L 44 Forslag til lov om ændring af lov om trafikselskaber.

(Overdragelse af statens praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken til Skånetrafiken).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 03-10-2018

Fremsat: 03-10-2018

Fremsat den 3. oktober 2018 af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen)

20181_l44_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. oktober 2018 af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om trafikselskaber

(Overdragelse af statens praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken til Skånetrafiken)

§ 1

I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015, som ændret ved § 3 i lov nr. 657 af 8. juni 2016, § 22 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, lov nr. 1560 af 19. december 2017 og lov nr. 315 af 25. april 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 5 indsættes som stk. 15:

»Stk. 15. Den svenske trafikkøber, Skånetrafiken, kan efter aftale med transport-, bygnings- og boligministeren overtage det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken på statens jernbanestrækning mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger



 


1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at bemyndige transport-, bygnings- og boligministeren til at overdrage statens praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken på den danske stats jernbanestrækning mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen til den svenske trafikkøber, Skånetrafiken.

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transport-, bygnings- og boligministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken: "Aftale vedrørende togtrafik mellem - København H/Østerport-Malmö C". Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget. Aftalen blev indgået den 24. august 2018, men indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for at kunne implementere aftalen.

Siden Øresundsbroen blev taget i brug, har togtrafikken mellem Danmark og Sverige, der udføres som offentlig service, været udført som gennemkørende trafik mellem Kystbanen i Danmark og forskellige stationer i Sydsverige. Organisatorisk har driften været adskilt i en dansk og en svensk del, hvilket har givet en kompleks tilrettelæggelse af trafikken.

Den 13. december 2017 indgik Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Radikale Venstre og Dansk Folkeparti en aftale om fremtidens togtrafik i Hovedstadsområdet. Med aftalen blev det blandt andet besluttet at overdrage statens praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken på strækningen mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen til den svenske trafikkøber, Skånetrafiken. Skånetrafiken er et svensk trafikselskab, der hører under Region Skåne, som har ansvaret for køb af kollektiv trafik i regionen.

For at kunne udmønte den politiske aftale er der behov for en ændring af lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015 med senere ændringer, for at tilvejebringe hjemmel til, at transport-, bygnings- og boligministeren ved aftale kan overdrage det praktiske trafikkøberansvar.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Gældende ret

Den nuværende organisering af øresundstogtrafikken mellem Danmark og Sverige tager udgangspunkt i en formel afgrænsning af ansvaret for trafikken ved landegrænsen på Øresundsbroen og hviler på en samarbejdsaftale mellem Skånetrafiken og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, som koordinerer indkøb af den fælles togtrafik over Øresund.

Togtrafikken på dansk side varetages af DSB i henhold til den forhandlede kontrakt mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og DSB om trafik udført som offentlig service i perioden 2015-2024.

Mellem landegrænsen og stationer i Sverige udføres togtrafikken af en svensk operatør (p.t. Transdev), der kører på en udbudt bruttokontrakt med den svenske trafikkøber, Skånetrafiken. I praksis samarbejder DSB og den svenske operatør om skiftevis at køre togene mellem København og Malmø.

Herudover er der indgået en samarbejdsaftale mellem togoperatørerne (DSB og Transdev) om den daglige drift. Da DSB på dansk side har ansvaret for vedligeholdelse af togene, hvilket den svenske operatør ikke har, er der yderligere en aftalerelation mellem Skånetrafiken og DSB.

Modellen er således kompliceret og forhindrer en hurtig og enkel beslutningsproces for tilrettelæggelsen af øresundstogtrafikken.

2.2. Aftale vedrørende togtrafik mellem - København H/Østerport-Malmö C

Det følger af aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken, at Øresundstogtrafikken skal udføres på grundlag af et mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken aftalt minimumsniveau for betjening af passagererne på strækningen mellem Østerport Station - Malmö C. Driften på den danske delstrækning skal ske med udgangspunkt i danske minimumskrav til betjeningen.

Det er en forudsætning for overdragelsen af det praktiske trafikkøberansvar, at der er enighed om vilkår og rammer for togtrafikken over Øresund. Aftalen indeholder en række vilkår, som har til formål at sikre, at alle danske krav tilgodeses, og at manglende opfyldelse af de danske ønsker vil kunne føre til sanktioner eller ophævelse.

Skånetrafiken er forud for udbud af togtrafik over Øresund forpligtet til at høre Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om de udbudsbetingelser, som direkte eller indirekte kan berøre betjeningen på den danske delstrækning. Såfremt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ikke kan acceptere udbudsbetingelserne, har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ret til at opsige aftalen.

Skånetrafiken vil over for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet have det regnskabsmæssige ansvar for hele øresundstogtrafikken. Skånetrafiken aflægger en gang årligt regnskab for hele øresundstogtrafikken på strækningen mellem Østerport Station og Malmö C, hvoraf Transport-, Bygnings- og Boligministeriet modtager en kopi. Skånetrafiken opgør samtidig fordelingen af det økonomiske resultat i dansk øresundstogtrafik på dansk og svensk økonomiansvar.

Passagerer, der rejser lokalt med øresundstogene på strækningen mellem Østerport Station og Københavns Lufthavn, skal uden restriktioner kunne benytte togene med det til enhver tid gældende takstsystem og priser for kollektiv trafik i hovedstadsområdet samt kunne bruge rejsekort som betaling.

Desuden skal passagerer, som rejser lokalt på strækningen mellem Østerport Station og Københavns Lufthavn, have mindst samme kompensation for forsinkelser og andre former for rejsebetingelser, som gælder i Danmark, samt have samme klageadgange. Skånetrafikens regler kan anvendes i det omfang, de giver samme eller bedre forhold for passagererne end danske regler. Det skal endvidere være muligt for passagererne at komme i kontakt med kundeansvarlige instanser på dansk - både i skrift og tale.

Alle gældende rabatordninger, aftaler om befordring af særlige grupper og sociale ordninger mv., som gælder på den danske delstrækning på tidspunktet for Skånetrafikens overtagelse af det praktiske trafikkøberansvar, skal ligeledes være gældende i fremtiden, idet forpligtelserne løbende tilpasses i det omfang, de ændres for DSB for tilsvarende trafik.

Det forudsættes, at Skånetrafiken træffer alle de fornødne direkte og indirekte foranstaltninger til at kunne sikre passagerernes betjening på vilkår, der ikke stiller dem ringere end betjeningen af andre togpassagerer i hovedstadsområdet samt til at sikre de tilhørende indtægter.

I henhold til aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken vil der som tillæg til aftalen blive indarbejdet en udtømmende beskrivelse af Skånetrafikens ansvar og opgaver i relation til den danske delstrækning. Tillægget skal bl.a. præcisere regler for, hvordan opgørelsen af økonomien skal foretages, hvordan Transport-, Bygnings- og Boligministeriets kontrol og indsigt i trafikbetjeningens kvalitet og udførelse tilrettelægges, præcisere bestemmelser om forhold for levering af de danske øresundstog, som stilles til rådighed, og indeholde en præcis oplistning af alle gældende rabatter og takster på dansk side.

I samme tillæg oplistes alle gældende danske regler og rettigheder for passagererne ved aftalens indgåelse, og opgaver samt forpligtelser vedrørende deltagelse i dansk billetsamarbejde i intern dansk trafik specificeres. Endvidere vil Skånetrafikens fremtidige rolle i samarbejdet om deling af billetindtægter blive håndteret i en kommende revision af regelgrundlaget for deling af billetindtægter fra offentlig servicetrafik for hovedstadsområdet, som forventes gennemført i 2019.

2.3. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transport-, bygnings- og boligministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken: "Aftale vedrørende togtrafik mellem - København H/Østerport-Malmö C". Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget. Aftalen indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for at kunne implementere aftalen.

Det fremgår af den politiske aftale af 13. december 2017 om fremtidens togtrafik i Hovedstadsområdet, at parterne er enige om, at det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken mellem København og Malmø forenkles og overlades til den svenske trafikkøber, Skånetrafiken, så der kun er én trafikkøber og én operatør i øresundstogtrafikken. Adskillelse af de to trafiksystemer vil forbedre mulighederne for en bedre og mere effektiv betjening af øresundstogtrafikken.

Kystbanen drives i dag integreret med svensk fjern- og regionaltrafik til bl.a. Göteborg, Kalmar og Karlskrona. Dette medvirker til at forringe punktligheden på Kystbanen, og i det lys har der længe været et ønske om at adskille Kystbanen fra svensk trafik og i stedet drive den i sammenhæng med den sjællandske regionaltrafik. Tidspunktet for overdragelsen af det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken til Skånetrafiken afhænger derfor i praksis af, hvornår togene på Kystbanen kan fortsætte til og fra tilstrækkeligt mange sjællandske destinationer, hvilket afventer elektrificering til både Næstved via Køge og Holbæk.

Skånetrafiken vil i løbet af 2018 gennemføre et udbud af den svenske del af øresundstogtrafikken mellem landegrænsen på Øresund og de forskellige endestationer i Sydsverige. Udbuddet vil indeholde en option om udvidelse i forhold til den danske del af øresundstogtrafikken på strækningen mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen. Hvis Folketinget vedtager lovforslaget, og optionen anvendes, vil det betyde, at en øget andel af den danske togtrafik konkurrenceudsættes som en del af Skånetrafikens udbud.

Det følger af aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken, at Skånetrafiken forud for udbud af togtrafik over Øresund er forpligtet til at høre Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om de udbudsbetingelser, som direkte eller indirekte kan berøre betjeningen på den danske delstrækning. Såfremt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ikke kan acceptere udbudsbetingelserne, har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ret til at opsige aftalen.

Såfremt bestemmelsen anvendes, overtager Skånetrafiken det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken inklusive den danske delstrækning i overensstemmelse med aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken.

Formålet med overdragelsen er at skabe enklere og hurtigere beslutningsgange for tilrettelæggelsen af øresundstogtrafikken med henblik på en bedre betjening af passagererne samt en mere effektiv togdrift. Endvidere tager ordningen sigte på at realisere samdriftsfordelen ved at udbyde trafikken til én fælles operatør.

Ved det praktiske trafikkøberansvar forstås i denne forbindelse, at Skånetrafiken fremadrettet vil være ansvarlig for udbud, herunder planlægning, vedligeholdelse af tog, kontraktopfølgning og den operative trafikafvikling af øresundstogtrafikken inklusive den danske delstrækning, mens Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fortsat vil være sikret generel kontrol og indsigt i trafikbetjeningens kvalitet og udførelse, ligesom der vil være adgang til at ophæve aftalen.

Endvidere bemærkes, at overdragelsen alene omfatter det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken - dvs. togbetjeningen til og fra Sverige over Øresundsforbindelsen. Aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken ændrer ikke på, at transport-, bygnings- og boligministeren fortsat vil have trafikkøberansvaret for øvrige rejser på den danske delstrækning mellem Københavns Lufthavn og Østerport Station.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslagets økonomiske konsekvenser er usikre, men forventes at være positive.

Der påregnes en samdriftsfordel ved at overgive udførelse af trafikken til én fælles operatør, hvilket forventes at medføre et lavere omkostningsniveau.

Der må dog tages forbehold for usikkerheden ved størrelsen af de tilbudspriser, som Skånetrafiken vil modtage ved det næste udbud af togtrafik med virkning fra december 2019, som kan medføre større eller mindre omkostninger. Selvom det ikke anses for sandsynligt, indeholder aftalen en klausul om annullering af aftalen, såfremt det ved Skånetrafikens modtagelse af tilbud i 2019 på det kommende udbud viser sig, at omkostningerne ender på et højere niveau end videreførelse af den nuværende model.

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.

Lovforslaget har ikke implementeringskonsekvenser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 28. juni 2018 til den 13. august 2018 været i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Arriva, Banedanmark, BAT, Bornholmstrafikken Holding A/S, Brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik, Bus & Tog-samarbejdet, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri (DI), Dansk Jernbaneforbund, Dansk Transport og Logistik - DTL, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Det Centrale Handicapråd, DI Transport, DSB, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Fagligt Fælles Forbund - 3F, FOA, Forbrugerrådet (Passagerpulsen), Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, HK Stat, HK Trafik og Jernbane, Jernbanenævnet, Kommunernes Landsforening (KL), Københavns Kommune, Københavns Lufthavne A/S, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokaltog A/S, Metroselskabet I/S, Movia, Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Region Hovedstaden, Region Sjælland, Rigsrevisionen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik, Sund & Bælt Holding A/S, Trafikforbundet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Trafikselskaberne i Danmark, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Vejdirektoratet og Øresundsbro Konsortiet.

 


9. Sammenfattende skema

 


 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang, hvis nej, anfør »ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Forslaget forventes at have positive økonomiske konsekvenser for staten
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA
NEJ
X


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I dag samarbejder Skånetrafiken og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet om togtrafikken over Øresund. Togtrafikken på dansk side varetages af DSB i henhold til den forhandlede kontrakt mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og DSB om trafik udført som offentlig service i perioden 2015-2024. Mellem landegrænsen og stationer i Sverige udføres togtrafikken af en svensk operatør (p.t. Transdev), der kører på en udbudt bruttokontrakt med den svenske trafikkøber, Skånetrafiken. I praksis samarbejder DSB og den svenske operatør om skiftevis at køre togene mellem Østerport Station og Malmø.

Der foreslås et nyt § 5, stk. 15, i lov om trafikselskaber, hvorefter den svenske trafikkøber, Skånetrafiken, efter aftale med transport-, bygnings- og boligministeren kan overtage det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken på statens jernbanestrækning mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen.

Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at transport-, bygnings- og boligministeren på Danmarks vegne tiltræder aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken: "Aftale vedrørende togtrafik mellem - København H/Østerport-Malmö C". Aftalen er optaget som bilag til lovforslaget. Aftalen blev indgået den 24. august 2018, men indeholder et forbehold for Folketingets vedtagelse af den lovgivning, som er nødvendig for at kunne implementere aftalen.

Såfremt bestemmelsen anvendes, overtager Skånetrafiken det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken inklusive den danske delstrækning i overensstemmelse med aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken.

Ved det praktiske trafikkøberansvar forstås i denne forbindelse, at Skånetrafiken fremadrettet vil være ansvarlig for udbud, herunder planlægning, vedligeholdelse af tog, kontraktopfølgning og den operative trafikafvikling af øresundstogtrafikken inklusive den danske delstrækning, mens Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fortsat vil være sikret generel kontrol og indsigt i trafikbetjeningens kvalitet og udførelse, ligesom der vil være adgang til at ophæve aftalen.

Lovforslaget er alene møntet på øresundstogtrafikken - dvs. togbetjeningen til og fra Sverige over Øresundsforbindelsen. Aftalen mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken ændrer ikke ved, at transport-, bygnings- og boligministeren fortsat vil have trafikkøberansvaret for øvrige rejser på den danske delstrækning mellem Københavns Lufthavn og Østerport Station.

Eksempelvis kører DSB i dag regionaltog fra Sjælland til Østerport Station samt IC- og lyntog til Københavns Lufthavn i henhold til DSB's kontraktlige forpligtelser. Overdragelsen af det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken til Skånetrafiken er ikke til hinder for, at en sådan togdrift fortsat kan udføres. Overdragelsen af det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken til Skånetrafiken er heller ikke til hinder for, at transport-, bygnings- og boligministeren i fremtiden kan indkøbe anden togtrafik på strækningen til og fra Københavns Lufthavn, som ikke er forudset i dag.

Det er desuden ikke en betingelse, at Skånetrafikens operatør kører hele vejen til Østerport Station og vender togene. I det omfang det ikke strider imod det underliggende aftaleforhold mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Skånetrafiken, kan Skånetrafikens operatør standse og vende togene tidligere på den danske delstrækning - fx på København H.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Det følger af § 38 i lov om trafikselskaber, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvorfor den foreslåede ændring ikke gælder for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015, som ændret ved § 3 i lov nr. 657 af 8. juni 2016, § 22 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, lov nr. 1560 af 19. december 2017 og lov nr. 315 af 25. april 2018, foretages følgende ændring:
   
§ 5. ---
 
1. I § 5 indsættes som stk. 15:
Stk. 2-14. ---
 
»Stk. 15. Den svenske trafikkøber, Skånetrafiken, kan efter aftale med transport-, bygnings- og boligministeren overtage det praktiske trafikkøberansvar for øresundstogtrafikken på statens jernbanestrækning mellem Østerport Station og grænsen til Sverige på Øresundsforbindelsen.«
   
   



Bilag 2

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.