Skriftlig fremsættelse (27. februar
2019)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven og lov om tv-overvågning (Politiets
overtagelse af tv-overvågning og udvidelse af adgangen til
tv-overvågning)
(Lovforslag nr. L 171)
Lovforslaget har til formål at give
politiet adgang til at overtage andre myndigheders og privates
tv-overvågning i ekstraordinære situationer for at
forebygge særligt alvorlige forbrydelser, eksempelvis
terrorangreb, bandeopgør mv.
Formålet med lovforslaget er
derudover at præcisere reglerne i tv-overvågningsloven
for, hvornår private må foretage tv-overvågning,
herunder hvornår erhvervsdrivende må sætte
overvågning op omkring deres butik.
Lovforslaget har endvidere til formål
at udvide mulighederne for, hvilke erhvervsdrivende der lovligt kan
tv-overvåge i visse situationer.
Herudover ønsker regeringen at
understøtte politiets evne til - i samarbejde med private -
at kunne imødegå sikkerhedstrusler f.eks. som led i en
terrortrussel rettet mod religiøse bygninger eller
opholdssteder. Det foreslås derfor, at der indføres en
adgang for politiet til i særlige tilfælde at meddele
tilladelse til, at private kan foretage tv-overvågning i
nærmere bestemt omfang, når det er nødvendigt
for at imødegå en sikkerhedstrussel.
Endelig er formålet med lovforslaget,
at der gives mulighed for at opbevare visse optagelser med
personoplysninger i længere tid end de 30 dage, der
følger af tv-overvågningsloven i dag, i situationer
hvor det er nødvendigt af hensyn til en indgivet anmeldelse
om strafbart forhold.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.