L 221 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til stor knallert m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Betænkning

Afgivet: 02-05-2019

Afgivet: 02-05-2019

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 2. maj 2019 (omtryk)

20181_l221_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 2. maj 2019

1. Ændringsforslag

Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Transport-, bygnings- og boligministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, og Alternativets medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2.

2. Indstillinger

Et mindretal i udvalget (S og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det af Alternativet stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (EL, SF, ALT og RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at kravene til at få kørekort til stor knallert er for skrappe. Ud over nedsættelsen af aldersgrænsen ændrer forslaget således ikke i de mange krav til at få kørekort til stor knallert. Med de nuværende krav vil det forsat være omkostningstungt og besværligt at få kørekortet, og det strider mod hensynet til de unges mobilitet, som forslaget skal fremme. DF mener derfor, at regeringen i efteråret 2019 skal kigge på mulighederne for at ændre kravene til at få kørekort til en stor knallert, så de i højere grad svarer til kravene til at få kørekort til en lille knallert, dog med en lille overbygning, der tager højde for forskellene mellem de to køretøjstyper.

Dansk Folkeparti mener endvidere, at regeringen ved samme lejlighed skal kigge på mulighederne for at gøre det nemmere lovligt at opgradere fra en lille til en stor knallert.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af transport-, bygnings- og boligministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 57, stk. 3, ændres »§ 129, stk. 4, 1. og 2. pkt.« til: »§ 129, stk. 4, 1.-3. pkt.««

[Redaktionel ændring]

Til § 2

Af et mindretal (ALT), tiltrådt af et flertal (S, DF, EL, SF og RV):

2) Som stk. 3 indsættes:

»Stk. 3. Transport-, bygnings- og boligministeren fremsætter i folketingsåret 2022-23 forslag til revision af § 1, nr. 1, 01, 2-4 og 6.«

[Indsættelse af revisionsklausul]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring er en redaktionel ændring af ordensmæssig karakter.

Til nr. 2

Ændringsforslaget har til formål at sikre, at ministeren senest i folketingsåret 2022-23 fremsætter et nyt lovforslag til revision af lovforslagets regler om nedsættelse af aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor knallert til 16 år.

Baggrunden for at indsætte en revisionsklausul er at sikre en grundig evaluering af reglerne ca. 3 år efter vedtagelse af lovforslaget. Ikrafttræden af reglerne for nedsættelse af aldersgrænsen for knallertkørekort afhænger af Rigspolitiets ændringer i relevante it-systemer. Rigspolitiet har i L 221 - bilag 1 oplyst, at ændringerne i it-systemerne forventes at tage 5-7 måneder, og at Rigspolitiet først ved udgangen af juni 2019 kan oplyse, hvornår disse ændringer vil kunne foretages. Med et reviderende lovforslag fremsat i folketingsåret 2022-23 vil der være tid til, at L 221 kan træde i kraft og anvendes i praksis, så der kan gennemføres en evaluering af reglerne til brug for revisionen.

Ministeriets evaluering af reglerne skal bl.a. omfatte en undersøgelse og vurdering af, om reglerne har haft en negativ betydning for færdselssikkerheden, og om der er sket en stigning i alvorlige ulykker på baggrund af aldersnedsættelsen for kørekort til stor knallert. I forbindelse med evalueringen forventes det, at ministeriet inddrager data og undersøgelser, som relaterer sig til færdselssikkerheden, mens lovforslaget har været i kraft, og at ministeriet samarbejder med vidensinstitutioner, Færdselssikkerhedskommissionen og Folketingets partier.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. april 2019 og var til 1. behandling den 10. april 2019. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 13. februar 2019 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 227. Den 3. april 2019 sendte transport-, bygnings- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Morten Bødskov (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1