L 22 B Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed.

(Skærpet straf-zone og skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 29-11-2018

Optrykt: 29-11-2018

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 29. november 2018

20181_l22b_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 29. november 2018

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed

(Skærpet straf-zone og skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 81 b ændres »forhøjes indtil« til: »forhøjes med indtil«.

2. Efter § 81 b indsættes:

»§ 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.

Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i denne zone.«

3. I § 156 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«

4. I § 157 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«

§ 2

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1722 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 671 af 8. juni 2017, lov nr. 131 af 27. februar 2018 og § 1 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, foretages følgende ændring:

1. Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:

»6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område (skærpet straf-zone), hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse.

Stk. 2. Udpegning af en skærpet straf-zone efter stk. 1 kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en skærpet straf-zone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.

Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.