Betænkning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 9. april 2019
1. Ændringsforslag
Sundhedsministeren har stillet 6
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil ved 3. behandling stemme
hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de
stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget, som også er en
opfølgning på finanslovsaftalen, indeholder en lang
række elementer, som har til formål at sikre, at
borgere med høretab fremover kan modtage en effektiv og en
uvildig behandling af høj kvalitet.
DF har længe kæmpet for
forbedringer på området og indkaldte derfor
sundhedsministeren til en forespørgselsdebat om at sikre
hørehæmmede en ordentlig behandling i
sundhedsvæsenet i folketingsåret 2017-18, som endte med
forslag til vedtagelse nr. V 13:
»Folketinget konstaterer med
beklagelse, at ventetiden på høreapparatbehandling
på offentligt sygehus er steget og varierer mellem 4-123
uger. Folketinget ønsker at styrke indsatsen på
området og opfordrer regeringen til at tage initiativ til en
fremtidssikret løsning på ventelisteproblemerne og
styrke borgernes kendskab til frit valg på området,
herunder borgernes mulighed for at gøre brug af de private
audiologiske klinikker, kommunikationscentrene og
privatpraktiserende hørelæger. Dette med udgangspunkt
i gældende regler for udlevering af høreapparater med
offentligt tilskud. Herudover opfordres regeringen til at komme med
forslag til, hvordan genudlevering af høreapparater kan
smidiggøres i såvel offentligt som privat regi. Som en
del af bestræbelserne for en bedre
høreomsorg/behandling ønsker Folketinget at
øge gennemsigtigheden, og finder det vigtigt, at regeringen
i forbindelse med evalueringen af tilknytningsreglerne kommer med
forslag til strammere regler, når
øre-næse-halslæger både behandler
patienter med høretab og er tilknyttet virksomheder med
detailsalg af høreapparater.«
Dette lovforslag er et skridt i den rigtige
retning, og derfor kan DF støtte det.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at de vil undlade at stemme ved
tredjebehandlingen af forslaget. SF er på den ene side glad
for, at der med lovforslaget afsættes 25 mio. kr. til
afhjælpning af de store ventetidspukler i forhold til at
få et høreapparat. SF ville dog have foretrukket at
styrke behandlingen i offentligt regi på de audiologiske
klinikker i stedet for primært at motivere borgere med
hørenedsættelse til at tage imod et for samfundet
dyrere behandlingstilbud i privat regi.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
den under nr. 2 foreslåede § 73 b ændres i stk. 1 »nationale kvalitetskrav«
til: »nationale kvalitetskrav til
høreapparatbehandling«.
[Sproglig præcisering]
2) I
den under nr. 2 foreslåede § 73 e ændres i stk. 2 »i forhold til« til:
»om«.
[Sproglig præcisering]
3) I
den under nr. 2 foreslåede § 73 f ændres i stk. 1 »§ 73 c« til:
»§ 73 c, stk. 1 og 2,«, og »§ 73
e« ændres til: »§ 73 e, stk. 1,«.
[Præcisering]
4)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
202 d, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 202 a,
stk. 6« til: »§ 202 a, stk. 7«.«
[Konsekvensrettelse]
Til § 3
5) I
stk. 2 ændres »§ 1,
nr. 3« til: »§ 1, nr. 2«.
[Korrektion]
Til § 4
6) I
stk. 2 udgår »helt eller
delvis«.
[Korrektion]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det fremgår af det foreslåede
§ 73 b, stk. 1, at sundhedsministeren fastsætter regler
om nationale kvalitetskrav, herunder om visitationsretningslinjer
for henvisning til høreapparatbehandling.
Det foreslås, at det tilføjes,
at sundhedsministeren fastsætter regler om nationale
kvalitetskrav til høreapparatbehandling.
Der er alene tale om en sproglig rettelse
for at præcisere, hvad kvalitetskravene retter sig mod. Med
ændringen tilsigtes ingen indholdsmæssige
ændringer af lovforslaget.
Til nr. 2
Det fremgår af det foreslåede
§ 73 e, stk. 2, at sundhedsministeren fastsætter regler
om tilsyn med godkendte leverandører af
høreapparatbehandling, herunder i forhold til
oplysningspligt i forbindelse med tilsyn.
Det foreslås, at »i forhold
til« ændres til »om«.
Der er alene tale om en sproglig
præcisering uden indholdsmæssige ændringer af
lovforslaget.
Til nr. 3
Det fremgår af det forslåede
§ 73 f, stk. 1, at sundhedsministeren kan delegere kompetence
til at meddele godkendelse efter § 73 c og føre tilsyn
efter § 73 e til en privat aktør.
Det foreslås, at § 73 c
ændres til § 73 c, stk. 1 og 2, og at § 73 e
ændres til § 73 e, stk. 1. Det er med ændringen
præciseret, at sundhedsministeren kan delegere godkendelse af
private leverandører og tilbagekaldelse af godkendelse af
private leverandører til en privat aktør. Det er
endvidere præciseret, at sundhedsministeren kan delegere
tilsynsopgaven med godkendte private leverandører til en
privat aktør.
Der er alene tale om en sproglig
præcisering af bestemmelsen med henblik på
præcisering af, hvilke opgaver sundhedsministeren kan
delegere til en privat aktør. Der tilsigtes med
præciseringen således ingen indholdsmæssige
ændringer af lovforslaget.
Til nr. 4
Det fremgår af sundhedslovens §
202 d, stk. 1, 2. pkt., at Lægemiddelstyrelsen desuden kan
kontrollere overholdelsen af krav i regler fastsat i medfør
af § 202 a, stk. 6.
Det foreslås, at § 202 a, stk.
6, ændres til § 202 a, stk. 7.
Der er tale om en konsekvensrettelse som
følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det
foreslås at indsætte et nyt stykke i § 202 a,
hvorefter stk. 6 bliver stk. 7.
Med ændringen tilsigtes således
ingen indholdsmæssige ændringer af lovforslaget.
Til nr. 5
Det fremgår af lovforslagets §
3, stk. 2, at sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelse af § 73 c, § 73 e, § 73 f og
§ 73 g i sundhedsloven som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 3.
Det foreslås, at henvisningen til
§ 1, nr. 3, ændres til § 1, nr. 2.
Der er tale om en korrektion, da de
omfattede bestemmelser fremgår af § 1, nr. 2, og ikke af
§ 1, nr. 3.
Med ændringen tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer af lovforslaget.
Til nr. 6
Det fremgår af lovforslagets §
4, stk. 2, at § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Det foreslås, at »helt eller
delvis« udgår af bestemmelsen.
Der er tale om en korrektion, som
følge af at lovforslagets § 2 kun vil kunne
sættes i kraft i sin helhed.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar
2019 og var til 1. behandling den 12. marts 2019. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Ældreudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
sundhedsministeren sendte den 20. december 2018 dette udkast til
udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 148. Den 28. februar 2019 sendte
sundhedsministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina
Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan
Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Hans Christian Schmidt (V)
Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Thomas Danielsen (V) Jacob
Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Mette
Abildgaard (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen
(S) Malte Larsen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin
(S) Yildiz Akdogan (S) Peder Hvelplund (EL) Finn Sørensen
(EL) Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV)
Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |