Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 13. november 2018
Forslag
til
Lov om elektronisk fakturering ved offentlige
udbud1)
Anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse på afsnit II og III i
udbudsloven.
Stk. 2. Loven
finder ligeledes anvendelse på al elektronisk fakturering ved
indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om
fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for
vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.
Stk. 3. Loven
finder ligeledes anvendelse på al elektronisk fakturering ved
indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om
tildeling af koncessionskontrakter.
Stk. 4. Loven
finder ligeledes anvendelse på al elektronisk fakturering ved
indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om
ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-,
vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars-
og sikkerhedsområdet, medmindre udbuddet eller opfyldelsen
heraf er erklæret hemmelig eller skal ledsages af
særlige sikkerhedsforanstaltninger efter lovgivningen og de
berørte væsentlige interesser ikke kan sikres ved
mindre indgribende foranstaltninger.
Definitioner
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1) Elektronisk
faktura: En faktura eller kreditnota, der er udstedt, sendt og
modtaget i et struktureret elektronisk format, der gør det
muligt at behandle den automatisk og elektronisk.
2)
Kerneelementer i en elektronisk faktura: En række
væsentlige oplysninger, som en elektronisk faktura skal
indeholde for at sikre den tværnationale
interoperabilitet.
3) Ordregiver:
Statslige, regionale og kommunale myndigheder og offentligretlige
organer som defineret i udbudslovens § 24, nr. 14, 27 og 28,
og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et
eller flere af disse offentligretlige organer.
4)
Indkøbscentral: En ordregiver, der foretager centraliserede
indkøbsaktiviteter.
5) Ordregivende
enheder: En ordregiver eller offentlige virksomheder, som
udøver en aktivitet i henhold til § 1, stk. 2, i
bekendtgørelse om fremgangsmåderne ved indgåelse
af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt
posttjenester, og enheder og virksomheder, når de
udøver en eller flere af disse aktiviteter og råder
over særlige eller eksklusive rettigheder, der er fastsat ved
lov eller anden retsforskrift.
6)
Europæisk standard (EN): Europæisk standard, der er
vedtaget af en europæisk standardiseringsorganisation, jf.
artikel 2, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 1025/2012/EU.
Kerneelementer i en
elektronisk faktura
§ 3.
Følgende kerneelementer skal være en del af den
elektroniske faktura:
1) Proces- og
fakturaidentifikatorer,
2)
faktureringsperiode,
3)
sælgeroplysninger,
4)
køberoplysninger,
5) oplysninger
om betalingsmodtager,
6) oplysninger
om sælgers fiskale repræsentant,
7)
kontraktreference,
8)
leveringsoplysninger,
9)
betalingsinstrukser,
10) oplysninger
om tillæg eller rabat,
11)
vareoplysninger,
12) samlet
fakturabeløb,
13)
momsoplysning og
14)
købers reference eller ordrereference.
Modtagelse og behandling
af en elektronisk faktura
§ 4.
Ordregivende enheder og indkøbscentraler skal kunne modtage
og behandle en elektronisk faktura, som er i overensstemmelse med
den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for
anvendelse af den europæiske standard (EN) ved elektronisk
fakturering.
Ikrafttræden
m.v.
§ 5.
Loven træder i kraft den 27. november 2018.
Stk. 2. § 4
har virkning for statslige ordregivere og indkøbscentraler
fra den 18. april 2019. For andre ikkestatslige ordregivere og
ordregivende enheder har § 4 virkning fra den 18. april
2020.
§ 6.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16.
april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige
udbud, EU-Tidende 2014, nr. L 133, side 1.