Skriftlig fremsættelse (27. februar
2019)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven (Begrænsning af brugen af
samfundstjeneste i sager om vold)
(Lovforslag nr. L 175)
Sager om simpel vold afgøres i dag i
mange tilfælde med en betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste.
Der er endvidere eksempler på sager,
hvor en tiltalt er blevet idømt en betinget
fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste i sager om
grov vold efter straffelovens § 245.
Det afspejler efter regeringens opfattelse
ikke en tilstrækkelig hensyntagen til offeret eller til
befolkningens generelle retsfølelse, når der
idømmes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i
de sager, som kan betegnes som den grovere ende af simpel vold,
eller i sager om grov vold.
Der er derfor efter regeringens opfattelse
behov for en begrænsning af brugen af samfundstjeneste i
sager om vold.
Formålet med lovforslaget er derfor
at begrænse brugen af betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste i sager om simpel vold efter straffelovens §
244, således at sager, hvor tiltalte tidligere er dømt
for vold eller anden ligeartet personfarlig kriminalitet, sager
hvor volden er udøvet over for et særligt
værgeløst offer, og sager hvor den forurettede er
påført ikke ubetydelige skader, som det helt klare
udgangspunkt vil skulle afgøres med ubetinget
fængsel.
Herudover foreslås det, at brugen af
samfundstjeneste i sager om grov vold efter straffelovens §
245 begrænses, så der kun under helt
ekstraordinære omstændigheder vil kunne idømmes
en betinget fængselsstraf med vilkår om
samfundstjeneste i disse sager.
Lovforslaget udgør en del af
udmøntningen af finansloven for 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.