Skriftlig fremsættelse (7. februar
2019)
Sundhedsministeren
(Ellen Trane Nørby):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og
forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og narkohunde,
ambulant behandling af retspsykiatriske patienter på
privathospitaler m.v.)
(Lovforslag nr. L 164)
Der er en
stigning i antallet af mennesker med kort eller langvarig psykisk
mistrivsel, som har brug for professionel hjælp til at blive
rask eller leve et godt liv med deres sygdom. Det er derfor
afgørende for regeringen, at indsatsen for mennesker med
psykiske lidelser opprioriteres og styrkes.
Regeringen
fremlagde på denne baggrund psykiatrihandlingsplanen Vi løfter i fællesskab i
september 2018. På baggrund af initiativerne i
psykiatrihandlingsplanen vil regeringen fremsætte et
lovforslag med en række forskellige elementer med det
formål at indfri regeringens ønske om at løfte
kvaliteten og sikre sammenhæng.
Med
lovforslaget stilles der på denne baggrund for det
første forslag om, at der skal indgås
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatriloven for
alle voksne indlagte psykiatriske patienter, som overlægen er
bekendt med modtager støtte som følge af nedsat
psykisk funktionsevne i henhold til afsnit V i serviceloven.
Formålet er at sikre en bedre sammenhæng mellem
indsatserne i regioner og kommuner for patienter, som efter
udskrivning risikerer at blive tabt i overgangen mellem forskellige
behandlingsinstanser.
For det andet
stilles der forslag om, at der på alle psykiatriske
afdelinger ved mistanke om at der findes medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande, kan anvendes kropsscannere ved
undersøgelse af patienter eller andre, der søger
adgang på afdelingerne. Som undtagelse hertil stilles der
forslag om, at der ikke gælder et krav om mistanke for
anvendelse af kropsscannere på Sikringsafdelingen. Endelig
stilles der forslag om, at der ved mistanke om medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande kan anvendes narkohunde ved
undersøgelse af den psykiatriske afdelings udearealer.
Formålet er at styrke indsatsen i forhold til misbrug i
psykiatrien og sikre færre rusmidler og farlige genstande
på de psykiatriske afdelinger.
For det tredje
stilles der forslag om, at der skal kunne opkræves
færdigbehandlingstakster for psykiatriske
færdigbehandlingsdage. Formålet er at styrke
kommunernes økonomiske incitament til at hjemtage patienter
ved endt behandling i sygehuspsykiatrien. Dette skal bl.a.
understøtte, at færdigbehandlede patienter oplever en
øget sammenhæng i deres forløb og bliver
udskrevet efter endt behandling uden unødig ventetid
på hospitalet. Færdigbehandlingstaksten vil dermed
også understøtte, at der frigøres kapacitet i
psykiatrien til behandling af de patienter, som har behov.
For det fjerde
foreslås der tilvejebragt lovhjemmelsgrundlag for, at
læger ansat i sygehusvæsenet må foretage
ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i
lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som er indlagt
på sygehus, samt at personer med et stofmisbrug og med
behandlingskrævende akutte abstinenser straks skal tilbydes
abstinensbehandling, indtil den egentlige lægelige
stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.
For det femte
foreslås det, at behandlingsmulighederne udvides for
ambulante patienter i retspsykiatrien, således at regionerne
får mulighed for at indgå aftale med private
institutioner om behandlingen af retspsykiatriske patienter med en
ambulant behandlingsdom. Formålet er at sikre en bedre
udnyttelse af kapaciteten på privathospitaler.
Endelig stilles der for det sjette forslag
om, at ordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning
ophører, da effekten af ordningen ikke har vist sig
tilstrækkelig effektiv.