Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 22. november 2018
1. Ændringsforslag
Der er stillet 3 ændringsforslag til
lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget. Skatteministeren
har stillet ændringsforslag nr. 2, og Enhedslistens og
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 3.
2. Indstillinger
Udvalget vil
stemme for det stillede ændringsforslag om deling af
lovforslaget.
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller det under
A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller det under A nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling og det
under B nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret. Mindretallet vil stemme hverken for eller
imod ændringsforslag nr. 2 og for ændringsforslag nr. 3
til det under A nævnte lovforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) indstiller det under A
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse uændret. Mindretallet vil
stemme for ændringsforslagene til det under A nævnte
lovforslag.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal (EL
og SF), tiltrådt af et flertal
(det øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af kildeskatteloven (Afbureaukratisering
af forskerskatteordningen)« omfattende § 1, nr. 2-5, og
§ 5, stk. 1 og 4.
B. »Forslag
til lov om ændring af kildeskatteloven, lov om skattenedslag
for seniorer, ligningsloven og lov om forsøg med et socialt
frikort (Genoptagelse af afgørelser om skattenedslag og
indførelse af skattefrihed for godtgørelse til
thalidomidofre m.v.)« omfattende § 1, nr. 1,
§§ 2-4 og § 5, stk. 1-3.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL):
2) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
48 E, stk. 3, nr. 3, indsættes efter »jf. dog
stk. 4«: », og således at der ved
opgørelsen af vederlaget ses bort fra perioder med
barselsorlov«.«
[Lovteknisk justering]
Til § 5
Af et mindretal (EL
og SF), tiltrådt af et flertal
(det øvrige udvalg):
3)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 5
Loven træder i kraft den 1. januar 2019 og
har virkning fra og med indkomståret 2019.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at dele lovforslaget i
to separate lovforslag. Det ene lovforslag (A) vedrører
afbureaukratisering af forskerskatteordningen. Det andet lovforslag
(B) vedrører genoptagelse af afgørelser om
skattenedslag og indførelse af skattefrihed for
godtgørelse til thalidomidofre m.v.
Til nr. 2
Der er tale om en lovteknisk justering.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring,
som følge af at det i ændringsforslag nr. 1
foreslås at dele lovforslaget.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober
2018 og var til 1. behandling den 25. oktober 2018. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
skatteministeren sendte den 29. juni 2018 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 240 (folketingsåret
2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte skatteministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
7 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Dennis Flydtkjær (DF) Hans
Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær
Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF)
Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Carsten
Kissmeyer (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders
Johansson (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Jens Joel (S)
Daniel Toft Jakobsen (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S)
Peter Hummelgaard Thomsen (S) Lea Wermelin (S) fmd. Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL)
Christian Poll (ALT) René Gade (ALT) Andreas Steenberg (RV)
Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |