L 206 Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven.

(Begrænsning af ressourcereglen ved kræftscreeninger, udvidelse af lægemiddelskadeordningen i nød- og beredskabssituationer m.v.).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-03-2019

Fremsættelse: 14-03-2019

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2019)

20181_l206_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2019)

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om klage- og er­statnings­adgang inden for sundhedsvæsenet og sund­heds­loven (Begrænsning af ressourcereglen ved kræft­scree­ninger, udvidelse af lægemiddelskadeordningen i nød- og beredskabssituationer m.v.)

(Lovforslag nr. L 206)

Det foreslås for det første at begrænse anvendelsesområdet for ressourcereglen i klage- og erstatningsloven, således at de personer, der fremadrettet påføres en skade som følge af forsinket indkaldelse til screeningsundersøgelse for brystkræft, får adgang til patienterstatning, hvis klage- og erstatningslovens øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt.

Det foreslås samtidig at lade begrænsningen i ressourcereglens anvendelse omfatte samtlige screeningsundersøgelser for kræft. Det foreslås derfor, at tilbuddene om undersøgelse for livmoderhalskræft og tyk- og endetarmskræft indskrives i sundhedsloven som patientrettigheder, og at ressourcereglen i klage- og erstatningsloven ikke finder anvendelse for skader opstået som følge af forsinket indkaldelse til screening for bryst-, livmoderhals- og tyk- og endetarms­kræft, selvom forsinkelsen kan begrundes i ressourcemæssige forhold.

Det foreslås for det andet at fritage specialtandlæger i ortodonti og tand-, mund- og kæbekirurgi fra krav om at afholde udgifter til klage- og erstatningssager, der kan henføres til disse tandlæger. I forbindelse med opsigelse af Overenskomst om Tandlægehjælp pr. 1. juni 2018 blev der indført krav om, at praktiserende tandlæger, der ikke er godkendt efter sundhedsloven til at yde tandlægehjælp, hvortil der ydes tilskud af regionsrådet, selv skal afholde udgifter til eventuelle klagesager, og regionerne fik mulighed for at rejse et regreskrav mod disse tandlæger til dækning af eventuelle udgifter til erstatningssager. Specialtandlæger leverer imidlertid ikke ydelser, hvortil der ydes tilskud fra regionerne, hvorfor udgifterne foreslås afholdt af regionerne, hvilket svarer til retstilstanden før 1. juni 2018.

For det tredje foreslås det at udvide dækningsområdet for patienterstatningsordningen i forhold til en række særlige grupper af lægemidler. Dette indebærer, at patienter som får en skade som følge af egenskaber ved et lægemiddel fra en medicinkiste i redningsbåde og redningsflåder ombord på dansk indregistreret maritime fartøjer, vil blive omfattet af patienterstatningsordningen.

I den forbindelse foreslås det, at også skader som følge af lægemidler indkøbt og udleveret af det militære forsvar, det statslige redningsberedskab eller øvrige beredskabsmyndigheder uden for apotek i henhold til regler udstedt efter lægemiddelloven til oplæg i beredskabslagre eller til brug for internationale missioner omfattes af klage- og erstatningslovens dækningsområde.

Endvidere foreslås for det fjerde at foretage mindre tilpasninger af klage- og erstatningsloven.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.