Skriftlig fremsættelse (24. april
2019)
Børne- og
socialministeren (Mai Mercado):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Ophævelse af adgang til at fastsætte
regler om anbragte børn og unges egenbetaling)
(Lovforslag nr. L 230)
Lovforslagets formål er at sikre, at
der ikke fremover kan fastsættes administrative regler om
anbragte børn og unge under 18 års betaling for
døgnophold, og at kommunerne herefter ikke kan træffe
afgørelse om, at børnene og de unge skal bidrage til
udgifterne til opholdet.
Lovforslaget udmønter dele af
initiativet om "Ro og stabilitet for udsatte børn og unge",
som indgår i den politiske aftale Udmøntning af satspuljen for 2019-2022
(Delaftale på børne- og socialområdet)
indgået af regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialde?mokratiet, Dansk
Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti.
Lovforslaget følger samtidig op
på B 138 om forslag til folketingsbeslutning om børn
og unge under 18 års egenbetaling for ophold på
anbringelsessteder, der blev fremsat den 5. april 2018.
Kommunerne kan i dag træffe
afgørelse om, at børn og unge, som er anbragt uden
for hjemmet, og som har indtægter fra f.eks. formueafkast
eller eget arbejde, skal bidrage til udgifterne til opholdet.
Afgørelsen træffes efter bekendtgørelsesregler,
som er fastsat med hjemmel i servicelovens § 159.
De nuværende regler kan bl.a.
modvirke anbragte børn og unges motivation til at tage et
fritidsjob eller erhvervsarbejde og derigennem få styrket
personlige kompetencer som selvstændighed og evnen til at
tage ansvar for eget liv. Opkrævning af egenbetaling fra
anbragte børn og unge kan samtidig bidrage til, at de
pågældende børn og unge, som i forvejen er i en
sårbar position, føler sig ekskluderede og anderledes
end deres jævnaldrende.
Det foreslås derfor, at
bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 159 ændres,
så der ikke fremover vil kunne fastsættes
bekendtgørelsesregler om anbragte børn og unge under
18 års egenbetaling for døgnophold. Lovforslaget
indebærer endvidere, at hjemmelsgrundlaget for de
nuværende bekendtgørelsesregler om anbragte
børn og unge under 18 års egenbetaling falder
bort.
Det sene fremsættelsestidspunkt
skyldes et politisk ønske om at fremsætte et
selvstændigt lovforslag om anbragte børn og unges
egenbetaling i indeværende samling uanset den oprindelige
tidsplan for udmøntningen i satspuljeaftalen.
Af satspuljeaftalen fremgår det
således, at et lovforslag, der udmønter de
lovgivningsmæssige dele af initiativet "Ro og stabilitet for
udsatte børn og unge", skal fremsættes i oktober I
2019. Dog forventedes delinitiativet om anbragte børn og
unges egenbetaling gennemført allerede med virkning fra 1.
juli 2019 med en ændring af bekendtgørelsen på
området og efterfølgende lovforslag, der ophæver
bemyndigelsen til fremover at fastsætte regler om anbragte
børn og unges egenbetaling.
Fremsættelsen af et
selvstændigt lovforslag om anbragte børn og unges
egenbetaling i indeværende samling sker efter høring
af ordførerne fra partierne bag satspuljeaftalen.
Lovforslaget ønskes så vidt
muligt færdigbehandlet og gennemført i
indeværende folketingsår. Det vil betyde, at der kan
ske en samlet, samtidig ændring af både lov og
bekendtgørelsesregler.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.