L 200 Forslag til lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om folkeskolen, lov om de gymnasiale uddannelser og lov om erhvervsuddannelser.

(Måling af elevers trivsel).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-03-2019

Fremsættelse: 13-03-2019

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2019)

20181_l200_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2019)

Undervisningsministeren (Merete Riisager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om folkeskolen, lov om de gymnasiale uddannelser og lov om erhvervsuddannelser (Måling af elevers trivsel)

(Lovforslag nr. L 200)

Ved lovforslaget lægges op til indførelse af en national årlig trivselsmåling på forberedende grunduddannelse (FGU). Det sker - i lighed med trivselsmålingerne i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne - for at følge udviklingen i elevernes trivsel med det formål at styrke trivslen. Der er tale om opfølgning på den politiske aftale af 13. oktober 2017 om bedre veje til uddannelse og job, som tilvejebragte grundlaget for FGU. Med aftalen blev det således fastsat som et retningsgivende mål for FGU, at de unges trivsel på uddannelsen løbende skal styrkes, og at udviklingen skal følges i en ny national årlig trivselsmåling.

Af dataetiske grunde lægger lovforslaget samtidig op til en grundlæggende ændring af den nuværende ramme for national måling af elevers trivsel i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, så gennemførelsen af disse trivselsmålinger fremover skal ske ved brug af et centralt trivselsværktøj, som stilles til rådighed af Styrelsen for It og Læring. Det betyder, at kommuner, institutioner og skoler ikke har kontakt med eller adgang til elevernes svar, idet svarene overføres direkte fra eleverne til et af Styrelsen for It og Læring kontrolleret it-miljø. Formålet er at sikre, at eleverne er helt trygge ved situationen omkring besvarelse af spørgsmål om deres skoleliv, så eleverne tør være åbne omkring, hvordan de reelt oplever trivslen i deres hverdag.

De statistiske resultater af trivselsmålingen vil fortsat indgå i det webbaserede datavarehus hos Styrelsen for It og Læring, der er tilgængeligt via www.uddannelsesstatistik.dk, fx til brug for institutioners og skolers drøftelse og prioritering af lokale opfølgningstiltag. Datavarehuset gengiver ikke de enkelte elevers svar.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 6. maj 2019 på folkeskoleområdet. Det sker med henblik på at gennemføre målingen af elevernes trivsel i folkeskolen efter den foreslåede model i indeværende skoleår, 2018/2019. Det foreslås, at loven på de øvrige uddannelsesområder træder i kraft den 1. august 2019, og herved har virkning for målinger, der iværksættes fra og med det kommende skoleår 2019/2020.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.