L 39 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.

(Anvendelse af Landsbyggefondens midler og Landsbyggefondens refusion af ydelsesstøtte).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 22-11-2018

Afgivet: 22-11-2018

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 22. november 2018

20181_l39_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 22. november 2018

1. Ændringsforslag

Transport-, bygnings- og boligministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget kan ikke støtte lovforslaget.

Med lovforslaget afsættes 50 mio. kr. årligt i 6 år, i alt 300 mio. kr., med henblik på at renovere boliger, så de klargøres til at blive solgt. Den del er Enhedslisten fuldstændig imod. Lejernes opsparing i Landsbyggefonden foreslås brugt til at forberede en privatisering af almene boliger.

Lovforslaget løser ikke problemet med, at der i Landsbyggefonden er en samlet kø af renoveringsprojekter på 11 mia. kr.

Det er projekter, som har været igennem processer ude i de enkelte boligorganisationer, og som er klar til at blive realiseret, hvis man får en godkendelse fra Landsbyggefonden. Mange gode helhedsplaner med energirenoveringer og andre forbedringer af de almene boliger og venter på at blive realiseret.

Enhedslisten støtter, at renoveringsrammen for udsatte boligområder hæves i 2019-2020, og at rammen for infrastrukturprojekter hæves.

Regeringens udspil om at fjerne den statslige ydelsesstøtte var helt urimelig. Det er godt, at boligbevægelsens indsats mod forslaget er lykkedes, og at statens støtte fortsætter uændret. Enhedslisten støtter også, at Landsbyggefondens ydelsesstøtte fortsætter uændret.

Samlet set er Enhedslisten nødt til at stemme imod lovforslaget, som vil klargøre almene boliger til at blive solgt.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af transport-, bygnings- og boligministeren, tiltrådt af et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af ALT):

1) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 91 a, stk. 2, ændres i 4. pkt. »Beløbet« til: »Beløbene«.

[Præcisering af lovforslagets § 1, nr. 5]

Bemærkninger

Til nr. 1

For at præcisere, at det både er tilsagnet på op til 240 mio. kr. til tilskud til huslejenedsættelser og de 10 mio. kr. årligt til dækning af en andel af tomgangslejen i forbindelse med genhusninger fra et hårdt ghettoområde, der skal reguleres én gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset, foreslås »Beløbet« i det foreslåede § 91 a, stk. 2, 4. pkt., ændret til »Beløbene«.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 11. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 29. juni 2018 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 357 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte transport-, bygnings- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 3 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1