Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2018)
Transport-, bygnings- og
boligministeren (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. (Anvendelse af Landsbyggefondens midler og
Landsbyggefondens refusion af ydelsesstøtte)
(Lovforslag nr. L 39)
Med lovforslaget afsættes der midler
i Landsbyggefonden til at gennemføre omfattende fysiske
forandringer af de udsatte boligområder for perioden
2019-2026. De fysiske indsatser skal ledsages af en boligsocial
indsats i de udsatte boligområder, som kan forebygge
ekstremisme og kriminalitet og understøtte en positiv social
udvikling i de udsatte områder.
Med lovforslaget afsættes
følgende rammer for anvendelse af Landsbyggefondens
midler:
• Der afsættes en ramme på
i alt 5 mia. kr. i årene 2021-2026 til at gennemføre
renoverings- og forbedringsindsatser i udsatte boligområder.
Heraf målrettes op til 50 mio. kr. årligt i årene
2021-2026 til renovering med henblik på salg.
• Rammen til renovering i de udsatte
boligområder forhøjes med 100 mio. kr. i 2019 og 200
mio. kr. i 2020.
• Der afsættes en ramme til
infrastrukturindsatser i udsatte boligområder på 190
mio. kr. i hvert af årene 2021-2024, og 185 mio. kr. i hvert
af årene 2025 og 2026 målrettes udsatte
boligområder.
• Der afsættes en ramme til
boligsociale indsatser og huslejetilskud på 380 mio. kr.
årligt i perioden 2019-2026.
• Der afsættes en ramme til
nedrivninger i udsatte boligområder på 60 mio. kr.
årligt i perioden 2019-2026. Derudover afsættes der 140
mio. kr. årligt i 2019 og 2020 til nedrivninger i
ikke-udsatte boligområder.
Endvidere videreføres
Landsbyggefondens refusion af statslige udgifter til
ydelsesstøtte på 25 pct. fra 2019 og frem.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng
med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov
om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om
leje (Nye kriterier for udsatte boligområder og
ghettoområder, initiativer til udvikling eller afvikling af
ghettoområder, skærpelse af anvisnings- og
udlejningsregler, ophævelse af lejekontrakt på grund af
kriminalitet m.v.) L 38.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.