Ændringsforslag stillet den 26.
april 2019
Til § 1
Af Carolina Magdalene
Maier (ALT):
4) I
den under nr. 13 foreslåede § 22 a affattes stk. 1 således:
»Modtager en skole en donation fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, skal skolen inden 90 dage udarbejde en
skriftlig redegørelse for, om der er tilstrækkelig
sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af donationen opfylder
kravene i § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 5, stk. 2. Den
skriftlige redegørelse underskrives af skolens
bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
5) I
den under nr. 13 foreslåede § 22 a udgår i stk. 3 ordene »at en skole modtager en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, jf. stk. 1, og« og ordene »ved
modtagelse af en donation omfattet af stk. 1, og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 4]
6) I
den under nr. 13 foreslåede § 22 a udgår i stk. 4 ordene »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 4]
7) I
den under nr. 13 foreslåede § 22 a udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver 2. pkt., ændres »fristerne i 1.
og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 4]
Til § 2
8) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b affattes stk. 1 således:
»Modtager en skole en donation fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, skal skolen inden 90 dage udarbejde en
skriftlig redegørelse for, om der er tilstrækkelig
sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af donationen opfylder
kravene i § 1, stk. 5, og § 6, stk. 1, nr. 2. Den
skriftlige redegørelse underskrives af skolens
bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
9) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 3 ordene »at en skole modtager en
donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, jf. stk. 1 og« og ordene »ved
modtagelse af en donation omfattet af stk. 1, og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
10) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår i stk. 4 ordene »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
11) I
den under nr. 5 foreslåede § 11 b udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver til 2. pkt., ændres »fristerne
i 1. og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
Til § 3
12) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 affattes stk.
1 således:
»Modtager en skole eller et kursus en
donation fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS, skal skolen eller
kurset inden 90 dage udarbejde en skriftlig redegørelse for,
om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset
ved modtagelse af donationen opfylder kravene i § 1 a og
§ 2, stk. 6, 1. pkt. Den skriftlige redegørelse
underskrives af skolens bestyrelse.«
[Forklar eller afvis-krav for
donationer fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS]
13) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 3 ordene »at en skole eller et
kursus modtager en donation på over 20.000 kr. eksklusive
moms fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske
personer fra lande uden for EU og EØS, jf. stk. 1, og«
og ordene »ved modtagelse af en donation omfattet af stk. 1,
og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
14) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår i stk. 4 ordene »ved modtagelse af en
donation omfattet af stk. 1 og«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
15) I
den under nr. 10 foreslåede § 20 udgår stk. 5, 2. pkt., og i 3.
pkt., der bliver 2. pkt., ændres »fristerne i 1.
og 2. pkt.« til: »fristen i 1. pkt.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 12]
Bemærkninger
Til nr. 4, 8 og 12
I det fremsatte lovforslag foreslås
et forbud for frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser mod at modtage
donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige
myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden
for EU og EØS.
Der lægges med
ændringsforslagene op til at ændre det foreslåede
forbud mod at modtage donationer på over 20.000 kr.
eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller
juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til en
ordning, hvor en fri grundskole, efterskole, fri fagskole og privat
institution for gymnasiale uddannelser, der modtager en donation
fra offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske personer
fra lande uden for EU og EØS, inden 90 dage efter modtagelse
af donationen skal udarbejde en skriftlig redegørelse for,
om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen eller kurset
ved modtagelse af donationen opfylder frihed og folkestyre-kravet
og uafhængighedskravet. Med ændringsforslagene vil en
skole eller et kursus, der vurderer, at modtagelse af en donation
indebærer påvirkningsrisiko i forhold til kravet om
frihed og folkestyre og kravet om uafhængighed, skulle afvise
donationen.
Ændringsforslagene omfatter alle
donationer til frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS uanset størrelse af donationen.
Formålet med ændringsforslagene
er at sikre, at frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og
private institutioner for gymnasiale uddannelser kan modtage
donationer uanset størrelse af donationen fra offentlige
myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra lande uden
for EU og EØS, samtidig med at der sikres gennemsigtighed
med, hvem der støtter skolerne.
Formålet med ændringsforslagene
er også i donationssituationer at styrke de frie
grundskolers, efterskolers, frie fagskolers og private
institutioner for gymnasiale uddannelsers overholdelse af frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Formålet med ændringsforslagene
er endvidere at imødegå risikoen for, at de
grundlæggende krav til frie skoler, f.eks. frihed og
folkestyre-kravet og uafhængighedskravet, modarbejdes eller
undermineres. Hermed imødegås også risiko for,
at demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder
modarbejdes og undermineres.
Ændringsforslagene vil
indebære, at skolen i sin redegørelse skal lægge
vægt på, om der er knyttet betingelser eller
vilkår til donationen, eller om skolen i øvrigt har
forbindelser til donator, der rejser tvivl om skolens overholdelse
af frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Formålet med det foreslåede er
at sikre, at skolerne nøje overvejer
påvirkningsrisikoen for skolen ved modtagelse af donationer.
Samtidig vurderes dette at give tilsynet med skolerne et bedre
grundlag for at vurdere skolernes overvejelser i forbindelse med
modtagelse af en donation.
Ændringsforslagene vil endvidere
indebære, at det vil være uden betydning, om donator er
en fysisk person eller en juridisk person som f.eks. en forening,
en fond eller et selskab.
Ændringsforslagene vil omfatte
både donationer i form af kontantbeløb, men også
donationer i form af varer, tjenesteydelser, ejendomme m.v., der
skal opgøres til markedsværdien.
Ændringsforslagene vil også
indebære, at lån, som efterfølgende eftergives
af långiver, herefter er at betragte som en ydet donation og
derfor skal registreres i skolens regnskab som en donation med de
oplysningskrav, som følger heraf.
Ved offentlige myndigheder uden for EU og
EØS forstås såvel stater uden for EU og
EØS som offentlige institutioner og andre myndigheder i
lande uden for EU og EØS.
Begrebet fysiske og juridiske personer
omfatter såvel privatpersoner som fonde, banker, foreninger
m.v., men også mere løst organiserede politiske eller
religiøse bevægelser.
Der vil skulle indgå i skolens
vurdering af en donation, om donator aktivt har modarbejdet eller
udtrykt holdninger m.v., der er i modstrid med frihed og
folkestyre-kravet. Endvidere vil donators erklærede
formål med sin egen organisation, virksomhed eller
bevægelse skulle indgå i skolens vurdering af
påvirkningsrisikoen. Der vil i den forbindelse skulle ses
på, om donators formål er at fremme udemokratiske
synspunkter og en samfundsudvikling, der modarbejder eller
underminerer demokratiet og grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder
Donators adfærd i forbindelse med
donationen og formålet med tidligere donationer fra samme
donator vil også skulle indgå i skolens vurdering.
Skolen vil i den forbindelse skulle se på, om donator har
ydet støtte til organisationer eller formål, der
søger at fremme antidemokratiske principper og
værdier, som strider mod grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder. Skolen vil ved vurderingen heraf bl.a. kunne
lægge vægt på, om donator systematisk yder
støtte til organisationer i andre lande, og om donator har
en organisatorisk relation til foreninger, bevægelser eller
menigheder i Danmark.
Skolen vil herudover skulle vurdere, om den
konkrete donation kan skabe et afhængighedsforhold mellem
skole og donator.
Undervisningsministeriet vil kunne indhente
oplysninger fra skolerne i forbindelse med gennemførelse af
tilsyn, herunder oplysninger om eventuelle donationer og de
redegørelser, som skolerne har udarbejdet for donationer fra
offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra
lande uden for EU og EØS. Endvidere skal donationer
fremgå af skolens årsrapport, som skolen indsender til
Undervisningsministeriet og som årligt offentliggøres
på regnskabsportalen.
Til nr. 5, 9 og 13
I det fremsatte lovforslag foreslås
det, at undervisningsministeren efter ansøgning fra en skole
eller et kursus kan godkende en donation på over 20.000 kr.
eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller
juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til frie
grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner
for gymnasiale uddannelser. Med det fremsatte lovforslag er det en
betingelse for godkendelse, at der efter ministerens skøn er
tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af en
sådan donation opfylder stå mål med-kravet (dette
krav gælder dog ikke i forhold til private institutioner for
gymnasiale uddannelser), frihed og folkestyre-kravet og
uafhængighedskravet.
Med ændringsforslagene foreslås
det, at den foreslåede bestemmelse om, at
undervisningsministeren efter ansøgning fra en skole eller
et kursus kan godkende en donation på over 20.000 kr.
eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller
juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til frie
grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og private institutioner
for gymnasiale uddannelser, udgår af lovforslaget.
Baggrunden herfor er, at der med den i
ændringsforslagene nr. 4, 8 og 12 foreslåede
ændring af forbuddet mod at modtage donationer på over
20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske
eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS til en
forklar eller afvis-ordning for frie grundskoler, efterskoler, frie
fagskoler og private institutioner for gymnasiale uddannelser ikke
er grundlag for en godkendelsesordning for sådanne
donationer. Undervisningsministeriet vil kunne indhente oplysninger
fra skolerne i forbindelse med gennemførelse af tilsyn,
herunder oplysninger om eventuelle donationer og de
redegørelser, som skolerne har udarbejdet for donationer fra
offentlige myndigheder eller juridiske eller fysiske personer fra
lande uden for EU og EØS. Endvidere skal donationer
fremgå af skolens årsrapport, som skolen indsender til
undervisningsministeriet og som årligt offentliggøres
på regnskabsportalen.
Til nr. 6, 7, 10, 11, 14
og 15
Med ændringsforslagene foreslås
det, at donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra
offentlige myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra
lande uden for EU og EØS udgår af de foreslåede
bestemmelser om indholdet af en skoles eller et kursus´
ansøgning om undervisningsministerens godkendelse.
Ændringsforslagene er en konsekvens
af den ordning, der foreslås med ændringsforslag nr. 4,
8 og 12.