Skriftlig fremsættelse (28. marts
2019)
Undervisningsministeren (Merete Riisager):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov
om efterskoler og frie fagskoler og lov om private institutioner
for gymnasiale uddannelser (Øgede frihedsgrader, rammer for
donationer og styrket tilsyn med de frie skoler m.v.)
(Lovforslag nr. L 218)
Lovforslaget er
en udmøntning af aftalen af 25. januar 2019 mellem
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) og Dansk Folkeparti om bedre rammer for og styrket
tilsyn med de frie skoler.
Med lovforslaget
foreslås det, at frie grundskoler og private gymnasier
får frihed til at oprette skoletilbud i en afdeling af en fri
skole, hvis afdelingen er beliggende i hovedskolens kommune eller i
en nabokommune til hovedskolens beliggenhedskommune. Herudover
foreslås det at frie grundskoler får mulighed for at
udføre administrative opgaver for andre frie grundskoler.
Endelig præciseres det, at frie grundskoler får
mulighed for at oprette klubtilbud for elever fra 4.
klassetrin.
Med henblik
på at sikre de frie skolers (frie grundskoler, efterskoler,
frie fagskoler og private gymnasier) uafhængighed og give
større gennemsigtighed med donationer til skolerne,
foreslås et generelt forbud mod anonyme donationer til de
frie skoler. I den sammenhæng foreslås det endvidere,
at der indføres et krav for de frie skoler om, at skolen
inden 30 dage efter modtagelse af en donation på over 20.000
kr. eksklusive moms skriftligt skal redegøre for, om der er
tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af
donationen opfylder frihed og folkestyre-kravet og
uafhængighedskravet. Derudover foreslås i den
sammenhæng et forbud for de frie skoler mod at modtage
donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS og at indgå aftaler om leje af lokaler,
bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS.
For at
harmonisere regelsættet for de frie skoler foreslås
det, at der for efterskoler, frie fagskoler og private gymnasier
indføres en regulering svarende til de allerede
gældende bestemmelser for frie grundskoler med et frihed og
folkestyre-krav, mulighed for at tilsynet kan deltage som
observatør på møder på skolen, styrket
tilsyn med skolernes leje af bygninger, en whistleblowerordning, og
en vurdering af personkredsen ved oprettelse af en ny skole.
Initiativkredsen bag en ny skole vil herunder skulle underskrive en
erklæring om overholdelse af frihed og folkestyre-kravet og
uafhængighedskravet.
Som led i denne
harmonisering foreslås det endvidere, at der for frie skoler
indføres et krav om personligt fremmøde ved
aflevering af materiale ved oprettelse af en ny skole. Samt at
bestyrelsesmedlemmer ved deres tiltræden på en skole,
som er omfattet af godkendelsesordningen for nye skoler, og
bestyrelsesmedlemmer ved eksisterende skoler, som led i et tilsyn,
skal underskrive en erklæring om overholdelse af frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet tilsvarende den
allerede gældende ordning for initiativkredsen bag skolen.
Der stilles krav om offentliggørelse af erklæringen
på skolens hjemmeside.
Lovforslaget
indeholder derudover fem mindre ændringer af lov om private
institutioner for gymnasiale uddannelser, én mindre
ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler og to mindre
ændringer af lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.