Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 20. november 2018
Forslag
til
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om
opstilling af rammer for energimærkning m.v.
(produktenergimærkningsloven)1)
Kapitel 1
Formål og
anvendelsesområde
§ 1.
Loven supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for
energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU
(energimærkningsforordningen).
Stk. 2. Loven
finder anvendelse på energirelaterede produkter, der bringes
i omsætning på markedet eller tages i brug, og som er
omfattet af energimærkningsforordningen eller de delegerede
retsakter.
Kapitel 2
Tilsyn, kontrol m.v.
Tilsynsmyndighed,
oplysningspligt m.v.
§ 2.
Erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil,
fører tilsyn med, at energirelaterede produkter er i
overensstemmelse med de krav, der er fastsat i
energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og regler
fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2.
Får tilsynsmyndigheden i forbindelse med tilsyn efter stk. 1
tilstrækkeligt belæg for at antage, at et
energirelateret produkt ikke er i overensstemmelse med
energimærkningsforordningen eller en delegeret retsakt eller
regler fastsat i medfør af denne lov, underrettes
leverandøren eller forhandleren hurtigst muligt herom.
Stk. 3.
Leverandøren skal efter anmodning give alle oplysninger, som
er nødvendige for varetagelsen af tilsynsmyndighedens tilsyn
efter stk. 1.
Stk. 4.
Forhandleren skal efter anmodning give tilsynsmyndigheden
oplysninger om, hvorfra denne har erhvervet et energirelateret
produkt.
Stk. 5. Kunden
skal efter anmodning give tilsynsmyndigheden oplysninger om,
hvorfra denne har erhvervet et energirelateret produkt, når
kunden er et selskab m.v. (juridisk person).
Stk. 6.
Tilsynsmyndigheden kan lægge resultater af tilsyn
udført i andre EU/EØS-medlemslande til grund ved
varetagelse af tilsyn efter stk. 1.
Udtagelse, måling,
produktprøvning, kontrol m.v.
§ 3.
Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden
udføre måling og produktprøvning af, om
leverandørens energirelaterede produkter overholder kravene
i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og regler
fastsat i medfør af loven.
Stk. 2.
Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden
lade energirelaterede produkter udtage til måling,
produktprøvning og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller
en godkendt institution som nævnt i § 7, stk. 2.
Stk. 3.
Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden
indlevere energirelaterede produkter til et anvist
prøvningssted eller lade produkterne afprøve på
fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet
relevant sted.
Stk. 4.
Leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse,
måling, produktprøvning og kontrol, jf. stk. 1-3, i
tilfælde af manglende overholdelse af
energimærkningsforordningen, de delegerede retsakter eller
regler fastsat i medfør af loven.
Stk. 5. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere
regler om måling, produktprøvning og kontrol efter
stk. 1-3. Ligeledes kan ministeren fastsætte nærmere
regler om opgørelse af de udgifter, leverandøren skal
afholde, jf. stk. 4.
Stk. 6. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om
kontrol af overholdelse af energimærkningsforordningen,
delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af loven,
når energirelaterede produkter sælges ved fjernsalg,
herunder salg via internettet.
Adgang til
erhvervslokaler
§ 4.
Tilsynsmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt,
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til leverandørers og forhandleres erhvervslokaler med
henblik på at kunne udtage energirelaterede produkter til
måling og kontrol af, om disse er i overensstemmelse med krav
i energimærkningsforordningen, de delegerede retsakter og
regler fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. Politiet
yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til
gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 1.
Stk. 3.
Justitsministeren kan efter forhandlinger med tilsynsmyndigheden
fastsætte regler om politiets bistand efter stk. 2.
Stk. 4. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om
tilsynsmyndighedens adgang til leverandørers og forhandleres
erhvervslokaler, jf. stk. 1.
Forbud, påbud
m.v.
§ 5.
Tilsynsmyndigheden kan påbyde, at forhold vedrørende
energirelaterede produkter, der strider mod
energimærkningsforordningen, delegerede retsakter, loven
eller regler fastsat i medfør af loven, bringes i orden
inden for en angivet frist. Herunder kan ministeren påbyde,
at forholdene bringes i orden straks.
Stk. 2.
Efterkommer en leverandør eller forhandler ikke et
påbud efter stk. 1, kan tilsynsmyndigheden udstede forbud
mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller
tages i brug.
Stk. 3.
Efterkommer en leverandør ikke et påbud efter stk. 1,
kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at den
leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller
har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at
trække produktet tilbage fra markedet.
Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden kan forbyde forhandlere at udstille, sælge
eller udleje de produkter, der er omfattet af forbud og påbud
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden kan over for leverandøren udstede forbud
mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller
tages i brug, hvis leverandøren ikke overholder § 2,
stk. 3, artikel 4, stk. 1, 2, 4 og 6, artikel 12, stk. 5 og 6, og
artikel 20, stk. 3, i energimærkningsforordningen.
Stk. 6.
Efterkommer en leverandør ikke et påbud efter stk. 5,
kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at den
leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller
har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at
trække produktet tilbage fra markedet.
Kapitel 3
Administrative bestemmelser
Undtagelse for tekniske
specifikationer m.v. fra indførelse i Lovtidende
§ 6.
Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler
om, at nærmere angivne internationale vedtagelser og tekniske
specifikationer vedrørende krav til virksomheder,
anlæg, indretninger og produkter m.v., der henvises til i
regler fastsat i medfør af loven, ikke indføres i
Lovtidende.
Stk. 2. Energi-,
forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om,
hvorledes oplysninger om de internationale vedtagelser og tekniske
specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1,
kan fås.
Delegation til andre
statslige myndigheder, organer m.v.
§ 7.
Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forhandling med
vedkommende minister bemyndige andre statslige myndigheder til at
udøve nærmere angivne beføjelser, der i loven
er tillagt energi-, forsynings- og klimaministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en
organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere
angivne beføjelser vedrørende tilsyn og kontrol af
energirelaterede produkter og til at udøve
sekretariatsbistand til tilsynsmyndigheden. Institutionen m.v. kan
ikke træffe afgørelse om adgang efter § 4, stk.
1, eller træffe afgørelse efter § 5.
Stk. 3.
Erhvervsministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver,
som efter stk. 2 er henlagt til en institution m.v.
Offentliggørelse
§ 8.
Tilsynsmyndigheden kan offentliggøre resultater af tilsyn og
afgørelser truffet efter § 5, stk. 1-6.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden kan videregive oplysninger om resultater af
tilsyn til andre danske eller udenlandske myndigheder eller
sagkyndige institutioner m.v.
Stk. 3. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere
regler om offentliggørelse af tilsynsresultater og
afgørelser som nævnt i stk. 1. Ministeren kan i den
forbindelse fastsætte regler om offentliggørelse af
navne på produkter og fysiske og juridiske personer i
forbindelse med offentliggørelse efter stk. 1 samt regler om
formen for offentliggørelse, herunder om, at
offentliggørelse kan ske elektronisk, og om omfanget af
materialet, der offentliggøres.
Offentlige
incitamenter
§ 9.
Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler
om offentlige incitamenter vedrørende et energirelateret
produkt omfattet af en relevant delegeret retsakt. Ministeren kan
herunder fastsætte regler om, at offentlige incitamenter
rettes mod de to bedste energieffektivitetsklasser, som
gælder for et væsentligt antal produkter. Ministeren
kan dog i stedet fastsætte regler om, at offentlige
incitamenter rettes mod bedre klasser, som er fastsat i den
delegerede retsakt.
Stk. 2. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at
der ved offentlige incitamenter efter stk. 1 kan fastsættes
en højere ydeevne end grænseværdien for den
højeste energieffektivitetsklasse.
Gennemførelse af
EU-retsakter
§
10. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan
fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik
på at gennemføre eller anvende EU-regler om forhold,
der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og
beslutninger om energimærkning af energirelaterede
produkter.
Kapitel 4
Klage
§
11. Energiklagenævnet behandler klager over
afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden efter loven og
efter regler fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. Klage
skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet,
inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.
Stk. 3.
Afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for
domstolene, før den endelige administrative afgørelse
foreligger.
Stk. 4. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at klage til Energiklagenævnet, herunder om
opsættende virkning af klage og afskæring af
klageadgang.
Stk. 5. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at
afgørelser truffet af en myndighed under vedkommende
ministerium, hvortil ministeren har henlagt sine beføjelser
efter loven, jf. § 7, ikke kan indbringes for vedkommende
minister.
Kapitel 5
Straf
§
12. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) som
leverandør ikke overholder sine forpligtelser i henhold til
energimærkningsforordningens artikel 3, stk. 1, 1. eller 3.
pkt., eller stk. 2, 3, 4 eller 5,
2) som
leverandør ikke overholder sin forpligtelse til at
indlæse de nødvendige oplysninger i produktdatabasen i
henhold til artikel 4, stk. 1 eller 2, stk. 4, 2. pkt., eller stk.
6, 1. pkt., eller artikel 12, stk. 5, eller bilag I, stk. 1 eller
stk. 3,
3) som
forhandler ikke overholder sine forpligtelser i henhold til
energimærkningsforordningens artikel 5,
4) som
leverandør eller forhandler ikke overholder sine
forpligtelser i henhold til energimærkningsforordningens
artikel 6,
5) som
leverandør undlader at afgive oplysninger, som vedkommende
er forpligtet til at give efter § 2, stk. 3, eller afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger,
6) som
leverandør hindrer adgang til udtagelse af produkter, jf.
§ 4, stk. 1,
7) som
forhandler eller kunde undlader at afgive oplysninger om, hvorfra
et energirelateret produkt, som er omfattet af en delegeret
retsakt, jf. § 2, stk. 4 og 5, er erhvervet,
8) som
leverandør undlader at efterkomme anmodning om data i
henhold til energimærkningsforordningens artikel 12, stk.
6,
9) som
leverandør undlader at stille en elektronisk udgave af den
tekniske dokumentation til rådighed inden for 10 dage efter
anmodning herom i henhold til energimærkningsforordningens
artikel 20, stk. 3, eller
10) som
leverandør, forhandler eller kunde ikke efterkommer
påbud eller forbud efter § 5.
Stk. 2. Energi-,
forsynings- og klimaministeren kan i regler, der fastsættes i
medfør af denne lov, fastsætte bødestraf for
overtrædelse af disse regler.
§
13. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttræden m.v.
§
14. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. Loven
gælder ikke for energirelaterede produkter, der er bragt i
omsætning eller taget i brug før den 1. august 2017.
For sådanne produkter finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 3. §
12 finder ikke anvendelse på overtrædelser af
forordningen, der er begået inden lovens ikrafttræden,
hvor omsætningen eller ibrugtagningen af produktet
udgør overtrædelsen. For overtrædelser af lov
nr. 455 af 18. maj 2011 om energimærkning af energirelaterede
produkter, der er begået inden lovens ikrafttræden,
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Lov nr.
455 af 18. maj 2011 om energimærkning af energirelaterede
produkter ophæves.
Stk. 5. Regler
fastsat i medfør af lov nr. 455 af 18. maj 2011 forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter
udstedt i medfør af denne lov.
Kapitel 7
Videreførelse af
energimærkningslovens regler om transportmidler i
færdselsloven
§ 15. I
færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 5.
januar 2017, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1557 af
19. december 2017 og senest ved § 1 i lov nr. 732 af 8. juni
2018, foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører«: »Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til
forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med
markedsføring af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12,
side 16, og«.
2.
Efter § 68 e indsættes før overskriften
før § 69:
»Energimærkning af motordrevne
køretøjer
§ 68 f. Transport-, bygnings-
og boligministeren kan fastsætte regler om, at motordrevne
køretøjer ved mærkning og på anden
standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger
om forbrug af energi og andre oplysninger af betydning for
slutbrugerne. Transport-, bygnings- og boligministeren kan
fastsætte, hvorledes oplysningerne skal meddeles til
forbrugerne ved salg eller leje af køretøjet,
herunder at et udstillet køretøj på
nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning
og ledsages af andre standardiserede oplysninger, og at der ved
fjernsalg af køretøjet eller reklamering for
køretøjet skal meddeles nærmere angivne
standardiserede oplysninger.
Stk. 2.
Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler
om, at der skal foreligge et nærmere angivet teknisk
dokumentationsmateriale på grundlag af metoder og standarder
efter transport-, bygnings- og boligministerens bestemmelse som
dokumentation for rigtigheden af oplysningerne nævnt i stk.
1.
Stk. 3. Stk. 1
og 2 omfatter ikke brugte motordrevne køretøjer.
Stk. 4.
Motordrevne køretøjer, som er omfattet af regler
fastsat i medfør af stk. 1, må ikke forsynes med anden
mærkning el.lign., der kan virke vildledende eller misvisende
for slutbrugerne. Mærkningen må kun anvendes på
motordrevne køretøjer, der er omfattet af stk. 1
eller regler fastsat i medfør heraf.
§ 68 g. Transport-, bygnings-
og boligministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil,
fører tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i
medfør af § 68 f.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse adgang til leverandørers eller
forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage
motordrevne køretøjer til måling og kontrol af,
om oplysninger om energiforbrug m.v. som fastsat i medfør af
§ 68 f er korrekte.
Stk. 3. Politiet
yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til
gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 2.
Justitsministeren kan efter forhandling med transport-, bygnings-
og boligministeren fastsætte regler herom.
Stk. 4.
Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler
om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse,
måling og kontrol.
Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 kan påbyde forhandleren eller
leverandøren af køretøjet at berigtige
forholdene inden for en angivet frist, når det er
sandsynliggjort, at oplysninger, som skal gives efter regler
fastsat i medfør af § 68 f, er ukorrekte, eller at
mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger
ikke er udformet i overensstemmelse med forskrifterne.
§ 68 h. Transport-, bygnings-
og boligministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en
organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere
angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol,
udtagning, måling og afprøvning af motordrevne
køretøjer som led i transport-, bygnings- og
boligministerens tilsyn i medfør af § 68 g, stk. 1, og
at udøve akkrediteret certificering og sekretariatsbistand
til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe
afgørelse eller træffe bestemmelse om adgang som
nævnt i § 68 g, stk. 2.
Stk. 2.
Transport-, bygnings- og boligministeren fører tilsyn med
varetagelsen af opgaver, der i medfør af stk. 1 er henlagt
til en institution m.v.
§ 68 i. Transport-, bygnings-
og boligministeren kan pålægge de i § 68 h, stk.
1, nævnte virksomheder, institutioner og organisationer samt
leverandører og forhandlere at udarbejde og meddele alle
oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de
opgaver, der er nævnt i § 68 h, stk. 1.«
3. I
§ 118, stk. 1, nr. 2, ændres
»loven eller« til: »loven,«.
4. I
§ 118, stk. 1, nr. 3, ændres
»loven.« til: »loven eller«.
5. I
§ 118, stk. 1, indsættes som
nr. 4:
»4)
hindrer adgang til udtagelse af motordrevne køretøjer
som nævnt i § 68 g, stk. 2.«
6. I
§ 134 a indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3.
Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser
truffet af transport-, bygnings- og boligministeren i medfør
af §§ 68 f-68 i og efter regler fastsat i medfør
af §§ 68 f og 68 g. Klage skal være indgivet
skriftligt til Energiklagenævnet, inden 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt. Afgørelser efter 1. pkt. kan
ikke indbringes for domstolene, før den endelige
administrative afgørelse foreligger.
Stk. 4.
Transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler
om adgangen til at klage til Energiklagenævnet efter stk. 3,
herunder om opsættende virkning af klager og afskæring
af klageadgang.«
§
16. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Officielle noter
1)
Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til
forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med
markedsføring af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12,
side 16.