L 192 Forslag til dyrevelfærdslov.

Af: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-02-2019

Fremsættelse: 28-02-2019

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2019)

20181_l192_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2019)

Miljø- og fødevareministeren (Jakob Ellemann-Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til dyrevelfærdslov

(Lovforslag nr. L 192)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en forenkling af lovgivningsstrukturen på dyrevelfærdsområdet og samtidig gøre lovgivningen mere overskuelig og brugervenlig i praksis. Lovforslaget fremsættes som en ny hovedlov, der erstatter den gældende dyreværnslov, og er en rammelov for langt størstedelen af dyrevelfærdslovgivningen med det formål at varetage dyrevelfærdsmæssige og dyreetiske hensyn.

Med lovforslaget foreslås en række dyreartsspecifikke love på dyrevelfærdsområdet ophævet, og de materielle bestemmelser, der i dag fremgår af de love, der ophæves, indarbejdes i den nye dyrevelfærdslov, herunder i tilhørende bekendtgørelser med hjemmel i loven. Følgende love foreslås ophævet:

- Lov om udendørs hold af svin

- Lov om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer

- Lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin

- Lov om hold af slagtekalkuner,

- Lov om hold af slagtekyllinger

- Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg

- Lov om hold af heste

- Lov om forbud mod hold af ræve

- Lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden

- Lov om forbud mod markedsføring m.v. samt indførsel og udførsel af skind og skindprodukter fra hunde og katte.

Det foreslås endvidere, at enkelte dyrevelfærdsrelaterede bestemmelser i lov om hunde flyttes til dyrevelfærdsloven, herunder til tilhørende bekendtgørelse med hjemmel i den nye dyrevelfærdslov.

Med lovforslaget foreslås dermed en bredere anvendelse af bemyndigelsesbestemmelser, der samtidig muliggør, at reglerne hurtigere og mere fleksibelt kan tilpasses udviklingen på området, når der er behov herfor, f.eks. på baggrund af ny viden, herunder især i forhold til anerkendte praktiske erfaringer og forskningsresulter.

Lovforslaget viderefører som udgangspunkt gældende ret og indeholder hovedsageligt regler fra den gældende dyreværnslov, der enten videreføres uændret eller videreføres med mindre ændringer af hensyn til bl.a. strukturen.

Lovforslaget indeholder ligesom den gældende dyreværnslov grundlæggende bestemmelser for forsvarlig og omsorgsfuld behandling og hold af dyr, forbud mod visse handlinger, der involverer dyr, regler om tilsyn og bestemmelser om straf mv. samt en række bemyndigelsesbestemmelser til at fastsætte mere specifikke regler om bl.a. dyrs opholdsrum, håndtering og behandling af dyr, operative indgreb, aflivning af dyr, salg og fremvisning af dyr, transport af dyr, krav om uddannelse og regler om forbud mod hold af visse dyrearter m.m.

Lovforslaget indeholder desuden enkelte nye regler. Af forslåede nye eller ændrede regler kan bl.a. fremhæves forbuddet mod hundekampe i lov om hunde, der overføres til den nye dyrevelfærdslov og udvides til et forbud mod dyrekampe generelt. Endvidere udvides bemyndigelsen til at fastsætte regler om forbud mod hold og fremvisning af visse dyrearter i cirkus og lignende virksomheder, herunder med henblik på at kunne fastsætte forbud mod hold og fremvisning af bl.a. elefanter og søløver. Med lovforslaget ophæves desuden klippekortsordningen for dyretransporter, idet evalueringer af ordningen har konkluderet, at klippekortsordningen medfører en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af danske transportører og chauffører i forhold til udenlandske transportører og chauffører.

Endvidere foreslås en konsekvensændring af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, således at klager efter den nye dyrevelfærdslov fortsat er undtaget fra klagegebyr.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.