L 182 Forslag til lov om ændring af SU-loven.

(Tillægsstipendium til uddannelsessøgende med en funktionsnedsættelse i erhvervsuddannelse og forhøjelse af fribeløb).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 27-02-2019

Fremsat: 27-02-2019

Fremsat den 27. februar 2019 af uddannelses- og forskningsministeren (Tommy Ahlers)

20181_l182_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. februar 2019 af uddannelses- og forskningsministeren (Tommy Ahlers)

Forslag

til

Lov om ændring af SU-loven

(Tillægsstipendium til uddannelsessøgende med en funktionsnedsættelse i erhvervsuddannelse og forhøjelse af fribeløb)

§ 1

I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 1565 af 19. december 2017 og § 1 i lov nr. 1569 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 3, indsættes efter »videregående uddannelse«: »eller i erhvervsuddannelse«.

2. § 10 a, stk. 1, affattes således:

»Det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, udgør:

1) 8.770 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i videregående uddannelse.

2) 5.500 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.«

3. I § 10 a, stk. 2, ændres »Tillægget« til: »Tillæg efter stk. 1«.

4. I § 24, stk. 1, nr. 1, ændres »7.318 kr. (2013-niveau)« til: »8.846 kr. (2019-niveau)«.

5. I § 24, stk. 1, nr. 2, ændres »11.543 kr. (2013-niveau)« til: »13.375 kr. (2019-niveau)«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Loven har virkning fra den 1. januar 2019.

Stk. 4. Bestemmelser fastsat i medfør af SU-lovens § 38 a, stk. 3, nr. 2, vedrørende frister for ansøgninger om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, finder ikke anvendelse for ansøgninger om stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse efter SU-lovens § 7, stk. 3, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, i indtil tre måneder efter ikrafttræden af § 1, nr. 1, i denne lov.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget fremsættes som opfølgning på aftale af 20. december 2018 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse og forhøjelse af fribeløb med virkning fra den 1. januar 2019.

Det følger af aftalen, at regeringen og aftalepartierne er enige om at hæve fribeløbet med 1.000 kr. for alle, dvs. til 8.846 kr. pr. måned (i måneder med SU) for elever på ungdomsuddannelserne og til 13.375 kr. pr. måned (i måneder med SU) for studerende på videregående uddannelser med virkning fra 1. januar 2019.

Det følger endvidere af aftalen, at regeringen og aftalepartierne er enige om, at elever på erhvervsuddannelserne med psykiske eller fysiske handicap fremadrettet skal have mulighed for at modtage et handicaptillæg i tillæg til den almindelige SU. Udvidelsen kompenserer - i lighed med det nuværende handicaptillæg til studerende på videregående uddannelser - elever på erhvervsuddannelserne for deres manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af studierne. Tillægget fastsættes til 5.500 kr. pr. måned, og initiativet har virkning fra 1. januar 2019.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse

2.1.1. Gældende ret

Uddannelsessøgende i videregående uddannelse har mulighed for at modtage et tillægsstipendium (herefter handicaptillæg), når den uddannelsessøgende har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der giver den uddannelsessøgende betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig et erhvervsarbejde, og når den uddannelsessøgende samtidig modtager SU efter SU-lovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017. Dette følger af SU-lovens § 7, stk. 3.

Den uddannelsessøgende kan alene modtage handicaptillæg i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU. Tildelingen af handicaptillæg følger i øvrigt de almindelige regler for SU. Hvis den uddannelsessøgende fravælger SU, eller hvis retten til støtte bortfalder, f.eks. på grund af manglende studieaktivitet, bortfalder også retten til handicaptillæg.

Det følger, at der alene ydes handicaptillæg til uddannelsessøgende, der har en varig funktionsnedsættelse. En varig funktionsnedsættelse er som udgangspunkt en funktionsnedsættelse, der hverken af sig selv eller ved behandling vil kunne bedres væsentligt inden for en længere årrække.

Det er Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte (herefter styrelsen), der behandler ansøgninger om handicaptillæg og vurderer, om den uddannelsessøgende opfylder betingelserne for at kunne modtage handicaptillæg på baggrund af dokumentation, som den uddannelsessøgende indsender vedrørende graden og arten af funktionsnedsættelsen samt funktionsnedsættelsens betydning for den uddannelsessøgendes evne til at påtage sig et erhvervsarbejde. Dette følger af § 32, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen).

Det følger videre af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 2, at styrelsen til brug for afgørelsen af, om der kan gives tillægsstipendium efter SU-lovens § 7, stk. 3, kan indhente en sagkyndig udtalelse om vurderingen efter stk. 1.

Det følger videre af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 3, at styrelsen kan tildele tillægsstipendium efter SU-lovens § 7, stk. 3, for en kortere periode end støttetiden, jf. lovens § 17, stk. 1 og 2, hvis det på afgørelsestidspunktet er sandsynliggjort, at arten og graden af den uddannelsessøgendes funktionsnedsættelse er varig, men at dette ikke er endeligt fastslået.

Endelig følger det af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 4, at det er en forudsætning for fortsat at modtage tillægsstipendium, at den uddannelsessøgende opfylder betingelserne i lovens § 7, stk. 3.

Ved ansøgning om handicaptillæg skal den uddannelsessøgende således fremsende fyldestgørende og aktuel lægelig dokumentation for, at den uddannelsessøgende har en varig og betydelig funktionsnedsættelse. Dokumentationen skal som udgangspunkt indeholde en lægelig erklæring om, hvad den uddannelsessøgende fejler og diagnose, hvordan sygdommen eller lidelsen kommer til udtryk, hvilken behandling den uddannelsessøgende eventuelt modtager, og hvad der i øvrigt måtte være planlagt i forhold til eventuel behandling, samt oplysninger om, hvordan sygdommen eller lidelsen påvirker den uddannelsessøgendes erhvervsevne. Hvis dokumentationen er mangelfuld, kan styrelsen anmode om supplerende lægelige oplysninger. Det kan f.eks. enten ske ved, at styrelsen sender en attest til den uddannelsessøgende, som den uddannelsessøgende skal have udfyldt hos egen læge eller ved, at styrelsen beder om yderligere oplysninger direkte fra hospital, speciallæge eller andet behandlingssted.

Det følger af SU-lovens § 38 a, stk. 3, nr. 2, at uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om frister for ansøgninger. Med hjemmel heri er det fastsat i SU-bekendtgørelsens § 43, stk. 1, at ansøgning om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, skal være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem inden udgangen af den måned, som den uddannelsessøgende ønsker stipendiet fra, dog senest den 5. december i støtteåret. Det følger videre af § 49, stk. 1, at styrelsen kan bestemme, at uddannelsessøgende, herunder uddannelsessøgende, der ikke er bosat i Danmark, kan indsende ansøgning om uddannelsesstøtte, herunder fravalg og standsning af støtte, til uddannelsesinstitutionen i papirform. Dette kan f.eks. ske ved ansøgninger, der kræver indsendelse af særlig dokumentation, som f.eks. ved ansøgninger om handicaptillæg. Ansøgningen vil i så tilfælde anses for rettidigt modtaget, hvis ansøgningen er uddannelsesinstitutionen i hænde senest den dag, hvor fristen udløber, jf. SU-bekendtgørelsens § 49, stk. 2.

Handicaptillægget til uddannelsessøgende i videregående uddannelse efter SU-lovens § 7, stk. 3, udgør 8.180 kr. pr. måned i 2013-niveau, svarende til 8.770 kr. i 2019-niveau, jf. SU-lovens § 10 a, stk. 1.

Tillægget til uddannelsessøgende i videregående uddannelse kan ikke udbetales med dobbelt sats efter SU-lovens § 14 og § 19, stk. 5. Dette følger af SU-lovens § 10 a, stk. 2. SU-lovens § 14 vedrører uddannelsesstøtte uden for klippekortet (uddannelsesstøtte til ungdomsuddannelse), og § 19, stk. 5, vedrører uddannelsesstøtte inden for klippekortet (uddannelsesstøtte til videregående uddannelse), og bestemmelserne regulerer uddannelsessøgendes mulighed for at modtage støtte med dobbelt sats i forbindelse med fødsel eller adoption.

Da handicaptillægget skal kompensere for den uddannelsessøgendes manglende evne til at påtage sig et erhvervsarbejde, har uddannelsessøgende, der modtager handicaptillæg, et nedsat fribeløb på 3.037 kr. i 2013-niveau, svarende til 3.256 kr. i 2019-niveau, i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager handicaptillæg. Dette følger af SU-lovens § 24, stk. 10. Fribeløbet er tiltænkt eventuelle renteindtægter, børnepension, legater og lignende samt i særlige tilfælde en meget beskeden lønindkomst i forbindelse med, at den uddannelsessøgende afprøver sin erhvervsevne.

Det følger af SU-lovens § 46, stk. 1, at afgørelser truffet af styrelsen om grundlaget for tildeling og beregning af uddannelsesstøtte til en uddannelsessøgende og om en støttemodtagers tilbagebetaling af uddannelsesstøtte, kan indbringes for Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger efter reglerne i lov om Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger. Klagen skal indbringes inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Det følger videre af SU-lovens § 46, stk. 4, at afgørelser truffet af styrelsen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov ikke kan påklages til ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (uddannelses- og forskningsministeren).

2.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at kompensere uddannelsessøgende med en funktionsnedsættelse på erhvervsuddannelserne for deres manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af studierne foreslås det, at også uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse - i lighed med uddannelsessøgende på de videregående uddannelser - med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan modtage et handicaptillæg i tillæg til det almindelige stipendium som kompensation for deres manglende evne til at påtage sig et erhvervsarbejde. Det foreslås at ændre SU-loven således, at der kan ydes et handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse på 5.500 kr. pr. måned (2019-niveau) med virkning fra den 1. januar 2019.

Det foreslås, at den uddannelsessøgende alene kan søge handicaptillæg i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager stipendium efter SU-lovens § 7, stk. 1, og at tildelingen af handicaptillæg i øvrigt følger de almindelige regler for ret til SU. For uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse er der mulighed for at søge om SU på grundforløbet. Det er således ikke hensigten, at den uddannelsessøgende skal kunne modtage handicaptillæg i uddannelsens lønnede dele eller i perioder med skolepraktikydelse, hvor der ikke er ret til SU.

Med erhvervsuddannelser forstås de uddannelser, der er omfattet af lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, herunder også erhvervsuddannelser med EUX.

Det er hensigten, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, der vil søge om handicaptillæg, skal fremsende fyldestgørende og aktuel lægelig dokumentation til styrelsen for, at den uddannelsessøgende har en varig og betydelig funktionsnedsættelse. Dette svarer til kravene for uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Styrelsen vil herefter behandle ansøgningen og vurdere, om den uddannelsessøgende opfylder betingelserne for at kunne modtage handicaptillæg. Vurderingen vil ske på samme grundlag, som styrelsen i dag anvender ved behandling af ansøgninger om handicaptillæg fra uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Hvis styrelsen ikke kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, kan styrelsen anmode om supplerende oplysninger. Det kan f.eks. enten ske ved, at styrelsen sender en attest til den uddannelsessøgende, som den uddannelsessøgende skal have udfyldt hos egen læge eller ved, at styrelsen beder om yderligere oplysninger direkte fra hospital, speciallæge eller andet behandlingssted.

Det er endvidere hensigten, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse skal have et nedsat fribeløb på 3.037 kr. i 2013-niveau, svarende til 3.256 kr. i 2019-niveau i de måneder, hvor de modtager handicaptillæg, svarende til det nedsatte fribeløb, som uddannelsessøgende i videregående uddannelse, der modtager handicaptillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, har.

Endelig foreslås det, at handicaptillægget til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse ikke kan udbetales med dobbelt sats efter SU-lovens § 14 og § 19, stk. 5, der vedrører mulighed for at modtage støtte med dobbelt sats i forbindelse med fødsel eller adoption. Dette svarer til reglerne for uddannelsessøgende i videregående uddannelse, der modtager handicaptillæg, jf. SU-lovens § 10 a, stk. 2.

SU-bekendtgørelsens § 43, stk. 1, om, at ansøgning om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, skal være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem inden udgangen af den måned, som den uddannelsessøgende ønsker stipendiet fra, vil også gælde for ansøgninger om tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, fra uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.

Det foreslås, at uddannelses- og forskningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets bestemmelser vedrørende handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse. Det skyldes, at den foreslåede udvidelse af handicaptillægsordningen forudsætter it-ændringer i SU-systemet, som forventes at være på plads i løbet af 1. halvår 2019. På den baggrund foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at sætte de relevante bestemmelser i kraft, så snart SU-systemet er klar til at modtage ansøgninger om handicaptillæg fra uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.

Det foreslås, at muligheden for uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse til at kunne modtage handicaptillæg får virkning fra den 1. januar 2019, men de uddannelsessøgende vil først kunne indgive ansøgning til styrelsen om handicaptillæg fra det tidspunkt, hvor uddannelses- og forskningsministeren sætter lovens § 1, nr. 1-3, i kraft. Det vil derfor i en overgangsperiode på 3 måneder herefter blive gjort muligt at ansøge om handicaptillæg med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2019. Det vil medføre, at de uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse i overgangsperioden kan indgive ansøgning om handicaptillæg for måneder, der ligger forud for den måned, hvor den uddannelsessøgende ønsker stipendiet fra.

Uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, der har søgt om og fået afslag fra styrelsen på handicaptillæg, vil kunne indbringe styrelsens afgørelse herom til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, jf. SU-lovens § 46, stk. 1. Klagen skal indbringes inden 4 uger efter, at den uddannelsessøgende har fået meddelelse om afgørelsen.

2.2. Forhøjelse af fribeløb

2.2.1. Gældende ret

En af betingelserne for at modtage SU er, at den uddannelsessøgende ikke tjener over et nærmere angivet beløb, det såkaldte årsfribeløb. Årsfribeløbet er sammensat af 12 månedsfribeløb, og størrelsen på fribeløbet afhænger i hver enkelt måned af den uddannelsessøgendes situation. Dette følger af SU-lovens kapitel 6.

Styrelsen foretager efter udgangen af hvert støtteår, der følger kalenderåret, en indkomstkontrol, hvor den uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret sammenholdes med årsfribeløbet. Overskrider egenindkomsten den uddannelsessøgendes årsfribeløb, skal den uddannelsessøgende tilbagebetale en del af eller hele den modtagne støtte. Dette følger af SU-lovens kapitel 7.

SU ydes uden for klippekortet til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse og inden for klippekortet til uddannelsessøgende i videregående og privat uddannelse. Med klippekort henvises til, at SU til en videregående uddannelse er delt op i et klippekort, hvor en måneds SU tæller som et klip. SU til videregående uddannelse gives således efter reglerne om SU inden for klippekortet, og SU til ikke-videregående niveau gives efter reglerne om SU uden for klippekortet.

For uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet, udgør det laveste fribeløb 7.318 kr. (2013-niveau) pr. måned, svarende til 7.846 kr. (2019-niveau) pr. måned og gælder i måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU, jf. SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 1.

For uddannelsessøgende, der modtager SU inden for klippekortet, udgør det laveste fribeløb 11.543 kr. (2013-niveau) pr. måned, svarende til 12.375 kr. (2019-niveau) pr. måned og gælder i måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU, jf. SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 2.

Herudover gælder det mellemste fribeløb på 18.278 kr. (2013-niveau) pr. måned, svarende til 19.595 kr. (2019-niveau) pr. måned, i de måneder, hvor den uddannelsessøgende har fravalgt uddannelsesstøtte, har orlov fra uddannelsen, er i lønnet praktik som en del af uddannelsen eller er erklæret studieinaktiv. Det højeste fribeløb på 35.180 kr. (2013-niveau) pr. måned, svarende til 37.716 kr. (2019-niveau) pr. måned, gælder i måneder, hvor den uddannelsessøgende er uden for uddannelse, ikke har flere klip til en videregående uddannelse og ikke modtager slutlån eller ikke opfylder de grundlæggende betingelser for retten til uddannelsesstøtte, herunder aldersbetingelsen m.v. Det følger af SU-lovens § 24, stk. 2 og 3.

2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at give de uddannelsessøgende i både ungdomsuddannelse og videregående uddannelse mere frihed og fleksibilitet, end de har i dag, herunder at give bedre muligheder til de uddannelsessøgende, der ønsker at arbejde mere ved siden af uddannelsen i de perioder, hvor de modtager SU, foreslås det at ændre SU-loven således, at de laveste fribeløb forhøjes med 1.000 kr. (2019-niveau) pr. måned fra den 1. januar 2019.

Det laveste fribeløb for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse vil herefter udgøre 8.846 kr. (2019-niveau) pr. måned i måneder med SU. For uddannelsessøgende i videregående og privat uddannelse vil det laveste fribeløb herefter udgøre 13.375 kr. (2019-niveau) pr. måned i måneder med SU.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Det skønnes med en vis usikkerhed, at de økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige medfører nettomerudgifter på i alt 118 mio. kr. De skønnede konsekvenser kan opdeles for henholdsvis a) handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse og b) forhøjelse af fribeløb.

a) Handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse vil medføre permanente årlige nettoudgifter på ca. 23 mio. kr. efter tilbageløb af skatter og afgifter. De årlige nettomerudgifter er sammensat af en direkte virkning på udgifter til handicaptillæg på ca. 32 mio. kr., udgifter til uddannelsessøgende, som vil modtage stipendium med handicaptillæg i stedet for revalidering på ca. 2 mio. kr., tilbageløb af skatter og afgifter på ca. -13 mio. kr. og administrationsomkostninger på 2,5 mio. kr. inkl. it-udvikling. Dertil kommer udgifter til behandling af klagesager i Ankestyrelsen til 0,2 mio. kr. årligt. De årlige administrationsudgifter udgør samlet 2,7 mio. kr.

b) Forhøjelse af fribeløb for SU-modtagere vil medføre permanente årlige nettomerudgifter på ca. 95 mio. kr. årligt efter tilbageløb af skatter og afgifter. Nettoudgifterne er sammensat af en direkte virkning på SU-udgifterne på ca. 252 mio. kr., tilbageløb af skatter og afgifter på ca. -119 mio. kr. og adfærdsændringer på ca. -45. mio. kr. Der forudsættes ingen væsentlige administrations- eller it-udgifter forbundet med forhøjelse af fribeløbet. I 2019 udgør nettomerudgifterne kun 77 mio. kr. Den lavere udgift i 2019 skyldes, at merudgifter, som følge af et lavere niveau af indkomstkontrolkrav (krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt stipendium) ved en forhøjelse af fribeløbet, først realiseres med et års forsinkelse.

Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget indebærer, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse med en funktionsnedsættelse skal indgive ansøgning om handicaptillæg til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Den uddannelsessøgende skal i forbindelse med ansøgning om handicaptillæg fremsende fyldestgørende og aktuel lægelig dokumentation til styrelsen for, at den uddannelsessøgende har en varig og betydelig funktionsnedsættelse.

Den uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, der har søgt om og fået afslag fra styrelsen på handicaptillæg, vil kunne indbringe styrelsens afgørelse herom til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger inden 4 uger efter, at den uddannelsessøgende har fået meddelelse om afgørelsen.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har perioden fra den 11. januar 2019 til den 25. januar 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, Akademikerne, Akademisk Arkitektforening, Arkitektskolen Aarhus, Copenhagen Business School, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Magisterforening, Danske Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer, Danske Landbrugsskoler, Danske Professionshøjskoler, Danske SOSU-skoler, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Universiteter, Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Designskolen Kolding, Det Centrale Handicapråd, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Djøf, Erhvervsakademi Kolding, Erhvervsakademi Midt-Vest, Erhvervsakademi Sjælland, Erhvervsakademi Sydvest, Erhvervsakademi Aarhus, Erhvervsakademiet Copenhagen Business, Erhvervsakademiet Dania, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Foreningen af Danske Lægestuderende, Fredericia Maskinmesterskole, Frit Forum - Socialdemokratiske Studerende, Ingeniørforeningen IDA, Institut for menneskerettigheder, IT-Universitetet, Kunstakademiets Billedkunstskoler, Københavns Erhvervsakademi, Københavns Maskinmesterskole, Københavns Professionshøjskole, Københavns Universitet, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Lærerstuderendes Landskreds, Marstal Navigationsskole, MARTEC, Frederikshavn, Nyborg Søfartsskole, Professionshøjskolen Absalon, Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Rektorkollegiet for de kunstneriske og kulturelle uddannelser, Rektorkollegiet for de maritime uddannelser, Rigsrevisionen, Roskilde Universitet, Rytmisk Musikkonservatorium, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, SIMAC, Svendborg, Skagen Skipperskole, Skoleskibet Georg Stage, Studenterrådgivningen, Studievalg Danmark, Svendborg Søfartsskole, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Syddansk Universitet, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Udbetaling Danmark, Ungdommens Uddannelsesvejledning, University College Lillebælt, University College Nordjylland, University College Syddanmark, VIA University College, Aalborg Universitet, Aarhus Maskinmesterskole og Aarhus Universitet.

  


  


 
9. Sammenfattende skema


 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør "Ingen")
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør "Ingen")
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Det estimeres, at ca. 60 personer vil overgå fra revalidering til handicaptillæg, hvilket vil medføre en kommunal mindreudgift på 1-2 mio. kr.
Handicaptillæg: Handicaptillægget medfører årlige merudgifter for staten på ca. 20-21 mio. kr. efter tilbageløb af skatter og afgifter.
Fribeløb: Forhøjelse af fribeløb vil efter tilbageløb af skatter og afgifter og adfærdsændringer medføre årlige merudgifter for staten på ca. 95 mio. kr. årligt.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Handicaptillæg: Tildeling af handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse vil medføre årlige merudgifter til administration til behandling af ansøgninger og it-udvikling på 2,5 mio. kr.
Dertil kommer udgifter til behandling af klagesager i Ankestyrelsen til 0,2 mio. kr. årligt. De årlige administrationsudgifter udgør samlet 2,7 mio. kr.
Fribeløb: Ingen væsentlige.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Den uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse skal indgive ansøgning om handicaptillæg til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsessøgende.
Den uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse kan indbringe en klage over Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøttes afgørelse vedr. handicaptillæg inden 4 uger efter, at den uddannelsessøgende har fået meddelelse om afgørelsen.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA
NEJ
X


  
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter SU-lovens § 7, stk. 3, gives sammen med stipendium og studielån eller sammen med slutlån et stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.

En varig funktionsnedsættelse er som udgangspunkt en funktionsnedsættelse, der hverken af sig selv eller ved behandling vil kunne bedres væsentligt inden for en længere årrække.

Det foreslås, at der i SU-lovens § 7, stk. 3, efter videregående uddannelse indsættes "eller i erhvervsuddannelse".

Den foreslåede ændring medfører, at der også vil kunne ydes stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, som på grund af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.

Den uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse vil herefter kunne søge om handicaptillæg i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager stipendium efter SU-lovens § 7, stk. 1. Tildelingen af handicaptillæg følger i øvrigt de almindelige regler for ret til SU. For uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse er der mulighed for at søge om SU på grundforløbet. Det er således ikke hensigten, at den uddannelsessøgende skal kunne modtage handicaptillæg i uddannelsens lønnede dele eller i perioder med skolepraktikydelse, hvor der ikke er ret til SU.

Med erhvervsuddannelser forstås de uddannelser, der er omfattet af lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, herunder også erhvervsuddannelser med EUX.

Det er hensigten, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, der vil søge om handicaptillæg, skal fremsende fyldestgørende og aktuel lægelig dokumentation til styrelsen for, at den uddannelsessøgende har en varig og betydelig funktionsnedsættelse. Dette svarer til kravene for uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Styrelsen vil herefter behandle ansøgningerne og vurdere, om den uddannelsessøgende opfylder betingelserne for at kunne modtage handicaptillæg. Vurderingen vil ske på samme grundlag, som styrelsen i dag anvender ved behandling af ansøgninger om handicaptillæg fra uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Hvis styrelsen ikke kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, kan styrelsen anmode om supplerende oplysninger. Det kan f.eks. enten ske ved, at styrelsen sender en attest til den uddannelsessøgende, som den uddannelsessøgende skal have udfyldt hos egen læge eller ved, at styrelsen beder om yderligere oplysninger direkte fra hospital, speciallæge eller andet behandlingssted.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 2

Efter SU-lovens § 10 a, stk. 1, udgør det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, 8.180 kr. i 2013-niveau. Dette svarer til 8.770 kr. i 2019-niveau. Den gældende bestemmelse i SU-lovens § 10 a, stk. 1, omfatter alene uddannelsessøgende i videregående uddannelse, idet der i gældende ret henvises til videregående uddannelse i SU-lovens § 7, stk. 3.

Efter SU-lovens § 7, stk. 3, gives sammen med stipendium og studielån eller sammen med slutlån et stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.

Efter SU-lovens § 10 a, stk. 3, kan ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (nu uddannelses- og forskningsministeren) fastsætte nærmere regler om tillæg efter stk. 1, herunder om fremgangsmåden ved tildeling af tillæg.

Med hjemmel heri har uddannelses- og forskningsministeren fastsat, at styrelsen kan bestemme, at der gives tillægsstipendium efter SU-lovens § 7, stk. 3, ud fra 1) en vurdering af arten og graden af funktionsnedsættelsen, og 2) en vurdering på baggrund af vurderingen i nr. 1 af funktionsnedsættelsens betydning for den uddannelsessøgendes evne til at påtage sig et arbejde. Dette følger af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 1.

Det følger videre af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 2, at styrelsen til brug for afgørelsen af, om der kan gives tillægsstipendium efter SU-lovens § 7, stk. 3, kan indhente en sagkyndig udtalelse om vurderingen efter stk. 1.

Det følger videre af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 3, at styrelsen kan tildele tillægsstipendium efter SU-lovens § 7, stk. 3, for en kortere periode end støttetiden, jf. lovens § 17, stk. 1 og 2, hvis det på afgørelsestidspunktet er sandsynliggjort, at arten og graden af den uddannelsessøgendes funktionsnedsættelse er varig, men at dette ikke er endeligt fastslået.

Endelig følger det af SU-bekendtgørelsens § 32, stk. 4, at det er en forudsætning for fortsat at modtage tillægsstipendium, at den uddannelsessøgende opfylder betingelserne i lovens § 7, stk. 3.

Det foreslås at nyaffatte SU-lovens § 10 a, stk. 1, så det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, udgør 8.770 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i videregående uddannelse og 5.500 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.

Med det foreslåede § 10 a, stk. 1, nr. 1, udgør det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, 8.770 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Med den foreslåede bestemmelse til § 10 a, stk. 1, nr. 1, videreføres det nuværende stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, til uddannelsessøgende i videregående uddannelse. Satsen er med den foreslåede bestemmelse omregnet fra 2013-niveau til 2019-niveau. Det er således hensigten med den foreslåede bestemmelse til § 10 a, stk. 1, nr. 1, at videreføre det nuværende handicaptillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at uddannelsessøgende med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse i videregående uddannelse vil kunne få et handicaptillæg på 8.770 kr. (2019-niveau) pr. måned, hvor den uddannelsessøgende opfylder betingelserne herfor.

Med det foreslåede § 10 a, stk. 1, nr. 2, udgør det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, 5.500 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse. Den foreslåede bestemmelse medfører, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, som på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde, vil kunne modtage et handicaptillæg på 5.500 kr. (2019-niveau) pr. måned i de måneder, hvor den uddannelsessøgende samtidig modtager stipendium efter SU-lovens § 7, stk. 1.

Med den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 1, vil SU-bekendtgørelsens § 32 herefter gælde for styrelsens behandling af ansøgninger om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, til både uddannelsessøgende i videregående uddannelse og til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.

Uddannelses- og forskningsministeren vil endvidere fortsat kunne fastsætte andre regler om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, herunder om fremgangsmåden ved tildeling af tillæg, der understøtter formålet med bestemmelsen, jf. SU-lovens § 10 a, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 3

Efter SU-lovens § 10 a, stk. 2, kan tillægget til uddannelsessøgende i videregående uddannelse efter den gældende § 10 a, stk. 1, ikke udbetales med dobbelt sats efter § 14 og § 19, stk. 5.

§ 14 vedrører uddannelsesstøtte uden for klippekortet (uddannelsesstøtte til ungdomsuddannelser), og § 19, stk. 5, ved­rører uddannelsesstøtte inden for klippekortet (uddannelsesstøtte til videregående uddannelse), og bestemmelserne regulerer uddannelsessøgendes mulighed for at modtage støtte med dobbelt sats i forbindelse med fødsel eller adoption.

Det foreslås derfor med lovforslagets § 1, nr. 3, at "tillægget" i § 10 a, stk. 2, ændres til "tillæg efter stk. 1".

Den foreslåede ændring medfører, at begge tillæg, som er omfattet af den foreslåede § 10 a, stk. 1, ikke vil kunne udbetales med dobbelt sats i forbindelse med fødsel eller adoption efter SU-lovens § 14 og § 19, stk. 5. Dermed vil uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse blive ligestillet med uddannelsessøgende i videregående uddannelse i relation til støttemuligheder i forbindelse med fødsel eller adoption.

Det er hensigten, at handicaptillægget til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse ikke skal kunne udbetales med dobbelt sats efter SU-lovens § 14, på tilsvarende vis som det efter gældende regler gælder for handicaptillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse efter SU-lovens § 19, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 4

Efter SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 1, udgør det laveste fribeløb 7.318 kr. (2013-niveau) for uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet. Dette svarer til 7.846 kr. pr. måned i 2019-niveau.

Det laveste fribeløb gælder i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU.

Det foreslås at ændre § 24, stk. 1, nr. 1, således, at det laveste fribeløb for uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet, udgør 8.846 kr. (2019-niveau).

Det er hensigten med den foreslåede forhøjelse af fribeløbet at give bedre muligheder til de uddannelsessøgende, der ønsker at arbejde mere ved siden af uddannelsen.

Med forslaget vil uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse derved få mulighed for at tjene 1.000 kr. mere ved siden af studiet i de måneder, hvor de uddannelsessøgende modtager SU, uden at blive modregnet i SU.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til nr. 5

Efter SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 2, udgør det laveste fribeløb 11.543 kr. (2013-niveau) for uddannelsessøgende, der modtager SU inden for klippekortet. Dette svarer til 12.375 kr. pr. måned i 2019-niveau.

Det laveste fribeløb gælder i de måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU.

Det foreslås at ændre § 24, stk. 1, nr. 2, således, at det laveste fribeløb for uddannelsessøgende, der modtager SU inden for klippekortet, udgør 13.375 kr. (2019-niveau).

Det er hensigten med den foreslåede forhøjelse af fribeløbet at give bedre muligheder til de uddannelsessøgende, der ønsker at arbejde mere ved siden af uddannelsen.

Med forslaget vil uddannelsessøgende i videregående uddannelse derved få mulighed for at tjene 1.000 kr. mere ved siden af studiet i de måneder, hvor de uddannelsessøgende modtager SU, uden at blive modregnet i SU.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til § 2

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2. Forslaget skyldes, at bestemmelserne om forhøjelse af de laveste fribeløb skal have virkning fra den 1. januar 2019. Da forslaget alene forudsætter mindre justeringer i SU-systemet, findes det hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft hurtigst muligt efter lovens vedtagelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 2, stk. 3, hvor det foreslås, at loven får virkning fra den 1. januar 2019, jf. nærmere herom nedenfor.

Det foreslås i stk. 2, at uddannelses- og forskningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 1-3. Bestemmelserne giver uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse med fysiske eller psykiske handicap mulighed for at modtage et handicaptillæg i tillæg til det almindelige stipendium. Den foreslåede udvidelse af handicaptillægsordningen til også at omfatte uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse forudsætter it-ændringer i SU-systemet. It-implementeringen vurderes at være på plads i løbet af 1. halvår 2019. Det foreslås på den baggrund, at uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at sætte de relevante bestemmelser i kraft, så snart SU-systemet er klar til at modtage ansøgninger om handicaptillæg fra uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 2, stk. 3, hvor det foreslås, at loven får virkning fra den 1. januar 2019, jf. nærmere herom nedenfor.

Det foreslås i stk. 3, at loven har virkning fra den 1. januar 2019. Loven vil dermed få virkning før ikrafttrædelsen. Det bemærkes, at lovens virkninger udelukkende er begunstigende for de uddannelsessøgende.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det forhøjede fribeløb vil gælde for hele indkomståret 2019. De forhøjede fribeløbssatser vil første gang indgå i styrelsens indkomstkontrol efter udgangen af 2019, hvor der vil blive foretaget en kontrol af hver enkelte uddannelsessøgendes samlede årsindkomst for 2019 sammenholdt med årsfribeløbet.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse kan modtage handicaptillæg fra og med den 1. januar 2019, hvis den uddannelsessøgende i øvrigt opfylder alle betingelser herfor.

Det følger af SU-lovens § 38 a, stk. 3, nr. 2, at uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om frister for ansøgninger. Med hjemmel heri er det fastsat i SU-bekendtgørelsens § 43, stk. 1, at ansøgning om stipendium som tillæg, jf. SU-lovens § 7, stk. 3, skal være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, inden udgangen af den måned, som den uddannelsessøgende ønsker stipendiet fra, dog senest den 5. december i støtteåret.

Med henblik på at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse kan indgive ansøgning om handicaptillæg for måneder, før lovforslagets § 1, nr. 1-3, er trådt i kraft - og tidligst med virkning fra den 1. januar 2019 - foreslås det i stk. 4, at bestemmelser fastsat i medfør af SU-lovens § 38 a, stk. 3, nr. 2, vedrørende frister for ansøgninger om stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, ikke finder anvendelse for ansøgninger om stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse efter SU-lovens § 7, stk. 3, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, i indtil tre måneder efter ikrafttræden af § 1, nr. 1, i denne lov.

Uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse vil først kunne indgive ansøgning til styrelsen om handicaptillæg fra det tidspunkt, hvor uddannelses- og forskningsministeren sætter lovens § 1, nr. 1-3, i kraft. Den foreslåede bestemmelse medfører, at uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse, i en overgangsperiode på tre måneder efter lovforslagets § 1, nr. 1, er trådt i kraft, vil kunne indgive ansøgning om handicaptillæg fra den 1. januar 2019 og dermed for måneder, der ligger forud for ansøgningstidspunktet. Hvis styrelsen træffer afgørelse om, at den uddannelsessøgende har ret til handicaptillæg for hele eller dele af perioden fra den 1. januar 2019 og frem til afgørelsestidspunktet, vil den uddannelsessøgende i forbindelse med første udbetaling af handicaptillæg få udbetalt det fulde beløb for den periode, der ligger forud for afgørelsestidspunktet. For ansøgninger om handicaptillæg til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse efter denne lovs § 1, nr. 1, fra tre måneder efter denne lovs § 1, nr. 1, er trådt i kraft, finder de hidtil gældende regler om ansøgningsfrister anvendelse

SU-loven, der ændres med dette lovforslag, gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. SU-lovens § 63.

Derfor skal denne lov heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 1565 af 19. december 2017 og § 1 i lov nr. 1569 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer
   
§ 7. ---
  
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Sammen med stipendium og studielån eller sammen med slutlån gives et stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.
 
1. I § 7, stk. 3, indsættes efter »videregående uddannelse«: »eller i erhvervsuddannelse«.
Stk. 4-7. ---
  
   
§ 10 a. Det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, udgør 8.180 kr. (2013-niveau).
 
2. § 10 a, stk. 1, affattes således:
»Det månedlige stipendium som tillæg efter § 7, stk. 3, udgør:
  
1) 8.770 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i videregående uddannelse.
  
2) 5.500 kr. (2019-niveau) til uddannelsessøgende i erhvervsuddannelse.«
   
Stk. 2. Tillægget kan ikke udbetales med dobbelt sats efter § 14 og § 19, stk. 5.
 
3. I § 10 a, stk. 2, ændres »Tillægget« til: »Tillæg efter stk. 1«.
Stk. 3. ---
  
   
§ 24. Laveste fribeløb udgør
  
1) 7.318 kr. (2013-niveau) for uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet, og
 
4. I § 24, stk. 1, nr. 1, ændres »7.318 kr. (2013-niveau)« til: »8.846 kr. (2019-niveau)«.
2) 11.543 kr. (2013-niveau) for uddannelsessøgende, der modtager SU inden for klippekortet.
 
5. I § 24, stk. 1, nr. 2, ændres »11.543 kr. (2013-niveau)« til: »13.375 kr. (2019-niveau)«.
Stk. 2-11. ---