Betænkning afgivet af
Undervisningsudvalget den 23. april 2019
1. Ændringsforslag
Der er stillet 26 ændringsforslag til
lovforslaget. Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1, 3, 8 og 13, herunder om deling af
lovforslaget. Alternativets medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 2, 4-7, 9-12 og 14-16.
Undervisningsministeren har stillet ændringsforslag nr.
17-26.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af undervisningsministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de
øvrige ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (S og SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om
deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de af Socialdemokratiet stillede ændringsforslag.
Mindretallet vil stemme imod de af Alternativet stillede
ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil, hvis ændringsforslag nr.
1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling,
stemme for de af undervisningsministeren stillede
ændringsforslag til det udelte lovforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet
indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de af Alternativet stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af
Socialdemokratiet stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil, hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget
bliver forkastet ved 2. behandling, stemme for de af
undervisningsministeren stillede ændringsforslag til det
udelte lovforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet
indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de af Alternativet stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af
Socialdemokratiet stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil, hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget
bliver forkastet ved 2. behandling, stemme for de af
undervisningsministeren stillede ændringsforslag til det
udelte lovforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (RV) vil redegøre for sin
indstilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag
ved 2. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet
For Socialdemokratiet er det vigtigt, at
børns skolegang styrker integrationen. Ikke det modsatte.
Skolen er et sted, hvor man selvfølgelig skal lære at
læse, skrive og regne, men det er også et sted, hvor
man tilegner sig nogle helt grundlæggende værdier, og
hvor man gør sig klar til at være en aktiv borger i
Danmark og en del af det danske fællesskab. Derfor skal man
være meget opmærksom, når der er skoler, hvor det
direkte modsatte sker.
Særlig alvorligt er det på
nogle af de muslimske friskoler, hvor det flere steder har udviklet
sig til egentlige parallelsamfundsskoler, og hvor der tales arabisk
og hersker helt andre spilleregler end i folkeskolen og i det
danske samfund. Socialdemokratiet vil ikke have skoler i Danmark,
hvor eleverne forbydes at have danske venner og kærester,
hvor der udøves social kontrol med eleverne, og hvor der
bevidst gøres forskel på piger og drenge.
Socialdemokratiet ønsker et reelt
opgør med fri- og privatskoler, der drives på
grundlag, som strider imod danske værdier og hæmmer
integrationen. Alle børn skal vokse op med lige muligheder
og få det bedste afsæt for en god fremtid i Danmark.
Derfor har Socialdemokratiet også foreslået at
ændre tilskudssystemet til fri- og privatskoler, hvor over 50
pct. af eleverne har udenlandsk baggrund, men det vil regeringen
desværre ikke være med til. I stedet bliver regeringen
med dette lovforslag ved med at øge kontrollen med alle de
frie grundskoler på en række punkter. Det er både
besværligt for alle de frie grundskoler, som ikke har
problemer med integrationen, men det skaber også en
mangelfuld kontrol med de muslimske friskoler, hvor der er
problemer.
Derfor har Socialdemokratiet også
stillet to ændringsforslag. For det første
ønsker vi at dele lovforslaget op, så friskolernes
mulighed for at oprette underafdelinger behandles i et separat
forslag, da det ikke har nogen sammenhæng med en øget
kontrol. I stedet kan regeringens forslag være med til at
øge opsplitningen af vores skolesystem, hvor flere
vælger folkeskolen fra og i stedet vælger fri- eller
privatskolerne til, ligesom det kan besværliggøre
kontrollen med de muslimske friskoler, hvis de får mulighed
for at sprede sig over flere matrikler. For det andet ønsker
Socialdemokratiet, at forslaget om forbud mod udenlandske
donationer fra ikke vestlige lande skal gælde alle
beløb og ikke kun dem over 20.000 kr. Med det
nuværende lovforslag bliver det muligt for udemokratiske
personkredse eller diktaturstater at dele beløbene op.
Socialdemokratiet ønsker en beløbsgrænse
på 0 kr., så det ikke er muligt for udenlandske
foreninger, stater eller udemokratiske personer at blande sig i
vores skolesystem.
Med de forbehold og ud fra en samlet
vurdering kan Socialdemokratiet støtte lovforslaget.
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget
bemærker, at der med lovforslaget indføres mulighed
for at etablere afdelinger af skoler efter friskoleloven og loven
om private gymnasier. De gældende regler blev indsat i
lovgivningen som følge af Tvindsagen for at forhindre
private koncerndannelser på området, og Enhedslisten er
bekymret for, at lovændringen kan være et første
skridt i en udvikling, hvor økonomiske interesser bliver det
drivende motiv for udvidelsen af private skoler gennem nye
afdelinger på bekostning af de værdibaserede og
pædagogiske fællesskaber, der gerne skulle være
grundlaget for den frie skoleverden. Enhedslisten kan på den
baggrund ikke støtte lovforslaget.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal (EL, ALT
og SF):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler
m.v., lov om efterskoler og frie fagskoler og lov om private
institutioner for gymnasiale uddannelser (Øgede
frihedsgrader, rammer for donationer og styrket tilsyn med de frie
skoler m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 2, 4-18, § 2,
§ 3, nr. 1-5 og 7-15, og § 4.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler
m.v., og lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser
(Mulighed for oprettelse af afdelinger af frie grundskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser)« omfattende
§ 1, nr. 3, § 3, nr. 6, og § 4, stk. 1.
[Deling af lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
Af et mindretal
(ALT), tiltrådt af et mindretal
(EL):
2) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a affattes stk. 1 således:
»Modtager en skole en donation fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, skal skolen inden 90 dage udarbejde en
skriftlig redegørelse for, om der er tilstrækkelig
sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af donationen opfylder
kravene i § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 5, stk. 2. Den
skriftlige redegørelse underskrives af skolens
bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal
(SF):
3) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a udgår i stk. 1 og 3
»på over 20.000 kr. eksklusive moms«.
[Forbud mod at modtage donationer
uanset donationens størrelse]
Af et mindretal
(ALT), tiltrådt af et mindretal
(EL):
4) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a udgår i stk. 3 ordene »at en skole modtager en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, jf. stk. 1, og« og ordene »ved
modtagelse af en donation omfattet af stk. 1, og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
5) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a udgår i stk. 4 ordene: »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
6) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver 2. pkt., ændres »fristerne i 1.
og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
Til § 2
7) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b affattes stk. 1 således:
»Modtager en skole en donation fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, skal skolen inden 90 dage udarbejde en
skriftlig redegørelse for, om der er tilstrækkelig
sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af donationen opfylder
kravene i § 1, stk. 5, og § 6, stk. 1, nr. 2. Den
skriftlige redegørelse underskrives af skolens
bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal
(SF):
8) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 1 og 3
ordene »på over 20.000 kr. eksklusive moms«.
[Forbud mod at modtage donationer
uanset donationens størrelse]
Af et mindretal
(ALT), tiltrådt af et mindretal
(EL):
9) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 3 ordene: »at en skole modtager en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, jf. stk. 1 og« og ordene »ved
modtagelse af en donation omfattet af stk. 1, og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 7]
10) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 4 ordene: »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 7]
11) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver til 2. pkt., ændres »fristerne
i 1. og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 7]
Til § 3
12) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 affattes stk.
1 således:
»Modtager en skole eller et kursus en
donation fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS, skal skolen eller
kurset inden 90 dage udarbejde en skriftlig redegørelse for,
om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset
ved modtagelse af donationen opfylder kravene i § 1 a og
§ 2, stk. 6, 1. pkt. Den skriftlige redegørelse
underskrives af skolens bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal
(SF):
13) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 1 og 3
ordene »på over 20.000 kr. eksklusive moms«.
[Forbud mod at modtage donationer
uanset donationens størrelse]
Af et mindretal
(ALT), tiltrådt af et mindretal
(EL):
14) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 3 ordene: »at en skole eller et
kursus modtager en donation på over 20.000 kr. eksklusive
moms fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS, jf. stk. 1, og«
og ordene »ved modtagelse af en donation omfattet af stk. 1,
og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
15) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 4 ordene: »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
16) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver 2. pkt., ændres »fristerne i 1.
og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
c
Ændringsforslag til
det udelte forslag
Til § 1
Af undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (DF, V, LA og KF):
17)
Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
5, stk. 6, 2. pkt., udgår
»dog«.«
[Lovteknisk
konsekvensændring]
18) Nr.
4 affattes således:
»4. I § 7
a, stk. 3, ændres »og frister herfor« til:
», om frister for indsendelse, om personlig underskrift
på materialet, om personligt fremmøde ved
underskriften og afleveringen af materialet og om
offentliggørelse af visse dele af materialet på
skolens hjemmeside senest ved starten af undervisningen.«
[Sproglig korrektion]
19) Nr.
6 affattes således:
»6. I §
20 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »om skolernes
drift i øvrigt« til: »om skolernes drift i
øvrigt og om bestyrelsens medlemmer, jf. § 5, stk. 8 og
9,«.«
[Lovteknisk korrektion]
20) I
den under nr. 12 foreslåede § 22 a udgår i stk. 3 »jf. stk. 1,« og
»jf. stk. 2,«.
[Lovteknisk korrektion]
Til § 2
21) I
det under nr. 4 foreslåede § 10, stk. 1, 2. pkt., udgår
»eller kurset«.
[Sproglig korrektion af
foreslået tilsynsbestemmelse]
22) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 3 »jf. stk. 1,« og
»jf. stk. 2,«.
[Lovteknisk korrektion]
Til § 3
23) I
den under nr. 6 foreslåede § 2 c ændres i stk. 3, 2. pkt., »skolens
vedtægter« til: »skolens eller kursets
vedtægt«.
[Indarbejdelse af beslutninger om
afdelingsnedlæggelse i kursers vedtægter]
24) I
den under nr. 10 foreslåede § 19 ændres i stk. 4 »jf. stk. 4« til:
»jf. stk. 3, 2. pkt.«.
[Lovteknisk ændring]
25) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 3 »jf. stk. 1,« og
»jf. stk. 2,«.
[Lovteknisk korrektion]
26)
Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
25, stk. 1, ændres »jf. § 24« til:
»jf. § 24, stk. 2 og 3«.«
[Lovteknisk
konsekvensændring]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at dele lovforslaget i
to lovforslag. Det ene lovforslag (A) vedrører forslagene om
øgede frihedsgrader for frie grundskoler og private
institutioner for gymnasiale uddannelser med undtagelse af
forslaget om, at frie grundskoler og private institutioner for
gymnasiale uddannelser får mulighed for at oprette
skoletilbud i en afdeling af den frie skole, hvis afdelingen er
beliggende i hovedskolens kommune eller i en nabokommune til
hovedskolens beliggenhedskommune, forslagene om rammer for
donationer og forslagene om styrket tilsyn med de frie skoler.
Det andet lovforslag (B) vedrører
forslaget om, at frie grundskoler og private institutioner for
gymnasiale uddannelser får mulighed for at oprette
skoletilbud i en afdeling af den frie skole, hvis afdelingen er
beliggende i hovedskolens kommune eller i en nabokommune til
hovedskolens beliggenhedskommune.
Formålet med ændringsforslaget
er, at Folketinget får mulighed for at tage særskilt
stilling til henholdsvis elementerne i det under A nævnte
lovforslag og elementerne i det under B nævnte
lovforslag.
Til nr. 2, 4-7, 9-12 og
14-16
Ad nr. 2, 7 og 12
I det fremsatte lovforslag foreslås
et forbud for frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser mod at modtage
donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS.
Der lægges med
ændringsforslagene op til at ændre det foreslåede
forbud mod at modtage donationer på over 20.000 kr.
eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller
juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til en
ordning, hvor en fri grundskole, efterskole, fri fagskole og privat
institution for gymnasiale uddannelser, der modtager en donation
fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske personer
fra lande uden for EU og EØS, inden 90 dage efter modtagelse
af donationen skal udarbejde en skriftlig redegørelse for,
om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset
ved modtagelse af donationen opfylder frihed og folkestyre-kravet
og uafhængighedskravet. Med ændringsforslagene vil en
skole eller et kursus, der vurderer, at modtagelse af en donation
indebærer påvirkningsrisiko i forhold til kravet om
frihed og folkestyre og kravet om uafhængighed, skulle afvise
donationen.
Ændringsforslagene omfatter alle
donationer til frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS uanset størrelse af donationen.
Formålet med ændringsforslagene
er at sikre, at frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser kan modtage
donationer uanset størrelse af donationen fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, samtidig med at der sikres gennemsigtighed
med, hvem der støtter skolerne.
Formålet med ændringsforslagene
er også i donationssituationer at styrke de frie
grundskolers, efterskolers, frie fagskolers og private
institutioner for gymnasiale uddannelsers overholdelse af frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Formålet med ændringsforslagene
er endvidere at imødegå risikoen for, at de
grundlæggende krav til frie skoler, f.eks. frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet, modarbejdes eller
undermineres. Hermed imødegås også risiko for,
at demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder
modarbejdes og undermineres.
Ændringsforslagene vil
indebære, at skolen i sin redegørelse skal lægge
vægt på, om der er knyttet betingelser eller
vilkår til donationen, eller om skolen i øvrigt har
forbindelser til donator, der rejser tvivl om skolens overholdelse
af frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Formålet med det foreslåede er
at sikre, at skolerne nøje overvejer
påvirkningsrisikoen for skolen ved modtagelse af donationer.
Samtidig vurderes dette at give tilsynet med skolerne et bedre
grundlag for at vurdere skolernes overvejelser i forbindelse med
modtagelse af en donation.
Ændringsforslagene vil endvidere
indebære, at det vil være uden betydning, om donator er
en fysisk person eller en juridisk person som f.eks. en forening,
en fond eller et selskab.
Ændringsforslagene vil omfatte
både donationer i form af kontantbeløb, men også
donationer i form af varer, tjenesteydelser, ejendomme m.v., der
skal opgøres til markedsværdien.
Ændringsforslagene vil også
indebære, at lån, som efterfølgende eftergives
af långiver, herefter er at betragte som en ydet donation og
derfor skal registreres i skolens regnskab som en donation med de
oplysningskrav, som følger heraf.
Ved offentlige myndigheder uden for EU og
EØS forstås såvel stater uden for EU og
EØS som offentlige institutioner og andre myndigheder i
lande uden for EU og EØS.
Begrebet fysiske og juridiske personer
omfatter såvel privatpersoner som fonde, banker, foreninger
m.v., men også mere løst organiserede politiske eller
religiøse bevægelser.
Der vil skulle indgå i skolens
vurdering af en donation, om donator aktivt har modarbejdet eller
udtrykt holdninger m.v., der er i modstrid med frihed og
folkestyre-kravet. Endvidere vil donators erklærede
formål med sin egen organisation, virksomhed eller
bevægelse skulle indgå i skolens vurdering af
påvirkningsrisikoen. Der vil i den forbindelse skulle ses
på, om donators formål er at fremme udemokratiske
synspunkter og en samfundsudvikling, der modarbejder eller
underminerer demokratiet og grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder
Donators adfærd i forbindelse med
donationen og formålet med tidligere donationer fra samme
donator vil også skulle indgå i skolens vurdering.
Skolen vil i den forbindelse skulle se på, om donator har
ydet støtte til organisationer eller formål, der
søger at fremme antidemokratiske principper og
værdier, som strider mod grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder. Skolen vil ved vurderingen heraf bl.a. kunne
lægge vægt på, om donator systematisk yder
støtte til organisationer i andre lande, og om donator har
en organisatorisk relation til foreninger, bevægelser eller
menigheder i Danmark.
Skolen vil herudover skulle vurdere, om den
konkrete donation kan skabe et afhængighedsforhold mellem
skole og donator.
Undervisningsministeriet vil kunne indhente
oplysninger fra skolerne i forbindelse med gennemførelse af
tilsyn, herunder oplysninger om eventuelle donationer og de
redegørelser, som skolerne har udarbejdet for donationer fra
offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra
lande uden for EU og EØS. Endvidere skal donationer
fremgå af skolens årsrapport, som skolen indsender til
Undervisningsministeriet, og som årligt offentliggøres
på regnskabsportalen.
Ad nr. 4, 9 og 14
I det fremsatte
lovforslag foreslås det, at undervisningsministeren efter
ansøgning fra en skole eller et kursus kan godkende en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS til frie grundskoler, efterskoler, frie
fagskoler og private institutioner for gymnasiale uddannelser. Med
det fremsatte lovforslag er det en betingelse for godkendelse, at
der efter ministerens skøn er tilstrækkelig sikkerhed
for, at skolen ved modtagelse af en sådan donation opfylder
stå mål med-kravet (dette krav gælder dog ikke i
forhold til private institutioner for gymnasiale uddannelser),
frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Med
ændringsforslagene foreslås det, at den
foreslåede bestemmelse om, at undervisningsministeren efter
ansøgning fra en skole eller et kursus kan godkende en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS til frie grundskoler, efterskoler, frie
fagskoler og private institutioner for gymnasiale uddannelser,
udgår af lovforslaget.
Baggrunden herfor
er, at der med den i ændringsforslagene nr. 2, 7 og 12
foreslåede ændring af forbuddet mod at modtage
donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS til en forklar eller afvis-ordning for frie
grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner
for gymnasiale uddannelser ikke er grundlag for en
godkendelsesordning for sådanne donationer.
Undervisningsministeriet vil kunne indhente oplysninger fra
skolerne i forbindelse med gennemførelse af tilsyn, herunder
oplysninger om eventuelle donationer og de redegørelser, som
skolerne har udarbejdet for donationer fra offentlige myndigheder
eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden for EU og
EØS. Endvidere skal donationer fremgå af skolens
årsrapport, som skolen indsender til
undervisningsministeriet, og som årligt offentliggøres
på regnskabsportalen.
Ad nr. 5, 6, 10,
11, 15 og 16
Med
ændringsforslagene foreslås det, at donationer på
over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS udgår af de foreslåede bestemmelser om
indholdet af en skoles eller et kursus´ ansøgning om
undervisningsministerens godkendelse.
Ændringsforslagene er en konsekvens af den ordning, der
foreslås med ændringsforslag nr. 2, 7 og 12.
Til nr. 3, 8 og 13
I det fremsatte lovforslags § 1, nr.
12, § 2, nr. 5, og § 3, nr. 10, foreslås et forbud
for frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private
institutioner for gymnasiale uddannelser mod at modtage donationer
på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder
eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS.
Der lægges med
ændringsforslagene op til at ændre det foreslåede
forbud, så beløbsgrænsen på 20.000 kr.
eksklusive moms udgår.
Ændringsforslagene vil indebære
et generelt forbud for frie grundskoler, efterskoler, frie
fagskoler og private institutioner for gymnasiale uddannelser mod
at modtage donati?oner fra offentlige myndigheder eller fysiske
eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS uanset
donationens størrelse.
I det fremsatte lovforslags § 1, nr.
12, § 2, nr. 5, og § 3, nr. 10, foreslås det
også, at undervisningsministeren efter ansøgning fra
en skole eller et kursus kan godkende en donation på over
20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske
eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til
frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private
institutioner for gymnasiale uddannelser. Med det fremsatte
lovforslag er det en betingelse for godkendelse, at der efter
ministerens skøn er tilstrækkelig sikkerhed for, at
skolen ved modtagelse af en sådan donation opfylder stå
mål med-kravet (dette krav gælder dog ikke i forhold
til private institutioner for gymnasiale uddannelser), frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Med ændringsforslagene foreslås
det, at beløbsgrænsen på 20.000 kr. eksklusive
moms udgår af det fremsatte lovforslag om, at
undervisningsministeren efter ansøgning fra en skole eller
et kursus kan godkende en donation på over 20.000 kr.
eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller
juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til frie
grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner
for gymnasiale uddannelser. Ændringsforslagene vil
indebære, at godkendelsesordningen omfatter donationer uanset
størrelse af donationen fra offentlige myndigheder eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS til frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser.
Dette er en konsekvens af
ændringsforslagene om, at beløbsgrænsen på
20.000 kr. eksklusive moms udgår af forbuddet for frie
grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner
for gymnasiale uddannelser mod at modtage donationer fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS.
Til nr. 17
Med lovforslagets § 1, nr. 1,
foreslås et »dog« indsat i friskolelovens §
5, stk. 6, 1. pkt. Det er således overflødigt at
gentage dette ord i bestemmelsens 2. pkt. Ændringsforslaget
sigter på at fjerne »dog« i bestemmelsens 2.
pkt.
Til nr. 18
I lovforslagets § 1, nr. 4,
foreslås tilføjet nogle led til en opregning af
forhold, som undervisningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om. Med den foreslåede affattelse i det
fremsatte lovforslag mangler der et komma i opregningen.
Ændringsforslaget sigter på at tilføje det
foranstående »og«, således at det er muligt
også at tilføje det nødvendige komma.
Til nr. 19
I lovforslagets § 1, nr. 6, er
sergenttegnet efter den tekst, der foreslås ændret,
placeret forkert, hvorved indholdet af ændringen ikke bliver
som tilsigtet. Ændringsforslaget sigter på at placere
sergenttegnet korrekt.
Til nr. 20
I lovforslagets § 1, nr. 12,
foreslås tilføjet en bestemmelse om forbud mod
donationer over 20.000 kr. og om aftaler om leje af lokaler,
bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil
undervisningsministeren efter ansøgning kunne godkende, at
en skole kan modtage en sådan donation eller indgå en
sådan aftale. I bestemmelsens stk. 3 er der foretaget flere
overflødige henvisninger til bestemmelserne om forbud mod
donationer og aftaler om leje af lokaler, bygninger og arealer.
Ændringsforslaget sigter på at fjerne de
overflødige henvisninger.
Der henvises til ændringsforslag nr.
22 og 25, hvor der foreslås foretaget tilsvarende
ændringer i lovforslagets §§ 2 og 3.
Til nr. 21
I lovforslagets § 2, nr. 4, er der
henvist til både skolens og kursets mulighed for at
indgå endelige salgs- og lejeaftaler. Efterskoler og frie
fagskoler kan imidlertid ikke etableres som juridisk
selvstændige kurser. Ændringsforslaget sigter derfor
på at fjerne henvisningen til kurser.
Til nr. 22
I lovforslagets § 2, nr. 5,
foreslås tilføjet en bestemmelse om forbud mod
donationer over 20.000 kr. og om aftaler om leje af lokaler,
bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil
undervisningsministeren efter ansøgning kunne godkende, at
en skole kan modtage en sådan donation eller indgå en
sådan aftale. I bestemmelsens stk. 3 er der foretaget flere
overflødige henvisninger til bestemmelserne om forbud mod
donationer og aftaler om leje af lokaler, bygninger og arealer.
Ændringsforslaget sigter på at fjerne de
overflødige henvisninger.
Der henvises til ændringsforslag nr.
20 og 25, hvor der foreslås foretaget tilsvarende
ændringer i lovforslagets §§ 1 og 3.
Til nr. 23
I lovforslagets § 3, nr. 6,
foreslås tilføjet en bestemmelse om oprettelse af
afdelinger ved en skole eller et kursus i lov om private
institutioner for gymnasiale uddannelser. I den foreslåede
bestemmelses stk. 3 er det foreslået, at beslutning om
nedlæggelse af en afdeling skal træffes i
overensstemmelse med hovedinstitutionens procedure for
vedtægtsændring og indarbejdes i skolens
vedtægter. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan
hovedinstitutionen imidlertid både være en skole og et
kursus. Ændringsforslaget sigter på at tilføje
kurser i henvisningen til den vedtægt, som en
vedtægtsændring vil skulle indarbejdes i.
Til nr. 24
I lovforslagets § 3, nr. 10, er
foreslået en ny bestemmelse om anonyme donationer. I den
foreslåede bestemmelses stk. 4 er der ved en fejl henvist til
stk. 4. Ændringsforslaget sigter på at berigtige
henvisningen, således at der henvises til stk. 3, 2. pkt.
Til nr. 25
I lovforslagets § 3, nr. 10,
foreslås tilføjet en bestemmelse om forbud mod
donationer over 20.000 kr. og om aftaler om leje af lokaler,
bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller
fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og
EØS. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil
undervisningsministeren efter ansøgning kunne godkende, at
en skole kan modtage en sådan donation eller indgå en
sådan aftale. I bestemmelsens stk. 3 er der foretaget flere
overflødige henvisninger til bestemmelserne om forbud mod
donationer og aftaler om leje af lokaler, bygninger og arealer.
Ændringsforslaget sigter på at fjerne de
overflødige henvisninger.
Der henvises til ændringsforslag nr.
20 og 22, hvor der foreslås foretaget tilsvarende
ændringer i lovforslagets §§ 1 og 2.
Til nr. 26
Med lovforslagets § 3, nr. 11 og 12,
foreslås to nye stykker indsat i § 24 i lov om private
institutioner for gymnasiale uddannelser. Lovens § 25, stk. 1,
indeholder en henvisning til lovens § 24.
Ændringsforslaget sigter på at præcisere
henvisningen til § 24, således at den alene omfatter de
to stykker i § 24, som efter det fremsatte lovforslag
foreslås at hjemle påbud fra
undervisningsministeren.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. marts
2019 og var til 1. behandling den 3. april 2019. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i
Undervisningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring. Den 28.
marts 2019 sendte undervisningsministeren høringssvarene og
et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
3 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
nfmd. Alex Ahrendtsen (DF)
Marlene Harpsøe (DF) Dorthe Ullemose (DF) Marie Krarup (DF)
Tilde Bork (DF) Anni Matthiesen (V) Peter Juel-Jensen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Jane
Heitmann (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov
Jerkel (KF) Annette Lind (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Jan Johansen
(S) Julie Skovsby (S) Mattias Tesfaye (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Peder
Hvelplund (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Pernille Schnoor
(ALT) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod
(RV) Marianne Jelved (RV) Jacob Mark (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |