisk har på dette tidlige stadie i lokalplanlægningen.

På den baggrund foreslås det, at der i planlovens § 16 om de indholdsmæssige krav til lokalplanredegørelser indføjes en pligt for kommunen til generelt at oplyse om, at den endelige lokalplan vil kunne danne grundlag for ekspropriation til virkeliggørelse af planen, hvis betingelserne for ekspropriation er opfyldt.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 22.

2.7. Havplanlægning for transportinfrastruktur

2.7.1. Gældende ret

Lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fysisk planlægning implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning. Formålet med loven er at indføre havplanlægning i Danmark for bestemte sektorer og interesser for at fremme økonomisk vækst og udvikling af såvel havarealer som udnyttelse af havressourcerne på et bæredygtigt grundlag. Erhvervsministeren udsteder Danmarks første havplan senest den 31. marts 2021.

Havplanlægning skal bidrage til en bæredygtig udvikling af energisektoren til søs (f.eks. olie, gas og vind), af søtransport, af fiskeri og akvakultur og indvinding af råstoffer på havet (f.eks. indvinding af grus) samt bidrage til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne, jf. § 5, stk. 2.

Havplanlægning kan endvidere tage sigte på at bidrage til at fremme bæredygtig turisme, rekreative aktiviteter og friluftsliv m.v., jf. § 5, stk. 3.

Ved gennemførelsen af havplanlægningen skal der tages hensyn til økonomiske, sociale og miljømæssige forhold samt sikkerhedsaspekter for at støtte en bæredygtig udvikling og vækst i den maritime sektor under anvendelse af en økosystembaseret tilgang og for at fremme sameksistensen af forskellige relevante aktiviteter og anvendelser, jf. § 5, stk. 1.

Havplanlægningen skal endvidere tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte havregioner, relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser og deres indvirkning på miljøet og naturressourcer samt samspillet mellem land og hav, jf. § 6.

Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styringsinstrument især indeholde dels konkrete, behovsorienterede arealudlæg, dels generelle retningslinjer om, hvilke hensyn, der kan og skal tages i forbindelse med planlægningen, herunder af hensyn til andre sektorer og interesser og samspillet mellem hav og land, jf. forarbejderne til lov om maritim fysisk planlægning, Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som fremsat, side 5 og 23. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at der, for de sektorer og interesser, der er nævnt i § 5, kan foretages arealudlæg, der afklarer og afvejer de modstridende interesser i området på et tidligt tidspunkt, og som i kraft heraf kan øge investeringssikkerhed for sektorerne. De arealudlæg, der foretages i planlægningen, vil fremadrettet skulle indgå i grundlaget for den kommunale planlægning og de statslige myndigheders sektorplaner og enkeltafgørelser, herunder afgørelser om tilladelser til aktiviteter og anlæg på havet.

Direktivet om maritim fysisk planlægning stiller ikke udtrykkeligt krav om, at der fastsættes retningslinjer for de øvrige sektorer og interesser, som ikke er omfattet af planlægningen i § 5. Det fremgår af forarbejderne til loven, at der i forbindelse med havplanlægningen vil blive taget hensyn til disse interesser, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som fremsat, side 23.

Havplanen kan indeholde faktiske oplysninger om transportinfrastruktur i dele af havområdet, når blot det klart fremgår af havplanen, at denne ikke planlægger for transportinfrastruktur og dermed ikke indeholder retligt bindende arealudlæg til transportinfrastruktur.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Lov om maritim fysisk planlægning indeholder ikke hjemmel til at foretage retligt bindende arealudlæg for transportinfrastruktur i havplanen. Det fremgår dog, at havplanlægningen skal ske under hensyn til bl.a. samspillet mellem hav og land. Derudover kan der tages hensyn til transportinfrastruktur ved havplanlægningen, selvom der ikke skal planlægges herfor. Det gælder både allerede etableret og planlagt transportinfrastruktur samt fremtidig transportinfrastruktur.

I forbindelse med havplanlægningsprocessen finder Erhvervsministeriet det uhensigtsmæssigt, at der ikke kan ske retligt bindende planlægning i form af arealudlæg for transportinfrastruktur i havplanen.

Henset til Danmarks geografi og placering vurderes det hensigtsmæssigt at ændre loven, således at store transportinfrastrukturprojekter som broer og tunneller samt indflyvningsplaner (beskyttede luftrumsområder) til flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, indgår som planlægningsområder i havplanen, idet transportinfrastruktur er med til at binde de enkelte landsdele sammen. Transportinfrastruktur skaber derudover faste forbindelser til vores nabolande, ligesom det skaber vækst for erhvervslivet og bidrager væsentligt til samfundsøkonomien. Der er endvidere tale om omkostningstunge projekter, som allerede indgår i en struktureret planlægning. Et eksempel herpå kunne være en kommende Helsingør-Helsingborg forbindelse mellem Danmark og Sverige eller en Kattegatforbindelse mellem Jylland og Sjælland. Denne planlægning kan med fordel indgå i den samlede havplanlægning, hvorved der sikres et fyldestgørende billede af anvendelsen af søterritoriet i Danmark. Derudover kan nævnes Københavns Lufthavn, som udgør et af Danmarks væsentligste infrastrukturelle knudepunkter. Lufthavnen binder Danmark sammen med Europa og resten af verden, og luftfarten har en enorm samfundsøkonomisk betydning for Danmark. Derfor er det afgørende, at luftfartstrafikkens fremtidige udvikling i og omkring Københavns Lufthavns indgår i havplanlægningen, således at der for eksempel ikke opsættes hindringer omkring lufthavnen, der kan risikere at påvirke flysikkerheden, regulariteten eller kapaciteten i luftfartstrafikken i dag eller i fremtiden.

Det følger af forarbejderne til lov om maritim fysisk planlægning, at det forudsættes, at havplanlægningen skal være helhedsorienteret. Det vil sige, at der i planlægningen skal foretages en afvejning af de forskellige - eventuelt modstridende - interesser på tværs af sektorer og interesser. Et væsentligt mål med planlægningen er således at fremme sameksistensen mellem forskellige relevante aktiviteter og anvendelser og bl.a. herved begrænse omfanget af konflikter på havet og skabe større investeringssikkerhed for de udvalgte sektorer, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som fremsat, side 23.

Såfremt det retlige grundlag for havplanen ikke udtrykkeligt sikrer, at der kan planlægges for transportinfrastruktur i havplanen, kan staten være tvunget til at tilsidesætte dele af havplanen på grund af fremtidige anlægslove om større transportinfrastrukturprojekter. Dette vil modvirke en helhedsorienteret tilgang til havplanlægningen og svække andre sektorers investeringssikkerhed. Det vil efter Erhvervsministeriets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis havplanen ikke giver mulighed for, at transportinfrastrukturprojekter, som har så væsentlig samfundsmæssig betydning og vægt, er afspejlet i en kommende havplan.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at hensynet til transportinfrastruktur ikke er tilstrækkeligt sikret ved den nuværende regulering, hvorefter der ved udformningen af havplanen alene skal tages hensyn til transportinfrastruktur, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, og § 6, nr. 3.

Ændringen sikrer dermed, at eksisterende og fremtidig transportinfrastruktur som bro- og tunnelprojekter og indflyvningsplaner til lErhvervsministeriet finder det derfor nødvendigt at medtage transportinfrastruktur som en sektor, der skal omfattes af havplanlægningen. Dermed bliver transportinfrastruktur en sektor, der obligatorisk skal planlægges og tages højde for ved den konkrete udformning af havplanen. Ænsikre dringen vil transportinfrastrukturprojekter retligt bindende arealudlæg i havplanen på lige fod med arealudlæg til energiudvinding til søs, søtransport, fiskeri og akvakultur, indvinding af råstoffer på havet og bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne.

ufthavne indgår i forbindelse med havplanlægningen og dermed i prioriteringsprocessen vedrørende havarealet. Derudover bidrager ændringen til at fremme havplanlægningsprocessen ved at imødegå eventuelle indsigelser mod forslag til arealudlæg af hensyn til transportinfrastruktur.

Det er vurderingen, at ændringen vil bidrage til at løfte forudsætningen om, at havplanlægningen skal være helhedsorienteret. Derudover vil inkluderingen af transportinfrastruktur kunne imødegå forsinkelser i havplanlægningsprocessen i form af eventuelle indsigelser baseret på planlagt transportinfrastruktur, der endnu ikke er vedtaget en anlægslov omkring. Som planlægningsværktøj er det en fordel, hvis havplanen omfatter alle store anlæg ude på havet, samt de etablerede indflyvningsplaner omkring flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det er muligt at inddrage transportinfrastruktur inden for rammerne af direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning, men at ændringen går videre, end hvad der er påkrævet efter direktivets artikel 5, jf. nærmere herom under afsnit 8 om forholdet til EU-retten. Det er dog samtidig Erhvervsministeriets vurdering, at direktivet ikke er til hinder for, at lov om maritim fysisk planlægning ændres således, at der også skal planlægges for transportinfrastruktur.

2.8. Havplanen kan undtages fra offentliggørelse (kundgørelse) i Lovtidende

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1. Lov om maritim fysisk planlægning

Erhvervsministeren fastsætter regler om en samlet havplan for de danske havområder (havplanen), jf. § 9 i lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fysisk planlægning. Havplanens indhold fastsættes i en bekendtgørelse.

Det fremgår af lovens § 13, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og ændringer til havplanen kan ske udelukkende digitalt. Der er således hjemmel til, at al kommunikation i forbindelse med annoncering og offentlighedens inddragelse kan ske digitalt jf. bemærkningerne til § 13, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som fremsat, side 26.

Det fremgår herudover af bemærkningerne, at bekendtgørelsen om havplanen vil blive offentliggjort i Lovtidende, og at offentligheden herigennem vil have adgang til havplanen. Dette hindrer dog ikke, at havplanen også offentliggøres andre steder, bl.a. på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Havplanen kan dermed ikke på nuværende tidspunkt kundgøres autoritativt på andre måder end i Lovtidende.

2.8.1.2. Grundloven

Det følger af grundlovens § 22, at et af Folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

Grundlovens § 22 stammer fra grundloven af 1849, og bortset fra en rent sproglig ændring ved grundloven af 1915 er der ikke siden sket ændring af den del af bestemmelsen, som vedrører kundgørelse.

Det er almindeligt antaget i den juridiske litteratur, at grundloven ikke tager stilling til kundgørelsesmåden. Kundgørelsen af love vil derfor i princippet kunne ske ved annoncering i f.eks. aviser, ved oplæsning i radio eller fjernsyn eller på anden formålstjenlig måde, herunder ved hjælp af edb. Inden for meget vide rammer står lovgiver derfor frit med hensyn til valget af kundgørelsesmåden og den nærmere ordning af kundgørelsesformen. I den forbindelse kan der peges på, at det tinglæsningssystem, som eksisterede inden lovtidendelovens gennemførelse, og som indebar, at forskrifterne blev læst op på f.eks. herredstinget, blev anset for at være i overensstemmelse med kundgørelsesbestemmelserne i grundlovene af 1849 og 1866.

Det fremhæves dog også i den juridiske litteratur, at der må lægges stor vægt på kundgørelsen af love og bekendtgørelser, idet det er af afgørende betydning, at borgerne ikke udsættes for håndhævelse af regler, der ikke er kundgjorte. Endvidere er der peget på, at det er praktisk og principielt vigtigt, at der ved en officiel kundgørelse tilvejebringes en autoritativ kilde til sikker viden om retsreglernes nøjagtige ordlyd.

Der henvises til gennemgangen i afsnit 3.1.1.1. i de almindelige bemærkninger til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3114.

2.8.1.3. Lovtidendeloven

Lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, stammer fra 1870, og loven gennemførte en generel nyordning af kundgørelsesmåden for love og en række andre retsforskrifter, således at det hidtidige tinglæsningssystem blev erstattet med kundgørelse i de trykte publikationer Lovtidende og Ministerialtidende.

Det følger af lovtidendelovens § 2, stk. 2, at der i Lovtidende - foruden love og kongelige anordninger, jf. stk. 1 - indføres alle ministerielle bekendtgørelser.

Lovtidendeloven er bl.a. ændret ved lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende. Lovændringen byggede på betænkning nr. 1464/2005 om Lovtidende i elektronisk form. Ved lovændringen blev Lovtidende etableret i elektronisk form. Derudover blev den generelle adgang til at undtage love, bekendtgørelser m.v. fra kundgørelse i Lovtidende afskaffet. Der henvises nærmere til henholdsvis afsnit 2.8.1.3.1. og 2.8.1.3.2. nedenfor.

2.8.1.3.1. Etablering af Lovtidende i elektronisk form

Det fremgår af lovtidendelovens § 1 a, stk. 1, at justitsministeren forestår drift af Lovtidende i elektronisk form. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, hvor der blev skabt adgang til, at Lovtidende blev etableret i elektronisk form, og at Lovtidende i elektronisk form udgør den autoritative kundgørelsesordning. Den autoritative elektroniske kundgørelsesordning indebærer, at retsvirkningerne af kundgørelsen af de pågældende retsforskrifter knytter sig til den elektroniske kundgørelse.

Det fremgår af Justitsministeriets overvejelser om at etablere Lovtidende i elektronisk form, at hensynet til retsanvendelsen kræver, at man med stor sikkerhed kan finde frem til tekster, der entydigt indeholder den autoritative ordlyd af retsforskrifter, som er gældende, og at der derfor må tilvejebringes den nødvendige tekniske kapacitet samt tilstrækkelige fysiske og tekniske sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at sikre, at et elektronisk kundgørelsessystem har en høj driftssikkerhed og frembyder høj sikkerhed for autenticiteten af de kundgjorte retsforskrifter. Der henvises til afsnit 3.2.1.2. i de almindelige bemærkninger til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3119.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne a.st., at en Lovtidende i elektronisk form må forudsætte en meget høj grad af sikkerhed i de systemer, der anvendes til produktion og formidling af retsforskrifterne, for at forhindre, at de indeholdte retsforskrifter hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forandres, og at de høje sikkerhedskrav må omfatte ikke alene de rent edb-baserede systemer, men også arbejdsrutiner m.v.

Herudover fremgår det af bemærkningerne a.st., at det er af afgørende betydning for Lovtidendes funktion som den autoritative kundgørelsesordning for retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning, at Lovtidendes sikkerhedsmæssige integritet ikke kan drages i tvivl, og at sikkerhedsforanstaltningerne således har afgørende betydning for Lovtidendes funktion og troværdighed. Sikkerhedsforanstaltningerne vil i visse sammenhænge kunne rette sig mod brugerne af Lovtidende, f.eks. således at forbindelsen til en brugers computer kan afbrydes, hvis der opstår mistanke om, at den pågældende foretager handlinger, der udgør en trussel mod Lovtidendes sikkerhed. Endvidere er det af betydning, at der kan udstedes regler om sikkerheden m.v. ved Lovtidende i elektronisk form, som er bindende for f.eks. private, som leverer ydelser i forbindelse med udviklingen og driften af Lovtidende i elektronisk form.

Det fremgår af afsnit 3.2.2.1. og 3.2.2.2. i de almindelige bemærkninger til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3120, at der - uanset at der stilles høje sikkerhedskrav til det elektroniske kundgørelsessystem - bør tages højde for risikoen for, at de elektronisk opbevarede retsforskrifter slettes, på anden måde tilintetgøres, ændres eller manipuleres. Med henblik på at kunne håndtere sådanne helt ekstraordinære situationer blev det fundet, at det ville være hensigtsmæssigt, at der fortsat opbevares papirudgaver af alle retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning. Det blev i den forbindelse fundet naturligt, at den myndighed, som har udstedt en retsforskrift, er ansvarlig for at opbevare en papirudskrift heraf med henblik på at opnå en ekstra sikkerhed mod sletning m.v. af en elektronisk kundgjort retsforskrift. Der blev samtidig peget på, at der allerede efter arkivloven findes en pligt for den ansvarlige myndighed til at opbevare autentiske retsakter.

På den baggrund blev der med hjemmel i lovens § 1 a, stk. 2, udstedt en bekendtgørelse om Lovtidende i elektronisk form, jf. bekendtgørelse nr. 1395 af 12. december 2008. Det fremgår af § 6 i bekendtgørelsen, at det påhviler Folketinget eller vedkommende ministerium at drage omsorg for opbevaring af de underskrevne originaldokumenter i papirform i overensstemmelse med arkivloven, når en forskrift er publiceret i Lovtidende.

2.8.1.3.2. Undtagelse fra kundgørelse i Lovtidende

Ved ændringen af lovtidendeloven ved lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende afskaffedes muligheden for at bestemme, at visse grupper af ministerielle bekendtgørelser (anordninger) ikke skulle indføres i Lovtidende, men at der i stedet skulle kundgøres i overensstemmelse med forskrifter, som blev meddelt af vedkommende minister. Hjemlen hertil fandtes i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led.

Baggrunden for ophævelse af undtagelsesbestemmelsen i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, var, at det ressourcemæssige hensyn til begrænsning af stoffet i Lovtidende, som måtte anses for at være bærende for undtagelsesbestemmelsen, ikke længere er til stede med en elektronisk kundgørelsesordning.

Det har været et udgangspunkt for vurderingen af, om undtagelsesbestemmelsen i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, skulle ophæves, at Lovtidende efter lovtidendelovens § 3 er den bindende bekendtgørelsesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning. Fravigelser fra den almindelige kundgørelsesordning må derfor kræve, at der er tungtvejende hensyn, der begrunder en sådan fravigelse. Hvis ikke sådanne tungtvejende hensyn gør sig gældende, bør kundgørelse af retssikkerheds- og ordensmæssige grunde ske efter den almindelige ordning, dvs. kundgørelse i Lovtidende.

Der kan imidlertid efter omstændighederne gøre sig særlige hensyn gældende, som betyder, at der for visse retsforskrifter er behov for at fastsætte en anden kundgørelsesordning end den, der følger af lovtidendeloven. Sådanne særlige hensyn kunne f.eks. være hensyn til en særlig effektiv eller hurtig kundgørelse eller kundgørelse rettet mod en meget snæver gruppe af berørte personer m.v.

I overensstemmelse hermed har Justitsministeriet tilkendegivet, at det i givet fald må overvejes, om der for visse retsforskrifter kan være særlige hensyn, der begrunder, at der fastsættes en alternativ kundgørelsesordning, og at det i så fald bør ske ved lovgivning på vedkommende ressortområde. Der henvises til afsnit 3.2.1.2. i de almindelige bemærkninger til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3119.

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Der blev i foråret 2018 gennemført en brugerbehovsanalyse blandt havplanens kommende brugere, der bl.a. tæller erhvervet, organisationer, kommuner og statslige myndigheder m.fl. Brugerbehovsanalysen viste, at der er en bred forventning blandt havplanens kommende brugere, særligt hos erhvervet, om, at havplanen udformes som et digitalt kort over Danmarks søterritorium i stedet for en traditionel skriftlig bekendtgørelse med angivelse af koordinater. Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at havplanen udformet som en traditionel skriftlig bekendtgørelse vil udgøre en bekendtgørelse med op til 5000 siders koordinater vedrørende de udlagte havarealer.

Justitsministeriet har oplyst, at den digitale platform, der understøtter Lovtidende og Retsinformation ikke understøtter digitale kort, der lever op til brugernes ønske om en interaktiv havplan.

Erhvervsministeriet har på den baggrund overvejet hensigtsmæssigheden ved at udforme havplanen som en traditionel bekendtgørelse med angivelse af lange rækker af skriftlige koordinater evt. vedlagt et antal kortbilag til illustration af de udlagte havarealer, som det f.eks. er set med bekendtgørelse nr. 1521 af 15. december 2017 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.

Erhvervsministeriet finder ikke, at det skaber de bedste rammer for brugervenligheden, hvis brugerne af havplanen skal læse og sammenholde koordinater fra den skriftlige bekendtgørelse med et kort over Danmarks søterritorium med tilsvarende koordinatangivelse. Det findes endvidere ikke brugervenligt, hvis brugeren skal sidde med kortbilag til en bekendtgørelse, der ikke er fyldestgørende detaljerede, hvor der stadig vil være behov for at læse koordinater. Gældende ret vil være svært tilegneligt på denne måde. Lange lister med koordinater i en bekendtgørelse er vanskeligt for brugeren at forholde sig til, og risikoen for fejl og misforståelser er betydelige, hvis man skal overføre koordinaterne til et kort. Samtidig er der færre, alment kendte arealer på havet end der er på land. For langt de fleste brugere vil det være en betydelig hjælp alene at skulle forholde sig til et kort, hvor man kan se arealangivelser på havet i sammenhæng med den kendte geografi på land.

Hertil kommer, at havplanen er tværgående i forhold til en række retsområder, og at myndigheder ikke må udstede tilladelser til anvendelse af havarealet, der strider mod havplanen. Hensynet til disse myndigheders administration tilsiger også, at havplanen gøres så let tilgængelig som mulig.

Havplanlægningsarbejdet skal tage hensyn til en række sektorer og interesser. Der deltager repræsentanter for disse sektorer og interesser i havplanlægningsarbejdet, som har mulighed for at melde ønsker ind til fremtidige arealudlæg. For at skabe det bedste overblik over, om nogle sektorer og interesser ønsker de samme arealer udlagt til forskellige, og måske uforenelige, formål, er der i havplanlægningsregi behov for at havplanlægge ud fra arealangivelse på et kort over Danmarks søterritorium. Dette vil skabe grundlag for mere præcis havplanlægning end havplanlægning alene ud fra koordinatangivelser. De gældende regler om kundgørelse af havplanen vil medføre, at det digitale kort over Danmarks søterritorium ikke vil kunne udgøre den autoritative gældende havplan. Der vil derfor sideløbende med havplanlægning i det digitale kort vil skulle kundgøres en traditionel bekendtgørelse alene med koordinater samtidig med, at fremtidig havplanlægning sker i det digitale kort.

Det vil gøre havplanlægningsarbejdet mere byrdefuldt, hvis det skal ske ud fra koordinatangivelser, ligesom det vil øge risikoen for fejl, hvis koordinater skal overføres fra en bekendtgørelse til et kort for at synliggøre, hvilke arealer, der er udlagt til hvilke formål.

Det vil således optimere brugervenligheden betydeligt, gøre havplanlægningsarbejdet mindre byrdefuldt og imødekomme brugernes efterspørgsel, hvis havplanbekendtgørelsen udformes som et digitalt kort over Danmarks søterritorium, der offentliggøres på anden måde end i Lovtidende.

Havplanen retter sig primært mod myndigheder og ikke mod borgere. Hensynet til, at enhver kan få adgang til en autoritativ gengivelse af gældende ret, forringes ikke ved at lægge havplanen på en anden platform end Lovtidende.dk. Hensynet bag den alternative kundgørelsesmetode er netop at sikre øget tilgængelighed af gældende ret.

Det fremgår af lovtidendelovens § 3, at Lovtidende er den bindende kundgørelsesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning. Fravigelse af den almindelige kundgørelsesordning kræver derfor, at der er tungtvejende eller særlige hensyn, der begrunder sådan en fravigelse ved fastsættelse af en anden kundgørelsesordning end den, der følger af lovtidendeloven.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at der for havplanen gør sig sådanne særlige hensyn gældende, der kan begrunde en fravigelse af lovtidendelovens normale kundgørelsesordning.

Erhvervsministeriet finder, at det er vigtigt, at indholdet af havplanen, hvis den undtages fra kundgørelse i Lovtidende, bliver gjort tilgængelig for offentligheden på anden måde.

Det er samtidig Erhvervsministeriets opfattelse, at der ved kundgørelse af havplanen på anden vis end i Lovtidende, bør gælde høje krav til sikkerheden omkring den alternative kundgørelse, således at der både er høj driftssikkerhed og høj sikkerhed for autenticiteten af den kundgjorte havplan svarende til de krav, der stilles til udgivelsen af Lovtidende i elektronisk form. Der henvises herom til afsnit 2.8.1.3.1.

Det er endvidere Erhvervsministeriets opfattelse, at der skal være sikkerhed for, at der opbevares en uforgængelig kopi af en udstedt havplan på samme måde som andre retsforskrifter, jf. afsnit 2.8.2.1, dog under hensyntagen til, at det er målsætningen, at havplanen udgøres af et digitalt kort over Danmarks søterritorium. Der skal samtidig være sikkerhed for, at en udstedt havplan er offentligt tilgængelig også efter, at den er afløst af en ny havplan, så brugerne til enhver tid kan fastslå retstilstanden efter tidligere gældende havplaner.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Forslaget skal sikre, at havplanen efter en konkret vurdering kan undtages fra indførelse i Lovtidende, og dermed at havplanen kan kundgøres autoritativt på en anden måde.

Forslaget skaber således hjemmel til, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at selve havplanen, der viser de udlagte havarealer, kan kundgøres i elektronisk form og gøres tilgængelig for offentligheden på internettet, og ikke indføres i Lovtidende. Erhvervsministeren foreslås i forlængelse heraf forpligtet til at fastsætte regler om, hvorledes oplysning om indholdet af havplanen i stedet kan fås. Interessenter vil til enhver tid via Lovtidende kunne gøre sig bekendt med forskriftens eksistens og blive informeret om, hvor oplysning om selve havplanen kan fås.

Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. skulle anvendes til at fastsætte regler om sikkerheden ved den elektroniske kundgørelsesordning, herunder regler om IT-sikkerhed, driftssikkerhed og sikkerhed for autenticiteten af den kundgjorte havplan, samt om opbevaring af en uforgængelig kopi af en udstedt havplan og tilgængelighed i forhold til tidligere gældende havplaner.

Det er målsætningen, at havplanen skal udformes som et digitalt kort over Danmarks søterritorium forstået på den måde, at den findes online i en autoritativ version på en platform med digitale kortdata, der er let tilgængelig for brugerne. Det forventes, at havplanen vil indeholde søgemuligheder og adgang til dataenes ophav. Den digitale platform vil endvidere skulle give adgang til tidligere udstedte havplaner, så brugerne til enhver tid kan fastslå retstilstanden efter tidligere gældende havplaner.

3. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne

Forslaget om, at kommunerne forpligtes til at gennemføre en strategisk planlægning for landsbyer, vurderes at have konsekvenser for landdistrikterne ved at give et større fokus på og skabe transparens om muligheder i landsbyer og vurderes samlet set at kunne medvirke til at skabe en bedre regional balance. Den strategiske planlægning vurderes særligt at ville medføre positive konsekvenser, idet borgerne i landdistrikterne vil opleve en større transparens i forhold til kommunale afgørelser, der baseres på kommuneplanlægningen og andre kommunale beslutninger.

Forslaget om helårsbeboelse i sommerhuse på Læsø vurderes at have positive konsekvenser for Læsø, der som ovenfor beskrevet er et særligt udfordret område af landet bl.a. med det væsentlige fald i indbyggertallet, som Læsø har oplevet gennem årene. Forslaget giver således Læsø Kommune yderligere greb til at fastholde og tiltrække fastboende. Forslaget kan dog samtidig have mindre negative konsekvenser for turismen på Læsø, da meddelte dispensationer vil mindske antallet af sommerhuse til ferieudlejning.

Der forelås dog fastsat et loft på højst ti dispensationer årligt.

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt at medføre regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige

Forslaget om ændret frist ved udlæg af sommerhusområder medfører, at kommunerne skal gennemføre den planlægning, der er nødvendig for at overføre de udlagte områder til sommerhusområde, senest fire år efter landsplandirektivets udstedelse, i stedet for otte år efter landsplandirektivets udstedelse. Forslaget vil efter omstændighederne betyde, at kommunerne vil skulle gennemføre en hurtigere planlægningsproces. Områder, der ikke kan overføres til sommerhusområde inden for den frist, vil kunne indgå i en senere ansøgningsrunde.

Forslaget om strategisk planlægning for landsbyer vil medføre økonomiske konsekvenser for kommunerne i form af nye opgaver, idet kommuneplanlægningen under hensyn til lokale forhold skal indeholde en strategisk planlægning for landsbyer, og idet der i kommuneplanen skal fastsættes retningslinjer for udviklingen af landsbyer.

Forslaget om planlægning i områder belastet af lugt, støv eller anden luftforurening medfører ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Forslaget om helårsbeboelse i sommerhuse på Læsø betyder en lempelse af dispensationsmulighederne i lovens § 40 a, så bestemmelsen også omfatter Læsø, hvilket forventes at indebære en meget begrænset forøgelse af ansøgninger om dispensation. Ifølge lovforslaget (LF 70/2014), som indførte § 40 a i planloven, var der samlet tale om yderst begrænsede administrative og økonomiske konsekvenser for de kommuner, som de 27 småøer henhører under. Der er med forslaget tale om et tilsvarende forslag for kun én ø-kommune. Der foreslås desuden fastsat et loft på højst ti dispensationer årligt. Samlet vurderes der på den baggrund ikke at være væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for kommunerne.

Forslaget om at kodificere gældende ret i planlovens § 47 vurderes ikke at have negative økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Forslaget om indførelse af en generel information i lokalplanredegørelser om muligheden for ekspropriation vurderes at medføre en mindre administrativ engangsudgift til implementering i alle kommuner.

Forslaget om at indføre en femårig frist for adgangen til at ekspropriere i medfør af en lokalplan vil i enkelte tilfælde kunne medføre, at en kommune vil skulle tilvejebringe en ny lokalplan for at kunne ekspropriere, hvilket vil medføre yderst begrænsede administrative meromkostninger.

Forslaget om havplanlægning for transportinfrastruktur vil medføre, at der, i lighed med hvad der også vil gælde for de øvrige ministerier og underliggende styrelser med sektorinteresser i havplanlægningen, vil være et mindre ressourcetræk hos Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i forhold til havplanlægningen. Finansieringen vil ske inden for ministeriets egen ramme.

Statslige og kommunale afgørelser og vedtagelse af sektorplaner, der strider mod havplanen m.v., skal efter gældende ret kunne påklages efter bestemmelserne i den lovgivning, hvor tilladelsen henholdsvis sektorplanen har hjemmel. Da Transport-, Bygge- og Boligministeriet ligesom de statslige maritime myndigheder medvirker ved udformningen af havplanlægning, og antallet af havplantillæg må forventes at være relativt begrænsede - navnlig i de første år efter havplanens vedtagelse - vurderes det, at et meget beskedent antal sager vil blive påklaget. Konsekvenserne for ministeriets klageinstanser i forbindelse med klagesagsbehandlingen må tilsvarende forventes at være meget begrænsede.

Havplanlægning er en statslig opgave, og det vurderes, at loven ikke vil have økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og regioner.

For så vidt angår forslaget om, at havplanen kan undtages fra offentliggørelse (kundgørelse) i Lovtidende, vil der kun være økonomiske konsekvenser ved denne del af lovforslaget, hvis bemyndigelsen udnyttes. Disse vil være i form af udgifter til bl.a. udvikling, drift og vedligeholdelse af en alternativ kundgørelsesplatform. Dette forudsætter, at der tilvejebringes finansiering, hvilket ikke sker med dette lovforslag.

Det vurderes hensigtsmæssigt af hensyn til brugerne at have mulighed for at offentliggøre havplanen via en digital løsning i stedet for offentliggørelse i Lovtidende, der alene understøtter traditionelle skriftlige bekendtgørelser med kortbilag og ikke et interaktivt kort over Danmarks Søterritorium.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget om ændret frist ved udlæg af sommerhusområder forventes at medvirke til, at udlagte områder hurtigere vil virke til gavn for dansk turisme, lokal detailhandel, byggeri m.v.

Forslaget om strategisk planlægning for landsbyer giver bedre grundlag for at fremme en hensigtsmæssig udvikling af landdistrikterne, der tager hensyn til lokale forhold. Afhængig af de kommunale og lokale afvejninger vurderes det, at forslaget vil kunne have begrænsede såvel negative som positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Samlet set forventes forslaget at have begrænsede positive erhvervsøkonomiske konsekvenser, da kommunernes grundlag for at tage hensyn til lokale forhold og udviklingsmuligheder forbedres.

Lovforslaget om helårsbeboelse i sommerhuse på Læsø vurderes at have positive økonomiske konsekvenser på Læsø og ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget om tilføjelse af transportinfrastruktur som en sektor, der skal planlægges for ved havplanlægning har i sig selv hverken positive eller negative konsekvenser for erhvervslivet. Der er tale om tilføjelse af en sektor, der skal planlægges for, i en rammelov, og det er således først i forbindelse med vedtagelsen af havplanen, at der - om muligt - kan foretages et skøn over udgifter og besparelser for erhvervslivet.

Det må antages, at tilføjelsen af transportinfrastruktur som en sektor, der skal planlægges for ved gennemførelse af havplanlægningen, generelt vil kunne få en positiv, afledt effekt for erhvervslivet, idet en planlægning vil kunne minimere konflikter mellem konkurrerende interesser, forenkle beslutningsprocedurer og medføre en større tilgængelighed til data om havet og havbaserede aktiviteter. Havplanlægning for transportinfrastruktur vil således kunne skabe øget investeringssikkerhed for udvalgte aktiviteter og erhverv. De økonomiske fordele og ulemper beror dog på det nærmere indhold af planlægningen for transportinfrastruktur, herunder de begrænsninger og muligheder for vækst, som planlægningen for transportinfrastruktur indebærer for erhvervslivet.

Forslaget har ingen relevans i forhold til digitaliseringsparat lovgivning ud over, hvad der er beskrevet i forhold til forslaget om, at havplanen kan undtages fra offentliggørelse (kundgørelse) i Lovtidende.

Forslaget vurderes desuden ikke at påvirke virksomhedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller, hvorfor principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke vurderes relevante.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at medføre økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget om ændret frist ved udlæg af sommerhusområder forventes at medvirke til en hurtigere afklaring af udlagte områders fremtidige planlægningsmæssige status.

Forslaget om, at kommunerne som et led i kommuneplanlægningen skal angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af landsbyer, vil sætte fokus på udviklingsmulighederne, og vurderes dermed også at give borgere i landdistrikterne udvidede muligheder for at øve indflydelse på hvilke tiltag, der kan gennemføres for at fremme en differentieret og målrettet udvikling i de forskellige landsbyer.

Forslaget om ekspropriationsbestemmelserne har som formål at øge gennemskueligheden og retssikkerheden for borgerne.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at medføre administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget om ændret frist ved udlæg af sommerhusområder ændrer ikke de gældende kriterier for udlæg af nye sommerhusområde, herunder ikke antallet af nye sommerhusgrunde, der kan udlægges efter reglerne i § 5 b, stk. 4. Forslaget forventes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Forslaget om strategisk planlægning for landsbyer giver bedre grundlag for at fremme en hensigtsmæssig udvikling af landdistrikterne, som tager hensyn til lokale forhold. Afhængig af de kommunale og lokale afvejninger vurderes det, at forslaget vil kunne have begrænsede såvel negative som positive konsekvenser for natur, kultur- og landskabsværdier. Samlet set forventes forslaget at have begrænsede positive miljømæssige konsekvenser, da kommunernes grundlag for at tage hensyn til de lokale forhold i og omkring landsbyer forbedres.

Den miljømæssige effekt af havplanlægningen for transportinfrastruktur vil i høj grad bero på de valgte planløsninger. Den samlede miljømæssige effekt af havplanlægning for transportinfrastruktur kan således ikke gøres op på nuværende tidspunkt.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at medføre miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Det følger af artikel 5, nr. 2, i direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning, at medlemsstaterne gennem deres fysiske planer for det maritime rum skal tilsigte at bidrage til en bæredygtig udvikling af energisektoren til søs, af søtransporten og af fiskeri- og akvakultursektoren samt til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne. Desuden kan medlemsstaterne forfølge andre mål, såsom fremme af bæredygtig turisme og bæredygtig indvinding af råstoffer.

Direktivets artikel 5, nr. 2, er implementeret i lov om maritim fysisk planlægning § 5, stk. 2.

Med den foreslåede ændring af lov om maritim fysisk planlægning tilføjes transportinfrastruktur som en sektor, der skal planlægges for på linje med energisektoren til søs, søtransport, fiskeri og akvakultur, indvinding af råstoffer på havet og bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne. Ændringen går dermed videre end, hvad direktivet foreskriver, men er ikke i strid med direktivet, der ikke har foretaget en udtømmende opregning af sektorer, der skal planlægges for.

Der er ikke EU-retlige aspekter i lovforslaget i øvrigt.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. juli 2018 til den 13. august 2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Albertslund Kommune, Allerød Kommune, Assens Kommune, Ballerup Kommune, Billund Kommune, Bornholms Kommune, Brøndby Kommune, Brønderslev Kommune, Dragør Kommune, Egedal Kommune, Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Favrskov Kommune, Faxe Kommune, Fredensborg Kommune, Fredericia Kommune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn Kommune, Frederikssund Kommune, Furesø Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Greve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommune, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Hedensted Kommune, Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Herning Kommune, Hillerød Kommune, Hjørring Kommune, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Hørsholm Kommune, Ikast-Brande Kommune, Ishøj Kommune, Jammerbugt Kommune, Kalundborg Kommune, Kerteminde Kommune, Kolding Kommune, Køge Kommune, Langeland Kommune, Lejre Kommune, Lemvig Kommune, Lolland Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Læse Kommune, Mariagerfjord Kommune, Middelfart Kommune, Morsø Kommune, Norddjurs Kommune, Nordfyns Kommune, Nyborg Kommune, Næstved Kommune, Odder Kommune, Odense Kommune, Odsherred Kommune, Randers Kommune, Rebild Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Rudersdal Kommune, Rødovre Kommune, Samsø Kommune, Silkeborg Kommune, Skanderborg Kommune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Solrød Kommune, Sorø Kommune, Stevns Kommune, Struer Kommune, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sønderborg Kommune, Thisted Kommune, Tønder Kommune, Tårnby Kommune, Vallensbæk Kommune, Varde Kommune, Vejen Kommune, Vejle Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Viborg Kommune, Vordingborg Kommune, Ærø Kommune, Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Århus Kommune, , Foreninger, organisationer m.v., 3F - Fagligt Fælles Forbund, 3F Sømændene, 92-gruppen, Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn, Advokatfirmaet Henning Moritzen, Advokatrådet/Advokatsamfundet, Akademikernes Centralorganisation, Akademirådet, Akademiet for de tekniske videnskaber, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Akademisk Arkitektforening, Arbejdsgiverne, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arkitektforeningen , Antenne-, Satellit- og Kabel-tv-branchens Fællesorganisation (ASK), Asfaltindustrien, ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Batteriforeningen, Bekæmpelsesmiddelrådets medlemmer, Benzinforhandlernes Fælles repræsentation, Biokemisk Forening ved Vivian Dyrup Juhl, Biologiforbundet , Færgerederierne (tidl. Bilfærgernes Rederiforening), Bornholmstrafikken Holding A/S, Foreningen Biogas, BL - Danmarks almene Boliger, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Branchen Forbruger-Elektronik (BFE), Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord, Brancheforeningen SPT, Bryggeriforeningen, By & Havn, BYFO - Foreningen for ejere af private fredede ejendomme i Danmark, Bygherreforeningen, Byggeskadefonden, Byggesocietetet, Bygningskultur Danmark, Bæredygtigt Landbrug, Canal Digital Danmark A/S, Campingrådet, Center for Fiskeri, Centralorganisationen 2010, Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-industri), Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Coop Danmark, COWI, DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald), Danish Airline Pilots Association, Danish Seafood Association, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Cykel Union, Danmarks Farve- og Limindustri, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Frie AutoCampere, Danmarks Fritidssejler Union , Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danske Rederier, Danmarks Skibsmæglerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Vindmølleforening, Danmarks Vækstråd, DANSAM, Dansk Affaldforening, Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autogenbrug, Dansk Automobil Sports Union (DASU), Dansk Bilbrancheråd, Dansk Blindesamfund, Dansk Botanisk forening, Dansk Byggeri, Dansk Bygningsinspektørforening, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Camping Union, Dansk Cyklistforbund, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Energi Brancheforening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk Erhverv, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Fjernvarme, Dansk Firmaidræt, Dansk Flyvelederforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Fåreavl, Dansk Gartneri, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk Kano- og Kajak Forbund, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Juletræsdyrkerforening, Dansk Jægerforbund, Dansk Landboungdom, Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Landskabsarkitektforening, Dansk Magisterforening, Dansk Metal, Dansk Miljøteknologi, Dansk Mode og Textil, Dansk Navigatørforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pattedyrforening , Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk producentansvarssystem (DPA-System), Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Sejlunion, Dansk skovforening, Dansk Solvarme Forening, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Supermarked I/S, Dansk Standard, Dansk Transport og Logistik, Dansk Træforening , Dansk Træinformation, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Dansk Vandrelaug, Danske Advokater , Danske Anlægsgartnere, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Boligadvokater, Danske Dagblades Forening, Danske Døves Landsforbund, Danske Falkejagtklub, Danske Handicaporganisationer, Danske Havne, Danske Havnevirksomheder, Danske Kloakmestre, Danske landskabsarkitekter , Danske Lodser, Danske Maritime, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Danske Mediers , Danske Museer (ODM), Danske Overfladebehandlere, Danske Revisorer, Danske Råstoffer, Danske Specialmedier, Danske Speditører, Danske Svineproducenter, Danske træindustrier , Danske Tursejlere, Danske Udlejere, Danske Vandløb, DanWEC, DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, De Danske Skytteforeninger, De Danske Frie Autocampere, De Samvirkende Købmænd, DELTA, Den Danske dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den Danske Landinspektørforening, Den Danske Nationalkomité for Geologi, Det Centrale Handicapråd, Det Danske Fjerkræråd, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning - KO0RA, Det Ny Public Serviceråd, Det Økologiske Råd, Det Økonomiske Råd, DGI, DHI, DI Transport, DJØF, DKCPC (Danish Cable Protection Committee), DOF, Dk4, DR, att. : DR Jura, Politik og Strategi, Dykkerfirmaernes Brancheforening, Dyrenes Beskyttelse, EHS Foreningen af el-overfølsomme, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, Ejendomsforeningen Danmark, Elretur, Energinet.dk, Energi- og Olieforum.dk, EnviNa, Erhvervslejernes Landsorganisation og, Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening, Esbjerg Lufthavn, FAB - Foreningen af byplanlæggere, Fag og Arbejde (FOA), Feriehusudlejernes Brancheforening, Ferskvandsfiskeriforeningen, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansrådet, Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Forbrugerrådet, Forbundet arkitekter og designere, FORCE Technology, Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen Bevaringsværdige Bygninger, Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger, , Foreningen af Danske Biologer, Foreningen af Danske Brøndborere, Foreningen af Danske Interaktive medier (FDIM), Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Foreningen af Fredningsnævnsformænd i Danmark og disses suppleanter, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Foreningen af Miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (EnviNa), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen Danske Olieberedskabslagre, Foreningen for Dansk Internet Handel , Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri , Foreningen Vandværker i Danmark, Foreningen Digitale Publicister, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, Foreningen Ugeaviserne, Forsikring og Pension, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, FTVS - fællesrådet for tv-sendesamvirker i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Færgesekretariatet, GEUS, GI - GenvindingsIndustrien, Godkendt Teknologisk Service - GTS, Gold FM/Klassisk FM ApS, Grakom, Green Network, Greenpeace Danmark, Grønne Familier, Havbrugsgruppen, HedeDanmark, Hedeselskabet, Herregårdsjægerne, HK Handel, HK Danmark, HK-Kommunal, HOFOR, HORESTA, Høreforeningen, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen IDA, Institut for Center Planlægning, ICP A/S, Institut for menneskerettigheder, International Transport Danmark (ITD), I/S DIGI-TV, ITEK, Kalk- og Teglværksforeningen, Kanal Hovedstaden, Kanal 23, Kolonihaveforbundet, Komiteen Bæredygtig Kystkultur, Konpa, Kommunalteknisk Chefforening, Kommunekemi A/S, KIMO Danmark, Klagenævnet for Ejendomsformidling, Kyst, Land & Fjord, Københavns Kommune - Center for byudvikling, Københavns Lufthavne A/S, Landbrug & Fødevarer, LandBoUngdom, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen Danske Fugleforeninger, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen for Gylleramte, Landsforeningen, Landsbyerne i Danmark, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen Praktisk Økologi, Landsforeningen Ældre Sagen, LO, Lodstilsynet , Lejernes Landsorganisation i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Lægeforeningen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Nordicom, Maskinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, Metroselskabet I/S, Miljøbevægelsen NOAH, Miljøpartiet de Grønne, Mobilselskabet 3 v/Anne Louise Vogensen, Moesgaard Museum, MORTALIN Brancheforeningen for kommunal skadedyrsbekæmpelse, MTG A/S, Mærsk Olie & Gas A/S, Nationalpark Thy, sekretariatet, Nationalpark Mols Bjerge, sekretariatet, Nationalpark Vadehavet, sekretariatet, Nationalpark Skjoldungernes Land, Natur og Ungdom, Naviair, Nordisk konservatorforbund, Novo Nordisk A/S, Offentlige Ansattes Organisation, Olie Gas Danmark, Parcelhusejernes Landsforening, Partnerskabet for Bølgekraft, Praktiserende Landinspektørers Forening, Radiotelegrafistforeningen af 1917, Radio 100FM, Rambøll Danmark, RealDania, Realkreditforeningen, Realkreditankenævnet, Realkreditrådet, ReturBat, Rådet for Sikker Trafik, Rådet for Større Badesikkerhed, Sammenslutningen af Danske Småøer, Sammenslutningen af mindre Erhvervsfartøjer, Skovdyrkerforeningerne, Skov & Landskab (Københavns Universitet), Småskovsforeningen Danmark, Småøernes Færgeselskaber, Spildevandsteknisk Forening, Statens Byggeforskningsinstitut (Aalborg Universitet), Stofa A/S, Strandingsmuseum St George, Sund & Bælt, Søfartens Arbejdsmiljøråd, Søfartens Ledere, Sønderborg Lufthavn, Søspejderne - Det Danske Spejderkorps, TDC, Teknologi-Rådet, Teknologisk Institut, Telekommunikationsindustrien, Telenor, Trolle Advokatfirma, Træskibssammenslutningen, Turisterhvervets Samarbejdsforum, TV Midt Vest, TV Syd, TV 2 Bornholm, TV 2/Danmark A/S, TV 2/Fyn, TV 2/Lorry, TV 2/Nord, TV 2/Øst, TV 2/Østjylland, TV 3 A/S, Uniscrap, Verdensnaturfonden (WWF), Verdens Skove, Viasat, Vikingeskibsmuseet, Vildtforvaltningsrådet, Vindmølleindustrien, Visit Denmark, WAOO, WWF Verdensnaturfonden, YOUSEE, Ældresagen, Økologisk Landsforening, Ørsted, Ålborg Portland, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Arkitektskolen i Århus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Tekniske Universitet, Ellen Margrethe Basse, Aarhus Universitet, Helle Tegner Anker, Københavns Universitet, Kunstakademiets Arkitektskole, Københavns Universitet, Peter Pagh, Københavns Universitet, RUC - Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet.

Den foreslåede § 1, nr. 4, om ændret frist ved udlæg af sommerhusområder er ikke indgået i høringen over lovforslaget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bemærkninger

Til § 1

Til nr. 1

Fodnote 1 til lovens titel foreslås ordensmæssigt nyaffattet under henvisning til seneste ændring af direktiverne og tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring af § 5 a, stk. 3, er en konsekvens af, at den gældende § 16, stk. 3, bliver til stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af § 5 a, stk. 4, er en konsekvens af, at den gældende § 16, stk. 4, bliver til stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Til nr. 4

Efter den gældende bestemmelse i § 5 b, stk. 8, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 16. april 2018, kan erhvervsministeren ved udlæg af nye sommerhusområder, jf. stk. 4, fastsætte regler om rækkefølge for kommunalbestyrelsens planlægning og om, at planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusområde i landsplandirektiv efter stk. 4, bortfalder 8 år efter udstedelsen.

Bestemmelsen medfører, at erhvervsministeren ved udstedelse af landsplandirektivet kan fastsætte regler om en såkaldt solnedgangsklausul, hvorefter planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusområde i landsplandirektiv efter stk. 4, bortfalder 8 år efter udstedelsen.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 4, at planlovens § 5 b, stk. 8, ændres, således at "8 år" erstattes med "fire år".

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis erhvervsministeren i medfør af § 5 b, stk. 8, fastsætter regler om bortfald af planlægningsmuligheden for uudnyttede områder, som er udlagt til sommerhusområde i landsplandirektiv efter stk. 4, vil disse regler indeholde bestemmelse om, at planlægningsmuligheden bortfalder efter 4 år fra landsplandirektivets udstedelse, i stedet for efter 8 år fra landsplandirektivets udstedelse.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.

Til nr. 5

Bestemmelserne i det foreslåede kapitel 2 b om strategisk planlægning er nye.

Baggrunden for de foreslåede bestemmelser er Udvalget for levedygtige landsbyers anbefaling 1 og anbefaling 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2 og 2.2.3.

Det foreslås, at der i planloven tilføjes et særligt kapitel (kapitel 2 b), der forpligter kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens landsbyer.

Med strategisk planlægning menes en overordnet og sammenhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af hele kommunens landsbyer, der kan danne grundlag for og herved medvirke til at fokusere den kommunale planlægning for landsbyer. Den strategiske planlægning skal bidrage med sammenhængende overvejelser om udviklingsmuligheder i kommunens landsbyer samt styrke den kommunalpolitiske diskussion herom med borgerne.

Med den foreslåede § 5 c, stk. 1, fastsættes det, at kommuneplanlægningen under hensyn til de lokale forhold vil skulle indeholde en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af landsbyer, jf. § 5 d.

Det overordnede formål med bestemmelsen er at sikre, at der i forbindelse med kommuneplanlægningen foretages en sammenhængende stillingtagen til landsbyernes udvikling. I den foreslåede § 5 d er det nærmere angivet, hvilke elementer i kommuneplanlægningen, der skal sikres med den strategiske planlægning for landsbyer.

Med "landsbyer" sigtes i denne sammenhæng til samlede bebyggelser med mellem 200 og 1.000 indbyggere. Grænsen på 1.000 indbyggere er valgt, fordi mindre bysamfund med op til 1.000 indbyggere ofte skal håndtere andre udfordringer vedrørende f.eks. udvikling i indbyggertal, fastholdelse af foreningsliv, nærhed til offentlig og privat service m.v. end bysamfund med mere end 1.000 indbyggere. Et indbyggertal på 1.000 er imidlertid ikke en præcis afgrænsning af, hvilke landsbyer der kan medtages i en strategisk planlægning efter reglerne i kapitel 2 b. Kommunerne kan medtage bysamfund med over 1.000 indbyggere i den strategiske planlægning, hvis kommunen vurderer, at samme problemstillinger gør sig gældende for disse bysamfund. Der defineres heller ikke en præcis nedre grænse for, hvilke landsbyer der kan medtages i en strategisk planlægning, men den strategiske planlægning efter loven vil i almindelighed skulle omfatte landsbysamfund med mere end 200 indbyggere. Dette svarer til Danmarks Statistiks byområdedefinition, der forudsætter en sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem to huse ikke overstiger 200 meter. Kommunerne kan medtage mindre landsbyer, hvis kommunen vurderer, at det er relevant under hensyn til de lokale forhold. Boliger i det åbne land vil ofte have en tilknytning til den nærmeste landsby. Den strategiske planlægning for landsbyer vil efter kommunernes nærmere vurdering også skulle omfatte områder omkring landsbyerne med spredte og mindre samlede bebyggelser, og som har en funktionel og identitetsmæssig tilknytning til den nærliggende landsby, og derfor udgør en del af landsbysamfundet.

Ifølge den foreslåede § 5 c, stk. 1, vil den strategiske planlægning for landsbyer skulle foretages under hensyn til de lokale forhold. Det betyder bl.a., at detaljeringsgraden af den strategiske planlægning kan variere fra kommune til kommune, og at kommunerne med forbehold for regler fastsat i medfør af den foreslåede § 5 c, stk. 3, kan beslutte på hvilket nærmere grundlag og efter hvilken metode den strategiske planlægning foretages. For kommuner, hvor strategisk planlægning for landsbyer ikke vurderes relevant, f.eks. en bykommune uden udfordrede landsbyer, kan det i kommuneplanens redegørelse med henvisning dertil beskrives, at der ikke er behov for strategisk planlægning efter reglerne i kapitel 2 b.

Ifølge den foreslåede § 5 c, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle koordinere den strategiske planlægning for landsbyer med nabokommuner, hvis muligheder for udvikling af landsbyer også er afhængig af udviklingen af landsbyer i disse kommuner. Bestemmelsen skal medvirke til, at kommunerne sikrer en hensigtsmæssig koordinering, hvor der er eller kan være en funktionel sammenhæng mellem landsbyer i forskellige kommuner. Bestemmelsen betyder bl.a., at kommunen, hvor det er relevant, skal inddrage forhold som faciliteter og foreningsliv m.v., der har betydning på tværs af kommunegrænserne, og at kommunerne efter omstændighederne skal arbejde for at koordinere en strategisk planlægning, der understøtter en ønsket udvikling af landsbyer på tværs af kommunegrænser. Bestemmelsen supplerer lovens almindelige regler om, at der i redegørelsen til kommuneplanen skal gives oplysninger om kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommunerne, jf. planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15.

Med den foreslåede § 5 c, stk. 3, vil erhvervsministeren kunne fastsætte regler om grundlaget for den strategiske planlægning for landsbyer. Bemyndigelsen kan benyttes til at sikre kvaliteten af den strategiske planlægning for landsbyer, herunder til at kunne tilpasse grundlaget for den strategiske planlægning på baggrund af de løbende erfaringer med planlægningen. Bemyndigelsen vil eksempelvis kunne benyttes til at fastsætte regler om, at den strategiske planlægning helt eller delvis skal udføres på grundlag af en konkret vurdering af de enkelte landsbyer med særlig inddragelse af lokalsamfundene. Bemyndigelsen vil tillige kunne benyttes til at fastlægge hensigtsmæssige procedurer for inddragelse af berørte lokalsamfund og nabokommuner m.v. Herved bliver det også muligt på baggrund af de løbende erfaringer med kommunernes strategiske planlægning at udbrede metoder og procedurer, som generelt har vist sig hensigtsmæssige. Det er ikke hensigten, at bemyndigelsen skal udnyttes ved lovens ikrafttræden, men at den skal kunne tages i anvendelse, hvis der senere viser sig et behov for at fastsætte regler om grundlaget for den strategiske planlægning.

Den foreslåede § 5 d angiver elementer i kommuneplanlægningen, som den strategiske planlægning for landsbyer vil skulle medvirke til at sikre. Med den foreslåede bestemmelse skal kommuneplanlægningen understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i landsbyer, fremme en differentieret og målrettet udvikling af landsbyer og angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af landsbyer.

Kommuneplanlægningen vil efter den foreslåede § 5 d, nr. 1, skulle understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i landsbyer. Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen med kommuneplanlægningen skal fremme forhold, som har positiv betydning for levedygtige lokalsamfund i landsbyer. Der er tale om en overordnet målsætning, som kommunalbestyrelsen skal varetage med den samlede kommuneplanlægning. Bestemmelsen betyder ikke, at kommuneplanlægningen skal understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i alle kommunens landsbyer. Om en landsby er levedygtig, kan karakteriseres ved en række forhold, der kan afhænge af og variere med de lokale forhold. Der kan således være stor forskel på, hvad der for landsbyer har betydning for, om de betragtes som levedygtige. Ofte vil det dog gælde, at landsbyen alene eller sammen med andre landsbyer eller større bysamfund i højere eller mindre grad kan tilbyde indbyggerne tidssvarende boliger i varierende former, tilgængelighed til beskæftigelse, mulighed for etablering af virksomhed, social sammenhængskraft, nærhed til offentlig og privat service, idræts- og fritidsaktiviteter, adgang til natur- og landskabsværdier samt passende trafikal og digital infrastruktur. Endelig er landsbyer et udtryk for en fælles kulturhistorie og kan udgøre et kulturmiljø med høj bygningsmæssig værdi, der skaber tilknytning til et sted og skaber identitet for både bosættere og erhverv, og som derfor også kan have betydning for, om landsbyer er levedygtige. De nævnte forhold behøver ikke alle at være til stede og kan være tilstede i større eller mindre grad, og andre forhold kan have væsentlig betydning. Det er op til kommunalbestyrelsen under hensyn til de lokale forhold at vurdere, hvad der nærmere har betydning for, om der kan ske en udvikling af levedygtige lokalsamfund i kommunens landsbyer. Kommunalbestyrelsen kan samtidig forholde sig strategisk til de landsbyer, som snarere må karakteriseres som udfordrede i forhold til ovenstående parametre for levedygtige landsbyer.

Kommuneplanlægningen vil efter den foreslåede § 5 d, nr. 2, skulle fremme en differentieret og målrettet udvikling af landsbyer. Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ved kommuneplanlægningen for landsbyer skal tage afsæt i, at landsbyer er forskellige, og at der for de enkelte landsbyer eller eventuelt for forskellige kategorier af landsbyer derfor kan være behov for forskellige planlægningsmæssige rammer og tiltag i øvrigt. Udvikling af landsbyer er således i denne sammenhæng ikke identisk med fysisk planlægning og en geografisk udvidelse af landsbyer. Udvikling af landsbyer kan eksempelvis bestå af andre tiltag for at understøtte levedygtigheden af lokalsamfund inden for landsbyens eksisterende fysiske rammer, og kan efter omstændighederne også bestå i at omdanne, og eventuelt reducere, bebyggelsen inden for landsbyens fysiske rammer. Kommuneplanlægningen skal i relevant omfang forholde sig til disse forskelle og fremme en differentieret og målrettet udvikling af landsbyer på baggrund af den sammenhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af landsbyer. Kommunalbestyrelsen skal herved også forholde sig til de landsbyer, som må karakteriseres som udfordrede. Det er op til kommunalbestyrelsen under hensyn til de lokale forhold at vurdere, hvad der er planlægningsmæssigt relevante forskelle, som kommuneplanlægningen skal forholde sig til for at fremme en differentieret og målrettet udvikling af kommunens landsbyer.

Kommuneplanlægningen vil efter den foreslåede § 5 d, nr. 3, skulle angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af landsbyer. Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen i kommuneplanlægningen skal formulere overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af kommunens landsbyer. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til de overordnede målsætninger og virkemidler på baggrund af den samlede stillingtagen til muligheder for udvikling af kommunens landsbyer og under hensyn til formålet om at understøtte en udvikling af levedygtige lokalsamfund i landsbyer. Målsætninger og virkemidler kan formuleres generelt for nærmere bestemte kategorier af landsbyer eller konkret for enkelte landsbyer i kommunen. De overordnede målsætninger og virkemidler vil skulle indgå som en del af grundlaget for kommunalbestyrelsens fastsættelse af retningslinjer for udvikling af landsbyer, jf. den foreslåede § 11 a, nr. 23.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.2.

Til nr. 6

Den foreslåede ændring af § 11 a, stk. 1, nr. 1, er en konsekvens af, at der indsættes et nyt stykke 12 i § 11 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Herigennem rettes der samtidig op på, at der ved § 1, stk. 29, i lov nr. 668 af 8. juni 2017 ved en fejl blev indsat en henvisning til stk. 6-13 i § 11 a, stk. 1, nr. 1. Dette burde rettelig have været en henvisning til stk. 6-12, jf. samme lovs § 1, nr. 39.

Til nr. 7

Planlovens § 11 a indeholder de emner, som skal behandles i kommuneplanen (kommuneplankataloget). Efter planlovens § 11 b, stk. 2, kan en kommune tillige fastsætte retningslinjer i kommuneplanen for andre forhold end dem, der udtrykkeligt er nævnt i kommuneplankataloget i § 11 a, stk. 1.

Efter gældende regler kan kommunalbestyrelsen fastsætte retningslinjer for landsbyer, jf. planlovens § 11 b, stk. 2, og en række kommuner har fastsat sådanne retningslinjer. Der kan eksempelvis fastsættes retningslinjer om, hvordan de mindre landsbyer skal afgrænses for at opnå begrænsede udbygningsmuligheder, og hvor det vil være muligt at udarbejde landzonelokalplaner for de landsbyer, hvor der kan ske mere omfattende udvikling. Der skal være retningslinjer for landsbyer, hvor der skal planlægges for en egentlig byudvikling. Der kan efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 23, fastsættes retningslinjer for og herved udpeges op til to omdannelseslandsbyer.

Det foreslås at udvide kommuneplankataloget i § 11 a, stk. 1, med en bestemmelse om retningslinjer for udviklingen af landsbyer.

Den foreslåede § 11 a, stk. 1, nr. 23, vil fastsætte, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udviklingen af landsbyer. Retningslinjer for udviklingen af landsbyer vil skulle fastsættes på grundlag af kommunalbestyrelsens strategiske planlægning for landsbyer.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at kommunalbestyrelsens sammenhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af kommunens landsbyer vil skulle udmøntes i retningslinjer i kommuneplanen. Det er kommunalbestyrelsen, der vurderer, hvorledes retningslinjer for udviklingen af landsbyer skal formuleres. Bl.a. om de skal fastsættes som konkrete retningslinjer for bestemte områder, eller som mere generelle retningslinjer på baggrund af kriterier, der er relevante for den pågældende kommune.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.2.

Til nr. 8

Efter den foreslåede bestemmelse § 11 a, stk. 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, forstås begrebet produktionsvirksomheder, som virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, eller virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Den gældende bestemmelse i § 11 a, stk. 1, nr. 24, fastslår, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af erhvervsområder, herunder erhvervshavne, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, transport-, og logistikvirksomheder og friholdes for anden anvendelse uden tilknytning til sådanne virksomheder.

På baggrund af den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 12, foreslås det, at der i § 11 a, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 25, efter produktionsvirksomheder, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse om, hvad der forstås ved produktionsvirksomheder.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 9

Den foreslåede ændring af § 11 a, stk. 1, nr. 25, der bliver nr. 26, er en konsekvens af, at den gældende § 11 a, stk. 1, nr. 24, bliver til § 11 a, stk. 1, nr. 25, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 10

Den foreslåede ændring af § 11 a, stk. 1, nr. 26, der bliver nr. 27, er en konsekvens af, at den gældende § 11 a, stk. 1, nr. 25 bliver til § 11 a, stk. 1, nr. 26, jf. lovforslagets § 1, nr. 9

Til nr. 11

Den foreslåede ændring af § 11 a, stk. 7, er en konsekvens af, at den gældende § 11 a, stk. 12, bliver til § 11 a, stk. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 12

Det fremgår af lovbemærkningerne til ændring af planloven i juni 2017, hvad der forstås ved begrebet produktionsvirksomheder, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 13, i betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. maj 2017 om forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Folketingstidende 2016-17, B, side 9, spalte 2.

Efter denne forstås produktionsvirksomheder som virksomheder omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen), bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller (maskinværkstedsbekendtgørelsen), og virksomheder anført på bilag 1 i bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (brugerbetalingsbekendtgørelsen). Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Idet Miljøstyrelsen imidlertid planlægger at udskille visse typer brancher fra godkendelsesbekendtgørelsen og tage dem over i branchebekendtgørelser og allerede har gjort det med virksomheder omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav til mellemstore fyringsanlæg, er og vil nogle virksomheder ophøre med at være omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Der er derfor behov for at udvide begrebet produktionsvirksomheder, således at der tages højde for ændringerne i godkendelsesbekendtgørelsen. Samtidig foreslås det, at begrebet produktionsvirksomheder defineres i et nyt stk. 12, i § 11 a.

Det foreslås på den baggrund, at godkendelsesbekendtgørelsen erstattes med den nuværende godkendelsesbekendtgørelse, således at de brancher, som bliver udskilt fra godkendelsesbekendtgørelsen på et senere tidspunkt, fortsat vil være omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

For så vidt angår virksomheder omfattet af de øvrige bekendtgørelser, er der tale om virksomheder omfattet af den til enhver tid gældende bekendtgørelse.

Definition udvides endvidere med bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, idet virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse oprindeligt var omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, inden de blev udskilt fra godkendelsesbekendtgørelsen.

Endvidere erstattes "og" med et "eller" i den oprindelige definition, idet virksomhederne kun skal være omfattet af en af bekendtgørelserne i definitionen og ikke af alle bekendtgørelserne.

Ved produktionsvirksomheder forstås herefter virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, eller virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, heller ikke selv om husdyrbruget eksempelvis er omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed.

I forhold til øvrige bestemmelser i planloven, som omhandler produktionsvirksomheder, er det produktionsvirksomhederne nævnt i planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24, om produktionsvirksomheder i erhvervsområder, jf. definitionen i § 11 a, stk. 12, der refereres til, idet bestemmelserne i planloven relaterer sig til produktionsvirksomhederne i erhvervsområderne.

Baggrunden for bestemmelsen er, at der er behov for at udvide begrebet produktionsvirksomheder, således at de virksomheder, som var omfattet af begrebet ved planlovsændringen i juni 2017, fortsat er omfattet af begrebet.

Til nr. 13

Forslaget er en konsekvens af lovforslaget i henhold til § 1, nr. 14, hvor det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 11 b, stk. 1, således at nr. 15 i § 11 b, stk. 1, ikke længere er det næstsidste nummer i stk. 1. Ordet "og" i § 11 b, stk. 1, nr. 15, skal derfor udgå.

Til nr. 14

Efter planlovens § 11 b, skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen. Der er således en nøje sammenhæng mellem lokalplanlægningen og kommuneplanens rammedel. Der kan ikke lokalplanlægges for emner eller områder, der ikke er opstillet i kommuneplanrammer.

Det fremgår af § 11 b, stk. 1, nr. 16, at rammer for indholdet af lokalplaner fastsættes for de enkelte dele af kommunen med hensyn til konsekvensområder omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder og transformationsområder inden for konsekvensområder.

Det foreslås, at bestemmelsen ophæves, og affattes på ny.

Det foreslås, at det fremgår af en ny § 11 b, stk. 1, nr. 16, at rammer for indholdet af lokalplaner fastsættes for de enkelte dele af kommunen med hensyn til konsekvensområder omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder.

Transport- og logistikvirksomheder foreslås således tilføjet i forhold til den eksisterende bestemmelse, idet erhvervsområder er forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og ikke kun produktionsvirksomheder. Baggrunden for tilføjelsen er således en præcisering af bestemmelsen. Ændringen indeholder ingen materielle ændringer.

Det foreslås, at det fremgår af en ny § 11 b, stk. 1, nr. 17, at rammer for indholdet af lokalplaner fastsættes for de enkelte dele af kommunen med hensyn til transformationsområder inden for konsekvensområder, der er belastet af støj. Teksten er enslydende med den nuværende tekst i § 11 b, stk. 1, nr. 16, dog med en tilføjelse af ordet støj, hvad der er en præcisering af bestemmelsen, idet transformationsområder omhandler støj. Ændringen indeholder ingen materielle ændringer.

Den foreslåede nr. 16 og 17 fastsætter således fortsat, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte rammer for lokalplanlægningen inden for konsekvensområder omkring produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder samt for transformationsområder.

Hvis udpegningen af konsekvensområder, eksempelvis er foretaget som en 500 m's afgrænsning uden nogen nærmere vurdering af miljøforholdene, skal rammerne fastlægge et krav om, at der skal foretages en vurdering af, hvilke effekter den planlagte anvendelse i konsekvensområdet eller transformationsområdet belastet af støj, vil have for produktionsvirksomhedernes gældende og fremtidige miljøvilkår.

Er afgrænsningen af konsekvensområder eksempelvis foretaget ud fra en konkret vurdering af produktionsvirksomhedernes miljøvilkår, skal rammerne fastlægge de begrænsninger for byggeriets udformning (f.eks. højde), placering på grunden (afstand) m.v. og for støj eller luft, herunder de eventuelle afskærmningsforanstaltninger, som sikrer, at grænseværdierne kan overholdes, så det ikke giver grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne efter reglerne om miljøgodkendelser og påbud i lov om miljøbeskyttelse.

Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 15

Ifølge planlovens § 11 e skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse for kommuneplanens forudsætninger. Redegørelsen udgør baggrunden og begrundelsen for kommunalbestyrelsens vedtagelse af kommuneplanforslaget og er vigtig for den efterfølgende forståelse og fortolkning af kommuneplanen. Redegørelsen er det sted, hvor kommuneplanens indhold og baggrund forklares.

Det foreslås, at § 11 e udvides med særlige krav til indholdet af redegørelsen for den strategiske planlægning.

Med den foreslåede § 11 e, stk. 3, fastsættes det, at redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder en strategisk planlægning for landsbyer, jf. § 5 c, stk. 1, skal indeholde:

1) oplysninger om grundlaget for den strategiske planlægning for landsbyer og

2) en redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af landsbyer.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, nr. 1, skal redegørelsen indeholde oplysninger om grundlaget for den strategiske planlægning for landsbyer. Baggrunden for bestemmelsen er, at den enkelte kommune under hensyn til lokale forhold som udgangspunkt selv vælger på hvilket grundlag den strategiske planlægning udføres. Den foreslåede bestemmelse betyder, at kommunen som en del af redegørelsen skal oplyse om det grundlag, som kommunen har baseret den strategiske planlægning på. Redegørelsen vil bl.a. skulle indeholde oplysninger om metodevalget og væsentlige forhold, som kommunen inddrager i den strategiske planlægning for landsbyer. Redegørelsen vil tillige skulle indeholde oplysninger om den del af grundlaget for den strategiske planlægning, som er inddraget i overensstemmelse med regler fastsat af erhvervsministeren i medfør af den foreslåede § 5 c, stk. 3.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, nr. 2, stilles krav om en redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af landsbyer. Bestemmelsen betyder, at kommunen vil skulle redegøre for, hvordan den sammenhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af landsbyer, som foretages i den strategiske planlægning, udmøntes i kommuneplanlægningen. Bestemmelsen skal hermed være med til at sikre sammenhæng mellem planstrategien og den øvrige del af kommuneplanlægningen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.2.

Til nr. 16

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder de emner, som der kan optages bestemmelser om i lokalplaner (lokalplankataloget). Det foreslås at nyaffatte planlovens nr. 14 i § 15, stk. 2, om mekanisk ventilation.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, kan der i en lokalplan optages bestemmelser om krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til kontorformål og lign. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Bestemmelsen omfatter kun bebyggelse til kontorformål og lign., udover at det er forudsat i bestemmelsen, at bestemmelsen kun omfatter hermetisk lukkede bygninger og således ikke andre typer bygninger, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 27, i betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. maj 2017 om forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Folketingstidende 2016-17, B, side 13, spalte 2.

Det foreslås, at § 15, stk. 2, nr. 14, nyaffattes, således at mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening, er overholdt, kan gælde alle typer af bygninger til boligformål eller kontorformål, og lign., og ikke kun som i dag for hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign. Endvidere foreslås det, at den både omfatter ny bebyggelse og ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse, som i dag.

Efter det foreslåede kan der herefter i en lokalplan optages bestemmelser om krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt til opførelse af ny bebyggelse til boligformål eller kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til boligformål eller kontorformål og lign.

Ved at luftindtaget placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt, sikres det, at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, støv og anden luftforurening. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Ved kontorformål og lign. forstås eksempelvis showrooms, liberale erhverv og serviceerhverv.

Det foreslås samtidig, at kravet stilles som betingelse for ibrugtagning, idet det er en afskærmningsforanstaltning. Bygningerne må således først tages i brug, når kravet om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening, er overholdt, er opfyldt. Dette gælder både i forhold til en ny bebyggelse eller ved en ændret anvendelse af eksiste?rende bebyggelse. Et eksempel på en ændret anvendelse af en bebyggelse kunne være, at en eksisterende erhvervsbygning bliver lavet om til boliger i bygninger, som ikke er hermetisk lukkede, men hvor der stilles krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening, er overholdt.

Baggrunden for bestemmelsen er, at skabe hjemmel til, at kommunalbestyrelsen fremover i lokalplanen kan optage bestemmelser om krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt til opførelse af ny bebyggelse til boligformål eller kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til disse, som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen.

Til nr. 17

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder de emner, som der kan optages bestemmelser om i lokalplaner (lokalplankataloget).

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, kan der i en lokalplan optages bestemmelser om krav om mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål og lign. og ved ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse til kontorformål og lign. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Det er forudsat i bestemmelsen, at bestemmelsen kun omfatter hermetisk lukkede bygninger og således ikke andre typer bygninger, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 27, i betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 18. maj 2017 om forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Folketingstidende 2016-2017, B, side 13, spalte 2.

Som konsekvens af, at det foreslås, at § 15, stk. 2, nr. 14, nyaffattes, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det at indsætte et nyt nr. 15, i § 15, stk. 2, hvorefter der kan fastsættes krav om, at en bygning skal være hermetisk lukket, således at det sikres, at luft, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet, ikke kommer ind i bygningen, som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen. Ved grænseværdier foreslås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Efter det foreslåede kan der herefter i en lokalplan optages bestemmelser om krav om, at en bygning skal være hermetisk lukket, således at luft, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening ikke er overholdt ikke kommer ind i bygningen.

At bygningen er hermetisk lukket omfatter, at vinduer på de pågældende steder ikke kan åbnes, at der ikke er ventilationskanaler i vinduerne, at der ikke er altaner og andre ting, som kan medføre, at luft, hvor grænseværdierne ikke er overholdt kommer ind i bygningen.

Omvendt betyder det, at der kan være åbne vinduer og etableres altaner i de højder og arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt. En bygning kan derfor være hermetisk lukket nogle steder og have mulighed for oplukkelige vinduer og altaner andre steder. Dette kan f.eks. være tilfældet i forhold til røgfaner fra en virksomhed, hvor bygningen skal være hermetisk lukket i de øverste etager, hvor røgfanen passerer, men hvor der kan være mulighed for oplukkelige vinduer og altaner i de nederste etager, såfremt grænseværdierne er overholdt i de højder.

Det foreslås samtidig, at kravet stilles som betingelse for ibrugtagning, idet det er en afskærmningsforanstaltning. Bygningerne må således først tages i brug, når kravet om, at bygningen skal være hermetisk lukket, er opfyldt.

Baggrunden for bestemmelsen er, at skabe hjemmel til, at kommunalbestyrelsen fremover i lokalplanen kan optage bestemmelser om krav om, at en bygning skal være hermetisk lukket, således at det sikres, at luft, hvor grænseværdierne for lugt, støv og anden luftforurening er overskredet, ikke kommer ind i bygningen, som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen.

Til nr. 18

Den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 1, er en konsekvens af, at den gældende § 15, stk. 2, nr. 22 og 25, bliver til nr. 23 og 26, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 19

Efter planlovens § 15 b, stk. 1, må en lokalplan kun udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Bestemmelsen skal sikre, at der ikke kan opføres boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v. i områder og i højder, som er belastet af lugt, støv og anden luftforurening, som overskrider grænseværdierne. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Bestemmelsen omfatter alle kilder, som udleder lugt, støv eller anden luftforurening, og dermed også mindre virksomheder, som restauranter, pizzeriaer, cafeer, osv. Bestemmelsen som kom ind ved planlovsændringen i 2017, har således gjort det sværere for kommunerne at planlægge i umiddelbar nærhed af byintegrerbare erhverv som pizzeriaer, restauranter, caféer, osv. Det kan derfor ikke udelukkes, at kommunerne fremover kan være tilbageholdende med at planlægge for denne type erhverv, så disse fremover ikke bliver en stopklods for den videre udvikling. Det har ikke været hensigten med planlovsændringen fra 2017, at de byintegrerbare erhverv skal begrænses eller skal begrænse et byudviklingsprojekt, men at det forsat skal være muligt at have en blandet by med forskellige byfunktioner.

På den baggrund foreslås det, at der sker en afgræsning af planlovens § 15 b, stk. 1, således at bestemmelsen bliver afgrænset fra at omfatte alle kilder med lugt, støv eller anden luftforurening til kun at omfatte lugt, støv eller anden luftforurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logi?stikvirksomheder og husdyrbrug. Efter det foreslåede må en lokalplan herefter kun udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Ved produktionsvirksomheder forstås efter det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 12, virksomheder omfattet af bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed, bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål, eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse, eller virksomheder anført på bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.

Forslaget til planlovens § 15 b, stk. 1, vil på den baggrund medføre, at følgende virksomheder eksempelvis ikke længere vil være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, idet disse ikke er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de ikke er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser: autoværksteder omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen, røgerier, kødvarevirksomheder og slagter- og viktualievirksomheder (herunder butikker) med tilberedning af madvarer på mindre end eller lig 500 kg pr. dag, mindre røgerier på havnearealer som har en kapacitet på mindre end 500 kg pr. dag og mindre bryggerier f.eks. mikrobryggerier med en lav kapacitet.

Ligeledes vil restauranter, caféer og pizzeriaer heller ikke være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, da disse ikke er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de ikke er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser.

Derimod vil følgende virksomheder eksempelvis fortsat være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, da disse er omfattet af begrebet produktionsvirksomheder, da de er omfattet af en af de ovenstående bekendtgørelser: røgerier, kødvarevirksomheder og slagter- og viktualievirksomheder (herunder butikker) med tilberedning af madvarer på mere end 500 kg pr. dag, bryggerier, mineralvandsfabrikker, maltfabrikker, brødfabrikker og engrosbagerier.

Husdyrbrugene vil fortsat være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, i lighed med produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder. Ved husdyrbrug forstås husdyrbrug omfattet af bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug, som har hjemmel i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord eller bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord.

Dette betyder, at de fleste husdyrbrug er omfattet af § 15 b, stk. 1, medmindre de er meget små. Dette betyder endvidere, at der ved husdyrbrug eksempelvis ikke forstås zoologiske haver, dyreparker, cirkusser, forlystelsesparker, stalde til dyrehold omfattet af lov om dyreforsøg, dyrehold på politigårde, almindelig dyrehandel og dyrehospitaler.

Ved en afgræsning af planlovens § 15 b, stk. 1, skal kommunerne herefter planlægge med afstand til eller tage hensyn til højde i forhold til produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug.

De øvrige lugtkilder, som efter afgræsningen ikke vil være omfattet af planlovens § 15 b, stk. 1, bliver reguleret efter reglerne om påbud efter lov om miljøbeskyttelse. Ved evt. klager fra kommende naboer vil denne type virksomheder, hvis grænseværdierne er overskredet, ligesom i dag kunne få meddelt påbud om at nedbringe forureningen. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Ændringen vil medføre en delvis tilbagerulning af den ændring, som blev indført i 2017 med planlovens § 15 b, stk. 1, og er således en lempelse i planlægningen for kommunerne, som efterspurgt af kommunerne.

Der er ingen øvrige materielle ændringer af bestemmelsen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.4.2.

Til nr. 20

Efter planlovens § 15 b, stk. 2, kan en lokalplan udlægge arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål, og lign, hvis planen ved bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, (mekanisk ventilation og hermetisk lukket bygning) kan sikre at grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening overholdes indendørs og udendørs. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

På baggrund af at det foreslås, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 14, ophæves, og at der affattes en ny § 15, stk. 2, nr. 14, om krav om mekanisk ventilation, og en ny § 15, stk. 2, nr. 15, om krav om at bygningen skal være hermetisk lukket, se lovforslagets § 1, nr. 16 og 17, foreslås det, at § 15 b, stk. 2, henviser både til § 15, stk. 2, nr. 14 og 15, således, at det er et krav, at bygningen skal være hermetisk lukket, og at der er mekanisk ventilation, hvor luftindtag skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt.

Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Derudover foreslås det, at det ikke længere fremgår af § 15 b, stk. 2, at grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening skal overholdes indendørs, idet grænseværdier omhandler udendørs værdier. I stedet fremgår det i den foreslåede ordlyd i § 15 b, stk. 2, at en lokalplan kan udlægge arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål og lign., hvis planen ved bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 15, og om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Det foreslåede i § 15 b, stk. 2, fastsætter således, at en lokalplan uanset stk. 1. kan udlægge arealer i konsekvensområder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 26, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål og lign., hvis planen ved bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 15, og om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Det foreslåede i planlovens § 15 b, stk. 2, sammenholdt med det foreslåede i planlovens § 15, stk. 2, nr. 14 og nr. 15, svarer i sit indhold til gældende ret om hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign. og medfører ingen materielle ændringer.

Med lovforslaget er der derfor fortsat mulighed for, at kommunerne kan planlægge for ny bebyggelse til kontorformål og lign., i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, så længe kommunen sikrer, at der etableres de nødvendige afværgeforanstaltninger i form af hermetisk lukkede bygninger med mekanisk ventilation, hvor luftindtag placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt.

Hermetisk lukkede bygninger med mekanisk ventilation indebærer, at det ikke skal være muligt at åbne vinduer i de højder, hvor grænseværdierne er overskredet, således at luften udefra ikke kan trænge ind, som f.eks. i de højder hvor røgfaner fra virksomheder passerer bygningen, og at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, støv og anden luftforurening. Afværgeforanstaltningerne skal således sikre, at borgere som opholder sig i bygningerne ikke udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening, selv om grænseværdierne er overskredet udenfor.

Lovforslaget indebærer endvidere fortsat, at der udover afværgeforanstaltninger til sikring mod forurening indendørs, heller ikke kan etableres udendørsarealer, tagterrasse, altaner m.v., i de højder eller på arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet. Dette begrundet i at borgere som opholder sig i bygningerne, hverken skal udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne indenfor eller udenfor. En altan vil medføre gene og luftforurening indenfor, når altandøren står åben og luftforurening i luften på altanen, såfremt grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet udenfor.

Omvendt betyder det, at der kan være åbne vinduer og etableres altaner i de højder og arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt. En bygning kan derfor være hermetisk lukket nogle steder og have mulighed for åbne vinduer og altaner andre steder, f.eks. i forhold til røgfaner fra en virksomhed, kan bygningen være hermetisk lukket i de øverste etager, men have mulighed for oplukkelige vinduer og altaner i de nederste etager.

Grænseværdierne har til formål at beskytte befolkningen mod skadelige effekter og gener fra luftforureningen. Grænseværdierne skal være overholdt i 1½ meters højde og i de højder, hvor folk opholder sig. En altan i direkte tilknytning til et kontor vil betyde, at borgerne vil blive udsat for niveauer af eksempelvis støv eller anden luftforurening over grænseværdierne i Miljøstyrelsens vejledninger eller Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser, hvilket kan være sundhedsskadeligt. Et kommunalt ønske om at etablere kontorer i højder, hvor grænseværdierne ikke kan overholdes, nødvendiggør derfor en bygning, hvor vinduerne ikke kan åbnes, samt at der ikke etableres altaner, for at sikre borgernes sundhed.

I forbindelse med opførelse af bebyggelse efter den foreslåede bestemmelse vil det være bygherre, der skal afholde udgifterne til afskærmningsforanstaltninger samt udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, og ikke produktionsvirksomhederne. Udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, kan være udgifter til opfyldelse af brandkravene i bygningsreglementet.

Den foreslåede ændring af § 15 b, stk. 2, hvor henvisningen til nr. 25 foreslås ændret til nr. 26, er en konsekvens af, at den gældende § 11 a, stk. 1, nr. 25, bliver til nr. 26, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 21

Efter planlovens § 15 b, stk. 2, kan en lokalplan udlægge arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål, og lign., hvis planen ved bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, (mekanisk ventilation og hermetisk lukkede bygninger) kan sikre at grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening overholdes. Ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser. Bestemmelsen omfatter ikke boliger.

Det foreslåede i § 15 b, stk. 3, fastsætter at kommunalbestyrelsen i en lokalplan kan udlægge arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til boliger med undtagelse af døgninstitutioner, og lign, hvis betingelserne i nr. 1 og 2 er opfyldt.

Ved døgninstitutioner og lign. forstås boliger, hvor mennesker har døgnophold, som plejehjem, ældreboliger, handicapboliger, kostskoler m.v., hvad der hænger sammen med den frivillighed, der skal være, ved at vælge at bo i en hermetisk lukket bolig i et område belastet af lugt, støv eller anden luftforurening og ikke at kunne åbne sine vinduer.

Det foreslåede i § 15, stk. 3, nr. 1, fastsætter, at det er et krav, at lokalplanen med bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger og mekanisk ventilation, hvor luftindtaget skal placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening er overholdt, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening, og at bestemmelserne stilles som betingelse for ibrugtagning af bebyggelsen, jf. det foreslåede § 15, stk. 2, nr. 14, og 15, under lovforslagets § 1, nr. 16 og 17. Ved grænseværdier foreslås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

Med lovforslaget om boliger i hermetisk lukkede bygninger skabes der mulighed for, at kommunerne kan planlægge for boliger i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening i lighed med kontorer, så længe kommunen sikrer, at der etableres de nødvendige afværgeforanstaltninger i form af hermetisk lukkede bygninger med mekanisk ventilation, hvor luftindtag placeres i en højde, hvor grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt.

Hermetisk lukkede bygninger med mekanisk ventilation indebærer, at det ikke skal være muligt at åbne vinduer i de højder, hvor grænseværdierne er overskredet, således at luften udefra ikke kan trænge ind, som f.eks. i de højder hvor røgfaner fra virksomheder passerer bygningen, og at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, støv og anden luftforurening. Afværgeforanstaltningerne skal således sikre, at beboere i deres boliger ikke udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening, selv om grænseværdierne er overskredet udenfor.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der udover afværgeforanstaltninger til sikring mod forurening indendørs, heller ikke kan etableres udendørsarealer, tagterrasse, altaner, m.v., i de højder eller på arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet. Dette begrundet i at beboerne, der bor i ejendommen, hverken skal udsættes for lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne indenfor eller udenfor. En altan vil medføre gene og luftforurening indenfor, når altandøren står åben og luftforurening i luften på altanen, såfremt grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet udenfor.

Omvendt betyder det, at der kan være åbne vinduer og etableres altaner i de højder og arealer, hvor grænseværdierne for lugt, støv eller anden luftforurening er overholdt. En bygning kan derfor være hermetisk lukket nogle steder og have mulighed for åbne vinduer og altaner andre steder, f.eks. i forhold til røgfaner fra en virksomhed, kan bygningen være hermetisk lukket i de øverste etager, men have mulighed for oplukkelige vinduer og altaner i de nederste etager.

Grænseværdierne har til formål at beskytte befolkningen mod skadelige effekter og gener fra luftforureningen. Grænseværdierne skal være overholdt i 1½ meters højde og i de højder, hvor folk opholder sig. En altan i direkte tilknytning til et beboelsesrum vil betyde, at borgerne vil blive udsat for niveauer af eksempelvis støv eller anden luftforurening over grænseværdierne i Miljøstyrelsens vejledninger eller Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser, hvilket kan være sundhedsskadeligt. Et kommunalt ønske om at etablere boliger i højder, hvor grænseværdierne ikke kan overholdes, nødvendiggør derfor en bygning, hvor vinduerne ikke kan åbnes, samt at der ikke etableres altaner, for at sikre borgernes sundhed.

I forbindelse med opførelse af bebyggelse efter de foreslåede bestemmelser vil det være bygherre, der skal afholde udgifterne til afskærmningsforanstaltninger samt udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, og ikke produktionsvirksomhederne. Udgifter som følge af afskærmningsforanstaltningerne, kan være udgifter til opfyldelse af brandkravene i bygningsreglementet.

Det foreslåede i § 15 b, stk. 3, nr. 2, fastsætter, at der i umiddelbar tilknytning til ejendommen skal være adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdierne skal være overholdt, idet det er vigtigt, at der i umiddelbar nærhed etableres udendørs opholdsarealer, der ikke er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, således at beboere i en bolig, fortsat har adgang til at komme udenfor. Et sådant udendørs opholdsareal kan f.eks. være et gårdmiljø eller et græsareal tilknyttet et højhus, idet en forurening, som belaster de højere etager pga. røgfaner fra produktionsvirksomheder, ikke må belaste luften i gadeniveau. Der er ikke noget afstandskrav i forhold til opholdsarealet, men i begrebet umiddelbar tilknytning til ejendommen ligger, at beboeren ikke skal ud på en længere gåtur i forbindelse med adgangen til at komme udenfor.

Det foreslåede i § 15 b, stk. 4, fastsætter, at kommunalbestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til boliger efter stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet, og at der de steder, hvor grænseværdierne er overskredet, ikke må isættes vinduer, som kan åbnes, og ikke må etableres udendørs opholdsarealer som tagterrasse, altaner m.v.

Tinglysningen skal tjene det formål, at de kommende beboere skal gøres særligt opmærksomme på, at ejendommen er beliggende i et område belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, hvilket medfører, at der ikke kan isættes vinduer, der kan åbnes eller etableres altaner m.v. Tinglysningen tjener et informativt formål og er ikke en gyldighedsbetingelse i forhold til lokalplanen og dens indhold. Beboere, som ikke har orienteret sig i lokalplanen, kan dermed have mulighed for at blive orienteret via tinglysningen. Ting?lysningen sikrer også, at beboerne ikke på et senere tidspunkt kan etablere oplukkelige vinduer eller altaner m.v. i højder, hvor grænseværdierne er overskredet. Idet lokalplanen i forvejen sikrer dette, er tinglysningens primære formål imidlertid at sikre, at den enkelte køber er oplyst omkring lokalplanens krav om, at bygningen er hermetisk lukket.

En lokalplan kan som udgangspunkt kun ophæves (eller ændres) ved vedtagelse af en ny lokalplan.

En lokalplan kan fraviges ved dispensation fra bestemmelserne i en lokalplan efter planlovens § 19, stk. 1, og ved at ophæve en lokalplan efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Efter planlovens § 19, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper eller tidsbegrænses. Videregående afvigelser end omhandlet i planlovens § 19, stk. 1, kan derimod kun ske ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2.

Efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1, kan kommunalbestyrelsen beslutte at ophæve lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig.

Efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen beslutte at ophæve lokalplaner for byzoner og sommerhusområder, når udviklingen inden for lokalplanens område ikke længere gør det muligt at administrere tilladelser m.v. uden anvendelse af § 14 om forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan og af § 19 om dispensation, idet områdets hidtidige zonestatus opretholdes.

Det foreslåede i § 15 b, stk. 5, fastsætter, at kommunalbestyrelsen ikke i forhold til en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger i en vedtaget lokalplan om udlagte arealer til boliger, jf. stk. 3 i planlovens § 15 b, kan dispensere efter planlovens § 19, stk. 1, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger eller vedtage en ny lokalplan, der ophæver eksisterende bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil. Kommunalbestyrelsen kan endvidere ikke efter planlovens § 33, stk. 1, ophæve en lokalplan med en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. det foreslåede stk. 3 i planlovens § 15 b, hvis arealerne forsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil. Dette betyder i praksis, at der ikke kan dispenseres fra, eller ændres eller ophæves i en lokalplans bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger til boliger, uden at erhvervsministeren har givet tilladelse, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger.

Dette skal sikre, at der eksempelvis ikke på grund af, at en kommunalbestyrelse oplever et stigende pres fra beboere i form af klager over lugt, støv eller anden luftforurening eller ønske om altaner, vil kunne give anledning til at dispensere fra eller ændre eller ophæve en bestemmelse i en lokalplan om hermetisk lukkede bygninger til boliger, således at der pga. planlægningen kan opstå et grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne efter reglerne i lov om miljøbeskyttelse om miljøgodkendelser og påbud. Erhvervsministeren vil ved tilladelsen tage hensyn til produktionsvirksomhederne i området, hvis drifts- og udviklingsmuligheder kan blive påvirket af beslutningen.

En ophævelse kan omvendt vise sig relevant, såfremt konsekvensområdet ikke længere er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, der hvor de hermetisk lukkede bygninger med boliger ligger, f.eks. fordi den forurenende virksomhed er ophørt med at forurene enten pga. produktionsændringer eller fraflytning. Hvis en virksomhed kun midlertidigt er ophørt med at forurene, men ved normal drift igen vil forurene, vil der imidlertid ikke være grundlag for at dispensere eller vedtage en ny lokalplan.

Baggrund for bestemmelserne i § 15 b, stk. 3-5, er at skabe hjemmel til, at kommunalbestyrelserne fremover kan planlægge for hermetisk lukkede bygninger til boliger, se mere herom i de almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 22

Bestemmelsen i § 16, stk. 3, er ny.

Ifølge den gældende lov skal en lokalplan ledsages af en redegørelse for bl.a., hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området samt for behovet for eventuelle tilladelser efter anden lovgivning fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen. Redegørelsen, som i modsætning til selve lokalplanen ikke er bindende for ejere og brugere af de ejendomme, som lokalplanen omfatter, har som formål at oplyse om baggrunden og forudsætningerne for lokalplanen bl.a. af hensyn til offentlighedens inddragelse og skal således ledsage lokalplanforslaget, når det offentliggøres, jf. planlovens § 24. Der stilles i den nugældende planlov ikke krav om, at der i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan oplyses om, at lokalplanen vil kunne tjene som grundlag for ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1.

Det foreslås, at der indføjes en pligt for kommunen til at oplyse generelt om, at den endelige lokalplan vil kunne danne grundlag for ekspropriation til virkeliggørelse af planen, samt de generelle betingelser herfor.

Formålet hermed er at sikre en så tidlig information som muligt til borgere, hvis ejendom bliver omfattet af en lokalplan, om, hvad der gælder med hensyn til kommunens adgang til at ekspropriere i medfør af en konkret lokalplan, hvis betingelserne for ekspropriation i øvrigt er opfyldt. Ligeledes vil forslaget kunne medvirke til, at kommunerne på dette tidlige tidspunkt i planlægningen foretager den første indledende vurdering af, om ekspropriation vil kunne blive et nødvendigt indgreb til realisering af en given lokalplan. Der henvises til afsnit 2.6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere begrundelse herfor.

Det bemærkes, at kommunen ved lokalplanens udarbejdelse sjældent vil vide, om det vil blive aktuelt at ekspropriere ejendom for at virkeliggøre lokalplanen, og at det kun er relativt få af samtlige offentliggjorte lokalplaner, som efterfølgende anvendes af kommunen som ekspropriationsgrundlag. Den foreslåede bestemmelse stiller derfor alene krav om, at der i lokalplanredegørelsen oplyses generelt om, at lokalplanen eventuelt kan danne grundlag for ekspropriation, samt at der oplyses om de generelle betingelser herfor, jf. herved de almindelige bemærkningers beskrivelse af gældende ret om betingelserne for ekspropriation efter planlovens § 47, stk. 1, i afsnit 2.6.1.1.

Det vil for eksempel kunne ske ved, at der i lokalplanens redegørelse indsættes en formulering om, at kommunen, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, kan ekspropriere til virkeliggørelse af lokalplanen suppleret af en kort redegørelse for ekspropriationsbetingelserne og processen herfor. Et forslag til en standardformulering, som kommunerne kan tage udgangspunkt i ved udformning af fremtidige lokalplanredegørelser, vil indgå i en kommende vejledning til kommunerne om ekspropriation i medfør af planloven.

Oplysningen i redegørelsen om adgangen til at ekspropriere i medfør af lokalplanen, hvis betingelserne herfor er til stede, har som det øvrige indhold i lokalplanredegørelsen alene oplysende betydning.

Til nr. 23

Efter planlovens § 16, stk. 8, skal redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 2, om hermetisk lukkede bygninger til kontorformål og lign., gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomhederne inden for erhvervsområdet. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne.

Efter planlovens § 16, stk. 9, skal redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 a, stk. 3, om transformationsområder, indeholde de i stk. 8 nævnte forhold og oplysninger om støj i transformationsområdet.

Det foreslås, at de gældende bestemmelser i § 16, stk. 8 og 9, nyaffattes i stykker, der bliver stk. 9 og 10.

Den foreslåede § 16, stk. 9, har samme indhold som den gældende § 16, stk. 9, men hvor teksten blot er skrevet helt ud i stedet for at henvise til den gældende stk. 8. Der er ingen materielle ændringer af bestemmelsen.

Forslaget medfører således fortsat, at redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 a, stk. 3, om boliger i transformationsområder med støj, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne. Derudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om støj i transformationsområdet.

Dette kan f.eks. være oplysninger om, hvordan etablering af støjafskærmninger kan sikre, at grænseværdierne er overholdt, så det ikke giver grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne efter reglerne i lov om miljøbeskyttelse om miljøgodkendelser og påbud. Redegørelsen skal ligeledes indeholde en vurdering af, hvordan lokalplanen tager højde for virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder.

Redegørelsen skal udarbejdes af kommunalbestyrelsen, men det vil være mest hensigtsmæssigt, at berørte produktionsvirksomheder inddrages i arbejdet, hvis de er villige til at medvirke, eller at de berørte produktionsvirksomheder som minimum forelægges et udkast i god tid, inden den offentliggøres.

Det foreslåede i § 16, stk. 10, har samme indhold, som den gældende § 16, stk. 8, med en tilføjelse af § 15 b, stk. 3, som følge af indførelsen af den nye § 15 b, stk. 3, om udlægning af arealer i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til boliger.

Det foreslås, at redegørelsen til lokalplanforslag, som omfatter boliger eller kontorer og lign. i konsekvensområder, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, skal gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder i erhvervsområdet. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne, transport- og logistikvirksomhederne.

Redegørelsen kan f.eks. være oplysninger om, hvordan etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre mod forurening indenfor, og at grænseværdier er overholdt på de påbudte udendørs opholdsarealer for boliger, således at det ikke giver grundlag for at skærpe vilkårene for virksomhederne og påbud. Redegørelsen skal ligeledes indeholde en vurdering af, hvordan lokalplanen tager højde for virksomhederne drifts- og udviklingsmuligheder.

Det foreslås yderligere, at der i lighed med redegørelsen om oplysninger om støj i transformationsområder i redegørelsen om hermetisk lukkede bygninger for boliger men også kontorer og lign. i konsekvensområder med lugt, støv eller anden luftforurening fremgår oplysninger om lugt, støv eller anden luftforurening.

Redegørelsen skal udarbejdes af kommunalbestyrelsen, men det vil være mest hensigtsmæssigt, at berørte produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder inddrages i arbejdet, hvis de er villige til at medvirke, eller at de berørte produktionsvirksomheder, transport- og logistik?virk?somheder som minimum forelægges et udkast i god tid, inden den offentliggøres.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 24

Efter den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5 under lovforslagets § 1, nr. 21, kan kommunalbestyrelsen ikke i forhold til en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger i en vedtaget lokalplan om udlagte arealer til boliger, jf. § 15 b, stk. 3 om udlægning af arealer til hermetisk lukkede boliger, dispensere efter planlovens § 19, stk. 1, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil.

Den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, fastslår, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan m.v., hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen eller tidsbegrænses.

På baggrund af den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5, foreslås det, at der i § 19, stk. 1, indsættes en henvisning til den nye bestemmelse, idet der ikke kan gives dispensation efter § 19, stk. 1, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 25

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 2, er en konsekvens af, at den gældende § 15, stk. 2, nr. 20 bliver til nr. 21, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 26

Den foreslåede ændring af § 29, stk. 2, er en konsekvens af, at den gældende § 16, stk. 3, bliver til stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Til nr. 27

Efter den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5 under lovforslagets § 1, nr. 21, kan kommunalbestyrelsen ikke efter § 33, stk. 1, ophæve en lokalplan med en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. § 15 b, stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil.

Den gældende bestemmelse i § 33, stk. 1, nr. 1, fastslår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at ophæve lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig.

På baggrund af den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5, foreslås det, at der i § 33, stk. 1, nr. 1, indsættes en henvisning til den nye bestemmelse, idet en lokalplan ikke kan ophæves efter § 33, stk. 1, nr. 1 hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, uden en forudgående tilladelse fra erhvervsministeren.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 28

Efter den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5 under forslagets § 1, nr. 21, kan kommunalbestyrelsen ikke efter § 33, stk. 1, ophæve en lokalplan med en bestemmelse om hermetisk lukkede bygninger til boliger, jf. § 15 b, stk. 3, hvis arealerne fortsat skal bruges til boliger, medmindre erhvervsministeren har givet tilladelse hertil.

Den gældende bestemmelse i § 33, stk. 1, nr. 2, fastslår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at ophæve lokalplaner for byzoner og sommerhusområder, når udviklingen inden for lokalplanens område ikke længere gør det muligt at administrere tilladelser m.v. uden anvendelse af § 14 om forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan og af § 19 om dispensation, idet områdets hidtidige zonestatus opretholdes.

På baggrund af den foreslåede bestemmelse § 15 b, stk. 5, foreslås det, at der i § 33, stk. 1, nr. 2, indsættes en henvisning til den nye bestemmelse, idet en lokalplan ikke kan ophæves efter § 33, stk. 1, nr. 2, uden en forudgående tilladelse fra erhvervsministeren.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.2.

Til nr. 29

Den foreslåede ændring af § 35, stk. 10, 3. pkt., er en lovteknisk konsekvensændring. Ved en fejl blev der ved § 1, nr. 91, i lov nr. 668 af 8. juni 2018, indsat en henvisning i § 35, stk. 10, 3. pkt., til stk. 1, nr. 18. Dette burde imidlertid rettelig have været en henvisning til stk. 1, nr. 11. Forslaget til ændring af § 35, stk. 10, 3. pkt., retter op på dette.

Til nr. 30

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 1, nr. 10, er en lovteknisk konsekvensændring. Henvisningen i den gældende bestemmelse til stk. 6 burde ved lov nr. 668 af 8 juni 2017 rettelig være ændret til stk. 7 som en konsekvens af, at der ved samme lovs § 1, nr. 105, blev indsat et nyt stykke i § 36, hvorefter det hidtidige stk. 6 blev til stk. 7. Forslaget til ændring af § 36, stk. 1, nr. 10, retter op på dette.

Til nr. 31

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 1, nr. 16, er en lovteknisk konsekvensændring. Bestemmelsen blev ved § 1, nr. 98, i lov nr. 668 af 8. juni 2017, ændret således, at den gældende § 36, stk. 1, nr. 16, nu indeholder en henvisning til stk. 4, hvilket er en fejl. Bestemmelsen skal alene indeholde en henvisning til stk. 5. Forslaget til ændring af § 36, stk. 1, nr. 16, retter op på dette.

Til nr. 32

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 2, 1. pkt., er en lovteknisk konsekvensændring. Bestemmelsen blev ved § 1, nr. 102, i lov nr. 668 af 8. juni 2017 ændret således, at den gældende § 36, stk. 2, 1. pkt., nu indeholder en henvisning til stk. 1, nr. 15, hvilket er en fejl. Bestemmelsen skal alene indeholde en henvisning til stk. 1, nr. 3 og 14. Forslaget til ændring af § 36, stk. 2, 1. pkt., retter op på dette.

Til nr. 33

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 3, er en lovteknisk konsekvensændring. Henvisningen i den gældende bestemmelse til stk. 1, nr. 13, burde ved lov nr. 668 af 8. juni 2017 rettelig være ændret til stk. 1, nr. 14, som en konsekvens af, at der ved samme lovs § 1, nr. 95, blev indsat et nyt nummer i § 36, stk. 1, hvorefter den hidtidige nr. 13 blev til nr. 14. Forslaget til ændring af § 36, stk. 3, retter op på dette.

Til nr. 34

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 4, er en lovteknisk konsekvensændring. Bestemmelsen blev ved § 1, nr. 104, i lov nr. 668 af 8. juni 2017 ændret således, at den gældende § 36, stk. 4, nu indeholder en henvisning til stk. 1, nr. 20, hvilket er en fejl. Bestemmelsen skal alene indeholde en henvisning til stk. 1, nr. 3 og 14. Forslaget til ændring af § 36, stk. 4, retter op på dette.

Til nr. 35

Den foreslåede ændring af § 36, stk. 7, er en lovteknisk konsekvensændring. Henvisningen i den gældende bestemmelse til stk. 1, nr. 9, burde ved lov nr. 668 af 8. juni 2017 rettelig være ændret til stk. 1, nr. 10, som en konsekvens af, at der ved samme lovs § 1, nr. 95, blev indsat et nyt nummer i § 36, stk. 1, hvorefter den hidtidige nr. 9 blev til nr. 10. Forslaget til ændring af § 36, stk. 7, retter op på dette.

Til nr. 36

Den foreslåede ændring af § 37, stk. 1, er en lovteknisk konsekvensændring. Bestemmelsen blev ved § 1, nr. 107, i lov nr. 668 af 8. juni 2017 ændret således, at den gældende § 37, stk. 1, kun indeholder en henvisning til stk. 4, hvilket er en fejl. Der burde også være indsat en henvisning til stk. 6, som blev affattet ved samme lovs § 1, nr. 112. Forslaget til ændring af § 37, stk. 1, retter op på dette.

Til nr. 37

Den foreslåede ændring af § 37, stk. 6, nr. 2, er en konsekvens af, at den gældende § 11 a, stk. 1, nr. 27, bliver til stk. 1, nr. 28, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 38

Der gælder et forbud mod helårsbeboelse i sommerhusområder. Planlovens forbud mod helårsbeboelse i sommerhuse er med til at modvirke tilfældig byspredning til skade for en planmæssig og samfundsøkonomisk hensigtsmæssig udvikling og til at sikre, at sommerhusområder anvendes til rekreative formål. Samtidig hindrer forbuddet et øget pres for at udlægge nye sommerhusområder i de ubebyggede kyststrækninger, som udgør en væsentlig natur- og landskabelig værdi.

Der er enkelte undtagelser fra helårsforbuddet, herunder § 40 a, som giver kommunerne mulighed for at give dispensation til en ejers udlejning til helårsbeboelse af et sommerhus i et sommerhusområde på 27 småøer, som er udtrykkeligt angivet i bestemmelsen.

For at kommunalbestyrelsen kan give dispensation til helårsudlejning af et sommerhus, er det en forudsætning, at dispensationen efter kommunalbestyrelsens skøn kan anses for at medvirke til en gunstig udvikling på øen. Kommunalbestyrelsen har således mulighed for at vurdere, om helårsbeboelsen i det pågældende sommerhus er ønskelig ud fra kommunale forudsætninger, såsom kommunens ønsker til planlægningen for udviklingen i området og situationen i området. Således vil f.eks. sammenhængende turistpolitiske overvejelser eller væsentlige hensyn til planlægning, natur og miljø kunne begrunde afslag på dispensation til helårsudlejning af et sommerhus i det pågældende område. Omvendt vil kommunalbestyrelsen kunne vægte hensynet til helårsbeboelse større end hensynet til modstående hensyn. Kommunalbestyrelsen har inden for rammerne heraf bred mulighed for selv at skønne, om dispensationen vil medvirke til en gunstig udvikling.

Kommunalbestyrelsen skal som led i behandlingen af ansøgningen om dispensation vurdere, om sommerhuset er egnet til helårsbeboelse, herunder også i vinterhalvåret, dvs. sommerhuset skal være egnet til helårsbeboelse i relation til størrelse, faciliteter, isoleringsgraden og tilstanden. Meget små sommerhuse, herunder sommerhuse med lav indre højde, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Sommerhuse uden tilfredsstillende faciliteter til køkken, bad og toilet er heller ikke omfattet af bestemmelsen. Ud over førnævnte faciliteter skal huset i relation til andre forhold, som f.eks. isolering, el- og varmeinstallationer og opvarmningsfaciliteter og husets tilstand generelt, være egnet til helårsbeboelse også i vinterhalvåret. Et misligholdt eller skadet sommerhus med svamp, vand- eller stormskader og lign. er ikke egnet til helårsbeboelse. Anvendelsesskiftet af sommerhuset til helårsbeboelse er undtaget fra bygningsreglementets krav om byggesagsbehandling (krav til isolering), og er begrundet i, at økonomiske omkostninger til yderligere isolering m.v. ikke skal kunne hindre, at sommerhuset kan udlejes til helårsbeboelse.

Dispensationen bortfalder ved anvendelsesskifte og ved ejers lovlige ibrugtagning af sommerhuset til egen helårsbeboelse. Dispensationen følger således huset og gælder den til enhver tid værende ejer af sommerhuset, indtil anvendelsesskift eller ejers lovlige ibrugtagning af sommerhuset til egen helårsbeboelse. Lejerskifte er uden betydning.

Der skal således ikke søges om fornyet dispensation ved ejers salg eller anden overdragelse af sommerhuset til ny ejer, f.eks. i forbindelse med skilsmisse eller arv, ligesom dispensationen heller ikke bortfalder ved ejers dødsfald.

Ved anvendelsesskift forstås eksempelvis ejers - eller en senere ejers - ibrugtagning af sommerhuset til ferieboligformål efter en lejers fraflytning.

Bestemmelserne i kap. VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene (boligreguleringsloven) finder ikke anvendelse på sommerhuse, der benyttes til helårsbeboelse efter denne bestemmelse, da det er op til ejeren at beslutte, om sommerhuset skal udlejes til helårsbeboelse eller om ejer genoptager anvendelsen af sommerhuset eller selv ønsker at bo i sommerhuset hele året. I sidstnævnte situation er det dog en forudsætning for ejers helårsbeboelse, at ejer kan få dispensation efter planlovens § 40 stk. 2 til helårsbeboelse i sommerhuset eller opfylder kravene i planlovens § 41 (pensionistreglen).

Kommunalbestyrelsens afgørelse af en dispensationsansøgning efter § 40 a kan påklages til Planklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Planklagenævnet kan f.eks. efterprøve, om en meddelt dispensation holder sig indenfor grænserne i dispensationsbestemmelsen.

Den foreslåede ændring af § 40 a indebærer, at Læsø også omfattes af bestemmelsen. Derved får Læsø Kommune - på tilsvarende vis som kommunerne på de 27 småøer - mulighed for at give dispensation til en ejers udlejning til helårsbeboelse af et sommerhus i et sommerhusområde.

Formålet med den foreslåede ændring af § 40 a er at forbedre mulighederne for lejeres helårsbeboelse af sommerhuse i sommerhusområder på Læsø, da Læsø har særlige vanskeligheder ved at fastholde helårsbeboelse.

Der foreslås dog fastsat et loft for det antal af dispensationer, som kommunalbestyrelsen på Læsø kan meddele. Loftet sættes til ti dispensationer årligt. Ansøgningerne skal behandles efter først til mølle-princippet.

Til nr. 39

Det følger af den gældende bestemmelse i § 47, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriation vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt. Forudsætningen for at kunne ekspropriere er ifølge planlovens § 47, stk. 1, at der foreligger en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation. Ekspropriation kan kun ske inden for det område, som omfattes af lokalplanen, og nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt i fornødent omfang på ekspropriationstidspunktet. Lokalplanen må endvidere indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført.

Ekspropriationen skal ifølge planlovens § 47, stk. 1, også være af "væsentlig betydning" for virkeliggørelse af lokalplanen, jf. herved kravet om, at ekspropriation skal være nødvendig til realisering af formålet, som kan udledes af grundlovens § 73, hvorefter ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.

I tæt sammenhæng med grundlovens nødvendighedskrav må ekspropriation endvidere ske under hensyn til den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet, hvorefter tvangsmæssige indgreb ikke må gå videre, end opnåelse af formålet kræver. Det følger heraf, at ekspropriation skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel for realisering af ekspropriationsformålet, ligesom indgrebet og betydningen heraf for den ejer af ejendom, som vil skulle eksproprieres, skal stå i et rimeligt forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen.

Hjemlen til ekspropriation i planlovens § 47, stk. 1, er ikke begrænset til offentlige formål. En sådan begrænsning kan heller ikke udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation kun kan ske, når almenvellet kræver det. Ekspropriation til fordel for en privat aktør er således ifølge retspraksis ikke udelukket, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Imidlertid kan dette forhold ikke i sig selv sidestilles med, at det er nødvendigt at ekspropriere til lokalplanens virkeliggørelse. I retspraksis er det således også fastslået, at det gælder et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriation skal ske til fordel for private.

Det følger endvidere af betingelsen om, at ekspropriation skal være nødvendig, at ekspropriationens formål ikke må kunne opnås med mindre indgribende midler. Det indebærer for det første, at ekspropriationen ikke må omfatte et større areal end nødvendigt. Hvis lodsejeren eller nogen, ejeren har indgået aftale med, selv vil og kan forestå virkeliggørelsen, kan der ikke eksproprieres.

Det er endvidere en betingelse, at ekspropriationen skal være tidsmæssig aktuel. Der skal være et aktuelt behov for realisering af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer for.

Selv om ekspropriationen kan anses for nødvendig og tidsmæssig aktuel, følger det endelig af praksis, at ekspropriation alligevel kan blive tilsidesat, hvis ekspropriationen ikke står i et rimeligt forhold til den almene interesse, som forfølges med formålet. Der skal således foretages en nærmere afvejning mellem de almene interesser, som forfølges med ekspropriationen, herunder tyngden af disse, i forhold til indgrebets betydning for ejeren af den ejendom, der vil skulle eksproprieres. Kravet om rimelighed og forholdsmæssighed må således vurderes konkret med hensyn til indgrebets karakter og betydning for de involverede.

Der henvises i øvrigt til den detaljerede gennemgang af gældende ret vedr. planlovens § 47, stk. 1, i afsnit 2.6.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at det indskrives i planlovens § 47, stk. 1, at ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan kun må foretages til fordel for almene samfundsinteresser. Formålet med forslaget er alene at tydeliggøre i planlovens § 47, stk. 1, i hvilket omfang kommunerne inden for rammerne af grundlovens § 73 og praksis kan ekspropriere til fordel for realiseringen af en lokalplan. Der henvises til afsnit 2.6.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere begrundelse herfor.

Begrebet almene samfundsinteresser skal forstås i overensstemmelse med begrebet almenvellet i grundlovens § 73, hvorefter ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det, og udgør således alene en sproglig modernisering af begrebet almenvellet.

Forslaget indebærer med sin informative kodificering af gældende ret ingen ændringer i kommunernes eksisterende muligheder for at ekspropriere ejendom til virkeliggørelse af en lokalplan. Der kan således fortsat eksproprieres i de tilfælde, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, og lovforslaget er således en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 40

Bestemmelsen i § 47, stk. 4, er ny.

Den gældende lov indeholder ikke krav om, at kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation skal være truffet inden for en nærmere bestemt tidsfrist bedømt i forhold til det tidspunkt, hvor den pågældende lokalplans retsvirkninger indtrådte. Muligheden for at ekspropriere på grundlag af en offentliggjort lokalplan eller byplanvedtægt bortfalder således ikke over tid. Når lokalplanen er offentligt bekendtgjort, og retsvirkningerne er indtrådt efter planlovens § 18, gælder der ikke tidsmæssige begrænsninger for, hvornår lokalplanen kan anvendes som grundlag for en ekspropriationsbeslutning. Hvis ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, jf. herom nærmere under afsnit 2.6.1.1., kan beslutning om ekspropriation således ske såvel umiddelbart efter offentliggørelsen af lokalplanen som mange år efter. Også i sådanne sager, hvor beslutning om ekspropriation sker på baggrund af ældre lokalplaner, vil det afgørende forhold derfor være, om ekspropriationsformålet ligger inden for rammerne af planen, jf. ovenfor i afsnit 2.6.1.1. Herudover er det ligeledes et krav, at betingelserne om nødvendighed, aktualitet og rimelighed/forholdsmæssighed, jf. afsnit 2.6.1.1.4.-2.6.1.1.6., er opfyldt på ekspropriationstidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå, fra kommunalbestyrelsen har vedtaget og offentliggjort en lokalplan, jf. planlovens § 30. stk. 1, og retsvirkningerne er indtrådt efter planlovens § 18, og indtil kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation, jf. § 47, stk. 3, og henvisningen i denne bestemmelse til § 102, stk. 1, i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v.

Formålet hermed er at begrænse usikkerhedsperioden for borgere, der eventuelt kan få deres ejendom eller rettigheder over ejendom eksproprieret i henhold til en lokalplan. Der henvises til afsnit 2.6.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en nærmere begrundelse herfor.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke har truffet beslutning om ekspropriation inden for fristen, bortfalder muligheden for at ekspropriere på baggrund af den pågældende lokalplan.

Tidsfristen vil betyde, at ejere af ejendom, som omfattes af en lokalplan, efter udløbet af fristen er sikre på, at de ikke kan mødes med et ekspropriativt indgreb på grund af lokalplanen. Herved sikres det, at ekspropriation efter planloven ikke sker på grundlag af ældre og måske ikke helt tidssvarende lokalplaner, men at en eventuel ekspropriationsproces sker inden for rimelig tid i forhold til den offentlighedsproces, der er gennemført i forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen. Forslaget om indførelse af en frist for lokalplaner som grundlag for ekspropriation vil ikke vedrøre gyldigheden af lokalplanen i øvrigt. Bortset fra, at lokalplanen ikke vil kunne anvendes som ekspropriationsgrundlag, vil denne således også efter udløb af fristen udgøre det bindende administrationsgrundlag for områdets anvendelse m.v. såvel for kommunen som for ejere og brugere inden for lokalplanområdet.

Indførelse af en tidsfrist for ekspropriation vil indebære, at kommunen for at kunne ekspropriere efter denne tidsfrists udløb vil skulle vedtage og offentliggøre en ny lokalplan for områdets anvendelse. Kommunen vil således gennem tilvejebringelsen af en ny lokalplan for området efter fristens udløb have mulighed for at beslutte at ekspropriere den samme ejendom, hvis ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er til stede, jf. nærmere om gældende ret i afsnit 2.6.1.1. ovenfor. Med en ny lokalplanplanproces sikres det, at de berørte ejere af ejendom og offentligheden får adgang til at fremkomme med bemærkninger og indsigelser i forhold til de aktuelle forhold.

Tidsfristen skal beregnes fra offentliggørelse af lokalplanen, hvor lokalplanens retsvirkninger indtræder, jf. planlovens § 18, og afbrydes ved kommunens beslutning om ekspropriation, jf. § 47, stk. 3, og henvisningen i denne bestemmelse til lov om offentlige vejes § 102, stk. 1.

Til nr. 41

Den foreslåede ændring af § 49, stk. 3, er en konsekvens af, at den gældende § 15, stk. 2, nr. 23, bliver til § 15, stk. 2, nr. 24, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 42

Den foreslåede ændring af § 57, stk. 1, er en lovteknisk ændring. Ordet "de" i den gældende bestemmelse i § 57, stk. 1, burde rettelig være udgået i forbindelse med ændringen af bestemmelsen, jf. § 4, nr. 9, i lov nr. 427 af 18. maj 2015, hvilket det imidlertid ved en fejl ikke gjorde. Forslaget til ændring af § 57, stk. 1, retter op på dette.

Til nr. 43

Den foreslåede ændring af § 59, stk. 2, er en lovteknisk konsekvensændring. Henvisningen i den gældende bestemmelse til § 58, stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 5, burde ved lov nr. 1658 af 20. december 2016 rettelig være ændret til § 58, nr. 1 og 3, som en konsekvens af den nyaffattelse, der skete af § 58 ved samme lovs § 15, nr. 2. Forslaget til ændring af § 59, stk. 2, retter op på dette.

Til nr. 44

Den foreslåede ændring af § 61 er en lovteknisk konsekvensændring. Henvisningen i den gældende bestemmelse til "Natur- og Miljøklagenævnet" burde ved lov nr. 1658 af 20. december 2016 rettelig være ændret til "Planklagenævnet" som en konsekvens af samme lov. Forslaget til ændring af § 61 retter op på dette.

Til § 2

Til nr. 1

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov nr. 615 af 8. juni 2016, som ændret ved § 8 i lov nr. 720 af 8. juni 2018, om maritim fysisk planlægning, at erhvervsministeren ved gennemførelse af havplanlægningen tager hensyn til økonomiske, sociale og miljømæssige forhold samt sikkerhedsaspekter for at støtte en bæredygtig udvikling og vækst i den maritime sektor under anvendelse af en økosystembaseret tilgang og for at fremme sameksistensen af forskellige relevante aktiviteter og anvendelser.

Det fremgår endvidere af § 5, stk. 2, at havplanlægningen med henblik på at nå målene i § 5, stk. 1, skal tage sigte på at bidrage til en bæredygtig udvikling af

1) energisektoren til søs,

2) søtransport,

3) fiskeri og akvakultur,

4) indvinding af råstoffer på havet og

5) bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne.

Havplanlægningen kan med henblik på at nå målene i § 5, stk. 1 endvidere kan tage sigte på at bidrage til fremme af bæredygtig turisme, rekreative aktiviteter, friluftsliv m.v., jf. § 5, stk. 3.

§ 5 er en direktivnær implementering af artikel 5, nr. 2 i direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning. Det fremgår af artikel 5, nr. 2, 2. pkt., at medlemsstaterne kan forfølge andre mål end de mål, der er nævnt i artikel 5, nr. 2.

Det foreslås i § 5, stk. 2, nr. 3, at havplanlægningen med henblik på at nå målene i stk. 1 skal tage sigte på at bidrage til en bæredygtig udvikling af transportinfrastruktur. Ved transportinfrastruktur forstås broer og tunneller samt indflyvningsplaner og respektafstande til flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden.

Et indflyvningsplan er et beskyttet luftrumsområde, som godkendes af luftfartsmyndigheden i henhold til luftfartslovens § 63. De underliggende matrikler på land er servitutbelagte med højdebegrænsninger med hensyn til bebyggelse, beplantning, vindmøller, master og andre luftfartshindringer med henblik på at beskytte luftfarten. Havområder beskyttes gennem myndighedshøringer, hvor luftfartsmyndigheden og nærliggende flyveplads, som står åben for offentligheden kan gøre indsigelse, såfremt der stilles forslag om opstilling af f.eks. vindmøller inden for et indflyvningsplan.

Vindmøller og andre anlæg eller udstyr kan påvirke flyvepladsers flyveprocedurer og luftfartsanlæg uanset, om det pågældende anlæg er placeret inden for indflyvningsplanet eller ej. Dette er baggrunden for, at der er udpeget respektafstande på op til 15 km fra luftfartsanlæg.

Om baggrunden for den foreslåede ændring henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.7.2.

Den foreslåede ændring vil medføre, at transportinfrastruktur tilføjes i lov om maritim fysisk planlægning som en sektor, der skal planlægges for på linje med de øvrige sektorer, der fremgår af lovens § 5, stk. 2. Dette betyder, at der fremover kan foretages retligt bindende arealudlæg til såvel eksisterende som fremtidigt planlagt transportinfrastruktur som f.eks. Lillebæltsforbindelsen, Storebæltsforbindelsen, Femern Bæltforbindelsen, Kattegatforbindelsen og Helsingør-Helsingborgforbindelsen, samt indflyvningsplaner og respektafstande i forbindelse med flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden. Arealudlæggene vil fremgå af den havplan, som erhvervsministeren udsteder senest den 31. marts 2021, jf. § 10, stk. 2, i lov om maritim fysisk planlægning.

Med den foreslåede ændring sikres det, at arealer, der anvendes til og planlægges anvendt til transportinfrastruktur indgår i den kommende havplan, som herefter giver et mere fyldestgørende billede af planerne for Danmarks søterritorium.

Havplanlægningen for så vidt angår transportinfrastruktur vil især indeholde dels konkrete, behovsorienterede arealudlæg, dels generelle retningslinjer om, hvilke hensyn der kan og skal tages til transportinfrastruktur i forbindelse med planlægningen. De arealudlæg, der foretages i planlægningen, vil fremadrettet skulle indgå i grundlaget for den kommunale planlægning og de statslige myndigheders sektorplaner og enkeltafgørelser, herunder afgørelser om tilladelser til anlæg på havet. Statslige myndigheder og kommuner kan således ikke efter anden lovgivning vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser, der er i strid med havplanen, jf. § 14, stk. 1 i lov om maritim fysisk planlægning. Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes, at lovligt eksisterende anlæg, aktiviteter og anvendelser kan fortsætte med at bestå.

Spørgsmål om, hvorvidt en afgørelse om meddelelse af tilladelse eller endelig vedtagelse af en plan er i strid med havplanen eller forslag til havplanen, jf. § 14, kan påklages efter klagebestemmelserne i den lovgivning, som tilladelsen eller planen er meddelt henholdsvis vedtaget i henhold til, jf. § 22, stk. 1 i lov om maritim fysisk planlægning.

Til nr. 2

Erhvervsministeren fastsætter regler om en samlet havplan for de danske havområder (havplanen), jf. § 9 i lov om maritim fysisk planlægning. Havplanens indhold fastsættes i en bekendtgørelse.

Det fremgår af lov om maritim fysisk planlægning § 13, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og ændringer af havplanen kan ske udelukkende digitalt. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som fremsat, side 26, at bekendtgørelsen om havplanen vil blive offentliggjort i Lovtidende, og at offentligheden herigennem vil have adgang til havplanen.

Det følger af Lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, § 2, stk. 2, at der i Lovtidende - foruden love og kongelige anordninger, jf. stk. 1 - indføres alle ministerielle bekendtgørelser.

Lovtidendeloven blev bl.a. ændret ved lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende. Ved lovændringen blev den generelle adgang i § 2, stk. 2, 2. led til at undtage love, bekendtgørelser m.v. fra kundgørelse i Lovtidende afskaffet. Baggrunden for ophævelse af undtagelsesbestemmelsen i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, var, at det ressourcemæssige hensyn til begrænsning af stoffet i Lovtidende, som måtte anses for at være bærende for undtagelsesbestemmelsen, ikke længere var til stede med en elektronisk kundgørelsesordning.

Det har været et udgangspunkt for vurderingen af, om undtagelsesbestemmelsen i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, skulle ophæves, at Lovtidende efter lovtidendelovens § 3 er den bindende bekendtgørelsesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning.

Justitsministeriet har tilkendegivet, at det i givet fald må overvejes, om der for visse retsforskrifter kan være særlige hensyn, der begrunder, at der fastsættes en alternativ kundgørelsesordning, og at det i så fald bør ske ved lovgivning på vedkommende ressortområde. Der henvises til afsnit 3.2.1.2. i de almindelige bemærkninger til lov om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3119, og afsnit 2.8.1.3.2. i dette lovforslags almindelige bemærkninger.

§ 13 i lov om maritim fysisk planlægning foreslås ændret for at skabe mulighed for, at havplanen kan undtages fra kundgørelse i Lovtidende og dermed kundgøres autoritativt på en måde, der er mere hensigtsmæssig for planer. Der henvises til lovforslagets afsnit 2.8.2. for nærmere om baggrunden for den foreslåede ændring.

Det foreslås med § 13, stk. 1, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at havplanen ikke kundgøres i Lovtidende.

Forslaget vil give erhvervsministeren bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om, at selve havplanen, der indeholder de udlagte havarealer, kan kundgøres autoritativt i elektronisk form og gøres tilgængelig for offentligheden et andet sted på internettet end der, hvor Lovtidende kundgøres.

Det forudsættes, at adgangen til havplanen i elektronisk form skal være gratis for brugerne.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren ved udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 1 fastsætter regler om sikkerhed for havplanens kundgørelse, og hvordan oplysning om havplanen kan fås.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren i det tilfælde, hvor bemyndigelsen i stk. 1 udnyttes, forpligtes til at fastsætte regler om sikkerheden ved den elektroniske kundgørelsesordning, herunder regler om IT-sikkerhed, driftssikkerhed og sikkerhed for autenticiteten af den kundgjorde havplan, samt om opbevaring af en uforgængelig kopi af en udstedt havplan og om tilgængelighed i forhold til tidligere gældende havplaner.

Derudover forpligtes erhvervsministeren til at fastsætte regler om, hvor havplanen i autoritativ form kan findes. Da disse regler vil skulle kundgøres i Lovtidende, vil havplanens brugere og den øvrige offentlighed således via Lovtidende, der er det normale kundgørelsesmedie, kunne få oplysning om, hvor de kan tilgå havplanen.

Den foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den gældende lovs § 13. Det er dog med den foreslåede ordlyd af bestemmelsen i stk. 3 foreslået præciseret, at bestemmelsen vedrører forslag til ændringer af havplanen. Bestemmelsen i stk. 3 skal sikre, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og forslag til ændringer til havplanen fortsat kan ske udelukkende digitalt. Der vil være hjemmel til, at al kommunikation i forbindelse med annoncering og offentlighedens inddragelse kan ske digitalt.

Til § 3

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Den foreslåede § 1, nr. 4, (forslaget til § 5 b, stk. 8) om frist ved udlæg af nye sommerhusområder, vil finde anvendelse for landsplandirektiver, der udstedes efter lovens ikrafttræden. Herunder også for landsplandirektiver, der udstedes efter lovens ikrafttræden på baggrund af ansøgninger, som aktuelt er under behandling.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 5 c og 5 d samt §§ 11 a, stk. 1, nr. 23, og 11 e, stk. 3, i lov om planlægning, som affattet ved forslagets § 1, nr. 5, 7 og 15, ikke finder anvendelse for kommuneplaner, hvortil forslag er offentliggjort inden den 1. juli 2019. Dette betyder, at de kommunalbestyrelser, som sender forslag til revision af kommuneplanen i offentlig høring i perioden frem til og med den 30. juni 2019, ikke ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen vil være forpligtet af de nye regler om, at kommuneplanen skal indeholde strategisk planlægning for landsbyer, selv om kommuneplanen vedtages endeligt efter den 30. juni 2019.

Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsen i § 1, nr. 40, (forslaget til § 47, stk. 4) om indførelse af en tidsfrist på fem år for adgangen til at ekspropriere til virkeliggørelse af en lokalplan ikke skal gælde for lokalplaner, hvortil forslag er offentliggjort inden lovens ikrafttræden. Det foreslås således at en sådan frist gælder for lokalplaner, hvor forslaget hertil er offentliggjort i henhold til planlovens § 24 efter den 1. januar 2019. For eksempel vil en lokalplan, hvortil forslag er offentliggjort i henhold til planlovens § 24 inden lovens ikrafttræden, men hvor kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af lokalplanen, jf. § 30, stk. 1, først sker efter lovens ikrafttræden, være omfattet af de hidtil gældende regler.

Det foreslås i stk. 4, at regler fastsat i medfør af planlovens § 11 a, stk. 12, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 16. april 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 11 a, stk. 13.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, da planloven og lov om maritim fysisk planlægning ikke gælder for disse områder, jf. planlovens § 70 og § 26 i lov om maritim fysisk planlægning.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

1) Loven indeholder bestemmelser, der supplerer gennemførelsen af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 135.