Fremsat den 27. februar 2019 af Justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om offentlighed i
forvaltningen
(Ophævelse af
revisionsbestemmelse)
§ 1
I lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed
i forvaltningen, som ændret ved lov nr. 148 af 7. februar
2017, § 3 i lov nr. 503 af 23. maj 2018 og lov nr. 556 af 29.
maj 2018, foretages følgende ændring:
1. §
44 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 2019.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Det følger af offentlighedslovens § 44, at
justitsministeren i folketingsåret 2018-19 skal
fremsætte lovforslag om revision af offentlighedslovens
§ 16 om postlister. Ved en postliste forstås en
fortegnelse over dokumenter, der den pågældende dag er
modtaget i eller afsendt af myndigheden.
Det er forudsat i forarbejderne til offentlighedslovens §
16, at en ordning med obligatoriske postlister i første
omgang indføres som en forsøgsordning.
Forsøgsordningen blev iværksat med virkning fra den 1.
januar 2015 og omfattede Sundheds- og Ældreministeriet
(tidligere Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse),
Søfartsstyrelsen, Region Syddanmark og Slagelse Kommune.
Forsøgsordningen ophørte ved udgangen af 2016.
Det er endvidere forudsat i forarbejderne, at
forsøgsordningen skal evalueres. Evalueringen skal danne
grundlag for en stillingtagen til, i hvilket omfang ordningen skal
gøres permanent, herunder om ordningen skal omfatte samtlige
ministerielle departementer, underliggende styrelser mv.
Evalueringen af postlisteforsøget blev gennemført i
2017, og postlisteudvalget afgav en rapport i juli 2017.
Det følger af et supplement til politisk aftale af 3.
oktober 2012 mellem den daværende regering (S, R og SF), V og
K om en ny offentlighedslov, at offentlighedsloven skal evalueres
tre år efter dens ikrafttræden, dvs. den 1. januar
2017. Folketingets Ombudsmand og Justitsministeriet har i den
forbindelse hver især udarbejdet redegørelser om
erfaringerne med anvendelsen af loven.
Som opfølgning på den generelle evaluering af
offentlighedsloven har der været
forligskredsdrøftelser om en ny aftale om
offentlighedsloven. Af den grund bl.a. er revisionen af
postlistebestemmelsen blevet udskudt i 2017 og i 2018.
Det har imidlertid ikke været muligt at opnå enighed
i forligskredsen om at ændre offentlighedsloven, herunder
indføre en postlisteordning.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at
revisionsbestemmelsen i offentlighedslovens § 44 bør
ophæves.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Gældende ret
Offentlighedslovens § 44 blev indført ved lov nr.
606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen
(offentlighedsloven), som trådte i kraft den 1. januar
2014.
Det følger af bestemmelsen, at justitsministeren i
folketingsåret 2018-19 skal fremsætte lovforslag om
revision af bestemmelsen i § 16 om postlister.
Efter offentlighedslovens § 16, stk. 1, kan
justitsministeren efter forhandling med vedkommende minister
bestemme, at ministerielle departementer samt nærmere angivne
underliggende styrelser og direktorater skal udfærdige en
fortegnelse over dokumenter, der den pågældende dag er
modtaget hos eller afsendt af myndigheden (postliste). Bestemmelse
om at føre postlister for den centrale forvaltning i
kommunerne og regionerne træffes af økonomi- og
indenrigsministeren efter forhandling med vedkommende kommune eller
region.
Det fremgår af offentlighedslovens § 16, stk. 2, at
en postliste skal offentliggøres på myndighedens
hjemmeside, hvis der bliver truffet bestemmelse efter
offentlighedslovens § 16, stk. 1. Postlisten skal indeholde
oplysninger om dato for dokumentets modtagelse eller afsendelse,
navnet på eller karakteren af modtageren eller afsenderen af
dokumentet, kort, tematisk angivelse af dokumentets indhold samt et
journalnummer eller anden identifikationsbetegnelse.
Det forudsættes i forarbejderne til lov nr. 606 af 12.
juni 2013, at postlisteordningen først indføres som
en forsøgsordning med henblik på at indhente
erfaringer om arbejds- og ressourcebelastningen ved at føre
en postliste, samt i hvilket omfang en postliste vil blive anvendt
af bl.a. medierne for at identificere sager og dokumenter, der
kunne være interesse i at søge om aktindsigt i, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 144 som fremsat, side 81.
Forsøgsordningen skulle være etableret senest et
år efter, at offentlighedsloven var trådt i kraft.
Forsøgsordningen blev iværksat med virkning fra den
1. januar 2015 og omfattede Sundheds- og Ældreministeriet
(tidligere Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse),
Søfartsstyrelsen, Region Syddanmark og Slagelse Kommune.
Forsøgsordningen ophørte ved udgangen af 2016.
Det er endvidere forudsat i forarbejderne til
offentlighedsloven, at forsøgsordningen skulle evalueres.
Evalueringen skulle danne grundlag for en stillingtagen til, i
hvilket omfang ordningen skal gøres permanent, herunder om
ordningen skal omfatte samtlige ministerielle departementer,
underliggende styrelser mv.
Evalueringen af postlisteforsøget er blevet foretaget af
et uafhængigt ekspertudvalg, der i juli 2017 afleverede sin
rapport til Justitsministeriet. Rapporten er sendt til Folketingets
Retsudvalg og forligskredsen i juli 2017. Ekspertudvalget bestod af
en professor, en tidligere direktør i Statsforvaltning
Hovedstaden og en kontorchef i Datatilsynet.
I rapporten opstiller ekspertudvalget forskellige modeller for,
hvordan en eventuel ordning kan udformes, hvis det politisk
måtte blive besluttet at indføre en sådan.
Udvalget anfører i den forbindelse, at på den ene side
taler hensynet til offentlighedens indsigt i og kontrol med den
offentlige forvaltning for en indførelse af en
pligtmæssig postlisteordning, og på den anden side er
der et hensyn til det offentliges ressourcer. I afvejningen skal
der også tages hensyn til, i hvilket omfang de åbne
postlister kan antages at blive brugt af offentligheden og
medierne, idet postlisterne ellers mister deres reelle
nytteværdi.
Udvalget anbefaler bl.a., at en eventuel ordning som minimum
kommer til at omfatte samtlige departementer. Herudover kommer
udvalget bl.a. med forskellige forslag til, hvordan en eventuel
ordning kan forbedres, herunder gøres mere brugbar for
medierne.
Baseret på oplysningerne fra det departement (Sundheds- og
Ældreministeriet), der deltog i forsøgsordningen,
skønner udvalget, at en permanent postlisteordning for alle
departementer samlet vil indebære omkostninger i
størrelsesordenen 5 mio. kr. til etablering og 25 mio. kr. i
løbende drift, herunder 1,1 mio. kr. til behandling af
yderligere aktindsigtsanmodninger. Hertil kommer omkostninger til
etablering og vedligeholdelse af it-løsninger.
Udvalget udtaler sig ikke om, hvorvidt der bør
indføres en permanent ordning med åbne postlister, men
udtaler, at det må bero på en politisk beslutning, om
der skal indføres en obligatorisk åben
postlisteordning, og hvilket omfang en sådan ordning i givet
fald skal have.
Bestemmelsen i § 44 skal således ses i
sammenhæng med det forhold, at postlisteordningen i
første omgang indføres som en forsøgsordning
og at der efter forsøgsordningens ophør, kan tages
politisk stilling til, i hvilket omfang en obligatorisk åben
postlisteordning skal indføres.
Revisionen af § 16 om postlister er blevet udskudt i 2017
ved lov nr. 148 af 7. februar 2017 til folketingsåret 2017-18
og i 2018 ved lov nr. 556 af 29. maj 2018 til folketingsåret
2018-19.
Baggrunden for udskydelsen i 2017 var dels, at det ville
efterlade endog meget kort tid til at gennemføre
evalueringen af postlisteforsøget (der udløb ved
udgangen af 2016), hvis der allerede i folketingsåret 2016-17
skulle fremsættes lovforslag på baggrund af
evalueringen af forsøgsordningen, dels at evalueringen af
postlisteforsøget med fordel kunne indgå i de
drøftelser, der ville være som opfølgning
på den generelle evaluering af offentlighedsloven, som skulle
finde sted i 2017. Se Folketingstidende 2016-17, A, L 70 som
fremsat, side 3. De politiske drøftelser om den generelle
evaluering af offentlighedsloven var ligeledes baggrunden for
udskydelsen af revisionen i 2018. Se Folketingstidende 2017-18, A,
L 224 som fremsat, side 3.
2.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
I overensstemmelse med forarbejderne til offentlighedslovens
§ 16 har der været indført forsøg med
obligatoriske postlister hos udvalgte myndigheder.
Forsøgsordningen er blevet evalueret af et
ekspertudvalg.
Der er ikke i forbindelse med evalueringen af
forsøgsordningen taget stilling til, i hvilket omfang en
sådan ordning bør indføres, idet dette
spørgsmål ifølge ekspertudvalget må bero
på en politisk beslutning.
Det følger af et supplement til politisk aftale af 3.
oktober 2012 mellem den daværende regering (S, R og SF), V og
K om en ny offentlighedslov, at offentlighedsloven skulle evalueres
tre år efter dens ikrafttræden, dvs. den 1. januar
2017. Det fremgår af aftalen, at det skulle evalueres,
hvordan offentlighedslovens såkaldte ministerbetjeningsregel
og folketingspolitikerregel anvendes.
Evalueringen skulle ifølge aftalen ske ved, at
Folketingets Ombudsmand skulle redegøre for, om
myndighedernes anvendelse af de to bestemmelser er i
overensstemmelse med loven. Denne redegørelse afgav
Folketingets Ombudsmand den 7. marts 2017. Justitsministeriet
skulle herefter udarbejde en samlet redegørelse om
anvendelsen af bestemmelserne. Redegørelsen skulle
også mere generelt belyse de hidtidige erfaringer med
anvendelsen af loven, herunder de regler, der indebærer mere
åbenhed i den offentlige forvaltning.
Som opfølgning på denne generelle evaluering af
loven har der været forligskredsdrøftelser om en ny
aftale om offentlighedsloven. Af den grund er revisionsbestemmelsen
i offentlighedslovens § 44 blevet udskudt i 2017 og i 2018, da
det var Justitsministeriets vurdering, at spørgsmålet
om indførelse af en obligatorisk åben postlisteordning
med fordel kunne indgå i disse drøftelser.
Justitsministeren præsenterede i foråret 2017
forligskredsen for forskellige muligheder for at lempe den
såkaldte ministerbetjeningsregel. Der har siden været
forligskredsdrøftelser om en ny aftale om
offentlighedsloven. Drøftelserne har imidlertid ikke
ført til en ny aftale, da forligskredspartierne ikke kunne
nå til enighed.
Da det ikke har været muligt at opnå enighed i
forligskredsen om at ændre offentlighedsloven, herunder
vedrørende postlister, finder Justitsministeriet ikke, at
der på nuværende tidspunkt er grundlag for at
fremsætte lovforslag om revision af offentlighedslovens
§ 16 eller udskyde revisionen af bestemmelsen på ny.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at
revisionsbestemmelsen i offentlighedslovens § 44 bør
ophæves, således at der ikke længere er krav om
revision af lovens § 16.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser eller
implementeringskonsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. december
2018 til den 18. januar 2019 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Amnesty International, Berlingske Media,
Civilstyrelsen, Dagbladet Information, Danmarks Lokal-Tv Forening,
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Radio, Dansk
Folkeoplysnings Samråd, Dansk Industri (DI), Dansk
Journalistforbund, Dansk Student Tv Forening, Danske Advokater,
Danske Idébaserede Lokale Elektroniske Medier, Danske
Medier, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,
Den Kristne Producentkomité, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Danske Lokale
Ugeaviser, Institut for Menneskerettigheder, Juridisk Institut -
Syddansk Universitet, Juridisk Institut - Aalborg Universitet,
Juridisk Institut - Aarhus Universitet, Jyllandsposten, KL,
Kristeligt Dagblad, Københavns Retshjælp,
Københavns Universitet - Det Juridiske Fakultet, Politiken,
Producentforeningen, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden
på Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland,
SAML Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet, samtlige
byretter, Statsforvaltningen Hovedstaden, Statsforvaltningen
Midtjylland, Statsforvaltningen Nordjylland, Statsforvaltningen
Sjælland, Statsforvaltningen Syddanmark, Sø- og
Handelsretten, TV2/DANMARK A/S, TV3 A/S, Vestre Landsret,
Østre Landsret og Aarhus Retshjælp.
9. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv hvilke) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv hvilke) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering /Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Efter den gældende bestemmelse i offentlighedslovens
§ 44 skal justitsministeren fremsætte forslag om
revision af lovens § 16 i folketingsåret 2018-19.
Det foreslås, at bestemmelsen i offentlighedslovens §
44 ophæves, således at der ikke længere er krav
om revision af lovens § 16.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni
2019.
Til §
3
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke
gælder på Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov nr. 606 af 12. juni 2013 om
offentlighed i forvaltningen, som ændret ved lov nr. 148 af
7. februar 2017, § 3 i lov nr. 503 af 23. maj 2018 og lov nr.
556 af 29. maj 2018, foretages følgende ændring: | | | | § 44.
Justitsministeren fremsætter forslag om revision af § 16
i folketingsåret 2018-19. | | 1. § 44 ophæves. | | | | | | |
|