L 184 Forslag til lov om ændring af jernbaneloven.

(Implementering af dele af den tekniske del af 4. jernbanepakke, herunder nye beføjelser for Den Europæiske Unions Jernbaneagentur, justeringer af den retlige ramme for Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbanes arbejde m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-02-2019

Fremsættelse: 27-02-2019

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019)

20181_l184_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af jernbaneloven (Implementering af dele af den tekniske del af 4. jernbanepakke, herunder nye beføjelser for den Europæiske Unions Jernbaneagentur, justeringer af den retlige ramme for Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbanes arbejde m.v.)

(Lovforslag nr. L 184)

Lovforslaget indeholder ændringer i bestemmelserne om certificering og godkendelse, og ændringer, der skiller reguleringen af konventionel jernbane og bybaner yderligere ad, og der indføres nye regler om krav om anvendelse af en elektronisk ansøgningsportal og nye regler om andre aktørers ansvar. Havarikommissionens effektivitet styrkes bl.a. ved at indføre en pligt til af egen drift at videregive oplysninger til kommissionen, en pligt til at følge op på kommissionens anbefalinger og ved at udvide kommissionens samarbejde med de øvrige undersøgelsesorganer.

Lovforslaget indeholder endvidere et forbud mod at passere perronovergange, når et tog nærmer sig.

Herudover indeholder lovforslaget hjemmel til at afbureaukratisere reglerne om godkendelse af sikkerhedsregler i videre udstrækning end tilfældet er i dag. Formålet er at lette virksomhedernes administrative byrder i forbindelse med godkendelse af ny eller ændret infrastruktur.

Lovforslaget justerer desuden afgiftssatserne for Trafik- Bygge- og Boligstyrelsens tilsyn og Jernbanenævnets drift, og indeholder hjemmel til, at der kan tilbagebetales overskud til virksomheder, der har betalt afgift, hvis der oparbejdes store overskud i ordningerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Da der er tale om erhvervsrettet lovgivning, skal jeg venligst opfordre til, at lovforslaget vedtages fire uger før den 16. juni 2019, hvor det foreslås, at forslagets § 1, nr. 8, 21-33 og 47, skal træde i kraft.