Skriftlig fremsættelse (3. april
2019)
Transport-, bygnings- og
boligminister (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Nedsættelse af aldersgrænsen for
kørekort til stor knallert m.v.)
(Lovforslag nr. L 221)
Regeringen ønsker generelt at styrke
mobiliteten for unge mennesker, herunder særligt i de tyndt
befolkede egne af Danmark, hvor bl.a. adgangen til kollektiv trafik
kan være sparsom. Efter regeringens opfattelse vil en
nedsættelse af aldersgrænsen for erhvervelse af
førerret til stor knallert fra 18 år til 16 år
kunne bidrage til en sådan øget mobilitet.
Det er samtidig vigtigt, at
aldersgrænserne er afstemt i forhold til
færdselssikkerheden, som regeringen vægter
højt.
Ifølge den rapport, som DTU
(Danmarks Tekniske Universitet) har udfærdiget om bl.a. de
færdselssikkerhedsmæssige aspekter ved at
nedsætte aldersgrænsen for erhvervelse af
førerret til stor knallert til 16 år, kan det ikke
entydigt konkluderes, at en aldersnedsættelse vil skade
færdselssikkerheden.
Det er regeringens opfattelse, at en
nedsættelse af aldersgrænsen til 16 år kan
medvirke til at reducere udbredelsen af konstruktivt ændrede
små knallerter (såkaldte tunede knallerter). Tunede
små knallerter udgør et
færdselssikkerhedsmæssigt problem, bl.a. fordi de
bliver ført på cykelsti med væsentligt
højere hastighed end 30 km i timen, og fordi førerne
ikke har modtaget køreundervisning i at færdes i
trafikken med de høje hastigheder. En nedbringelse af
antallet af tunede små knallerter vil derfor kunne have en
positiv indvirkning for færdselssikkerheden.
Regeringen mener derfor samlet set, at
øget mobilitet gennem nedsættelse af
aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor
knallert fra 18 år til 16 år kan opnås uden
væsentlige negative konsekvenser for
færdselssikkerheden.
Samtidig vil en nedsættelse af
aldersgrænsen til 16 år bringe aldersgrænsen for
erhvervelse af førerret til stor knallert på linje med
aldersgrænsen i de fleste andre EU-medlemslande, hvor
aldersgrænsen i langt størstedelen af landene er 16
år - og i flere lande 15 og 14 år.
Lovforslaget indeholder endvidere enkelte
ændringer af visse aldersmæssige regler om frakendelse
af retten til at føre lille knallert, som er af mere
ordensmæssig karakter.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.