Skriftlig fremsættelse (3. april
2019)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af lønsum m.v. og momsloven (Indførelse af
nulmoms på elektronisk leverede aviser m.v.)
(Lovforslag nr. L 222)
Lovforslaget udmønter en del af
Medieaftale for 2019-2023 indgået
mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) og Dansk Folkeparti den 29. juni 2018. Regeringen
ønsker at sikre en bedre balance i det danske mediebillede
bl.a. mellem gamle og nye medier. Som et element heri
omlægges støtten til trykte og internetbaserede
nyhedsmedier, så den bliver mere tidssvarende.
For at sikre platformsneutralitet
foreslår regeringen derfor, at den eksisterende nulmoms
på trykte aviser udvides til også at omfatte
elektronisk leverede aviser. Idet trykte aviser er pålagt
lønsumsafgift, foreslås det samtidig, at elektronisk
leverede aviser ligeledes pålægges
lønsumsafgift. Herved vil trykte og elektroniske leverede
aviser afgiftsmæssigt blive ligestillet.
Forslaget skønnes i 2019 at
medføre et umiddelbart mindreprovenu på 25 mio. kr.
(2019-niveau), og 20 mio. kr. efter tilbageløb og
adfærd. Det varige mindreprovenu efter tilbageløb og
adfærd skønnes at udgøre 90 mio. kr.
Den sene fremsættelse af lovforslaget
skyldes, at forslaget har afventet vedtagelse af det juridiske
grundlag i EU for at sidestille elektroniske og trykte aviser.
Regeringen og Dansk Folkeparti har i forbindelse med finansloven
for 2019 aftalt, at man ville forsøge af fremskynde
udvidelsen af nulmomsen, når det juridiske grundlag var
etableret. Af disse årsager har det ikke været muligt
at fremsætte lovforslaget før den 1. april 2019.
Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer og ønskes vedtaget senest 4 uger
før den 1. juli 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.