L 26 Forslag til aktiesparekontolov.

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2018

Fremsættelse: 03-10-2018

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

20181_l26_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til aktiesparekontolov

(Lovforslag nr. L 26)

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 12. november 2017 aftale om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer. Lovforslaget har til formål at udmønte den del af denne aftale, der går ud på at etablere en aktiesparekontolov.

Formålet med lovforslaget er styrke aktiekulturen ved at gøre det nemt og økonomisk attraktivt for personer at investere i aktier og at medvirke til, at flere danskere får en privatøkonomisk interesse i, hvordan det går de danske virksomheder, så det sikres, at flere danskere får del i den velstand, der skabes i selskaberne. Derfor foreslås det at indføre en aktiesparekonto, hvor personer kan placere deres opsparing i noterede aktier og aktiebaserede investeringsbeviser til en lavere beskatning end den gældende beskatning som aktieindkomst.

Der foreslås en beskatning af afkastet på aktiesparekontoen på 17 pct. efter lagerprincippet. Det indebærer, at beskatningen vil omfatte udbytter og værdistigninger i årets løb, uanset om aktierne afstås eller ej. Værdiforøgelse på aktiesparekontoen beskattes, mens værdifald (tab) fremføres og modregnes i fremtidige afkast på aktiesparekontoen.

Efter forslaget skal gevinster og tab på aktiesparekontoen ikke påvirke den almindelige aktieindkomst uden for aktiesparekontoen. Et tab på aktiesparekontoen skal således ikke kunne udnyttes til fradrag i anden indkomst eller overføres til en ægtefælle.

Det foreslås at sætte et loft over indskud på ordningen på 50.000 kr. (2019-niveau). Der kan sættes penge ind, så længe værdien på kontoen er under loftet. Værdien opgøres ved udgangen af hvert år som den samlede værdi af værdipapirer og kontante midler på aktiesparekontoen.

Partierne bag aftalen om en aktiesparekonto er enige om, at det hvert år skal besluttes, om der er grundlag for at forhøje loftet med 50.000 kr. pr. år, så loftet udgør 200.000 kr. fra 2021.

Aktiesparekontoen skal efter forslaget administreres af bankerne, der skal beregne afkastet og indbetale skatten til skattemyndighederne og endvidere indberette en række oplysninger bl.a. om kontoens værdi ved udgangen af hvert år.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019. Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.