Betænkning afgivet af Transport-,
Bygnings- og Boligudvalget den 6. december 2018
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
til stemme for det stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse. Mindretallet vil ved 2.
behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til det
stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget noterer
sig, at det statslige bidrag til udvikling af området ved Ny
Ellebjerg Station finansieres ved at overdrage byggeretterne i
området til Metroselskabet I/S. Dermed fortsætter man
med at finansiere metrobyggeriet med salg af byggegrunde - en form
for jord- og ejendomsspekulation, som Enhedslisten er imod og har
været imod, lige siden den første metrostrækning
blev etableret.
Enhedslisten finder ikke, at Metroselskabet
I/S er det mest velegnede til at forestå byudvikling i
København og har under lovbehandlingen peget på
Udviklingsselskabet By & Havn I/S og allerhelst
Københavns Kommune.
Enhedslisten har fremsat et
ændringsforslag om at fastholde klageretten for beboerne i
området i henhold til lov om planlægning, byggeloven,
miljøbeskyttelsesloven og lov om miljøvurdering af
planer og programmer og af konkrete projekter. Enhedslisten kan
ikke acceptere, at klageretten indskrænkes i
planlægnings- og byggemodningsprocessen og henviser til
bemærkningerne til ændringsforslaget.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at Enhedslistens ændringsforslag
berører samme problemstilling om afskæring af
klageretten, som Københavns Kommune nævner i sit
høringssvar til udkastet til lovforslaget. SF opfordrer
derfor ministeren til at finde en konstruktiv løsning.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(ALT):
1) Nr. 2
udgår.
[Regulering og afskæring af
klageadgang udgår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget medfører, at
klageadgangen efter lov om planlægning, byggeloven,
miljøbeskyttelsesloven og lov om miljøvurdering af
planer og programmer og af konkrete projekter (vvm) ikke
afskæres i forhold til de dele af udviklingsprojektet ved Ny
Ellebjerg Station, som vedrører planlægning og
byggemodning af udviklingsområdet. Afgørelser efter
førnævnte love vil således som udgangspunkt
kunne påklages, og eventuelle klager vil i nogle
tilfælde kunne have eller tillægges opsættende
virkning.
Det er vigtigt, at borgerne har nem og
billig adgang til en domstolslignende prøvelse af eventuelle
gener eller følger af et stort byggeprojekt. Enhedslisten
mener, at afskæring af klageadgang i forbindelse med de
miljømæssige gener, der kan opstå i store
byggeprojekter, såsom støv og støj m.v., er i
strid med eller på kanten af Århuskonventionen.
Enhedslisten har ved tidligere lejligheder
gjort gældende, at det er vigtigt for borgernes
retssikkerhed, at processen i forbindelse med
infrastrukturprojekter opleves som ordentlig og demokratisk,
så borgerne ikke føler sig tromlet af hensyn til
fremdriften i et anlægsprojekt.
Byggeriet af metrocityringen kaster fortsat
sine skygger over lovforslag som det foreliggende. Ved byggeriet af
metrocityringen forsømte man en ordentlig dialog med
forskellige borgergrupper og undlod i vid udstrækning at tage
hensyn til deres synspunkter og forslag.
Et stort projekt som etablering af Ny
Ellebjerg metrostation og tilhørende byudvikling har
potentiale til at afstedkomme mange klager over støj og
støv m.v. Det er derfor vigtigt, at disse klager ikke blot
imødegås med, at »vi har retten på vores
side«, som foreslået i lovforslaget, men at
klageadgangen følger lovene nævnt i første
afsnit af bemærkningerne.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober
2018 og var til 1. behandling den 23. oktober 2018. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-,
Bygnings- og Boligudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 28. juni 2018
dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 348
(folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte
transport-, bygnings- og boligministeren høringssvarene og
et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til transport-, bygnings- og
boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus
Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann
(DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans
Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise
Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum
Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg
Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus
Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft
Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage
Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF)
Kirsten Normann Andersen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |