L 181 Forslag til lov om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med flere love.

(Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 27-02-2019

Fremsat: 27-02-2019

Fremsat den 27. februar 2019 af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen)

20181_l181_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. februar 2019 af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler

(Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.)

§ 1

I lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie foretages følgende ændringer:

1. I § 22, stk. 1, 2. pkt., ændres »31. december i ferieafholdelsesperioden« til: »31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb«.

2. I § 23, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.«

3. § 23, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

4. I § 34, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Krav på uhævet feriebetaling efter stk. 1 og 2 forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.«

5. § 35, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren fra forfaldsdatoen at betale renter af kravet med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.«

6. I § 35, stk. 9, indsættes efter »betaling for opkrævningen,«: »og modregning«.

7. I § 46 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 41, stk. 1.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

8. I § 47 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5. For ferie omfattet af stk. 4 træffer FerieKonto afgørelse efter § 44, stk. 1-9, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Stk. 6. Afgørelser efter stk. 5 kan af den, som afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til FerieKonto, som vurderer sagen på ny. Fastholder FerieKonto sin afgørelse helt eller delvis, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 7.

§ 2

I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 49 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 3, indsættes efter »5 a«: », medmindre udbetaling sker efter § 30, stk. 5.«

2. I § 36, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Krav på uhævet feriebetaling efter stk. 1 og 2 forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.«

3. I § 48 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 2 a«: »eller § 30, stk. 5,«.

4. To steder i § 48 a, stk. 3, ændres »8,3« til: »8,4«.

§ 3

I lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. I situationer, hvor lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, indberetter Lønmodtagernes Garantifond lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2, jf. § 4 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og lov nr. 124 af 6. februar 2019 om ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond. Indberetning fra Lønmodtagernes Garantifond træder i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren.«

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

2. I § 4 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fondens underretning af arbejdsgivere og lønmodtagere om de indberettede oplysninger, herunder om den administrative håndtering heraf, fondens undersøgelsespligt og eventuelle indsigelser.«

3. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog stk. 3«.

4. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Tilgodehavende feriemidler, der indberettes til fonden efter den 31. december 2020, men som skulle have været indberettet og indbetalt til fonden senest den 31. december 2020, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5. I § 10, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 5, stk. 1, 2. pkt., «: »§ 5, stk. 2,«.

6. I § 12 udgår »årligt«.

7. § 13 affattes således:

»§ 13. Fondens resultat tilskrives én gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel af den samlede formue, dog løbende ved udbetaling, jf. stk. 2.

Stk. 2. Ved udbetaling efter § 15 reguleres de tilgodehavende feriemidler, for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, med fondens resultat på tidspunktet for udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden.«

8. I § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »årlige reguleringer, jf. § 13« til: »regulering, jf. § 13, stk. 2«.

9. I § 15, stk. 5, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1, 2 og 4«.

10. I § 28, stk. 1, ændres »8,3« til: »8,4«.

§ 4

I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som senest ændret ved § 125 i lov nr. 1703 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 14 B, stk. 1, 1. pkt., ændres »årlige reguleringer« til: »regulering«.

§ 5

I lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved § 7 i lov nr. 1569 af 15. december 2015, § 10 i lov nr. 1669 af 26. december 2017, § 31 lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. I situationer, hvor lønmodtageren anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, beregner fonden på arbejdsgiverens vegne lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Lønmodtager skal efter anmodning give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregning efter stk. 1.

Stk. 3. Fonden indberetter lønmodtagers samlede beregnede feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 3, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.«

2. I § 10, nr. 3, ændres »krav og« til: »krav,«.

3. I § 10, nr. 4, ændres »fonden.« til: »fonden og«.

4. I § 10 indsættes som nr. 5:

»5) fondens beregning og indberetning af feriemidler efter § 4 a.«

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2020, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 2, 3 og 5 træder i kraft den 1. september 2019.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
  
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedindhold
2.1.
Udbetaling af ferie af optjent i overgangsåret til et dødsbo
2.1.1.
Gældende ret
2.1.2.
Ministeriets overvejelser
2.1.3.
Den foreslåede ordning
2.2.
Præcisering af fondsferiedage
2.2.1.
Gældende ret
2.2.2.
Ministeriets overvejelser
2.2.3.
Den foreslåede ordning
2.3.
Tilpasning af reglerne i forhold til de øvrige ordninger under Samlet Betaling
2.3.1.
Gældende ret
2.3.2.
Ministeriets overvejelser
2.3.3.
Den foreslåede ordning
2.4.
Ændring af frist for meddelelse ved feriehindring
2.4.1.
Gældende ret
2.4.2.
Ministeriets overvejelser
2.4.3.
Den foreslåede ordning
2.5.
Præcisering af krav om opbevaring af erklæring efter bogføringsloven
2.5.1.
Gældende ret
2.5.2.
Ministeriets overvejelser
2.5.3.
Den foreslåede ordning
2.6.
Straf for manglende afgivelser af oplysninger
2.6.1.
Gældende ret
2.6.2.
Ministeriets overvejelser
2.6.3.
Den foreslåede ordning
2.7.
Delegation af opgaver til FerieKonto
2.7.1.
Gældende ret
2.7.2.
Ministeriets overvejelser
2.7.3.
Den foreslåede ordning
2.8.
Ændret regel for tilskrivning af fondens resultat til lønmodtagers konti
2.8.1.
Gældende ret
2.8.2.
Ministeriets overvejelser
2.8.3.
Den foreslåede ordning
2.9.
Ændring i pensionsbeskatningsloven ang. beskatning ved udbetaling af tilgodehavende feriemidler
2.9.1.
Gældende ret
2.9.2.
Ministeriets overvejelser
2.9.3.
Den foreslåede ordning
2.10.
Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefond og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling.
2.10.1.
Gældende ret
2.10.2.
Ministeriets overvejelser
2.10.3.
Den foreslåede ordning
2.11.
Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af tilgodehavende feriemidler
2.11.1.
Gældende ret
2.11.2.
Ministeriets overvejelser
2.11.3.
Den foreslåede ordning
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9.
Sammenfattende skema


1. Indledning

Den 25. januar 2018 vedtog Folketinget en ny ferielov og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler på baggrund af Ferielovsudvalgets betænkning nr. 1568 af 22. oktober 2017 om en ny ferielov og overgang til samtidighedsferie samt politisk aftale af 31. oktober 2017 mellem Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Konservative) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om en ny ferielov.

Som følge af implementeringsarbejdet med indførelse af samtidighedsferie og overgangen hertil er der behov for tilretninger og præciseringer i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie og lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, for at opnå det tilsigtede resultat om et mere moderne, fleksibel og robust feriesystem, som Ferielovsudvalget har forudsat i betænkning nr. 1568 om en ny ferielov og overgangen til samtidighedsferie.

Det foreslås således, at optjent feriebetaling i overgangsåret fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 kan udbetales til dødsboet efter lønmodtageren, i stedet for at beløbet skal behandles efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og derfor ellers først ville kunne udbetales den 1. oktober 2021.

Desuden foreslås det, at det maksimale antal af optjente feriedage som betingelse for at kunne gøre brug af fondsferiedage, samt antallet af fondsferiedage, som kan udbetales, præciseres i overensstemmelse med, hvad Ferielovsudvalget har forudsat.

Endvidere foreslås det, at FerieKonto kan træffe afgørelse i sager om den eksisterende ferielov efter den nye ferielovs ikrafttræden den 1. september 2020.

Desuden foreslås det, at tilskrivning af resultat i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan ske på andre tidspunkter end pr. 30. juni i året. Det foreslås endvidere, at der ved udbetaling til lønmodtagere sker en regulering af de tilgodehavende feriemidler med det, der svarer til den enkelte lønmodtagers forholdsmæssige andel af fondens resultat på udbetalingstidspunktet.

Desuden foreslås det, at der i såvel den gældende ferielov som i den nye ferielov fastsættes regler om forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling, som præciserer retstilstanden.

Endelig indeholder forslaget ændringer af mere teknisk karakter, der skal sikre en smidig og effektiv administration. Det gælder indførelse af en modregningsadgang, når arbejdsgiveren betaler for meget til Samlet Betaling for arbejdsgivernes betaling for FerieKontos administration, i forhold til andre ordninger omfattet af Samlet Betaling, ensretning af rentebestemmelsen ved for sen betaling af arbejdsgivernes administration for FerieKonto, udvidelse af fristen for arbejdsgiverens meddelelse til FerieKonto ved overførsel af ferie, når der er en feriehindring samt tilpasninger, der skal understøtte administrationen i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Udbetaling af ferie optjent i overgangsåret til et dødsbo

2.1.1. Gældende ret

Efter § 29, stk. 3, og § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 49 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, kan ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 ikke afholdes eller udbetales efter denne lov, medmindre lønmodtageren er omfattet af § 2 a i denne lov. Sådan optjent ferie behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Det betyder, at denne ferie først udbetales af fonden til lønmodtageren, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet og tidligst den 1. oktober 2021, jf. § 15 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår kan således ikke udbetales til et dødsbo efter en lønmodtager af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen efter den gældende ferielovs § 30, stk. 5, men skal indberettes til fonden til forvaltning af lønmodtagernes feriemidler, jf. § 3 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Det betyder, at det pågældende beløb ikke kan udbetales af fonden til boet før 1. oktober 2021, jf. denne lovs § 15, stk. 4.

2.1.2. Ministeriets overvejelser

Gældende ret medfører, at et dødsbo fra en lønmodtager, som har optjent feriebetaling i perioden fra den 1. september 2019 til 31. august 2020, ikke kan afsluttes før tidligst den 1. oktober 2021.

Det har ikke været intentionen, at reglerne om, at ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 ikke kan afholdes eller udbetales men derimod skal behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, skal afskære muligheden for at afslutte dødsboer.

Derfor foreslås det, at ferie optjent fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 skal kunne udbetales til dødsboet enten fra arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 i den gældende ferielov administrerer feriegodtgørelsen, hvis feriebetalingen ikke er indberettet til fonden efter § 3 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Er feriemidlerne indberettet til fonden, skal midlerne udbetales derfra.

Med den foreslåede ændring sikres det, at dødsboer løbende kan afsluttes af skifteretten og ikke skal udskydes til afslutning efter 1. oktober 2021.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at udbetaling af tilgodehavende feriemidler til dødsboer ved lønmodtagers død undtages fra reglen i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler om, at Fonden ikke har pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler før den 1. oktober 2021, således at tilgodehavende feriemidler, skal udbetales til dødsboet ved lønmodtagers død.

Samtidig foreslås det, at det i den gældende ferielov fastsættes, at ferie optjent fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 vil kunne udbetales til dødsboet umiddelbart fra FerieKonto, arbejdsgiver eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, jf. gældende ferielovs § 30, stk. 5, og at sådan ferie derfor bliver undtaget fra behandling efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Forslaget vil betyde, at optjent ferie i overgangsåret, som ikke er indberettet til fonden efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, udbetales af FerieKonto, arbejdsgiveren eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen til dødsboet efter den gældende ferielovs § 30, stk. 5. Er ferien indberettet, skal udbetalingen ske fra fonden for tilgodehavende feriemidler.

Med ændringen sikres det, at dødsboer løbende kan afsluttes af skifteretten og ikke skal udskydes til afslutning efter 1. oktober 2021.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og § 3, nr. 9, samt bemærkningerne hertil.

2.2. Præcisering af fondsferiedage

2.2.1. Gældende ret

En lønmodtager optjener ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse i et kalenderår, jf. § 7, stk. 1, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 49 i lov nr. 60 af 30. januar 2018.

Efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie har en lønmodtager, som i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 har optjent mindre end 8,3 feriedage, ret til at afholde op til 8,3 af feriedagene optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

2.2.2. Ministeriets overvejelser

En lønmodtager, som har været ansat i 4 måneder, vil optjene 8,32 feriedage og vil derfor ikke have ret til fondsferiedage optjent i perioden fra den 1. september til den 31. december 2019, da lønmodtageren ikke opfylder kravet om at have optjent mindre end 8,3 feriedage. Da mange lønmodtagere er månedsvist ansatte fra den 1. i en måned til månedens udløb, vil det betyde, at sådanne lønmodtagere alene vil få ret til fondsferiedage, hvis de har været ansat i 3 måneder eller mindre i perioden fra den 1. januar til den 31. august 2019. Det har ikke været hensigten at afskære denne gruppe af lønmodtageres ret til fondsferiedage. Tilsvarende har det heller ikke været hensigten, at det ikke er hele ferien, som optjenes i perioden fra den 1. september til 31. december i 2019, som kan anvendes som fondsferiedage, idet der i denne periode optjenes 8,32 feriedage.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det forslås, at en lønmodtager, som har optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, men som i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 har optjent mindre end 8,4 feriedage, vil have ret til at afholde op til 8,4 af feriedagene optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med betaling fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Med ændringen omfattes hele den gruppe, der oprindeligt var tiltænkt mulighed for at afholde fondsferiedage. Samtidig vil hele den ferie, som optjenes i perioden fra den 1. september til den 31. december i 2019, kunne anvendes som fondsferiedage.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og til § 3, nr. 10, samt bemærkningerne hertil.

2.3. Tilpasning af reglerne i forhold til de øvrige ordninger under Samlet Betaling

2.3.1. Gældende ret

Samlet Betaling er den fællesopkrævning, som Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender ved opkrævning af diverse arbejdsgiverbidrag, og som bl.a. har til formål at lette arbejdsgiverens administrative byrder ved at samle disse bidragsopkrævninger under ét.

Det følger af § 35, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft 1. september 2020, at udgifterne til administrationen af FerieKonto skal betales af de arbejdsgivere, der indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. § 31, stk. 2. Betalingen opkræves sammen med de bidrag til administration af andre ordninger, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til forskellige love opkræver fra arbejdsgiverne i Samlet Betaling.

Efter § 31, stk. 3, skal arbejdsgiveren betale renter af kravet for FerieKontos administration med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdatoen, hvis indbetalingen ikke sker rettidigt.

I lov nr. 1669 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love blev rentelovens bestemmelser indført for andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling. Dette skete for at sikre koordination og ensretning af alle ordningerne i Samlet Betaling, så de har samme rente ved forsinket betaling.

Det følger af § 35, stk. 9, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte nærmere regler for opkrævning af betalingen af arbejdsgivers betaling for FerieKontos administration. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med og eftergive betaling af renter af betalingen m.v.

Det følger af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1752 af 27. december 2018 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v., at overskydende bidrag under en vis størrelse kan modregnes i det følgende kvartals forventede krav på bidrag m.v., medmindre arbejdsgiveren anmoder om at få beløbet tilbagebetalt. Der er ikke i ferieloven hjemmel til at fastsætte regler om en sådan modregning mellem betaling af arbejdsgivers administration for FerieKonto og andre ordninger, der betales via Samlet Betaling.

2.3.2. Ministeriets overvejelser

Den nye ferielovs regler om betaling af renter ved for sen indbetaling er forskellig fra de andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling.

For at sikre en større gennemskuelighed foreslås det, at renten tilsvarende skal følge rentelovens renteniveau, hvilket vil indebære en sænkning af renten til gavn for arbejdsgiverne. Forslaget vil således også følge Moderniseringsstyrelsens anbefalinger i "Vejledning om betalingsfrister og opkrævning af gebyrer og renter ved forsinket betaling".

Ligesom renteniveauet blev ensrettet i ovennævnte ændring af lov nr. 1669 af 26. december 2017 om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love, blev der indført hjemmel til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for modregning mellem de øvrige ordninger i Samlet Betaling.

For at ensrette arbejdsgiverens betaling for administrationen af FerieKonto til de øvrige ordninger, der opkræves via Samlet Betaling, vil der skulle indføres en bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, at virksomhedernes indbetalinger for administrationen af FerieKonto, kan bruges til at dække de samlede krav på tværs af ordningerne i fællesopkrævningen forholdsmæssigt med de indbetalte beløb.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ensrette renteniveauet ved arbejdsgivernes betaling af administrationen af FerieKonto, således at renten for alle ordninger, der opkræves bidrag for gennem Samlet Betaling, følger rentelovens bestemmelser.

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte regler om modregning mellem ind- og udbetalinger af betalingen for administrationen af FerieKonto, så ordningerne, omfattet af Samlet Betaling, ensrettes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, samt bemærkningerne hertil.

2.4. Ændring af frist for meddelelse ved feriehindring

2.4.1. Gældende ret

Det følger af § 22, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at op til 4 ugers årlig betalt ferie kan overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, hvis lønmodtageren på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14 i samme lov, er afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Arbejdsgiveren skal senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden meddele til FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.

2.4.2. Ministeriets overvejelser

Hvis en virksomhed holder julelukket, er det uhensigtsmæssigt at skulle give meddelelse om feriehindringen senest den 31. december, dvs. sammenfaldende med at virksomheden er lukket. Den 31. december er samtidig det tidspunkt, hvor omfanget af en feriehindring endeligt kan konstateres, da det er en betingelse for overførslen, at lønmodtageren er forhindret i at holde ferien helt op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december.

2.4.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at fristen for arbejdsgiverens meddelelse til FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, bliver forlænget med en måned, så meddelelsen skal være givet senest den 31. januar efter udløbet af ferieafholdelsesperioden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.5. Præcisering af krav om opbevaring af erklæring efter bogføringsloven

2.5.1. Gældende ret

Det fremgår af § 23, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb kan aftale, at optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb.

Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at lønnen under ferie og ferietillægget vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i lovens § 27, stk. 1. Arbejdsgiver har efter stk. 1 ikke en udtrykkelig pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Det fremgår af § 23, stk. 2, at en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb kan aftale, at optjent ferie med feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Lønmodtageren skal skriftlig erklære, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie udover 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Det fremgår af § 24, stk. 1, at arbejdsgiveren efter ferieafholdelsesperiodens udløb kan udbetale optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, såfremt lønmodtageren har været ansat hos arbejdsgiveren på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Har lønmodtageren ikke været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, skal lønmodtageren over for arbejdsgiveren skriftligt erklære, at lønnen under ferien samt ikke udbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

FerieKonto har efter lovens § 36, stk. 4, hjemmel til at udtage et antal virksomheder til kontrol af udbetaling efter bl.a. § 23, stk. 1, samt § 24, stk. 1. Denne kontrol er en kontrol af de afgivne erklæringer fra lønmodtager for at kontrollere, hvorvidt udbetaling er sket i overensstemmelse med loven.

Efter § 32, stk. 1, skal udbetaling af feriegodtgørelse ske via en anmodning til Feriepengeinfo.

2.5.2. Ministeriets overvejelser

Der er samme behov for, at FerieKonto skal have mulighed for at kunne kontrollere de erklæringer, der afgives af lønmodtageren efter § 23, stk. 1, som efter § 24, stk. 1, om at lønnen under ferien samt ikke udbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Det vil ikke på samme måde som efter § 24, stk. 1, være muligt at undersøge rigtigheden af oplysninger i en erklæring, hvis arbejdsgiveren ikke får en udtrykkelig pligt efter bogføringslovens regler til at gemme erklæringen.

I de tilfælde, hvor oplysningerne er afgivet via Feriepengeinfo, er det en unødig administrativ byrde at pålægge arbejdsgiverne at opbevare erklæringen, idet oplysningerne vil kunne kontrolleres af FerieKonto.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at arbejdsgiveren får pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale, når udbetalingen vedrører udbetaling af løn under ferie og ferietillæg. FerieKonto vil efterfølgende have mulighed for ved stikprøvekontrol at undersøge rigtigheden af de afgivne oplysninger i erklæringen.

Det foreslås, at pligten til at opbevare erklæringen efter bogføringslovens regler afskaffes, når erklæringen vedrører udbetaling af feriegodtgørelse, da oplysningerne allerede er afgivet til Feriepengeinfo.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, samt bemærkningerne hertil.

2.6. Straf for manglende afgivelse af oplysninger

2.6.1. Gældende ret

Det følger af § 41, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at Arbejdsmarkedets Feriefond årligt pålægger op til 150 tilfældigt udvalgte virksomheder, som afregner uhævet feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg til fonden, indenfor rimelig frist at indsende tilstrækkeligt dokumentation for korrekt afregning til fonden. Bestemmelsen svarer til den gældende ferielovs § 43 b, stk. 1. Efter gældende ferielovs § 47, stk. 3, straffes med bøde den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 43 b, stk. 1. Overtrædelse af § 41, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie er imidlertid ikke strafbart.

2.6.2. Ministeriets overvejelser

Det har ikke ved lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft 1. september 2020, været tiltænkt at ændre grundlæggende i strafbestemmelserne efter gældende ferielov med undtagelse af en regulering af bødeniveauet for arbejdsgiverens manglende betaling af skyldig feriebetaling, jf. § 46, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft 1. september 2020. Manglende afgivelse af oplysninger til Arbejdsmarkedets Feriefond efter § 41, stk. 1, er efter samme lov ikke strafbart, modsat efter § 47, stk. 3, i den gældende ferielov.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, indsættes en straffebestemmelse svarende til den gældende ferielovs § 47, stk. 3.

Det foreslås således, at den, der ikke efterkommer et pålæg fra Arbejdsmarkedets Feriefond om indenfor rimelig tid at indsende tilstrækkeligt dokumentation for korrekt afregning til fonden efter § 41, stk. 1, straffes med bøde svarende til den gældende ferielovs § 47, stk. 3.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, samt bemærkningerne hertil.

2.7. Delegation af opgaver til FerieKonto

2.7.1 Gældende ret

Efter § 44, stk. 1, i den gældende ferielov træffer direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afgørelse i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver om ret til ferie, feriegodtgørelse, og ferie med løn eller ferietillæg, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst. Desuden oplister samme lovs § 44, stk. 2-10, de øvrige sagstyper, hvor direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har afgørelseskompetence. Det er fx afgørelser om udbetaling af feriebetaling, der er afregnet til Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål, og afgørelser om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag under ferie.

Efter § 44, stk. 11, i den gældende ferielov kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering delegere afgørelseskompetence, som tilkommer direktøren efter stk. 1-10, til FerieKonto. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan også delegere andre opgaver som fx tilsyn med andre feriefonde end Arbejdsmarkedets Feriefond og administration af den dansk-tyske ferieaftale til FerieKonto. Efter gældende regler er det alene indenfor områder, hvor FerieKonto i forvejen har sagen, at der er uddelegeret kompetence til FerieKonto, som ellers tilkommer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, har direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ingen afgørelseskompetence. Tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver skal således afgøres enten i det fagretlige system eller af de almindlige domstole.

FerieKonto har efter § 36, stk. 2, i samme lov kompetence til at træffe afgørelse på en række sagsområder, herunder i sager om indbetaling af feriebetaling til FerieKonto, når en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien eller på anden måde har modtaget betalingen med urette, sager om udbetaling af beløb efter ferieårets eller ferieafholdelsesperiodens udløb, når lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1, og sager om arbejdsgiverens adgang til modregning og tilbageholdelse i en lønmodtagers feriegodtgørelse, hvis denne er indbetalt eller skal indbetales til FerieKonto.

Det fremgår af samme lovs § 47, stk. 4, at loven ikke finder anvendelse på ferie, som er optjent under den hidtil gældende ferielov, og som ikke i medfør af § 48 i samme lov er overført til afholdelse efter samme lov eller til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. For sådan ferie finder de hidtil gældende regler anvendelse. Det betyder, at myndighederne, som har kompetence til at træffe afgørelse efter den gældende ferielov, fortsat har kompetencen efter den ny ferielovs ikrafttræden. Udgangspunktet er således, at det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har kompetence til at træffe afgørelse efter den gældende ferielovs § 44, medmindre kompetencen er uddelegeret til FerieKonto med klageadgang til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg efter § 45 i den gældende ferielov.

2.7.2. Ministeriets overvejelser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil stadig være den myndighed, som har kompetence til at træffe afgørelse efter den gældende ferielov, efter den nye ferielovs ikrafttræden, når spørgsmålet vedrører ferie optjent efter de gældende regler, dvs. før 1. september 2020. Udgangspunktet er derfor, at det også fremover, ved fx en tvist mellem lønmodtager og arbejdsgiver, der vedrører ferie optjent efter gældende regler, vil være Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har kompetence til at træffe afgørelse efter § 44, medmindre kompetencen er uddelegeret til FerieKonto.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering også efter den nye ferielovs ikrafttræden vil skulle træffe afgørelser i sager efter gældende lov, når FerieKonto samtidig på en række områder med den nye lovs ikrafttræden kommer til at udøve de beføjelser, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udøver efter den gældende ferielov.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det forslås, at FerieKonto fra den 1. september 2020 træffer afgørelse efter § 44, stk. 1-9, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Det betyder, at en lønmodtager, som har optjent betalt ferie efter gældende regler, som ellers vil skulle have sin sag behandlet i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra den 1. september 2020, skal have behandlet sin sag i FerieKonto. FerieKonto skal således efter forslaget fx træffe afgørelser i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. den gældende ferielovs § 44, stk. 1.

Det foreslås, at afgørelser truffet af FerieKonto efter den foreslåede ordning, kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen på samme måde som efter gældende regler.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, samt bemærkningerne hertil.

2.8. Ændret regel for tilskrivning af fondens resultat til lønmodtagers konti

2.8.1. Gældende ret

Efter § 12, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, skal lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler efter loven omfatte de indberettede tilgodehavende feriemidler med tillæg af den årligt tilskrevne regulering efter § 13, jf. dog § 28, stk. 3. Efter § 13 i loven tilskrives fondens resultat én gang årligt pr. 30. juni de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel af formuen. Tilskrivningen skal ske på baggrund af fondens årsresultat i det foregående regnskabsår.

I følge bemærkningerne til § 13 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, vil lønmodtagere, der opnår krav på udbetaling før den 30. juni i året, ikke få reguleret beløbet det pågældende år, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L117 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, som fremsat den 6. december 2017, s. 41.

Efter den gældende regel i § 15, stk. 1, udbetaler fonden tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer, jf. § 13, når lønmodtageren opfylder betingelserne herfor.

2.8.2. Ministeriets overvejelser

Implementering og etablering af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har vist, at det administrativt og teknisk er muligt at opgøre de tilgodehavende feriemidler ved udbetaling til lønmodtagerne med tillæg af en regulering på basis af en aktuel opgørelse af fondens resultat og formue.

Desuden har det vist sig, at den årlige lønindeksregulering, som arbejdsgiverne skal forrente de skyldige tilgodehavende feriemidler med efter lovens § 6, stk. 4, samt § 7, ikke indgår med den seneste indeksering, når fonden efter gældende regler tilskriver årets resultat pr. 30. juni. Det skyldes, at den seneste indeksering, som har fundet sted i maj måned forud for tilskrivningen, ikke indgår i fondens resultat i og med, at fondens resultat stammer fra foregående år, og dermed indeholder det foregående års indeksering. Dermed vil reguleringen af lønmodtagernes tilgodehavende feriemidler af ovennævnte grunde ikke fuldt ud afspejle den generelle lønudvikling. Det må forventes i særlig grad at være tilfældet i de første år af fondens levetid.

Det foreslås derfor, at fondens resultat opgøres månedligt, således at de enkelte lønmodtagere ved udbetaling får reguleret deres tilgodehavende feriemidler med deres andele af fondens resultat på baggrund af den enkeltes andel af formuen i fonden. Det vil betyde, at lønmodtagere, der opnår krav på udbetaling før den 30. juni i året, vil få udbetalt deres andel af den samlede formue med fondens seneste månedsresultat. Ved at regulere midler til udbetaling med fondens seneste månedsresultat, vil de tilgodehavende feriemidler i højere grad blive opgjort som den enkelte lønmodtagers aktuelle andel af fondens formue på udbetalingstidspunktet.

Det bemærkes, at fonden fortsat en gang årligt skal tilskrive fondens resultat samt orientere hver enkelt lønmodtager om reguleringen af pågældendes tilgodehavende feriemidler, jf. § 14 i gældende lov. Det foreslås, at fonden skal kunne tilrettelægge den årlige tilskrivning af resultatet samt orienteringen af lønmodtagerne, således som det måtte være hensigtsmæssigt for forvaltningen og administrationen af fonden, såfremt lønmodtagernes informationsbehov i øvrigt tilgodeses. Det er således op til fonden at fastsætte opgørelsesdatoen for den årlige saldoopgørelse efter § 14 i gældende lov. Det anses dog for hensigtsmæssigt, at den årlige orientering om saldoopgørelse viser en saldoopgørelse med en regulering, der afspejler fondens aktuelle resultat på datoen for den oplyste saldoopgørelse.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at fondens resultat tilskrives én gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel i den samlede formue, dog løbende ved udbetaling at lønmodtagernes tilgodehavende feriemidler, og således ikke én gang årligt pr. 30. juni.

Forslaget indebærer, at fondens resultat opgøres månedligt, således at de enkelte lønmodtagere ved udbetaling får reguleret deres tilgodehavende feriemidler med deres andel af fondens resultat på baggrund af den enkeltes andel af formuen i fonden. Fonden vil fortsat orientere alle lønmodtagere med et tilgodehavende om den årlige saldoopgørelse, der bygger på en aktuel opgørelse af fondens resultat. Fonden fastsætter selv pr. hvilken dato saldoopgørelsen skal finde sted. Orienteringen til lønmodtagerne bør finde sted inden for 2 kalendermåneder efter saldoopgørelsen. Fonden vil eksempelvis kunne orientere lønmodtagerne i februar måned om saldoopgørelser pr. 31. december året før. Hvis fonden vælger den 31. december som datoen for den årlige tilskrivning og saldoopgørelse, skal tilskrivningen bygge på fondens årsresultat. Alternativt skal tilskrivningen bygge på en aktuel månedlig opgørelse af fondens resultat.

Fondens orientering til lønmodtagerne finder sted første gang i sommeren 2021 med en saldoopgørelse pr. 30. juni 2021. Det vil sige efter fondens underretning af arbejdsgivere og lønmodtagere om de indberettede feriemidler efter lovens § 4. Det giver lønmodtagere og arbejdsgivere lejlighed til at afklare eventuelle spørgsmål i relation til de indberettede feriemidler inden fonden første gang informerer om regulering af de tilgodehavende feriemidler. Dette hensyn skal fortsat iagttages således, at fondens første orientering til lønmodtagerne om regulering og saldoopgørelse efter § 14 i gældende lov finder sted efter den 30. juni 2021 af hensyn til underretningen af lønmodtagere og arbejdsgivere efter lovens § 4. Det indebærer desuden, at fondens første orientering af lønmodtagerne sker med saldoopgørelser, der er opgjort senest pr. den 31. december 2021.

Ved udbetaling til den berettigede lønmodtager foreslås det, at de tilgodehavende feriemidler reguleres med lønmodtagerens andel af fondens resultat i forhold til den enkeltes andel af fondens formue. Det beløb, der reguleres ved tilskrivningen af fondens resultat, vil være den saldo, der fremgik af seneste saldoopgørelse efter § 14 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Reguleringen vil afspejle den enkeltes andel af det resultat, som fonden har skabt i perioden siden den seneste årlige regulering efter lovens § 13.

Fondens ledelse skal sikre, at reguleringen ved udbetaling sker på basis af en aktuel opgørelse af fondens resultat, og at resultatet opgøres ved anvendelse af anerkendte principper og metoder for fondens regnskabsmæssige behandling af indtægter, udgifter samt værdiansættelse af aktiver og passiver. Ved værdiansættelsen af tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgivere, som endnu ikke har indbetalt de fulde beløb til fonden, bør der ses på, hvilke beløb den enkelte arbejdsgiver ville skulle indbetale til fonden, hvis arbejdsgiveren på dagen for værdiansættelsen skulle frigøre sig helt fra de økonomiske forpligtelser over for fonden efter lovens § 6, stk. 3, og 4, samt § 7. Værdiansættelsen vil dermed skulle svare til arbejdsgivernes fulde indbetaling på opgørelsesdagen efter § 6, stk. 5. Fonden kan for de midler, der står hos arbejdsgiverne, anvende den senest fastsatte indekseringssats efter § 7, stk. 2, i gældende lov som grundlag for at værdiansætte den forholdsmæssige indeksering for perioden siden seneste indeksering efter § 7, stk. 2, og frem til datoen for opgørelsen af fondens resultat. Vurderer fondens ledelse, at den seneste indekseringssats efter § 7, stk. 2, er mindre egnet end andre offentlige informationskilder til at estimere lønudviklingen og dermed den indeksering, der forventes at finde sted i den førstkommende maj måned, kan fonden anvende andre offentlige kilder som grundlag for værdiansættelsen, herunder fx Dansk Arbejdsgiverforenings konjunkturstatistik, Danmarks Statistiks lønindeks eller udmeldte forventninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Fondens værdiansættelse af de tilgodehavende midler hos arbejdsgiverne sker alene af hensyn til fondens regnskab og er uden betydning for indekseringen efter lovens § 7 og således uden betydning for opgørelse af arbejdsgivers fulde indbetaling, hvorved arbejdsgiver bringer sine forpligtelser overfor fonden til ophør efter lovens § 6, stk. 5.

Forslaget ændrer ikke ved gældende ret m.h.t. arbejdsgivernes forpligtelser over for fonden eller arbejdsgivernes muligheder for at beholde feriemidlerne hos sig.

Forslaget ændrer ligeledes ikke ved tidspunktet for indeksering af lønmodtagernes tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiverne, jf. § 6, stk. 4, og § 7.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 5-8, samt bemærkningerne hertil.

2.9. Ændring i pensionsbeskatningsloven ang. beskatning ved udbetaling af tilgodehavende feriemidler

2.9.1. Gældende ret

Det følger af § 14 B, stk. 1, 1. pkt., i pensionsbeskatningsloven, at beskatningen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer sker, når feriemidlerne til sin tid udbetales til lønmodtageren fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 15 i lov nr. 58 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

2.9.2. Ministeriets overvejelser

Som følge af forslaget til § 3, nr. 7, om, at de tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, reguleres med fondens resultat på tidspunktet for udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden, er det nødvendigt at konsekvensrette de gældende regler om den skattemæssige behandling af udbetalinger af tilgodehavende feriemidler, som fremgår af § 14 B, stk. 1, 1. pkt., i pensionsbeskatningsloven.

Ændringen præciserer, at skattebehandlingen ved udbetaling omfatter det fulde beløb, som lønmodtageren får udbetalt inklusiv de reguleringer, fonden har foretaget i perioden efter indberetning af de tilgodehavende feriemidler og frem til udbetalingstidspunktet.

Der foreslås ingen ændringer i den skattemæssige behandling af udbetalinger af tilgodehavende feriemidler efter § 15 i lov nr. 58 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemider.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at "årlige" udgår af § 14 B. stk.1, 1. pkt. i pensionsbeskatningsloven, således at det fremgår, at det er det fulde beløb inklusiv regulering frem til udbetalingstidspunktet, der udbetales til lønmodtageren, der omfattes af beskatning efter bestemmelsen ved udbetaling.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.10. Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefond og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling.

2.10.1. Gældende ret

Uhævet feriebetaling tilfalder som udgangspunkt Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, jf. § 36, stk. 1 og 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 og § 34, stk. 1 og 2, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft 1. september 2020.

Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og en privat feriefonds krav på uhævet feriebetaling er ikke reguleret i ferieloven, hvorimod lønmodtagerens krav på feriebetaling forældes endeligt 3 år efter ferieårets udløb, jf. § 35 i den gældende ferielov. Efter § 30 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft 1. september 2020, forældes lønmodtagerens krav 5 år efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Det er derfor forældelsesloven, der finder anvendelse i forholdet mellem Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond og typisk arbejdsgiveren, jf. § 1 i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015.

Efter § 3 i forældelsesloven er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Efter § 4 i forældelsesloven er forældelsesfristen 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.

Efter § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, i forældelsesloven gælder, at var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Efter § 3, stk. 3, nr. 4, og § 4, stk. 2, i forældelsesloven indtræder forældelsen dog senest 10 år efter begyndelsestidspunktet.

Østre Landsret har i 2 domme taget stilling til spørgsmålet vedrørende den tidligere ferielov og den tidligere retstilstand vedrørende forældelse af fordringer.

I den første dom fra Østre Landsret af 17. januar 2003, refereret i UfR2003. 938Ø, nåede landsretten frem til, at et krav var et selvstændigt krav, som var omfattet af den 20 årige forældelse efter DL 5-14-4 og ikke den 5-årige forældelse efter 1908-forældelsesloven, som regulerede fordringer, som udspringer af et ansættelsesforhold.

I en utrykt dom fra Østre Landsrets af 22. marts 2013 nåede landsretten frem til det modsatte resultat, nemlig at kravet er undergivet en 5-årig forældelse efter 1908-forældelsesloven, da kravet udspringer af et ansættelsesforhold, men med mulighed for at forlænge fristen.

Spørgsmålet om forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling er ikke nærmere beskrevet i forarbejderne til den nye ferielov. Det synes dog forudsat i bemærkningerne til § 30 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft den 1. september 2020, at forældelsen mellem fondene og arbejdsgiveren indtræder på et senere tidspunkt end forældelsen mellem lønmodtager og arbejdsgiver. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, A, L116 om ferie, som fremsat den 6. december 2017, s. 77.

Arbejdsmarkedets Feriefonds nuværende praksis bygger på den nævnte utrykte Østre Landsretsdom, der tager afsæt i principperne i forældelsesloven men således at fondens krav behandles som et selvstændigt krav. Udgangspunktet er således efter dommen 5 års forældelse og mulighed for suspension af fristen til 10 år, når særlige forhold foreligger.

2.10.2. Ministeriets overvejelser

Arbejdsmarkedets Feriefond er blevet mødt med uenighed om forældelsesfristen fra en række virksomheders advokater samt visse brancheorganisationer.

På den baggrund fik Arbejdsmarkedets Feriefond i 2018 foretaget et praksistjek hos Kammeradvokaten. Kammeradvokaten er som sådan enig i fondens fortolkning af den utrykte Østre Landsrets dom fra 22. marts 2013, men konkluderer samtidig, at retstilstanden vedrørende forældelse er usikker, beroende på retligt sammenstød mellem landsretsdommen og det obligationsretlige indtrædelsesprincip, hvorefter Arbejdsmarkedets Feriefond ikke kan opnå en bedre retstilling end lønmodtageren havde.

Det er ikke hensigtsmæssigt, at Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde og arbejdsgiverne har et usikkert retsgrundlag i forhold til forældelse af krav på uhævet feriebetaling fra arbejdsgiverne.

Uden et sikkert retsgrundlag kan det ikke udelukkes, at en domstol vil nå frem til, at kravet er omfattet af den 3-årige forældelse efter forældelseslovens § 3, fordi kravet ville blive vurderet til, at være et krav, som ikke udspringer af et ansættelsesforhold, men et selvstændigt krav efter lov om ferie. Dette ville betyde, at Arbejdsmarkedets Feriefonds krav efter den nye ferielov ville forældes på et tidligere tidspunkt end lønmodtagerens krav, hvilket strider mod forudsætningerne i lov om ferie, således som dette kommer til udtryk i bemærkningerne til § 30. Det vil også stride mod det grundlæggende ferieretlige princip om, at arbejdsgiveren ikke skal tjene på, at lønmodtageren ikke får holdt sin ferie.

Såfremt en domstol ville komme frem til, at Arbejdsmarkedets Feriefonds krav er omfattet af den 5-årige forældelse ud fra et indtrædelsessynspunkt, vil det betyde, at Arbejdsmarkedets Feriefonds krav ville forældes 5 år efter ferieårets udløb, bortset fra de yderst sjældne situationer, hvor lønmodtageren også er ubekendt med kravet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at erfaringen viser, at Arbejdsmarkedets Feriefond i forbindelse med deres kontrol af arbejdsgivernes indbetaling af uhævet feriebetaling ofte har behov for, at forældelsesfristen forlænges.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Feriefonds og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling efter § 36, stk. 1 og 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.

Det foreslås tilsvarende, at Arbejdsmarkedets Feriefonds og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling efter § 34, stk. 1 og 2, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft 1. september 2020, forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.

Det betyder, at fondenes krav på uhævet feriebetaling forældes den 15. november 5 år efter ferieårets/ferieafholdelsesperiodens udløb. Herved vil såvel forældelsens længde samt begyndelsestidspunkt være fastsat. Forældelseslovens regler vil i øvrigt finde anvendelse, hvilket betyder mulighed for forlængelse af fristen til op til 10 år, ved ukendskab til kravets eksistens.

Herved lovfæstes den praksis som Arbejdsmarkedets Feriefond har administreret efter.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og § 2, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.11. Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af tilgodehavende feriemidler

2.11.1. Gældende ret

Efter § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, omfatter Lønmodtagernes Garantifonds garanti lønmodtagers krav på løn og andet vederlag, erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, godtgørelse i forbindelse med opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse. Fondens behandling af lønmodtagers krav forudsætter, at arbejdsgiveren er omfattet af lovens § 1, samt at lønmodtager har foretaget anmeldelse og dokumenteret sine krav over for fonden, jf. § 4, stk. 1.

Det følger af § 2 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at feriedage og feriebetaling optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, som led i overgangen til samtidighedsferie, skal indberettes og indbetales til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Indtil 31. december 2020 vil Lønmodtagernes Garantifond efter gældende regler i arbejdsgiverens sted beregne størrelsen af lønmodtagers samlede krav på feriegodtgørelse - også for overgangsåret - samt foretage indberetning og indbetaling heraf til FerieKonto, jf. § 3, stk. 2, pkt. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Beregningen tager højde for de indbetalinger, arbejdsgiver allerede måtte have foretaget til FerieKonto eller en feriekasse. FerieKonto overfører senest 31. december 2020 alle indberetninger og indbetalinger vedrørende overgangsåret til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 5, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Efter 31. december 2020 vil Lønmodtagernes Garantifond ikke længere kunne indberette og indbetale feriegodtgørelse til FerieKonto. Indberetning efter dette tidspunkt kan kun ske i overensstemmelse med § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Det gælder også, hvis lønmodtager er uenig i den tidligere arbejdsgivers indberetning af feriemidler for overgangsåret, fx fordi arbejdsgiver op til konkurs m.v. ikke har foretaget korrekt udbetaling af løn m.v. eller ikke har foretaget løbende indberetning til eIndkomst, der stemmer overens med den udbetalte løn m.v. Efter § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, kræver supplerende indberetning eller korrektion af tidligere indberetninger, at lønmodtager overfor fonden dokumenterer, at lønmodtageren har foretaget de i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, nævnte skridt, fx at kravet er fastslået ved retssag eller fagretlig behandling.

Arbejdsgiver kan i løbet af overgangsåret og inden konkurs m.v. have foretaget indberetning af feriemidler, jf. § 3, stk. 1, og stk. 2, pkt. 1, i Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Lønmodtagernes Garantifond vil efter 31. december 2020 sikre Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på indberettede tilgodehavende feriemidler efter §§ 8 a-8 c i lov om Lønmodtagernes Garantifond.

2.11.2. Ministeriets overvejelser

Indtil 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond fortsat indberette og indbetale feriegodtgørelse til FerieKonto, og disse indberetninger vil blive overført til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Har arbejdsgiver i et eller andet omfang foretaget indberetning af feriemidler direkte til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, vil de samlede indberettede tilgodehavende feriemidler overstige lønmodtagers retmæssige krav på feriemidler. Har arbejdsgiver ikke indberettet direkte til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, vil de indberetninger og indbetalinger, der overføres fra FerieKonto, være opgjort korrekt.

Efter 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond ikke foretage indberetning og indbetaling af feriegodtgørelse optjent i overgangsåret til FerieKonto, og Lønmodtagernes Garantifond vil derfor ikke have anledning til at beregne denne feriegodtgørelse. De lønmodtagere, fonden behandler sager for, vil derfor ikke få indberettet feriemidler af alle lønkrav vedrørende overgangsåret men vil være nødsaget til, via fx retssag eller fagretlig sag, at få fastslået størrelsen af de tilgodehavende feriemidler, der burde være indberettet. Lønmodtager vil derefter selv skulle kontakte Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler for at få korrigeret de indberettede feriemidler.

Det anses som uhensigtsmæssigt, at Lønmodtagernes Garantifond efter den 31. december 2020 ikke kan foretage indberetning og indbetaling af feriegodtgørelse optjent i overgangsåret til FerieKonto, da det vil betyde, at de lønmodtagere, Lønmodtagernes Garantifond behandler sager for, ikke vil få indberettet feriemidler af alle lønkrav vedrørende overgangsåret. Dermed vil disse lønmodtagere være nødsaget til,

via fx retssag eller fagretlig sag, at få fastslået størrelsen af de tilgodehavende feriemidler, der burde være indberettet. Lønmodtager vil derefter selv skulle kontakte Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler for at få korrigeret de indberettede feriemidler.

Desuden har Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler hverken hjemmel eller de nødvendige oplysninger, til at foretage en beregning af lønmodtagers feriemidler med henblik på at korrigere de modtagne indberetninger. Det må derfor forventes, at fejlbehæftede indberetninger vil komme til at danne grundlag for udbetaling til lønmodtager og krav om betaling fra Lønmodtagernes Garantifond.

På den baggrund finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at der skabes hjemmel til, at Lønmodtagernes Garantifond, når fonden behandler en lønmodtagers anmeldelse af lønkrav vedrørende overgangsåret, i arbejdsgiverens sted også kan foretage en samlet beregning af lønmodtagers krav på feriemidler for overgangsåret og derefter foretage indberetning heraf til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Det forslås, at når en lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, skal Lønmodtagernes Garantifond indberette lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2 i Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Denne indberetning skal træde i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren.

Lønmodtagernes Garantifond vil til brug for indberetningen både i løbet af overgangsåret og efterfølgende skulle beregne lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler. Denne beregning vil ske i tæt sammenhæng med fondens eksisterende processer for beregning af løn, feriegodtgørelse m.v.

Beregning vil skulle ske på samme grundlag som Lønmodtagernes Garantifond beregner feriegodtgørelse, og vil forudsætte, at Lønmodtagernes Garantifond får tilsvarende oplysninger og dokumentation vedrørende overgangsåret som vedrørende øvrige perioder, hvor der skal beregnes feriegodtgørelse. Lønmodtager skal derfor give Lønmodtagernes Garantifond oplysninger og dokumentation til brug for beregningen, typisk lønsedler.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1, og § 5, samt bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser for hverken stat, kommuner og regioner.

Lovforslaget følger de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning, jf. aftale om digitaliseringsklar lovgivning indgået af Folketingets partier i januar 2018, idet lovforslagets ovennævnte indhold understøtter muligheden for digital administration under hensyntagen til borgernes data- og retssikkerhed.

Lovforslaget vurderes ikke at have implementeringskonsekvenser for det offentlige, da administrationen af lovforslagets elementer kan varetages af og integreres i de automatiserede og digitaliserede sagsgange og processer i administrationen af ferieloven.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. december 2018 til den 23. januar 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Akademikerne (AC), Arbejdsretten, Ankenævnet for ATP m.m., AK-Samvirke, ASE, Arbejdsmarkedets Feriefond, ATP, Beskæftigelsesrådet (BER), Business Danmark, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Danske Advokater, Dansk Erhverv, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det Faglige Hus, FerieKonto, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Finansforbundet, Frie Funktionærer, Foreningen Danske Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Ingeniørforeningen IDA, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), Kooperationen, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), Landsorganisationen i Danmark (LO), Lederne, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Lønmodtagernes Garantifond, Parasollen, Producentforeningen og Sundhedskartellet.

9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser /
mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser /
merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering /Går videre end minimumskrav i EU-regulering
JA
NEJ
 
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 22, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at op til 4 ugers årlig betalt ferie overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, hvis lønmodtageren på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14, er afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Arbejdsgiveren meddeler senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.

Det foreslås i § 22, stk. 1, at 31. december i ferieafholdelsesperioden ændres til 31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forslaget betyder, at fristen for arbejdsgiverens meddelelse til FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, vil blive forlænget med en måned, så meddelelsen skal være givet senest den 31. januar efter udløbet af ferieafholdelsesperioden.

Baggrunden for forslaget er, at det for mange arbejdsgivere ikke vil være muligt i juleferien og særligt, hvis virksomheden holder julelukket, at give meddelelse om feriehindringen senest den 31. december. Samtidig er den 31. december det tidspunkt, hvor omfanget af en feriehindring, jf. §§ 12-14, endeligt kan konstateres, da det er en betingelse for overførslen, at lønmodtageren er forhindret op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december. Det er i denne forbindelse alene de feriedage, der ikke er plads til at holde umiddelbart op til ferieafholdelsesperiodens udløb, der kan overføres.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 23, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, kan en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb aftale, at optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at lønnen under ferie og ferietillægget vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.

Efter § 24, stk. 1, i samme lov udbetaler arbejdsgiveren efter ferieafholdelsesperiodens udløb optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, såfremt lønmodtageren har været ansat hos arbejdsgiveren på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Har lønmodtageren ikke været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, skal lønmodtageren over for arbejdsgiveren skriftligt erklære, at lønnen under ferien samt ikke udbetalt ferietillæg vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i lovens § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Begge bestemmelser vedrører udbetaling af løn under ferie og ferietillæg direkte fra en arbejdsgiver modsat udbetaling af feriegodtgørelse, som skal ske via en anmodning til Feriepengeinfo, jf. lovens § 32, stk. 1, hvor lønmodtageren skal erklære, at betingelserne er opfyldt. Feriepengeinfo vil i den forbindelse være i besiddelse af erklæringen.

FerieKonto kan efter lovens § 36, stk. 4, hvert år udtage et antal virksomheder til kontrol af udbetaling efter bl.a. lovens § 23, stk. 1 samt § 24, stk. 1. De afgivne erklæringer fra lønmodtagere kontrolleres med henblik på at se, om udbetalingen er sket korrekt efter loven.

Det foreslås i § 23, stk. 1, 3. pkt., at arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Forslaget indebærer, at arbejdsgiveren udtrykkeligt får pligt til at gemme lønmodtagernes erklæringer på samme måde som efter lovens § 24, stk. 1.

Baggrunden herfor er, at der vil være samme behov for at kunne kontrollere de erklæringer, der afgives efter § 23, stk. 1, som efter § 24, stk. 1. Det vil ikke være muligt at undersøge rigtigheden af oplysningerne i en erklæring, hvis arbejdsgiver ikke har pligt til at gemme erklæringen.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 23, stk. 2, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, kan en lønmodtager og en arbejdsgiver efter ferieårets udløb aftale, at optjent ferie med feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Lønmodtageren skal skriftligt erklære, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie udover 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i lovens § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.

Det foreslås i § 23, stk. 2, at 4. pkt. ophæves.

Forslaget vil betyde, at arbejdsgiveren ikke pålægges en forpligtelse til at gemme en erklæring, som en lønmodtager har afgivet til Feriepengeinfo.

Bestemmelsen vedrører udbetaling af feriegodtgørelse, som skal ske via en anmodning til Feriepengeinfo, jf. lovens § 32, stk. 1, hvor lønmodtagerens erklæring opbevares. Arbejdsgiveren har derfor ikke en erklæring at opbevare.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og en privat feriefonds krav på uhævet feriebetaling er ikke reguleret i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, som træder i kraft den 1. september 2020.

Det er derfor forældelsesloven, der finder anvendelse, jf. § 1 i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015.

Østre Landsret har i 2 domme taget stilling til spørgsmålet vedrørende den tidligere ferielov og den tidligere retstilstand vedrørende forældelse af fordringer.

I den første dom fra Østre Landsret af 17. januar 2003, refereret i UfR2003. 938Ø, nåede landsretten frem til, at kravet var et selvstændigt krav, som var omfattet af den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4 og ikke den 5-årige forældelse efter 1908-forældelsesloven, som regulerer fordringer, som udspringer af et ansættelsesforhold.

I en utrykt dom fra Østre Landsret af 22. marts 2013 nåede landsretten frem til det modsatte resultat, nemlig at kravet er undergivet en 5-årig forældelse efter 1908-forældelsesloven, da kravet udspringer af et ansættelsesforhold, men med mulighed for at forlænge fristen.

Henset til denne usikre retstilstand foreslås det, at spørgsmålet om forældelse af såvel Arbejdsmarkedets Feriefonds krav som de privates feriefondes krav på uhævet feriebetaling fastsættes i den nye ferielov.

Det foreslås i § 34, stk. 3, 2. pkt., at krav på uhævet feriebetaling, som efter stk. 1 og 2 tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, forældes 5 år efter forfaldsdatoen efter 1. pkt.

Forslaget vil betyde, at kravet forældes efter 5 år.

Forældelsesfristen på 5 år skal således regnes fra den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forældelsesloven vil i øvrigt finde anvendelse.

Det vil bl.a. betyde, at forældelsesfristen i de tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond er ubekendt med fordringen eller skyldneren, først regnes fra den dag, da Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond får eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2.

Forældelsen vil dog indtræde senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, nr. 4. Det vil sige senest 10 år efter den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Forældelsen vil afbrydes efter de regler, som i øvrigt er fastsat i forældelseslovens kapitel 5 og 6 herunder, når Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond foretager retslige skridt mod arbejdsgiveren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Forslaget vil således stemme overens med den praksis, som Arbejdsmarkedets Feriefond hidtil har administreret efter, og som synes forudsat af Ferielovsudvalget.

Forslaget ændrer ikke på, at sletterutiner, der bygger på bogføringslovens 5-års frist eller i anledning af persondatareglerne i øvrigt, fortsat skal følges.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter § 35, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft 1. september 2020, skal udgifterne til administrationen af FerieKonto betales af de arbejdsgivere, der indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. § 31, stk. 2. Efter § 35, stk. 2, kan opkrævning af arbejdsgivernes betaling for FerieKontos administration efter stk. 1 indgå i en fælles opkrævning fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Betalingen opkræves sammen med de bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Efter stk. 3 pålægges arbejdsgiveren at betale renter af kravet om betaling med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdatoen, hvis indbetalingen ikke sker rettidigt.

Rentelovens bestemmelser blev indført for andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling, ved lov nr. 1669 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love.

Det foreslås, at § 35, stk. 3, affattes således, at sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren fra forfaldsdatoen at betale renter af kravet med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.

Forslaget vil indebære, at det er den til enhver tid gældende rentesats fastsat i medfør af renteloven, der vil finde anvendelse, såfremt indbetaling af opkrævning for FerieKontos administration efter lovens § 35, stk. 1, og § 35, stk. 2, om arbejdsgivers betaling for FerieKontos administration, ikke sker rettidigt.

Efter § 5, stk. 1, i renteloven fastsættes renten efter forfaldsdagen til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år. Denne er pr. 1. juli 2018 0,05 pct. Der vil således være tale om en umiddelbar ændring af rentesatsen efter § 35, stk. 3, i lov om ferie i forhold til den rentesats, der blev vedtaget ved lov nr. 60 af 30. januar 2018. Der er i forhold til den gældende bestemmelse om 1,5 pct. rente, tale om en sænkning af morarenten, og den kommende ændring vil gælde for alle arbejdsgivere omfattet af loven, dvs. både offentlige og private arbejdsgivere.

Herved sikres koordination og ensretning af ordningerne i Samlet Betaling.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af § 35, stk. 9, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte nærmere regler for opkrævning af betalingen af arbejdsgivers betaling for FerieKontos administration, herunder for betalingen af opkrævningen, og om at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med og eftergive betaling af renter af betalingen m.v.

Denne bemyndigelse forventes udnyttet ved en tilpasning af bekendtgørelse nr. 1752 af 27. december 2018 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen indeholder imidlertid ikke mulighed for at fastsætte regler om modregning.

Modregningsadgangen blev ensrettet for andre ordninger, der finansieres ved bidrag, der opkræves af Samlet Betaling ved lov nr. 1669 af 26. december 2017 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love.

Af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1752 af 27. december 2018 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v., er det bestemt, at overskydende bidrag m.v. på under 300 kr. modregnes i det følgende kvartals forventede krav på bidrag m.v., medmindre arbejdsgiveren anmoder om at få beløbet tilbagebetalt. Er der intet forventet krav på bidrag m.v. i det følgende kvartal, tilbagebetales beløbet til arbejdsgiveren.

Ordningen indebærer således, at når en arbejdsgiver har beløb til gode og samtidig skylder forfaldne bidrag efter de øvrige ordninger omfattet af bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v., kan der modregnes mellem ordningerne i Samlet Betaling. Samlet Betaling er den fællesopkrævning, som Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender ved opkrævning af diverse arbejdsgiverbidrag, og som bl.a. har til formål at lette arbejdsgiverens administrative byrder ved at samle disse bidragsopkrævninger under ét.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 35, stk. 9, efter betaling for opkrævning indsættes og modregning.

Formålet med forslaget er at indføre hjemmel til i § 35 stk. 9, til at fastsætte regler om, at den eksisterende mulighed for modregning mellem de af Samlet Betaling øvrige omfattede ordninger også kan ske for arbejdsgivernes indbetaling af bidrag efter § 35, stk. 1. Herved tydeliggøres det, at virksomhedernes indbetalinger bruges til at dække de samlede krav på tværs af ordningerne i fællesopkrævningen forholdsmæssigt med de indbetalte beløb. Det forventes, at den præciserede bemyndigelse vil blive udnyttet til at tilpasse den eksisterende bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v.

Det vil således fremgå, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension tillige vil kunne fastsætte regler om modregning.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter § 41, stk. 1, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, pålægger Arbejdsmarkedets Feriefond årligt op til 150 tilfældigt udvalgte virksomheder, som afregner uhævet feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg til fonden, indenfor en rimelig frist at indsende tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning til fonden.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 43 b, stk. 1, i den gældende lov om ferie, hvor det fremgår af § 47, stk. 3, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 43 b, stk. 1.

Det er efter lov om ferie nr. 60 af 30. januar 2018, der træder i kraft den 1. september 2020, i modsætning til efter gældende ferielov, ikke muligt at straffe for manglende indsendelse af tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning til fonden.

Det foreslås i § 46, stk. 2, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 41, stk. 1.

Forslaget betyder, at manglende indsendelse af tilstrækkelig dokumentation for korrekt afregning af uhævede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond fortsat vil kunne straffes med bøde.

Baggrunden for forslaget er, at det ikke har været hensigten at ændre i strafbestemmelserne med undtagelse af en regulering af bødeniveauet for overtrædelse af § 46, stk. 1, om arbejdsgiverens manglende betaling, jf. bemærkningerne til § 46 i samme lov.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8.

Efter den gældende ferielovs § 44, stk. 1, træffer direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afgørelse i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver om ret til ferie, feriegodtgørelse, og ferie med løn eller ferietillæg, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Desuden oplister samme lovs § 44, stk. 2-10, de øvrige sagstyper, hvor direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har afgørelseskompetence. Det er fx afgørelser om udbetaling af feriebetaling, der er afregnet til Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål, og afgørelser om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag under ferie.

Efter § 44, stk. 11, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering delegere afgørelseskompetence, som tilkommer direktøren efter stk. 1-10, til FerieKonto. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan også delegere andre opgaver som fx tilsyn med andre feriefonde end Arbejdsmarkedets Feriefond og administration af den dansk-tyske ferieaftale til FerieKonto.

Efter § 1 i bekendtgørelse nr. 1025 af 24. september 2014 om delegation af opgaver til FerieKonto har direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering delegeret afgørelseskompetence til FerieKonto i sager om:

1) arbejdsgivernes manglende indbetaling eller indberetning af feriegodtgørelse, herunder afgørelse om indstilling til politiet om tiltalerejsning, jf. § 14, i bekendtgørelse nr. 1280 af 15. december 2011 om FerieKonto, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1317 af 25. november 2013,

2) optjening af feriedage, jf. lovens § 7, hvis arbejdsgiveren indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. lovens § 28, stk. 1, og

3) betaling af morarenter, jf. lovens § 28, stk. 2.

Efter § 47, stk. 4, i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020, finder loven ikke anvendelse på ferie, som er optjent under den hidtil gældende ferielov, og som ikke i medfør af § 48 i denne lov er overført til afholdelse efter denne lov eller til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. For sådan ferie finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at myndigheder, som har kompetence til at træffe afgørelse efter den gældende ferielov, fortsat har kompetencen efter den nye ferielovs ikrafttræden. Udgangspunktet er således, at det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har kompetence til at træffe afgørelse efter § 44, medmindre kompetencen er uddelegeret til FerieKonto.

Efter gældende regler er det indenfor områder, hvor FerieKonto i forvejen har sagen, at der er uddelegeret kompetence til FerieKonto, som ellers tilkommer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Efter den nye ferielov har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ingen afgørelseskompetence. Tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver skal således afgøres enten i det fagretlige system eller af de almindlige domstole.

FerieKonto har desuden fået kompetence til at træffe afgørelse på sagsområder, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har kompetence efter gældende regler. Dette er sager om indbetaling af feriebetaling til FerieKonto, når en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien eller på anden måde har modtaget betalingen med urette. Det er desuden sager om udbetaling af beløb efter ferieårets eller ferieafholdelsesperiodens udløb, når lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Endelig er det sager om arbejdsgiverens adgang til modregning og tilbageholdelse i en lønmodtagers feriegodtgørelse, hvis denne er indbetalt eller skal indbetales til FerieKonto.

Som følge af, at FerieKonto på en række områder med den nye ferielovs ikrafttræden kommer til at udøve de beføjelser, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udøver efter gældende regler, forslås det i § 47, stk. 5, at for ferie omfattet af stk. 4 træffer FerieKonto afgørelse efter § 44, stk. 1-9, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Det betyder, at en lønmodtager, som har optjent betalt ferie efter gældende regler, som ellers vil skulle have behandlet sin sag i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra den 1. september 2020 vil skulle have behandlet sin sag i FerieKonto. FerieKonto vil således efter forslaget skulle træffe afgørelser i tvister mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. den gældende § 44, stk. 1.

Tilsvarende vil FerieKonto fx skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er forhindret i at holde ferie efter den gældende § 38 kan få udbetalt feriebetalingen, når denne er afregnet til enten Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond, jf. den gældende § 36, stk. 2.

FerieKonto vil ligeledes efter § 44, stk. 9, skulle behandle sager om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag under sin ferie eller i øvrigt har modtaget betalingen med urette jf. den gældende § 37.

Det fremgår af den gældende ferielovs § 45, stk. 1, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelser og FerieKontos afgørelser, der er truffet i medfør af § 44, stk. 11, kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, inden 4 uger efter at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen. Afgørelser truffet efter § 44, stk. 10, kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Efter § 45, stk. 2, sendes klagen til den myndighed, som har truffet afgørelsen, og som vurderer sagen på ny. Fastholder myndigheden sin afgørelse helt eller delvis, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom. Beskæftigelsesudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i § 47, stk. 6, 1. pkt., at afgørelser efter stk. 5 kan af den afgørelsen vedrører indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen.

Forslaget er en videreførelse af den eksisterende klageadgang for afgørelser truffet af enten Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller FerieKonto. Med forslaget sikres det således, at en afgørelse truffet efter den gældende § 44, stk. 1-9, men af FerieKonto, fortsat vil kunne påklages.

Det forslås i 2. og 3. pkt., at klagen sendes til FerieKonto, som vurderer sagen på ny. Fastholder FerieKonto sin afgørelse helt eller delvist, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler, der giver FerieKonto remonstrationsret, idet FerieKonto vil skulle vurdere, om der er grundlag for at give klager helt eller delvis medhold. Baggrunden herfor er at sikre en smidig og omkostningseffektiv sagsbehandling i de tilfælde, hvor FerieKonto finder grundlag for at ændre sin afgørelse til fordel for klager. Såfremt FerieKonto ikke giver klager fuldt medhold, skal FerieKonto sende klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Efter den gældende § 29, stk. 3, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som indsat ved § 49 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, kan ferie omfattet af lovens § 48 a, stk. 2, ikke udbetales efter kapitel 5 og 5 a i den gældende lov om ferie.

Efter § 48 a, stk. 2, i samme lov kan ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 ikke afholdes eller udbetales efter denne lov, medmindre lønmodtageren er omfattet af § 2 a i denne lov. Sådan optjent ferie behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Efter § 30, stk. 5, i samme lov, udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår til boet af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen.

Da denne bestemmelse ikke er undtaget efter § 48 a, stk. 2, vil feriebetaling, som ellers ville kunne udbetales efter § 30, stk. 5, skulle behandles efter reglerne i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Efter denne lovs § 2 opgøres feriedage og feriebetaling optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 for hver enkelt lønmodtager pr. 31. august 2020.

Efter § 3 skal der for hver enkelt lønmodtager ske indberetning til fonden af tilgodehavende feriemidler opgjort efter § 2 senest den 31. december 2020.

Ferie optjent i perioden indberettes til fonden til forvaltning af lønmodtagernes feriemidler og kan efter lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler jf. § 15, stk. 3, udbetales til dødsboet ved en lønmodtagers død.

Efter § 15, stk. 4, i samme lov har fonden ikke pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1-4 før den 1. oktober 2021.

Optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 kan derfor ikke udbetales ved lønmodtagerens død før tidligst den 1. oktober 2021.

Det foreslås, at der i § 29, stk. 3, efter § 5 a indsættes, medmindre udbetaling sker efter § 30, stk. 5.

Det vil betyde, at ferie optjent fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 vil kunne udbetales til dødsboet umiddelbart fra arbejdsgiver, og at sådan ferie derfor bliver undtaget fra behandlingen efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Med denne ændring sikres det, at dødsboer løbende kan afsluttes af skifteretten og ikke skal udskydes til afslutning efter 1. oktober 2021.

Forslaget medfører, at en arbejdsgiver, FerieKonto eller feriekasse ved dødsfald vil kunne udbetale ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 til dødsboet efter lønmodtageren. Arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekassen vil kunne udbetale optjent ferie for dødsfald, der sker frem til tidsfristen for indberetning til fonden den 31. december 2020. Fra indberetning og frem til tidspunktet for udbetaling efter § 15, stk. 3, i lov nr. 58 af 30. januar 2018, om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler regulerer denne lov ikke udbetalingen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, samt til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og en privat feriefonds krav på uhævet feriebetaling er ikke reguleret i den gældende ferielov.

Det er derfor forældelsesloven, der finder anvendelse, jf. § 1 i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015.

Østre Landsret har i 2 domme taget stilling til spørgsmålet vedrørende den tidligere ferielov og den tidligere retstilstand vedrørende forældelse af fordringer.

I den første dom fra Østre Landsret af 17. januar 2003, refereret i UfR2003. 938Ø, nåede landsretten frem til, at kravet var et selvstændigt krav, som var omfattet af den 20 årige forældelse efter DL 5-14-4 og ikke den 5-årige forældelse efter 1908-forældelsesloven, som regulerer fordringer, som udspringer af et ansættelsesforhold.

I en utrykt dom fra Østre Landsret af 22. marts 2013 nåede landsretten frem til det modsatte resultat, nemlig at kravet er undergivet en 5-årig forældelse efter 1908-forældelsesloven, da kravet udspringer af et ansættelsesforhold, men med mulighed for at forlænge fristen.

Henset til denne usikre retstilstand foreslås det, at spørgsmålet om forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds krav og de privates feriefondes krav på uhævet feriebetaling fastsættes i den gældende ferielov.

Det foreslås i § 36, stk. 3, 2. pkt., at krav på uhævet feriebetaling efter stk. 1 og 2 forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.

Forslaget vil betyde, at kravet forældes efter 5 år.

Forældelsesfristen på 5 år skal således regnes fra den 15. november efter ferieårets udløb.

Forældelsesloven vil i øvrigt finde anvendelse.

Det vil bl.a. betyde, at forældelsesfristen i de tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond er ubekendt med fordringen eller skyldneren, først regnes fra den dag, da Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond får eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2.

Forældelsen vil dog indtræde senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, nr. 4. Det vil sige senest 10 år efter den 15. november efter ferieårets udløb.

Forældelsen vil afbrydes efter de regler, som i øvrigt er fastsat i forældelseslovens kapitel 5 og 6 herunder, når Arbejdsmarkedets Feriefond eller den private feriefond foretager retslige skridt mod arbejdsgiveren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Forslaget vil således stemme overens med den praksis som Arbejdsmarkedets Feriefond hidtil har administreret efter, og som synes forudsat af Ferielovsudvalget.

Forslaget ændrer ikke på, at sletterutiner, der bygger på bogføringslovens 5-års frist eller i anledning af persondatareglerne i øvrigt, fortsat skal følges.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvensændring som følge af forslagets nr. 1, hvor det foreslås, at der kan ske udbetaling efter § 30, stk. 5, som vil betyde, at ferie optjent fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 vil kunne udbetales til en lønmodtagers dødsbo umiddelbart fra arbejdsgiver, og at sådan ferie derfor bliver undtaget fra behandlingen efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Med denne ændring sikres det, at dødsboer løbende kan afsluttes af skifteretten og ikke skal udskydes til afslutning efter 1. oktober 2021.

Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.

Til nr. 4

Efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som indsat ved § 49 i lov om ferie nr. 60 af 30. januar 2018, har en lønmodtager, som har optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, men som i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 har optjent mindre end 8,3 feriedage, ret til at afholde op til 8,3 af feriedagene optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Bestemmelsen betyder, at såfremt en lønmodtager har optjent 8,3 dages ferie eller mere, vil lønmodtageren ikke have ret til fondsferiedage. En lønmodtager, som har været ansat i 4 måneder, vil optjene 8,32 feriedage og vil derfor ikke have ret til fondsferiedage optjent i perioden fra den 1. september 2019 til 31. december 2019. Mange lønmodtagere er månedsvis ansat fra den 1. i en måned til månedens udløb, hvilket reelt betyder, at sådanne lønmodtagere alene vil få ret til fondsferiedage, hvis de har været ansat i 3 måneder eller mindre i perioden fra den 1. januar til den 31. august 2019. Det har ikke været hensigten at afskære denne gruppe af lønmodtagere ret til fondsferiedage. Tilsvarende har det heller ikke været hensigten, at det ikke er hele ferien, som optjenes i perioden fra den 1. september til 31. december i 2019, som kan anvendes som fondsferiedage, idet der for denne periode kan optjenes 8,32 feriedage.

Det foreslås derfor, at to steder i § 48 a, stk. 3, ændres 8,3 til 8,4.

Forslaget vil betyde, at en lønmodtager, som har optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, men som ikke har optjent ferie i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019, eller som i denne periode har optjent mindre end 8,4 feriedage, vil have ret til at afholde op til 8,4 af feriedagene optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med betaling fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Med ændringen omfattes hele den gruppe, der oprindeligt var tiltænkt mulighed for at afholde fondsferiedage. Samtidig vil hele den ferie, som optjenes i perioden fra den 1. september 2019 til 31. december i 2019, kunne anvendes som fondsferiedage.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

I forbindelse med en arbejdsgivers økonomiske sammenbrud, der omfattes af § 1 i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, vil der ofte ikke være sket korrekt og fuldstændig indberetning af løn m.v. i perioden op til det økonomiske sammenbrud.

Efter § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond omfatter fondens garanti lønmodtagers krav på feriegodtgørelse.

Det følger af § 2 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at feriedage og feriebetaling optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, som led i overgangen til samtidighedsferie, skal indberettes og indbetales til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Indtil 31. december 2020 vil Lønmodtagernes Garantifond beregne lønmodtagers krav på feriegodtgørelse for overgangsåret 1. september 2019 til 31. august 2020, når lønmodtager overfor Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på lønkrav vedrørende overgangsåret. Feriegodtgørelsen indberettes og indbetales til FerieKonto. Senest den 31. december 2020 overfører FerieKonto alle indberetninger og indbetalinger vedrørende overgangsåret til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 5, stk. 1, i Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Arbejdsgiver kan i løbet af overgangsåret have foretaget indberetning af feriemidler, jf. § 3, stk. 1, og stk. 2, pkt. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. De samlede indberettede tilgodehavende feriemidler vil dermed kunne overstige lønmodtagers retmæssige krav på feriemidler.

Efter 31. december 2020 vil Lønmodtagernes Garantifond ikke længere kunne indberette og indbetale feriegodtgørelse til FerieKonto. Indberetning efter dette tidspunkt skal ske til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler i overensstemmelse med § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Efter denne bestemmelse kræver supplerende indberetning, at lønmodtager overfor fonden dokumenterer at have foretaget de i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse f 1177 af 9. oktober 2015 nævnte skridt, fx at kravet er fastslået ved retssag eller fagretlig behandling.

Der er dermed ikke sikkerhed for, at de samlede indberetninger af feriemidler for ansættelsesforholdet er opgjort korrekt efter § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, og det må forventes, at fejlbehæftede indberetninger vil komme til at danne grundlag for udbetaling til lønmodtager efter lovens § 15 og anmodning om betaling fra Lønmodtagernes Garantifond efter lovens § 21 samt lov om Lønmodtagernes Garantifond §§ 8a-8c.

Det foreslås derfor, at når en lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, skal Lønmodtagernes Garantifond beregne og indberette lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2 i Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Denne indberetning skal træde i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren. Det bemærkes, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om Lønmodtagernes Garantifonds indberetning af feriemidler efter § 3, stk. 6, som bliver stk. 7.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt forslaget til § 5 med tilhørende bemærkninger.

Til nr. 2

Efter gældende § 4, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, skal Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (fonden) underrette arbejdsgiveren og efterfølgende lønmodtageren om de indberettede oplysninger m.v., jf. § 3 og § 28, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen indebærer, at når fonden har modtaget en indberetning, jf. lovens § 3, skal fonden underrette den enkelte arbejdsgiver om de samlede indberetninger, som arbejdsgiveren har foretaget for hver enkelt lønmodtager, som har et krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren får således mulighed for at danne sig et overblik over de samlede indberetninger og vil kunne berigtige eventuelle fejlindberetninger.

Herefter skal fonden underrette den enkelte lønmodtager om indberetning af tilgodehavende feriemidler, der er foretaget for den enkelte lønmodtager.

Efter § 4, stk. 2, i loven, skal fonden undersøge, om arbejdsgiver har foretaget fuldstændig indberetning for alle lønmodtagere, jf. lovens § 3.

Det indebærer, at fonden i forbindelse med indberetningerne, jf. lovens § 3, og underretningen herom, jf. stk. 1, har til opgave at undersøge, om der er foretaget indberetning af tilgodehavende feriemidler for alle de lønmodtagere, som må formodes at have optjent ferie efter de gældende ferieregler i perioden 1. september 2019 til og med 31. august 2020, jf. lovens § 2.

Såfremt fonden identificerer lønmodtagere, for hvilke der må antages ikke at være indberettet oplysninger om tilgodehavende feriemidler, vil fonden skulle foretage høring af pågældende arbejdsgiver og lønmodtager over den manglende indberetning.

Det indebærer, at såfremt fonden identificerer et lønmodtagerforhold, hvor det på baggrund af oplysninger i fx indkomstregistret må antages, at arbejdsgiveren ikke har indberettet tilgodehavende feriemidler, påhviler det fonden at undersøge forholdet nærmere.

Efter § 4, stk. 2, i loven, skal en lønmodtager, der er uenig i en opgørelse efter § 3, gøre indsigelse senest den 30. juni 2025. Lønmodtageren skal ved orientering af fonden ved indsigelsen dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller at lønmodtageren har foretaget de skridt, som er nævnt i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Der er ikke hjemmel til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens § 4.

Som led i implementeringen af reglerne om Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har der vist sig et behov for, at der kan fastsættes nærmere regler om fondens pligt til at underrette arbejdsgivere og lønmodtagere om de indberettede tilgodehavende feriemidler.

På den baggrund foreslås det, at der indsættes en bemyndigelse i lovens § 4, hvorefter beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fondens pligt til at underrette arbejdsgiver og lønmodtager om de indberettede tilgodehavende feriemidler.

Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om den administrative håndtering af underretningen af arbejdsgiver og efterfølgende underretning af lønmodtager.

Det foreslås yderligere, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om rækkevidden af fondens undersøgelsespligt efter bestemmelsen stk. 2, samt behandlingen af eventuelle indsigelser efter stk. 3.

Den foreslåede bemyndigelse har blandt andet til formål at sikre muligheden for at fastsætte en smidig administration af fondens pligt til at underrette arbejdsgiver og lønmodtager om de indberettede tilgodehavende feriemidler samt indsigelse i tilfælde, hvor der er uenighed om indberetningen.

Det bemærkes, at hensigten med den foreslåede bemyndigelse ikke er at fravige de almindelige forvaltningsretlige krav. Formålet med den foreslåede bemyndigelse er alene skabe hjemmel til at fastsætte regler, der præciserer fondens fremgangsmåde, i de i bemyndigelsen nævnte situationer, inden for rammerne af de forvaltningsretlige krav.

Som konsekvens af, at det i forslaget til § 3, nr. 4, foreslås at indsætte et nyt stk. 2, i lovens § 5, således at fonden får mulighed for at inddrive tilgodehavende feriemidler, der er indberettet efter den 31. december 2020 til fonden, foreslås det, at henvisning til den gældende stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3, ændres i overensstemmelse hermed.

Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 4.

Til nr. 4.

Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, skal FerieKonto og de private feriekasser senest den 31. december 2020 overføre de tilgodehavende feriemidler til fonden, som de har indberettet til fonden, jf. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

Efter § 5, stk. 1, 2. pkt., kan fonden forlange tilgodehavende feriemidler, som en arbejdsgiver i strid med reglerne ikke har indbetalt til FerieKonto eller en privat feriekasse, betalt inden 30 dage med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 (den gældende ferielov).

Fonden har dermed mulighed for at kræve beløbet indbetalt inden 30 dage fra påkrav, ligesom det gør sig gældende for fondens andre inddrivelsesskridt i forslagets § 3, stk. 5, og § 10. Fonden vil endvidere kunne tillægge kravet renter efter samme bestemmelse, som finder anvendelse for FerieKonto og de private feriekasser.

Bestemmelsen giver derimod ikke mulighed for, at fonden kan inddrive tilgodehavende feriemidler, der er indberettet efter den 31. december 2020, hvilket ikke har været intentionen.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 2 i bestemmelsen, hvorefter tilgodehavende feriemidler, der indberettes til fonden efter den 31. december 2020, men som skulle have været indberettet og indbetalt til fonden senest den 31. december 2020, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., vil fonden kunne forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Forslaget indebærer, at fonden får mulighed for at inddrive tilgodehavende feriemidler, der er indberettet efter den 31. december 2020, og som skulle indbetales til FerieKonto eller en privat feriekasse.

Til nr. 5.

Efter gældende regler i § 10, stk. 2, 1. pkt., skal fonden sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden fire uger, i tilfælde hvor arbejdsgiver undlader at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, 2. pkt., §§ 8-9 og § 10, stk. 1.

Som konsekvens af forslaget til nr. 3, hvorefter fonden får mulighed for at inddrive tilgodehavende feriemidler, der er indberettet efter den 31. december 2020 til fonden, foreslås det, at fonden vil skulle sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden fire uger, i tilfælde hvor arbejdsgiver undlader at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. forslaget til nr. 4 og bemærkningerne her til.

Til nr. 6.

Efter gældende regler i § 12, omfatter lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. lovens § 3, med tillæg af den årligt tilskrevne regulering efter lovens § 13.

Som konsekvens af forslaget til nr. 7, hvor det foreslås, at tilskrivning af fondens resultat vil skulle ske løbende ved udbetaling i stedet for en gang årligt pr. 30. juni, foreslås det, at ordet årligt udgår af § 12.

Til nr. 7.

Efter § 13 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler skal fondens resultat tilskrives én gang årligt pr. 30. juni til de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel af den samlede formue. Den årlige regulering skal således ikke ske løbende, men kun én gang årligt. Reguleringen vil skulle foretages af fonden og sker som en tilskrivning af fondens årsresultat.

Det betyder, at en lønmodtager, der opnår krav på udbetaling før den 30. juni i året, ikke vil få reguleret beløbet det pågældende år.

Forvaltningen af midlerne indgår i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskabs- og revisionsmæssige forpligtelser, og fondens årsresultat vil indgå som en del af årsrapporten for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 18 i gældende lov. Regnskabsåret er efter gældende ret kalenderåret for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Efter gældende ret vil den enkelte lønmodtagers tilgodehavende feriemidler blive reguleret pr. 30. juni med årsresultatet et halvt år tidligere pr. 31. december i forhold til den enkeltes andel af fondens formue.

Tilgodehavende feriemidler, som står hos arbejdsgiverne, indekseres en gang årligt inden udgangen af maj måned på basis af den faktiske lønudvikling i det foregående kalenderår efter lovens § 6, stk. 4, samt § 7. Indekseringen fastsættes af beskæftigelsesministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil. Med gældende regler vil en indeksering af midler hos arbejdsgiverne i maj måned ikke afspejle sig i det resultat, som fonden tilskriver lønmodtagerne ultimo juni i samme år, da tilskrivningen som anført baserer sig på et årsresultat fra den 31. december året før. Såfremt en væsentlig del af de tilgodehavende feriemidler står hos arbejdsgiverne, kan det betyde, at reguleringen af lønmodtagernes midler ikke fuldt ud matcher den lønudvikling, som indekseringen er udtryk for.

Etableringen og implementeringen af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har vist, at det er administrativt og teknisk muligt at opgøre de tilgodehavende feriemidler ved udbetaling til lønmodtagerne med tillæg af en regulering på basis af en aktuel opgørelse af fondens resultat og formue.

Desuden har det vist sig, at den årlige lønindeksregulering, som arbejdsgiveren skal forrente de skyldige tilgodehavende feriemidler med efter lovens § 6, stk. 4, samt § 7, ikke indgår med den seneste indeksering, når fonden efter gældende regler tilskriver årets resultat pr. 30. juni. Det skyldes, at den seneste indeksering, som har fundet sted i maj måned forud for tilskrivningen, ikke indgår i fondens resultat i og med, at fondens resultat stammer fra det foregående kalenderår, og dermed indeholder det foregående års indeksering. Dermed vil reguleringen af lønmodtagernes tilgodehavende feriemidler af ovennævnte grunde ikke fuldt ud afspejle den generelle lønudvikling.

Det foreslås i stk. 1, at fondens resultat tilskrives én gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel i den samlede formue, dog løbende ved udbetaling jf. forslaget til bestemmelsen stk. 2. Forslaget indebærer, at fondens ledelse vil kunne fastsætte datoen for den årlige regulering efter § 13. Fonden vil således kunne tilrettelægge forvaltningen og administrationen på en sådan måde, at saldoopgørelserne fx sker pr. 31. december på baggrund af fondens årsresultat.

Det foreslås i stk. 2, at ved udbetaling efter lovens § 15 reguleres de tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, med fondens resultat på tidspunktet for udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden.

Forslaget indebærer, at tilskrivning af fondens resultat vil kunne ske løbende ved udbetaling, således at der ved udbetaling af tilgodehavende feriemidler til lønmodtagerne sker en regulering af de tilgodehavende feriemidler, således at det udbetalte beløb svarer til den enkelte lønmodtagers andel af fondens resultat på udbetalingstidspunktet.

Det forventes, at udbetaling sker månedligt, og at de tilgodehavende midler ved udbetalingen omfatter en regulering med fondens resultat ved seneste månedsafslutning. Fondens ledelse skal sikre, at grundlaget for at regulere de tilgodehavende midler, der skal udbetales, bygger på en resultatopgørelse, der laves med anvendelse af anerkendte principper og metoder for fondens regnskabsmæssige behandling af indtægter og udgifter samt for værdiansættelse af aktiver og passiver.

Den saldo, der reguleres ved udbetaling, vil være den saldo, der fremgik af den seneste saldoopgørelse, der er tilgået lønmodtageren efter lovens § 14. Reguleringen vil omfatte den enkeltes forholdsmæssige andel af fondens resultat i perioden siden den seneste saldoopgørelse efter § 14 og udgangen af kalendermåneden inden udbetalingen.

Fondens ledelse skal sikre, at reguleringen ved udbetaling sker på basis af en aktuel opgørelse af fondens resultat, og at resultatet opgøres med anvendelse af anerkendte principper og metoder for fondens regnskabsmæssige behandling af indtægter, udgifter samt værdiansættelse af aktiver og passiver. Ved værdiansættelsen af tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgivere, som endnu ikke har indbetalt de fulde beløb til fonden, bør der ses på, hvilke beløb den enkelte arbejdsgiver ville skulle indbetale til fonden, hvis arbejdsgiveren på dagen for værdiansættelsen skulle frigøre sig helt fra de økonomiske forpligtelser over for fonden efter lovens § 6, stk. 3, og 4, samt § 7. Værdiansættelsen vil dermed skulle svare til arbejdsgivernes fulde indbetaling på opgørelsesdagen efter § 6, stk. 5. Fonden kan for de midler, der står hos arbejdsgiverne, anvende den senest fastsatte indekseringssats efter § 7, stk. 2, i gældende lov som grundlag for at værdiansætte den forholdsmæssige indeksering for perioden siden seneste indeksering efter § 7, stk. 2, og frem til datoen for opgørelsen af fondens resultat. Vurderer fondens ledelse, at den seneste indekseringssats efter § 7, stk. 2, er mindre egnet end andre offentlige informationskilder til at estimere lønudviklingen og dermed den indeksering, der forventes at finde sted i den førstkommende maj måned, kan fonden anvende andre offentlige kilder som grundlag for værdiansættelsen, herunder f.eks. Dansk Arbejdsgiverforenings konjunkturstatistik, Danmarks Statistiks lønindeks eller udmeldte forventninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Fondens værdiansættelse af de tilgodehavende midler hos arbejdsgiverne sker alene af hensyn til fondens regnskab og er uden betydning for indekseringen efter lovens § 7 og således uden betydning for opgørelse af arbejdsgivers fulde indbetaling, hvorved arbejdsgiver bringer sine forpligtelser overfor fonden til ophør efter lovens § 6, stk. 5.

Forslaget ændrer ikke på reglerne for fondens orientering til lønmodtagerne.

Der henvises til bemærkningerne i punkt 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter gældende regler i § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, skal fonden udbetale tilgodehavende feriemidler til lønmodtager, når den pågældende har nået folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension. Der stilles således ikke krav om, at lønmodtageren skal have forladt arbejdsmarkedet og være gået på folkepension, blot at lønmodtageren har nået den til enhver tid gældende folkepensionsalder. Det beløb, som lønmodtageren vil have krav på at få udbetalt, når pågældende når folkepensionsalderen, vil være resultatet af den årlige regulering, som er opnået, jf. lovens § 13.

Som konsekvens af forslaget til nr. 7, hvor det foreslås, at tilskrivning af fondens resultat vil skulle ske løbende ved udbetaling i stedet for en gang årligt pr. 30. juni, foreslås det, at ordet årlige udgår af § 15, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 9

Efter § 15, stk. 5, i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, har Fonden for Tilgodehavende Feriemidler ikke pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter § 15, stk. 1-4, før den 1. oktober 2021.

Bestemmelsen indebærer, at lønmodtagere, der når folkepensionsalderen før den 1. oktober 2021, eller som opfylder en af betingelserne i § 15, stk. 2-4, forud for den 1. oktober 2021, først vil kunne få deres krav på tilgodehavende feriemidler udbetalt fra og med den 1. oktober 2021. Dette bevirker, at for dødsfald, der sker imellem 1. september 2020 og 1. oktober 2021, vil de tilgodehavende feriemidler, der er indberettet til Fonden for Tilgodehavende feriemidler pr 1. september 2020, ikke kunne udbetales forud for den 1. oktober 2021.

Det foreslås, at fonden ikke har pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1, 2 og 4 før den 1. oktober 2021.

Forslaget indebærer, at udbetaling af tilgodehavende feriemidler til dødsboer ved lønmodtagers død undtages fra § 15, stk. 5, således at de tilgodehavende feriemidler skal udbetales til dødsboet ved lønmodtagers død efter § 15, stk. 3. Med en ændring sikres det, at dødsboer løbende kan afsluttes af skifteretten og ikke skal udskydes til afslutning efter 1. oktober 2021.

Forslaget medfører, at fonden ved dødsfald kan udbetale ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 til dødsboet efter lønmodtageren.

Arbejdsgiveren, FerieKonto eller en feriekasse vil derimod kunne udbetale optjent ferie ved dødsfald, der sker frem til tidspunktet, hvor indberetning er sket til fonden efter ændringen til § 48 a, stk. 2, 1. pkt. i gældende lov om ferie, jf. forslagets § 2, nr. 2.

Der henvises til forslagets § 2, nr. 2, samt til punkt 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Efter § 28, stk. 1, har en lønmodtager, som ønsker at benytte sig af retten efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret lov nr. 60 af 30. januar 2918 om ferie, ret til at afholde op til 8,3 feriedage optjent i 2019 som særlige fondsferiedage med feriebetaling fra fonden.

Som konsekvens af forslaget til § 2, nr. 3, hvorefter det foreslås at ændre 8,3 til 8,4, to steder i § 48 a, stk. 3, foreslås det at ændre i § 28, stk. 1, i overensstemmelse hermed, således at det fremgår, at en lønmodtager, som ønsker at benytte sig af retten efter § 48 a, stk. 3, til at afholde op til 8,4 feriedage optjent i 2019 som særlige fondsferiedage med feriebetaling fra fonden, skal indgive ansøgning til fonden herom.

Baggrunden for forslaget er, at såfremt en lønmodtager har optjent 8,3 dages ferie eller mere, vil lønmodtageren ikke have ret til fondsferiedage. En lønmodtager, som har været ansat i 4 måneder, vil optjene 8,32 feriedage og vil derfor ikke have ret til fondsferiedage optjent i perioden fra den 1. september til 31. december 2019. Mange lønmodtagere er månedsvist ansatte fra den 1. i en måned til månedens udløb, hvilket reelt betyder, at sådanne lønmodtagere alene vil få ret til fondsferiedage, hvis de har været ansat i 3 måneder eller mindre i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019. Det har ikke været hensigten at afskære denne gruppe af lønmodtagere retten til fondsferiedage. Tilsvarende har det heller ikke været hensigten, at det ikke er hele ferien, som optjenes i perioden fra den 1. september 2019 til 31. december i 2019, som kan anvendes som fondsferiedage, idet der i denne periode optjenes 8,32 feriedage.

Forslaget vil betyde, at en lønmodtager, som har optjent ferie i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, men som ikke har optjent ferie i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019, eller som i denne periode har optjent mindre end 8,4 feriedage, vil have ret til at afholde op til 8,4 af feriedagene optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med betaling fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Med ændringen omfattes hele den gruppe, der oprindeligt var tiltænkt mulighed for at afholde fondsferiedage. Samtidig vil hele den ferie, som optjenes i perioden fra den 1. september til 31. december i 2019, kunne anvendes som fondsferiedage.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, samt til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1.

Efter gældende regler i § 14 B, stk. 1, 1. pkt., i pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som senest ændret ved § 125 i lov nr. 1703 af 27. december 2018, sker beskatningen af lønmodtagerens tilgodehavende med tillæg af årlige reguleringer, når det til sin tid udbetales til lønmodtageren fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 15 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Som konsekvens af forslaget til § 3, nr. 6 og 7, hvor det foreslås, at tilskrivning af fondens resultat vil skulle ske løbende ved udbetaling i stedet for en gang årligt pr. 30. juni, foreslås det, at ordet årlige udgår af § 14 B, stk. 1, 1. pkt.

Der foreslås ingen ændringer i den skattemæssige behandling af udbetalinger af tilgodehavende feriemidler efter § 15 i lov nr. 58 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemider.

Formålet med forslaget er at præcisere, at skattebehandlingen ved udbetaling omfatter det fulde beløb, som lønmodtageren får udbetalt inklusiv de reguleringer, fonden har foretaget i perioden efter indberetning af de tilgodehavende feriemidler og frem til udbetalingstidspunktet.

Til § 5

Til nr. 1.

Efter § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, omfatter fondens garanti lønmodtagers krav på feriegodtgørelse. Når lønmodtager overfor Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønkrav, beregner fonden derfor også et eventuelt krav på feriegodtgørelse.

Det følger af § 2 i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at feriedage og feriebetaling optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 som led i overgangen til samtidighedsferie skal indberettes og indbetales til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Indtil 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond beregne lønmodtagers krav på feriegodtgørelse for overgangsåret 1. september 2019 til 31. august 2020, når lønmodtager overfor Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønkrav vedrørende overgangsåret. Feriegodtgørelsen indberettes og indbetales til FerieKonto, og overføres derfra til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 5, stk.1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Efter 31. december 2020 kan Lønmodtagernes Garantifond ikke indberette og indbetale feriegodtgørelse optjent i overgangsåret til FerieKonto, og fonden vil derfor ikke have anledning til at beregne denne feriegodtgørelse. De lønmodtagerkrav fonden behandler, vil derfor ikke få indberettet feriemidler af lønkrav vedrørende overgangsåret men vil via fx retssag eller fagretlig sag, skulle få fastslået størrelsen af de tilgodehavende feriemidler, der burde være indberettet, jf. § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler har således hverken hjemmel eller de nødvendige oplysninger til at foretage en beregning af lønmodtagers feriemidler, med henblik på at korrigere de modtagne indberetninger. Det må derfor forventes, at fejlbehæftede indberetninger vil komme til at danne grundlag for udbetaling til lønmodtager og krav om betaling fra Lønmodtagernes Garantifond.

Det foreslås på den baggrund i stk. 1, at i situationer, hvor lønmodtageren anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, beregner Lønmodtagernes Garantifond på arbejdsgiverens vegne lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Det foreslås yderligere i stk. 2, at lønmodtager efter anmodning skal give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregning efter forslaget stk. 1.

Det foreslås desuden i stk. 3, at fonden indberetter lønmodtagers samlede beregnede feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 3, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond, når fonden behandler en lønmodtagers anmeldelse af lønkrav vedrørende overgangsåret, skal foretage en samlet beregning af lønmodtagers krav på feriemidler for overgangsåret og derefter foretage indberetning heraf til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Beregning skal ske på samme grundlag som Lønmodtagernes Garantifond beregner feriegodtgørelse, og vil forudsætte, at fonden får tilsvarende oplysninger og dokumentation vedrørende overgangsåret som vedrørende øvrige perioder, hvor der beregnes feriegodtgørelse. Lønmodtager skal derfor give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregningen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 1, samt til punkt 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 og 3.

Som konsekvens af forslaget til § 5, nr. 4, hvor det foreslås, at udvide bemyndigelsesbestemmelsen i § 10 i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, så ministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af feriemidler, forslås det, at opremsningen tilpasses sprogligt, som følge af forslaget til nr. 4.

Der henvises til bemærkningerne til § 5, nr. 4.

Til nr. 4.

Efter § 10 i lov om Lønmodtagernes Garantifond jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om anmeldelse af krav over for fonden, herunder frist for indgivelse af anmeldelse, hvilken dokumentation der skal medfølge anmeldelsen, fondens behandling af krav og udbetaling fra fonden.

Det foreslås at udvide denne bemyndigelse, således at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for Lønmodtagernes Garantifonds beregning og indberetning af feriemidler, som følge af forslaget til § 5, nr. 1, hvorefter Lønmodtagernes Garantifond skal indberette lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, når en lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020.

Til § 6

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. september 2020. jf. dog stk. 2. Dette gælder for forslagets § 1 om ændringer i lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, der træder i kraft den 1. september 2020. Bestemmelserne vedrører frist for meddelelse til FerieKonto ved overførsel på grund af feriehindring, frist for opbevaring af regnskabsmateriale, renteberegning af og modregning i arbejdsgivernes betaling for administrationen af FerieKonto der betales via Samlet Betaling samt mulighed for at pålægge bøde straf ved manglende efterlevelse af et afgivet påbud om at afleverer tilstrækkelig dokumentation til Arbejdsmarkedets Feriefond. Det foreslås, at disse regler finder anvendelse fra det tidspunkt hvor samtidighedsferie indføres dvs. den 1. september 2020, da der er tale om ændringer i loven der i øvrigt træder i kraft på samme dato.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 2, 3 og 5træder i kraft den 1. september 2019. Dette vedrører ændringer i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som indsat ved § 49 i lov om ferie nr. 60 af 30. januar 2018 [der træder i kraft 1. januar 2019], og ændringer i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, der træder i kraft den 1. januar 2019. Bestemmelsen vedrører udbetaling af feriemidler til boet efter en afdød lønmodtager samt præcisering af betingelserne for opnåelse af retten til at gøre brug af særlige fondsferiedage. Samlet vedrører ændringerne i bestemmelserne de feriemidler, der optjenes i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, dvs. overgangsordningen i forbindelse med indførelse af samtidighedsferie, og derfor foreslås det, at disse skal gælde fra tidspunktet hvor indefrysningsperioden starter. Desuden vedrører ikrafttrædelsen den 1. september 2019 indsættelse af en bestemmelse i § 36 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, om forældelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds og de private feriefondes krav på uhævet feriebetaling.

Forslaget vil ikke skulle finde anvendelse på Færøerne og Grønland. Både Færøerne og Grønland har vedtaget egne ferielove og er ikke omfattet af ferieloven og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Den færøske og grønlandske ferielovgivning er opbygget efter de samme principper som den gældende danske ferielov, men adskiller sig dog på flere punkter herfra.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
  
I lov nr. 60 af 30. januar 2018 om ferie, foretages følgende ændringer:
   
§ 22. Er en lønmodtager på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14, afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb, overføres op til 4 ugers årlig betalt ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Arbejdsgiveren meddeler senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden til FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.
Stk. 2…
 
1. § 22, stk. 1, 2. pkt., ændres »31. december i ferieafholdelsesperioden« til: »31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb«.
§ 23. Efter ferieårets udløb kan en lønmodtager og en arbejdsgiver aftale, at optjent ferie med løn og ferietillæg ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at lønnen under ferie og ferietillægget vedrører optjent ferie ud over 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.
Stk. 2. Efter ferieårets udløb kan en lønmodtager og en arbejdsgiver aftale, at optjent ferie med feriegodtgørelse og sygeferiegodtgørelse ud over 4 uger, udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Lønmodtageren skal skriftlig erklære, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt. Har lønmodtageren ikke været ansat hos arbejdsgiveren i hele ferieåret på fuld tid, skal lønmodtageren skriftligt erklære, at feriegodtgørelsen vedrører optjent ferie udover 4 uger, og at lønmodtageren i ferieåret ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.
 
2. I § 23, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Arbejdsgiveren har pligt til at gemme erklæringen efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale.«
3. § 23, stk. 2, 4. pkt., ophæves.
   
§ 34. . .
Stk. 2…
Stk. 3. Feriepengeudbetaleren skal senest den 15. november efter ferieafholdelsesperiodens udløb afregne beløb omfattet af stk. 1 til Arbejdsmarkedets Feriefond eller til en privat feriefond, jf. stk. 2.
 
4. I § 34, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Krav på uhævet feriebetaling efter stk. 1 og 2 forældes 5 år efter forfaldsdatoen efter 1. pkt.«
§ 35…
Stk. 2…
Stk. 3. Sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren at betale renter af kravet om betaling med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdatoen.
Stk. 3-8…
Stk. 9. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte nærmere regler om opkrævning af betalingen efter stk. 2, herunder om betaling for opkrævningen, og om at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand og eftergive betaling af renter af betalingen m.v.
 
5. § 35, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren fra forfaldsdatoen at betale renter af kravet med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.«
6. I § 35, stk. 9, indsættes efter »betaling for opkrævningen,«: »og modregning«.
   
§ 46. Med bøde straffes den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at betale skyldig feriebetaling. Tilsvarende straffes en au pair-persons værtsfamilie, jf. § 43, stk. 2.
 
7. I § 46 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter § 41, stk. 1.«
§ 47…
Stk. 2…
Stk. 3…
Stk.4… Loven finder ikke anvendelse på ferie, som inden lovens ikrafttrædelse er varslet til afholdelse helt eller delvis i september 2020, eller på ferie, som er optjent under den hidtil gældende ferielov, og som ikke i medfør af § 48 i denne lov er overført til afholdelse efter denne lov eller til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. For sådan ferie finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 5…
 
8. I § 47 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. For ferie omfattet af stk. 4 træffer FerieKonto afgørelse efter § 44, stk. 1-9, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.
Stk. 6. Afgørelser efter stk. 5 kan af den, som afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til FerieKonto, som vurderer sagen på ny. Fastholder FerieKonto sin afgørelse helt eller delvist, sendes sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, og sagens parter underrettes samtidig herom.«
Stk. 5 bliver herefter til stk. 7.
  
§ 2
   
  
I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 49 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, foretages følgende ændringer:
   
§ 29…
Stk. 2…
Stk. 3. Feriebetaling omfattet af § 48 a kan ikke udbetales efter lovens kapitel 5 og 5 a.
 
1. I § 29, stk. 3, indsættes efter »5 a«: », medmindre udbetaling sker efter § 30, stk. 5.«
§ 36…
Stk. 2…
Stk. 3. Arbejdsgiveren eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, skal senest den 15. november efter ferieårets udløb afregne beløb omfattet af stk. 1 til Arbejdsmarkedets Feriefond eller til et andet ferieformål, jf. stk. 2.
 
2. I § 36, stk. 3, indsættes som 2. pkt.: »Krav på uhævet feriebetaling efter stk. 1 og 2 forældes 5 år efter forfaldsdagen efter 1. pkt.
§ 48 a…
Stk. 2. Ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 kan ikke afholdes eller udbetales efter denne lov, jf. dog stk. 3, medmindre lønmodtageren er omfattet af § 2 a i denne lov. Sådan optjent ferie behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra august til september 2019 anses for optjent i september 2019. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra august til september 2020 anses for optjent i september 2020.
Stk. 3. En lønmodtager, som har optjent ferie i perioden fra 1. september 2019 til 31. december 2019, men som ikke har optjent ferie i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2019, eller som i denne periode har optjent mindre end 8,3 feriedage, har ret til at afholde op til 8,3 af feriedagene optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. december 2019 som særlige fondsferiedage efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med betaling fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Stk. 4…
 
3. I § 48 a, stk. 2, 1. pkt. indsættes efter »§ 2 a«: »eller § 30, stk. 5,«.
4. To steder i § 48 a, stk. 3, ændres »8,3« til: »8,4«.
  
§ 3
   
  
I lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, foretages følgende ændringer:
   
§ 3.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen, herunder om dens indhold og form, og nærmere regler om opkrævning af et administrationsbidrag ved indberetning af et krav, der kan afvises efter stk. 4, herunder om opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser og niveauet herfor.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 5.
 
1. I § 3 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. I situationer, hvor lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, indberetter Lønmodtagernes Garantifond lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2, jf. § 4 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som senest ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og lov nr. 124 af 6. februar 2019 om ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond. Indberetning fra Lønmodtagernes Garantifond træder i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren.«
Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.
§ 4. 
Stk. 3. En lønmodtager, der er uenig i en opgørelse efter § 3, skal gøre indsigelse til arbejdsgiveren senest den 30. juni 2025. Ved orientering af fonden om indsigelsen skal lønmodtageren dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller dokumentere, at lønmodtageren har foretaget de nævnte skridt i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015
 
2. I § 4 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fondens underretning af arbejdsgiverarbejdsgivere og lønmodtagerlønmodtagere om de indberettede oplysninger, herunder om den administrative håndtering heraf, fondens undersøgelsespligt og eventuelle indsigelser.«
§ 5. FerieKonto og private feriekasser skal til fonden overføre de tilgodehavende feriemidler, der er indberettet til fonden, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., senest den 31. december 2020, jf. dog stk. 2. Tilgodehavende feriemidler, som en arbejdsgiver har indberettet til FerieKonto eller en privat feriekasse, men i strid med reglerne ikke har indbetalt hertil, kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.
Stk. 2. Senest den 1. april 2020 skal FerieKonto overføre de feriemidler, der er indbetalt til FerieKonto for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, til fonden.
 
3. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog stk. 3«.
4. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Tilgodehavende feriemidler, der indberettes til fonden efter den 31. december 2020, men som skulle have været indberettet og indbetalt til fonden senest den 31. december 2020, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 10…
Stk. 2. Undlader en arbejdsgiver at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, stk. 1, 2. pkt., §§ 8 og 9 og § 10, stk. 1, skal fonden, når dette ikke allerede er sket, sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden 4 uger. Kravet om rykkerskrivelse gælder dog ikke ved forfald som følge af arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
 
5. I § 10, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 5, stk. 1, 2. pkt., «: »§ 5, stk. 2,«.
§ 12. En lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler efter denne lov omfatter indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, med tillæg af den årligt tilskrevne regulering efter § 13, jf. dog § 28, stk. 3.
 
6. I § 12 udgår »årligt«.
§ 13. Fondens resultat tilskrives én gang årligt pr. 30. juni de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel i den samlede formue.
 
7. § 13 affattes således:
»§ 13. Fondens resultat tilskrives én gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel i den samlede formue, dog løbende ved udbetaling, jf. stk. 2.
Stk. 2. Ved udbetaling efter § 15 reguleres de tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, med fondens resultat på tidspunktet for udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden.«
§ 15. Fonden udbetaler tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer, jf. § 13, til lønmodtageren, når lønmodtageren har nået folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension, jf. dog stk. 2-5. Lønmodtageren og fonden kan aftale, at tilgodehavende feriemidler udbetales på et senere tidspunkt.
Stk. 2-4. . . .
 
8. I § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »årlige reguleringer, jf. § 13« til: »regulering, jf. § 13, stk. 2«
Stk. 5. Fonden har ikke pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1-4 før den 1. oktober 2021.
Stk. 6…
 
9. I § 15, stk. 5, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1, 2 og 4«.
   
§ 28. En lønmodtager, som ønsker at benytte sig af retten efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som ændret ved det samtidigt fremsatte forslag til lov om ferie, til at afholde op til 8,3 feriedage optjent i 2019 som særlige fondsferiedage med feriebetaling fra fonden, skal indgive ansøgning til fonden herom.
Stk. 2-6…
 
10. I § 28, stk. 1, ændres »8,3« til: »8,4«.
  
§ 4
  
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som senest ændret ved § 125 i lov nr. 1703 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:
   
§ 14 B. Udbetaling af tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer, jf. § 15 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang de hidrører fra indbetalinger til fonden omfattet af § 19, stk. 5, jf. dog stk. 2. Øvrige udbetalinger efter § 15 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Krav på tilgodehavende feriemidler som nævnt i § 8 a, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, som Lønmodtagernes Garantifond indbetaler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter § 8 b i lov om Lønmodtagernes Garantifond, medregnes ikke til lønmodtagerens skattepligtige indkomst. Af kravet betaler arbejdsgiveren en afgift på 38 pct. § 38 finder ikke anvendelse på denne afgift
 
1. I § 14 B, stk. 1, 1. pkt., ændres »årlige reguleringer« til: »regulering«.
  
§ 5
   
  
I Lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved § 7 i lov nr. 1569 af 15. december 2015, § 10 i lov nr. 1669 af 26. december 2017, § 31 lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019, foretages følgende ændringer:
   
  
1. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. I situationer, hvor lønmodtageren anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, beregner fonden på arbejdsgiverens vegne lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. § 2 i Lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Stk. 2. Lønmodtager skal efter anmodning give fonden oplysninger og dokumentation til brug for beregning efter stk. 1.
Stk. 3. Fonden indberetter lønmodtagers samlede beregnede feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. § 3, stk. 6, i Lov nr. 58 af 30/01/2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.«
§ 10. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om
1) anmeldelse af krav over for fonden, herunder frist for indgivelse af anmeldelse,
2) hvilken dokumentation der skal medfølge anmeldelsen,
3) fondens behandling af krav og
4) udbetaling fra fonden.
 
2. I § 10, nr. 3, ændres »krav og« til: »krav,«.
3. I § 10, nr. 4, ændres »fonden.« til: »fonden og«.
4. I § 10 indsættes som nr. 5:
»5) fondens beregning og indberetning af feriemidler efter § 4 a.«