L 226 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Justering af fagrækken og den understøttende undervisning, afkortning af skoleugens længde, ansættelse af skoleledere og kompetencedækning m.v.).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-04-2019

Fremsættelse: 12-04-2019

Skriftlig fremsættelse (12. april 2019)

20181_l226_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. april 2019)

Undervisningsministeren (Merete Riisager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Justering af fagrækken og den understøttende undervisning, afkortning af skoleugens længde, ansættelse af skoleledere og kompetencedækning m.v.)

(Lovforslag nr. L 226)

Med lovforslaget foreslås, at der tilføres 90 ekstra undervisningstimer i fagene til prioritering af 2. fremmedsprog, billedkunst og historie fra skoleåret 2020/21, hvorved tiden til den understøttende undervisning bliver tilsvarende kortere.

For at sikre en mere tydelig beskrivelse af den understøttende undervisnings formål og indhold, foreslås det at gennemskrive bemærkningerne til bestemmelsen.

Det foreslås endvidere at ændre den samlede undervisningstid i indskolingen fra 1.200 timer til 1.110 timer, der sammen med forslaget om øget kvalitet i den understøttende undervisning skal bidrage til at sikre en mere fokuseret skoledag for indskolingseleverne.

Rammerne for konvertering af tid til understøttende undervisning foreslås justeret, herunder så folkeskolelovens § 16 b, fremover kun vil finde anvendelse i indskolingen og på specialskoler og i specialklasser på mellemtrin og i udskolingen. Det foreslås derudover, at det fremover skal være muligt på mellemtrin og i udskolingen at konvertere op til 60 timers understøttende undervisning pr. år pr. klassetrin til andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i overensstemmelse med de lokale ønsker og behov på den enkelte skole.

Det foreslås at give skolebestyrelsen mere indflydelse på ansættelse af skolens leder ved, at kommunalbestyrelserne forpligtes til at have mindst en repræsentant fra skolebestyrelsen med i beslutningen om, hvem der tilbydes ansættelse i stillingen. Endvidere foreslås det, at kommunalbestyrelserne kan træffe beslutning om, at valgperioden kan være 2 år for de forældrerepræsentanter, der måtte ønske dette, eller for alle forældrerepræsentanterne på en skole, såfremt der lokalt opleves behov herfor.

Endelig foreslås det at udskyde målsætningen om, at 95 pct. af undervisningen varetages af undervisere med undervisningskompetence i de fag, de underviser i, fra 2020 til 2025, og at delmålet om, at 90 pct. af undervisningen varetages af undervisere med undervisningskompetence i de fag, de underviser i, udskydes fra 2019 til 2021. Dette sker med henblik på at sikre, at kommuner og skoler får bedre tid og forudsætninger for at øge kompetencedækningen.

Lovforslaget fremsættes i april, da det udmønter den politiske aftale af 30. januar 2019 Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed - justeringer af folkeskolen til en mere åben og fleksibel folkeskole, og ministeriet har prioriteret en fuld høringsperiode på fire uger.

Forslaget ønskes gennemført i indeværende folketingsår.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.