L 185 Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer.

(Støtte til styrket indsats i landsbyer).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-02-2019

Fremsættelse: 27-02-2019

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019)

20181_l185_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer (Støtte til styrket indsats i udkantsområderne)

(Lovforslag nr. L 185)

Lovforslaget er en følge af finansloven for 2019, hvor der er afsat en udgiftsramme til landsbyfornyelse, der finansieres ved at omprioritere midlerne fra udgiftsrammen til byfornyelse. For at rammen til landsbyfornyelse kan blive omfattet af byfornyelsesloven, skal der indsættes en hjemmel i loven til at råde over rammen.

Lovforslaget er således primært en lovteknisk ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer. Der foretages ændringer i lovens §§ 93 og 94, således at disse paragraffer omfatter både en udgiftsramme til byfornyelse og en udgiftsramme til landsbyfornyelse.

I medfør af byfornyelseslovens bemyndigelsesbestemmelser foreslås der udstedt en bekendtgørelse, der fastsætter de nærmere regler for anvendelsen af udgiftsrammen til landsbyfornyelse.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger foreslås det, at rammen til landsbyfornyelse kan anvendes i byer med færre end 4.000 indbyggere og i det åbne land. Det foreslås, at der bl.a. kan ydes støtte til bygningsfornyelse, områdefornyelse samt kondemnering og genhusning.

Rammen til landsbyfornyelse foreslås fordelt efter en fordelingsnøgle, der beregnes på grundlag af objektive kriterier, der afspejler den enkelte kommunes behov for landsbyfornyelse. I bekendtgørelsen foreslås der fastsat en statslig refusionsprocent på 60 pct.

Lovforslaget har været i høring fra den 17. januar til den 31. januar 2019. Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. maj 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.