Fremsat den 24. april 2019 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Ophævelse af adgang til at
fastsætte regler om anbragte børn og unges
egenbetaling)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1530 af 18. december 2018,
§ 13 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, § 1 i lov nr.
1720 af 27. december 2018 og lov nr. 278 af 26. marts 2019,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 159, 1. pkt., udgår
»og barnet eller den unge«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2019.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse på klager over afgørelser om
børn og unges betaling for døgnophold, jf. § 52,
stk. 3, nr. 7, i lov om social service, som er truffet før
loven ikrafttræden efter regler udstedt i medfør af
det hidtil gældende § 159, 1. pkt., i lov om social
service. For sådanne klager finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 3. Fordringer om
børn og unges betaling for døgnophold, jf. § 52,
stk. 3, nr. 7, i lov om social service, der er pålagt ved
afgørelse efter regler udstedt i medfør af det hidtil
gældende § 159, 1. pkt., i lov om social service, med
tillæg af renter og gebyrer bortfalder ved denne lovs
ikrafttræden. Ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst medregnes ikke gevinst, der opstår ved, at
fordringer efter 1. pkt. inklusive renter og gebyrer bortfalder
efter 1. pkt.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget vedrører reglerne for anbragte børns
og unges egenbetaling for døgnophold. Kommunerne kan i dag
opkræve betaling for døgnopholdet for børn og
unge, som er anbragt uden for hjemmet. Betaling kan kræves
fra forældrene samt fra barnet eller den unge, som har
indtægter fra arbejde eller formueafkast m.v. Det sker med
henvisning til regler fastsat i en bekendtgørelse med
hjemmel i § 159 i lov om social service (serviceloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018 med senere
ændringer.
De nuværende regler indebærer således, at
anbragte børn og unge under 18 år, der har
indtægter fra formueafkast eller arbejde, kan afkræves
betaling for opholdet, hvis kommunen træffer afgørelse
om det. Det kan bl.a. modvirke deres lyst til at tage et fritidsjob
og derigennem på lige fod med andre børn og unge
få styrket personlige kompetencer som selvstændighed og
evnen til at tage ansvar for eget liv.
Med lovforslaget foreslås det, at
bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 159 ændres,
så børne- og socialministeren fremover ikke vil kunne
fastsætte regler om børn og unge under 18 års
egenbetaling for opholdet ved anbringelse uden for hjemmet.
Ændringen vil indebære, at hjemmelsgrundlaget for de
nuværende bekendtgørelsesregler om anbragte
børn og unges egenbetaling falder bort, og at der ikke
fremadrettet vil kunne fastsættes administrative regler om
egenbetaling for døgnophold fra anbragte børn og unge
under 18 år.
2. Baggrund
Lovforslaget udmønter dele af et initiativ om "Ro og
stabilitet for udsatte børn og unge", som indgår i den
politiske aftale "Udmøntning af satspuljen for 2019-2022
(Delaftale på børne- og socialområdet)"
indgået af regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Af aftalen fremgår det således, at de
nuværende regler om anbragte børn og unges
egenbetaling skal ændres. Formålet er, at kommunerne
fremover ikke skal kunne opkræve egenbetaling hos anbragte
børn og unge, der har en indtægt fra f.eks. fritidsjob
eller formueafkast. Ændringen skal ske dels ved at
ophæve de nuværende regler om anbragte børn og
unges egenbetaling, der er fastsat i en bekendtgørelse, og
dels ved at ophæve hjemlen i serviceloven til at
fastsætte regler herom.
Lovforslaget følger samtidig op på B 138 om forslag
til folketingsbeslutning om børn og unge under 18 års
egenbetaling for ophold på anbringelsessteder.
Beslutningsforslaget blev 1. behandlet den 23. maj 2018 og herefter
sendt til behandling i Folketingets Social-, Indenrigs- og
Børneudvalg, som afgav beretning den 13. september 2018.
Af beretningen fremgår det bl.a., at udvalget mener, at
anbragte børn og unge under 18 år skal have de samme
betingelser og muligheder i livet som ikkeanbragte unge, når
de har et fritidsjob. Udvalget er af den opfattelse, at reglerne
om, at kommuner kan inddrage en del af de indtægter, et
anbragt barn eller ungt menneske selv har haft ved et fritidsjob,
bør ændres. Reglerne indebærer, at barnet eller
den unge kun har ret til at beholde et beløb, der vurderes
at kunne dække lommepenge og udgifter til beklædning.
Når en kommune anvender muligheden for at inddrage anbragte
børns og unges indtægter ved eget arbejde, kan det
medføre, at anbragte børn og unge føler sig
ekskluderede og anderledes end andre børn og unge.
Det fremgår videre af beretningen, at udvalget er af den
opfattelse, at anbragte børn og unge på lige fod med
ikkeanbragte børn og unge kan have stor glæde af at
have et fritidsjob, og at det er meget givende og lærerigt
for den enkelte - og på sigt også for samfundet. Af
beretningen fremgår, at de foreløbige resultater af et
forskningsprojekt hos TrygFondens Børneforskningscenter
således viser, at unge med job efter skoletid har mindre
fravær i skolen, får bedre karakterer og er
sjældnere i kontakt med politiet (»Unge med fritidsjob
klarer sig bedre i skolen«, videnskab.dk, den 3. oktober
2016).
Udvalget finder det urimeligt, at der kan være kommuner,
som opkræver mere eller mindre af et anbragt barns eller ungt
menneskes løn, og derfor opfordrer udvalget ministeren til
at ændre reglerne, så anbragte børn og unge ikke
længere kan opkræves betaling af indtægter ved
eget arbejde.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Gældende ret
Efter § 159 i serviceloven kan børne- og
socialministeren fastsætte regler om, at forældrene og
barnet eller den unge betaler for et døgnophold, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven. Der kan ikke fastsættes
betaling for et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 7, i
serviceloven, når der er tale om en videreførelse af
en anbringelse efter § 68 a i serviceloven.
Den del af bestemmelsen, som vedrører anbragte
børn og unges egenbetaling, svarer med enkelte
ændringer til bemyndigelsesbestemmelsen i § 99 i lov nr.
193 af 4. juni 1964 om børne- og ungdomsforsorg (herefter
børne- og ungdomsforsorgsloven).
Af bemærkningerne til den daværende børne- og
ungdomsforsorgslovs § 99 fremgår, at der kunne blive
tale om at kræve betaling fra barnet eller den unge selv,
når vedkommende har formue af bl.a. renteindtægt eller
indtægt fra almindeligt erhvervsarbejde i eller uden for
institutionen, hvor den pågældende er anbragt. Det
fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen, at
det i disse tilfælde måtte anses for at være af
stor pædagogisk betydning, at barnet eller den unge af sin
indtægt betaler helt eller delvist for sit ophold, jf.
Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 721.
Bestemmelsen er senere blevet videreført i lov om social
bistand og serviceloven med visse sproglige og redaktionelle
ændringer.
Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens
§ 159 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 712 af
19. juni 2013 om betaling for ophold i anbringelsessteder for
børn og unge under 18 år samt for døgnophold og
udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år
(herefter betalingsbekendtgørelsen).
Betalingsbekendtgørelsen omfatter bl.a. regler for
forældrenes samt barnets eller den unges egenbetaling for
opholdet ved anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.
Regler om barnets eller den unges egenbetaling er fastsat i
betalingsbekendtgørelsens § 12. Det fremgår af
bestemmelsens stk. 1, at et barn eller en ung, der har ophold i et
anbringelsessted for børn og unge, har pligt til at bidrage
til udgifterne ved opholdet efter kommunens afgørelse.
Har barnet eller den unge under opholdet indtægter ved
eget arbejde, kan betaling kun kræves af den disponible
indtægt, hvor denne overstiger det beløb, der normalt
ydes som lommepenge og til beklædning til den
pågældende aldersgruppe, jf.
betalingsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Har barnet eller den unge under opholdet indtægter i form
af afkast af formueværdier eller børnepensioner m.v.,
træffer kommunen afgørelse om betaling til hel eller
delvis dækning af de faktiske opholdsudgifter for det
offentlige ved opholdet, jf. betalingsbekendtgørelsens
§ 12, stk. 3. Barnet eller den unge skal dog mindst have et
beløb til rådighed af sine indtægter, der svarer
til lommepenge og beklædning, jf.
betalingsbekendtgørelsens § 12, stk. 2 og 3.
Kommunens afgørelse om betaling kan inden 4 uger
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(retssikkerhedsloven), jf. § 14, stk. 1, i
betalingsbekendtgørelsen. Sådanne klager har ikke
efter retssikkerhedslovens § 72 opsættende virkning.
Fordringer, som hidrører fra krav om børns og
unges betaling for døgnophold, jf. servicelovens § 52,
stk. 3, nr. 7, er omfattet af reglerne i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven), jf.
gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere
ændringer. Ikke-betalte fordringer kan inddrives hos debitor
via restanceinddrivelsesmyndigheden efter
gældsinddrivelseslovens regler.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §
1, nr. 1.
3.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Kommunerne kan i dag træffe afgørelse om, at
børn og unge under 18 år, som er anbragt uden for
hjemmet, og som har indtægter fra arbejde eller formueafkast
m.v., skal bidrage til udgifterne til opholdet. Det er
Børne- og Socialministeriets vurdering, at dette er
uhensigtsmæssigt, da det bl.a. kan modvirke anbragte
børn og unges motivation til at tage et fritidsjob eller
erhvervsarbejde og derigennem få styrket personlige
kompetencer som selvstændighed og evnen til at tage ansvar
for eget liv. Det er således ministeriets vurdering, at
anbragte børn og unge på lige fod med ikkeanbragte
børn og unge kan have stor glæde af at have et
fritidsjob, og at det kan være meget givende og
lærerigt for den enkelte og på sigt også for
samfundet, som det fremgår under punkt 2. Det vurderes
umiddelbart at være et yderst begrænset antal anbragte
børn og unge, der har indtægter i form af
formueafkast.
Det er samtidig ministeriets vurdering, at kommunernes
opkrævning af egenbetaling fra anbragte børn og unge
kan bidrage til, at de pågældende børn og unge,
som i forvejen er i en sårbar position, føler sig
ekskluderede og anderledes end deres jævnaldrende.
Ministeriet finder på den baggrund, at der er behov for at
sikre, at kommunerne ikke fremover vil kunne opkræve
egenbetaling af anbragte børn og unge under 18 år, der
har indtægt fra arbejde eller formueafkast m.v., og at der
ikke fremover vil kunne fastsættes
bekendtgørelsesregler herom.
Ministeriet finder dog, at det er nødvendigt at sikre, at
afgørelser om anbragte børn og unges egenbetaling
truffet efter den nuværende § 12 i
betalingsbekendtgørelsen, fortsat vil kunne påklages,
når klagefristen ikke er udløbet, og behandles efter
de hidtil gældende regler, samt at eventuelle verserende
klagesager vil kunne færdigbehandles. Det skal ses i lyset
af, at sådanne klager ikke efter retssikkerhedslovens
§ 72 har opsættende virkning. Der vil således
i princippet kunne være børn og unge, som har betalt
for opholdet efter kommunens afgørelse, og som
efterfølgende ville få medhold i en klage, hvis den
blev behandlet af Ankestyrelsen efter de nuværende regler, og
hvor der derfor ville skulle ske tilbagebetaling af det
beløb, som kommunen uretmæssigt måtte have
modtaget.
Der vurderes derfor at være behov for at sikre, at
klageadgangen ikke afskæres i sådanne sager, da de
pågældende børn og unge eller vil blive stillet
ringere, end tilfældet er i dag, da de i så fald ikke
vil have mulighed for at få tilbagebetalt egenbetaling, som
kommunen eventuelt uretmæssigt måtte have modtaget.
Endelig finder ministeriet, at fordringer om børn og
unges egenbetaling, som er pålagt ved afgørelse efter
den hidtil gældende § 12 i
betalingsbekendtgørelsen, bør bortfalde, så
eventuel gæld bortfalder og således ikke vil kunne
opkræves eller inddrives. Det skal sikre, at der ikke
fremadrettet vil kunne ske inddrivelse af eventuel gæld, som
anbragte børn og unge måtte have pådraget sig
som følge af manglende betaling for opholdet.
Da alle fordringer fra det offentlige, der forældes, i
princippet skal beskattes som kursgevinst, jf. § 21 i lov om
skattemæssig behandling af gevinst og tab på
fordringer, gæld og finansielle kontrakter
(kursgevinstloven), finder ministeriet, at det vil være
nødvendigt at sikre, at barnet eller den unge ikke vil
skulle beskattes af en kursgevinst, der måtte opstå
ved, at fordringen bortfalder.
3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens
§ 159 ændres, så børne- og socialministeren
fremover ikke kan fastsætte regler om egenbetaling hos
børn og unge under 18 år for opholdet ved anbringelse
uden for hjemmet.
Forslaget vil indebære, at hjemmelsgrundlaget for
betalingsbekendtgørelsens nuværende § 12
ophæves, og bekendtgørelsen vil således skulle
ændres i overensstemmelse hermed. Kommunerne vil herefter
ikke kunne træffe afgørelse om, at børn og unge
under 18 år, som er anbragt uden for hjemmet, og som har
indtægter ved eget arbejde eller i form af afkast fra
formueværdier eller børnepensioner m.v., skal bidrage
til udgifterne til opholdet. Der vil således ikke fremover
kunne opkræves egenbetaling hos anbragte børn og unge
for døgnophold.
Den foreslåede ordning vil dog medføre, at
afgørelser om anbragte børns og unges egenbetaling,
som er truffet efter den nuværende § 12 i
betalingsbekendtgørelsen, fortsat vil kunne påklages
til Ankestyrelsen og behandles efter de hidtil gældende
regler.
Det vil betyde, at børn og unge, der ved afgørelse
truffet inden lovens ikrafttræden er blevet pålagt
egenbetaling, vil have mulighed for at klage over
afgørelsen, når klagefristen ikke er udløbet,
og få klagen behandlet efter de hidtil gældende regler.
Dette vil også gælde igangværende klagesager, som
ved lovens ikrafttræden ikke er færdigbehandlet.
Det vil f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor
der klages over, at kommunen ved en afgørelse truffet
før lovens ikrafttræden har pålagt barnet eller
den unge at betale for stort et beløb, i strid med reglerne
i betalingsbekendtgørelsens nuværende § 12, stk.
2 og 3.
Hvis Ankestyrelsen i en sådan situation giver klager
medhold, vil der skulle ske tilbagebetaling af den del af
betalingen fra barnet eller den unge, som kommunen
uretmæssigt måtte have modtaget.
Opretholder Ankestyrelsen kommunens afgørelse, vil
barnets eller den unges betalingsforpligtelse alene gælde
betaling for døgnophold i perioden fra tidspunktet for
kommunens afgørelse og til lovens ikrafttræden.
Barnet eller den unge vil således uanset udfaldet af
klagesagen ikke kunne pålægges en betalingsforpligtelse
for døgnophold i en periode efter lovens ikrafttræden.
Har kommunen modtaget betaling for døgnophold, der omfatter
en periode efter lovens ikrafttræden, vil der uanset
indbringelse af afgørelsen for Ankestyrelsen og udfaldet af
klagesagen skulle ske tilbagebetaling af den del af beløbet,
som omfatter tiden efter lovens ikrafttræden.
Eventuel gæld, som barnet eller den unge måtte have
pådraget sig som følge af manglende egenbetaling, vil
efter den foreslåede ordning bortfalde ved lovens
ikrafttræden jf. nedenfor.
Den foreslåede ordning vil således medføre,
at fordringer om anbragte børn og unges egenbetaling, der er
pålagt ved afgørelse efter den hidtil gældende
§ 12 i betalingsbekendtgørelsen, med tillæg af
renter og gebyrer, vil bortfalde. Det vil betyde, at eventuel
gæld bortfalder og således ikke vil kunne
opkræves eller inddrives. Den foreslåede ordning
indebærer videre, at barnet eller den unge ikke vil skulle
beskattes af en eventuel kursgevinst, der måtte opstå
herved.
Ved lovens ikrafttræden skal kommunerne derfor være
opmærksomme på, om der er fordringer, der er sendt til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og i givet fald
gøre restanceinddrivelsesmyndigheden opmærksom
herpå med henblik på, at inddrivelsessagen
ophører. Dette med henblik på at skal sikre, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke inddriver et ulovligt
krav.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1, og
§ 2.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at indebære et fald i
indtægter på 0,1 mio. kr. i 2019 og 0,2 mio. kr. fra
2020 og frem for kommunerne, der fremover ikke vil kunne
opkræve egenbetaling hos anbragte børn og unge. Det
vurderes, at der ikke er opbygget gæld af betydning. I
forlængelse heraf skønnes, at de økonomiske
konsekvenser af bortfald af muligheden for opkrævning og
inddrivelse heraf vil ligge under bagatelgrænsen.
Forslagets økonomiske konsekvenser er forhandlet med de
kommunale parter.
Forslaget berører ikke regioner og har ikke
økonomiske konsekvenser for regionerne.
Lovforslaget indebærer, at der ikke fremadrettet vil kunne
træffes afgørelser om egenbetaling fra anbragte
børn og unge, som kan indbringes for Ankestyrelsen.
Afgørelser, der er truffet inden lovens ikrafttræden,
kan dog indbringes for og behandles af Ankestyrelsen efter de
hidtil gældende regler. Ankestyrelsen vurderer, at antallet
af klagesager er meget begrænset og tilnærmelsesvist
0.
Forfaldne, endnu ikke betalte fordringer om børn og unges
betaling for døgnophold, der er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden, bortfalder med lovforslaget. Idet
det skønnes, at der ikke er oparbejdet gæld af
betydning, jf. ovenfor, skønnes ændringen ikke at have
økonomiske konsekvenser af betydning for
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslagets økonomiske konsekvenser for staten vurderes
på baggrund heraf at være under
bagatelgrænsen.
Lovforslaget har ingen væsentlige omstillingskonsekvenser
eller digitaliseringsrelaterede konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget medfører en mindre lettelse af kommunernes
administrative drift, idet kommunerne fremover ikke vil kunne
træffe afgørelse om anbragte børn og unges
egenbetaling og dermed ikke længere skal foretage
sagsbehandling som led heri.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes at indebære en mindre reduktion af
administrative byrder for borgerne, idet kommunerne fremover
ikke vil kunne opkræve egenbetaling af anbragte børn
og unge, der har en indtægt.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. februar 2019
til den 14. marts 2019 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F - Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Amnesty
International, Ankestyrelsen, BUPL - Forbundet af Pædagoger
og Klubfolk, Børn og Familier, Børnesagens
Fællesråd, Børne- og Kulturchefforeningen,
Børns Vilkår, Børnerådet, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp,
Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske
Handicaporganisationer, Danske Regioner, Datatilsynet, De Anbragtes
Vilkår, Det Centrale Handicapråd, Det
Kriminalpræventive Råd, DUKH, FADD - Foreningen af
Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, FOA - Fag
og Arbejde, Faaborg-Midtfyn Kommune (Socialtilsyn Syd), Fabu, FH
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Foreningen af Kommunale
Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark,
ForældreLANDSforeningen (FBU), Frederiksberg Kommune
(Socialtilsyn Hovedstaden), HK/kommunal, Hjørring Kommune
(Socialtilsyn Nord), Holbæk Kommune (Socialtilsyn
Øst), Institut for Menneskerettigheder, KFUM's Sociale
Arbejde, KL, Kristelig Fagbevægelse, Landsforeningen BoPaM,
Landsforeningen Børn og Forældre, Landsforeningen af
Socialpædagoger, Livsværk, LOS, Plejefamiliernes
Landsforening, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Røde Kors,
Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt
Udsatte, Silkeborg Kommune (Socialtilsyn Midt),
Socialpædagogernes Landsforbund, Socialstyrelsen, TABUKA,
Ungdommens Røde Kors, Ungdomskriminalitetsnævnet og
Ungdomsringen.
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | | Lovforslaget forventes at indebære
et fald i indtægter for kommunerne på 0,1 mio. kr. i
2019 og 0,2 mio. kr. fra 2020 og frem. Der er ikke økonomiske konsekvenser
for staten af betydning. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget medfører en mindre
lettelse af kommunernes administrative drift, idet kommunerne
fremover ikke vil kunne træffe afgørelse om anbragte
børn og unges egenbetaling og dermed ikke længere skal
foretage sagsbehandling som led heri. | Lovforslaget har ikke
implementeringskonsekvenser for det offentlige af betydning. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Lovforslaget vurderes at indebære en
mindre reduktion af administrative byrder for borgerne, idet
kommunerne fremover ikke vil kunne opkræve egenbetaling af
anbragte børn og unge, der har en indtægt. | |
|
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
|
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end
minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter § 159 i serviceloven kan børne- og
socialministeren fastsætte regler om, at forældrene og
barnet eller den unge betaler for et døgnophold, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven. Der kan ikke fastsættes
betaling for et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 7, i
serviceloven, når der er tale om en videreførelse af
en anbringelse efter § 68 a i serviceloven.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 159 i serviceloven er
udmøntet i betalingsbekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen omfatter bl.a. regler for forældrenes
samt barnets eller den unges egenbetaling for opholdet ved
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.
Regler om barnets eller den unges egenbetaling er fastsat i
betalingsbekendtgørelsens § 12. Det fremgår af
bestemmelsens stk. 1, at et barn eller en ung, der har ophold i et
anbringelsessted for børn og unge, har pligt til at bidrage
til udgifterne ved opholdet efter kommunens afgørelse.
Har barnet eller den unge under opholdet indtægter ved
eget arbejde, kan betaling kun kræves af den disponible
indtægt, hvor denne overstiger det beløb, der normalt
ydes som lommepenge og til beklædning til den
pågældende aldersgruppe, jf.
betalingsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Har barnet eller den unge under opholdet indtægter i form
af afkast af formueværdier eller børnepensioner m.v.,
træffer kommunen afgørelse om betaling til hel eller
delvis dækning af de faktiske opholdsudgifter for det
offentlige ved opholdet, jf. betalingsbekendtgørelsens
§ 12, stk. 3. Barnet eller den unge skal dog mindst have et
beløb til rådighed af sine indtægter, der svarer
til lommepenge og beklædning, jf.
betalingsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om betaling kan inden 4
uger indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
retssikkerhedsloven, jf. § 14, stk. 1, i
betalingsbekendtgørelsen. Sådanne klager har ikke
efter retssikkerhedslovens § 72 opsættende virkning.
Fordringer, som hidrører fra krav om børns og
unges betaling for døgnophold, jf. servicelovens § 52,
stk. 3, nr. 7, er omfattet af reglerne i
gældsinddrivelsesloven og kan inddrives hos debitor via
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. gældsinddrivelseslovens
§ 1, stk. 1.
Det foreslås at ændre bemyndigelsesbestemmelsen i
servicelovens § 159, 1. pkt., således, at "og barnet
eller den unge" udgår. Det betyder, at bestemmelsen fremover
ikke længere vil give hjemmel til, at børne- og
socialministeren kan fastsætte regler om, at barnet eller den
unge betaler for et døgnophold, jf. § 52, stk. 3, nr.
7, i serviceloven. Der vil således ikke kunne
fastsættes bekendtgørelsesregler, der hjemler, at
kommunerne kan træffe afgørelse om, at anbragte
børn og unge under 18 år skal bidrage til udgifterne
til opholdet. Ændringen omfatter ikke adgangen til at
fastsætte regler om forældrenes betaling.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil
indebære, at hjemmelsgrundlaget for
betalingsbekendtgørelsens nuværende § 12
ophæves. Bekendtgørelsen vil blive ændret i
overensstemmelse hermed, så den nuværende § 12
ophæves. Kommunerne vil herefter ikke kunne træffe
afgørelse om, at børn og unge under 18, som er
anbragt uden for hjemmet, og som har indtægter ved eget
arbejde eller i form af afkast fra formueværdier eller
børnepensioner m.v., skal bidrage til udgifterne til
opholdet. Dette betyder, at anbragte børn og unge ikke
længere kan opkræves betaling for deres ophold.
Til §
2
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Den foreslåede ordning vil indebære, at
hjemmelsgrundlaget for den nuværende § 12 i
betalingsbekendtgørelsen vil falde bort fra den 1. juli
2019.
Afgørelser, som er truffet efter
betalingsbekendtgørelsens § 12 inden lovens
ikrafttræden, vil have virkning frem til senest tidspunktet
for lovens ikrafttræden, jf. dog nedenfor om klagesager.
Har kommunerne inden lovens ikrafttræden truffet
afgørelse om egenbetaling for børn eller unge under
18 år for en periode, som omfatter tidspunktet efter lovens
ikrafttræden, og har kommunerne modtaget hele eller dele af
beløbet, skal der således ske tilbagebetaling af den
del af den indkomne betaling, som omfatter tiden efter lovens
ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 2, at
loven ikke finder anvendelse på klager over afgørelser
om børn og unges betaling for døgnophold, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, der er truffet før lovens
ikrafttræden efter regler udstedt i medfør af det
hidtil gældende § 159, 1. pkt., i serviceloven. For
sådanne klager finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Det er alene klagen, som loven ikke finder anvendelse
på.
Den foreslåede ordning vil indebære, at
afgørelser, der er truffet inden lovens ikrafttræden,
vil kunne påklages til og behandles af Ankestyrelsen efter de
hidtil gældende regler. Det vil betyde, at børn og
unge, der ved afgørelse truffet af en kommune inden lovens
ikrafttræden er blevet pålagt egenbetaling, vil have
mulighed for at klage over afgørelsen, når
klagefristen ikke er udløbet, og få klagen behandlet
efter de hidtil gældende regler. Dette vil også
gælde igangværende klagesager, som ved lovens
ikrafttræden ikke er færdigbehandlet.
Det vil f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor
der klages over, at kommunen ved afgørelse truffet
før lovens ikrafttræden har pålagt barnet eller
unge at betale for stort et beløb, i strid med reglerne i
betalingsbekendtgørelsens nuværende § 12, stk. 2
og 3.
Hvis Ankestyrelsen giver klager medhold, vil der skulle ske
tilbagebetaling af den del af betalingen fra barnet eller den unge,
som kommunen uretmæssigt har modtaget. Det vil indebære
tilbagebetaling af den del betalingen, som kommunen for en periode
frem til lovens ikrafttræden måtte have modtaget i
strid med de nuværende bekendtgørelsesregler. Eventuel
betaling kommunen måtte have modtaget for døgnophold i
en periode efter lovens ikrafttræden skal uanset indbringelse
af afgørelsen for Ankestyrelsen og udfaldet af klagesagen
tilbagebetales, jf. ovenfor under stk. 1.
Opretholder Ankestyrelsen kommunens afgørelse, vil
barnets eller den unges betalingsforpligtelse alene gælde
betaling for døgnophold i perioden fra tidspunktet for
kommunens afgørelse og til lovens ikrafttræden, jf.
dog nedenfor om det foreslåede § 2, stk. 3. Uanset
udfaldet af en eventuel klagesag vil barnet eller den unge
således ikke kunne pålægges en
betalingsforpligtelse for døgnophold for en periode efter
lovens ikrafttræden, jf. ovenfor.
Endelig foreslås det i stk. 3, 1.
pkt., at fordringer om børn og unges betaling for
døgnophold, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven,
der er pålagt ved afgørelse efter regler udstedt i
medfør af det hidtil gældende § 159, 1. pkt., i
serviceloven, med tillæg af renter og gebyrer bortfalder fra
denne lovs ikrafttræden.
Den foreslåede ordning vil indebære, at
sådanne fordringer falder bort med virkning fra den 1. juli
2019 og ikke vil kunne inddrives, herunder ved modregning, hverken
efter gældsinddrivelseslovens regler eller andre regler.
Den foreslåede ordning vil også gælde for
situationer omfattet af stk. 2. I det tilfælde, hvor en klage
er indbragt for Ankestyrelsen, og hvor Ankestyrelsen opretholder
kommunens afgørelse, vil fordringer som følge af
barnets eller den unges eventuelle manglende betaling tilsvarende
bortfalde fra lovens ikrafttræden.
Efter kursgevinstlovens § 21, 1. pkt., medregnes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst gevinst ved
eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af
gæld i det omfang, gælden nedskrives til et lavere
beløb end fordringens værdi for kreditor på
tidspunktet for gældseftergivelsen m.v.
I stk. 3, 2. pkt., foreslås,
at gevinst, der opstår, ved at fordringer efter 1. pkt.
inklusive renter og gebyrer bortfalder efter 1. pkt., ikke
medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Den foreslåede ordning vil indebære, at barnet eller
den unge ikke vil skulle beskattes af en eventuel kursgevinst, der
måtte opstå ved, at fordringen med renter og gebyrer
bortfalder.
Loven vil ikke gælde for
Færøerne og Grønland, da serviceloven, jf.
§ 196, ikke gælder for Færøerne og
Grønland og ikke kan sættes i kraft for disse dele af
riget.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1530 af 18. december 2018,
§ 13 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, § 1 i lov nr.
1720 af 27. december 2018 og lov nr. 278 af 26. marts 2019,
foretages følgende ændring: | | | | § 159.
Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om, at
forældrene og barnet eller den unge betaler for
døgnopholdet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven.
Der kan ikke fastsættes betaling for et døgnophold
efter § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, når der er
tale om en videreførelse af en anbringelse efter § 68 a
i serviceloven. | | 1. I § 159, 1. pkt., udgår »og
barnet eller den unge«. | | | | | | |
|