Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2018)
Transport-, bygnings- og boligministeren
(Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
letbane på Ring 3 og lov om Metrosel-skabet I/S og
Udviklingsselskabet By & Havn I/S (Transport-, bygnings- og
boligministerens udtræden af Hovedstadens Letbane I/S)
(Lovforslag nr. L 43)
Lovforslaget er en udmøntning af en
beslutning i den grønne forligskreds (Socialdemokraterne,
Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti) den 22.
februar 2018, hvor det blev besluttet, at staten skulle
trække sig helt ud af Hovedstadens Letbane I/S, og at det
statslige engagement i letbanen på Ring 3 som følge
heraf skulle ændres til en tilskudsmodel.
Med lovforslaget foreslås det, at
transport-, bygnings- og boligministeren udtræder af
Hovedstadens Letbane I/S. Samtidig foreslås det, at
transport-, bygnings- og boligministerens oprindelige indskud
på op til 1.777 mio. kr. (2013-priser) konverteres til et
statsligt tilskud på op til samme beløb.
Endvidere foreslås visse justeringer
på baggrund af transport-, bygnings- og boligministeren
udtræden af Hovedstadens Letbane I/S bl.a. i bestemmelserne
om ledelsen af Hovedstadens Letbane I/S.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og
velvillige behandling.