L 41 Forslag til lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

(Ny arealinddeling og arealanvendelse i Københavns Ydre Nordhavn).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 22-11-2018

Afgivet: 22-11-2018

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 22. november 2018

20181_l41_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 22. november 2018

1. Ændringsforslag

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 1 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 2-4.

Et mindretal i udvalget (EL og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (ALT) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

1) Nr. 5 affattes således:

»5. § 26 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter regler, som sikrer, at krydstogtterminalen forberedes til at kunne levere landstrøm til skibe ved kaj.««

[Krydstogtterminalen skal forberedes til at kunne levere landstrøm til skibe]

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF og ALT):

2) Nr. 9 udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

3) Nr. 10 affattes således:

»10. § 26 b, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Det areal, som i lovens bilag 2 er angivet med »III«, anvendes til byudvikling. Bygningerne på arealet må maksimalt være 25 m høje.««

[Det ca. 7,5 ha store areal, som med lovforslaget frigøres til byudvikling, kan højst bebygges i op til 25 meters højde]

Til bilag 1

4) Bilaget affattes som bilag 1 til denne betænkning.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for at sikre, at krydstogtterminalen, som etableres i erhvervshavnen, skal forberedes til at kunne levere landstrøm til skibe, som ligger ved kaj.

I den nuværende krydstogtkaj er der nedlagt kabelrør, men der er ikke ført elkabler i rørene. Den samme forberedelse til levering af landstrøm forudsættes for den kommende krydstogtterminal med dette ændringsforslag. Ændringsforslaget ændrer ikke ved de almindeligt gældende plan-, projekterings- og vvm-processer for et projekt som etablering af krydstogtterminal, dog vil de skulle gennemføres under iagttagelse af kravet om forberedelse til levering af landstrøm.

Krydstogtskibe udleder store mængder CO2, NOx og andre skadelige partikler, da de anvender dieselolie, som er langt mere forurenende end diesel til eksempelvis biler. Krydstogtturismen i København er stigende, og det planlægges derfor at etablere en ny krydstogtterminal. Jo flere krydstogtskibe, jo mere luftforurening. Af hensyn til klimaet og beboerne i områderne omkring krydstogtterminalerne er det derfor vigtigt at arbejde for at minimere udledningen fra skibene, når de ligger til kaj. Dette ændringsforslag er første skridt på vejen mod at kunne levere landstrøm til de skibe, som er indrettet til at modtage landstrøm.

Hvis ændringsforslaget vedtages og det medfører øgede udgifter, vil ministeren optage forhandlinger med Folketingets partier om finansieringen.

Til nr. 2-4

Ændringsforslagene indebærer, at det ca. 7,5 ha store areal, som med lovforslaget frigøres til byudvikling, højst kan bebygges i op til 25 meters højde i lighed med erhvervshavnen. Ændringsforslaget skal dermed sikre, at den visuelle påvirkning af nærområderne ikke øges. Dette omfatter særlig sikring af udkig fra Øresundskysten fra eksempelvis Hellerup, Charlottenlund og Skovshoved.

Som følge af en ændret arealinddeling på opfyldningen i Ydre Nordhavn frigøres et areal på ca. 7,5 ha, som ikke længere vil være udlagt til erhvervshavn og dermed heller ikke omfattet af område »I«. Arealet vil dermed ikke være omfattet af den højdebegrænsning på bygninger på maksimalt 25 m, der fremgår af lovens § 26 b, stk. 1. Udvikling af arealet til byudvikling vil i alle tilfælde skulle ske efter sædvanlig planproces med fastlæggelse af kommuneplanramme samt lokalplan for området.

I ændringsforslag nr. 3 til § 26 b, stk. 5, foreslås, at det ca. 7,5 ha store areal, som i lovens bilag 2 er angivet med »III«, anvendes til byudvikling. Bygningerne på arealet må maksimalt være 25 m høje.

Der vil skulle udarbejdes lokalplan for området efter de almindelige planprocesser herfor, men dette vil skulle ske under iagttagelse af den foreslåede højdebegrænsning på 25 m.

Ændringsforslag nr. 2 indebærer, at søterritoriet fortsat angives med »IV«. Det sker som en konsekvensrettelse af ændringsforslag nr. 3, hvor arealet i lovens bilag 2 angivet med »III« kommer til at omfatte det område på ca. 7,5 ha, som frigøres med lovforslagets ændrede arealinddeling af opfyldningen i Ydre Nordhavn til byudvikling.

Med lovforslaget var forudsat en ændret arealinddeling fordelt på områderne »I«, »II« og »III« på opfyldningen i Ydre Nordhavn, hvor søterritoriet skulle angives med »III« i lovens bilag 2. Da det ca. 7,5 ha frigjorte areal til byudvikling med ændringsforslag nr. 3 får angivelsen »III«, foreslås det med ændringsforslag nr. 2, at søterritoriet bibeholder angivelsen »IV«, ligesom det er tilfældet i den gældende lov.

Ændringsforslag nr. 4 indebærer, at bilag 1 i denne betænkning indsættes som bilag 2 til loven. Det er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3, hvor det ca. 7,5 ha frigjorte areal til byudvikling ved opfyldningen i Ydre Nordhavn på kortet i bilag 1 får angivelsen »III« og søterritoriet er angivet med »IV«.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 11. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 6. juli 2018 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 366 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte transport-, bygnings- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 16 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

»Bilag 2

Kort over anvendelse af opfyldt areal i Københavns Ydre Nordhavn

Kort«