Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 26. marts 2019
Forslag
til
Lov om jordbrugets anvendelse af gødning
og om næringsstofreducerende tiltag1)
Kapitel 1
Indledende
bestemmelser
Formål og
anvendelsesområde
§ 1.
Loven har til formål at regulere jordbrugets anvendelse af
gødning med henblik på at begrænse udvaskningen
af kvælstof og for i respekt for menneskers livsvilkår
at værne om naturen og miljøet og bevare dyre- og
plantelivet under hensyn til en smidig og ensartet forvaltning
på tværs af miljø- og
landbrugsområdet.
§ 2.
Lovens bestemmelser om gødningsanvendelse, jf. kapitel 2,
omfatter virksomheder, der er registrerede eller
registreringspligtige i Register for Gødningsregnskab efter
§ 5, stk. 2, eller § 6, medmindre andet fremgår af
loven.
§ 3.
Lovens bestemmelser om gødningsleverandører i §
36, stk. 2, 3 og 5, og § 37 omfatter virksomheder, herunder
fælles biogas-, forarbejdnings-, forbrændings- og
brændingsanlæg, og offentligt ejede virksomheder, som
sælger eller afgiver kvælstof- eller fosforholdig
gødning.
Stk. 2. Lovens
bestemmelser om gødningsleverandører i § 36,
stk. 4 og 5, og § 37 omfatter fælles biogas-,
forarbejdnings-, forbrændings- og brændingsanlæg,
der modtager kvælstof- eller fosforholdig gødning.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at §§ 36 og 37 skal finde anvendelse på
andre typer af anlæg og den gødning, der produceres
på disse, end de i stk. 1 og 2 nævnte.
§ 4.
Lovens bestemmelser om næringsstofreducerende tiltag, jf.
kapitel 4, omfatter virksomheder med planteavl eller husdyravl
eller kombinationer heraf, som disponerer over et areal med
afgrøder på 10 ha eller derover, der er omfattet af en
kvælstofnorm fastsat i medfør af § 13, stk. 3,
eller en fosfornorm fastsat i medfør af § 5, stk. 6.
Ved opgørelse af arealet medregnes forpagtede og lejede
arealer.
Register for
Gødningsregnskab
§ 5.
Miljø- og fødevareministeren fører et register
over virksomheder, der anvender gødning efter denne lov.
Registeret benævnes Register for Gødningsregnskab.
Stk. 2. Den, der
driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller
kombinationer heraf, skal anmelde sin virksomhed til registrering i
Register for Gødningsregnskab i følgende
tilfælde:
1) Virksomhedens
samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller
virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet
husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk
gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der
overstiger 1.000 kg kvælstof pr. år.
2) Virksomhedens
samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller
virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet
husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk
gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der
overstiger 100 kg kvælstof pr. hektar areal med
afgrøder, som er omfattet af en kvælstofnorm fastsat i
medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm fastsat i
medfør af stk. 6 pr. år.
3) Virksomheden
disponerer over et areal med afgrøder på 10 ha eller
derover, som er omfattet af en kvælstofn?orm på mere
end 0 kg kvælstof fastsat i medfør af § 13, stk.
3, eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor fastsat i
medfør af stk. 6.
Stk. 3. Den, der
driver virksomhed, der er registreringspligtig efter stk. 2, skal
anmelde virksomheden til registrering i løbet af den
planperiode, jf. § 10, hvori pligten indtræder.
Stk. 4.
Ministeren kan anmelde en virksomhed til registrering i Register
for Gødningsregnskab, hvis virksomheden uanset stk. 2
undlader at registrere sig.
Stk. 5. §
22, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse ved
opgørelsen af produktion af gødning med
kvælstofindhold, jf. stk. 2, nr. 1 og 2.
Stk. 6.
Ministeren fastsætter en fosfornorm for
afgrøderne.
§ 6.
En virksomhed, der ikke er omfattet af § 5, stk. 2, og som
driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller
kombinationer heraf, kan anmelde sin virksomhed til registrering i
Register for Gødningsregnskab i følgende
tilfælde:
1) Virksomheden
disponerer over et areal med afgrøder på 5 ha eller
derover, der er omfattet af en kvælstofn?orm på mere
end 0 kg kvælstof fastsat i medfør af § 13, stk.
3, eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor fastsat i
medfør af § 5, stk. 6.
2) Virksomheden
dyrker på sit areal afgrøder, som samlet er omfattet
af en kvælstofnorm fastsat i medfør af § 13, stk.
3, på mindst 90 kg kvælstof pr. hektar pr.
år.
§ 7.
Registrering i Register for Gødningsregnskab har virkning
for hele den planperiode, hvori anmeldelsen finder sted.
Miljø- og fødevareministeren kan dog i særlige
tilfælde registrere en virksomhed med virkning for tidligere
planperioder.
Stk. 2.
Ministeren kan i særlige tilfælde og efter
ansøgning tillade, at en virksomhed, der er delregistreret i
henhold til lov om merværdiafgift (momsloven), alene
registreres for en del af virksomheden i Register for
Gødningsregnskab.
Stk. 3. En
virksomhed skal være tildelt et centralt
virksomhedsregistreringsnummer (cvr-nummer) efter lov om Det
Centrale Virksomhedsregister for at kunne anmelde sig til
registrering i Register for Gødningsregnskab.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om Register for
Gødningsregnskabs opbygning og ajourføring, om
anmeldelse til registrering og om krav om dokumentation for, at
betingelserne for optagelse i registeret er opfyldt, samt om,
hvilke oplysninger en anmeldelse til registrering skal indeholde.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om registrering af
virksomheder, der ikke er tildelt et cvr-nummer.
§ 8.
Til en virksomhed, der er registreret i Register for
Gødningsregnskab, udstedes et bevis for registreringen.
Beviset benyttes som dokumentation for virksomhedens ret til at
købe afgiftsfri gødning i henhold til lov om afgift
af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. Som
dokumentation kan i stedet benyttes direkte opslag i Register for
Gødningsregnskab.
Stk. 2. Den, der
driver momspligtig handel med gødning, kan få adgang
til ved opslag i Register for Gødningsregnskab at
konstatere, om en køber er berettiget til at købe
afgiftsfri gødning i henhold til lov om afgift af
kvælstof indeholdt i gødninger m.m.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
nærmere regler om gødningshandleres adgang til
oplysning om købere af afgiftsfri gødning.
§ 9.
Når en virksomhed ikke længere har pligt til at
være registreret efter § 5, stk. 2, eller den
registrerede ikke længere ønsker sin virksomhed
registreret efter § 6, kan virksomheden afmeldes fra Register
for Gødningsregnskab. Miljø- og
fødevareministeren kan afmelde en virksomhed fra Register
for Gødningsregnskab fra den førstkommende
planperiode, hvis virksomheden ikke længere opfylder
betingelserne i § 5, stk. 2, eller § 6.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om afmelding fra
registrering, herunder om, hvilke oplysninger en afmelding fra
registrering skal indeholde.
Planperiode
§
10. En planperiode udgør perioden fra den 1. august
til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres
kvælstof eller fosfor efter den 31. juli, men inden den 30.
september, og som skal høstes eller afgræsses inden
den 31. december, forlænges planperioden til den 30.
september.
Lovens forhold til lov om miljøvurdering af
planer og programmer og af konkrete projekter
(VVM)
§
11. Miljø- og fødevareministeren kan for
regler fastsat i medfør af denne lov fastsætte regler
om, at lov om miljøvurdering af planer og programmer og af
konkrete projekter (VVM) ikke finder anvendelse, i det omfang der
er tale om projekter eller dele af projekter, der er omfattet af
lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og regler
fastsat i medfør heraf.
Kapitel 2
Gødningsanvendelse
Balance mellem kvote for kvælstof og forbrug
af kvælstof
§
12. I planperioden må en virksomheds forbrug af
kvælstof til gødningsformål, jf. §§
18, 19 og 21-30 og regler fastsat i medfør heraf, ikke
overstige virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf.
§§ 13-17 og regler fastsat i medfør heraf.
Samlet kvote for kvælstof
§
13. For planperioden skal en virksomheds samlede kvote for
kvælstof beregnes som summen af kvoterne for de enkelte
marker i virksomheden. For hver enkelt mark beregnes kvoten
på grundlag af markens størrelse, afgrøde,
forfrugten og afgrødens kvælstofnorm i det
pågældende klimaområde og jordbundstype.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler
om, hvordan markens størrelse og afgrøde
fastsættes, og om beregning af kvoten efter stk. 1.
Stk. 3.
Ministeren fastsætter kvælstofnormer og
standardudbytter for afgrøder.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om betingelser og
dokumentationskrav for anvendelse af visse
kvælstofnormer.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte andre kvælstofnormer for
afgrøder for virksomheder, der driver gartneri,
planteskoler, dyrkning af frugt og bær eller skovbrug.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af
disse virksomheders samlede kvote for kvælstof.
Stk. 6.
Ministeren fastsætter jordbundstyper og udarbejder og
vedligeholder et kort over disse.
§
14. Ønsker en virksomhed at fravige den
jordbundstype, der fremgår af det kort, der nævnes i
§ 13, stk. 6, skal virksomheden for egen regning foretage
prøveudtagning og analyser af jordbundstypen på
virksomhedens arealer. Giver resultatet af prøveudtagningen
og analysen anledning til anvendelse af en anden jordbundstype end
den jordbundstype, der fremgår af det kort, der nævnes
i § 13, stk. 6, kan virksomheden vælge at anvende denne
jordbundstype.
Stk. 2.
Resultatet af prøveudtagningen og analysen af jordbundstypen
skal kunne fremvises ved kontrol.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om prøveudtagning, analyser af jordbundstype,
gyldighed af jordprøver og dokumentation for anvendelse af
en anden jordbundstype end den jordbundstype, der fremgår af
det kort, der nævnes i § 13, stk. 6.
§
15. En virksomheds samlede kvote for kvælstof skal
korrigeres i henhold til jordens aktuelle indhold af
plantetilgængeligt kvælstof ved
vækstsæsonens start, der fastsættes i
kvælstofprognosen for planperioden.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler
om kvælstofprognosen.
§
16. En virksomheds samlede kvote for kvælstof kan
korrigeres, hvis det forventede udbytte af en afgrøde
afviger fra afgrødens standardudbytte. Korrektion foretages
ud fra korrektionsfaktorer. Korrektion for højere forventet
udbytte kan alene ske, hvis der foreligger dokumentation for, at
der i tidligere planperioder er høstet højere
udbytter end standardudbyttet af den pågældende
afgrøde.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om beregningen af det højere udbytte,
korrektionsfaktorer og krav til dokumentation for højere
forventede udbytter.
§
17. En virksomhed får reduceret den samlede kvote for
kvælstof for planperioden i følgende
tilfælde:
1) Virksomheden
har valgt at anvende reduktion af den samlede kvote for
kvælstof som alternativ til etablering af
efterafgrøder efter regler fastsat i medfør af §
39.
2) Virksomheden
har fået prioriteret en ansøgning om tilskud til
reduktion af den samlede kvote for kvælstof efter regler
fastsat i en tilskudsordning etableret af miljø- og
fødevareministeren i medfør af § 40.
Stk. 2. En
virksomhed får endvidere reduceret den samlede kvote for
kvælstof for planperioden, hvis virksomheden ikke har opfyldt
betingelserne for at anvende de kvælstofreducerende
virkemidler, som er prioriteret til tilskud, efter regler fastsat i
en tilskudsordning etableret af miljø- og
fødevareministeren i medfør af § 40.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at en virksomhed får reduceret den samlede kvote
for kvælstof for planperioden, hvis virksomheden har valgt at
anvende en fleksibel frist for etablering af efterafgrøder
efter regler fastsat i medfør af §§ 38 eller
40.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om reduktionen
af virksomhedens samlede kvote for kvælstof for planperioden,
herunder om beregningen af reduktionen.
Stk. 5.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om reduktion af den
samlede kvote for kvælstof for planperioden for virksomheder,
der i henhold til anden lovgivning er forpligtet til at
tilføre afgrøderne en mindre mængde
kvælstof end afgrødens kvælstofnorm fastsat i
medfør af § 13, stk. 3.
Forbrug af kvælstof og
fosfor
§
18. For planperioden skal en virksomheds samlede forbrug af
kvælstof og fosfor beregnes som summen af forbruget af
kvælstof og fosfor i husdyrgødning, forarbejdet
husdyrgødning, afgasset biomasse, anden organisk
gødning, bioaske og kunstgødning.
Stk. 2.
Afgiftsbelagt kvælstof i gødning, jf. lov om afgift af
kvælstof indeholdt i gødninger m.m., anvendt på
arealer, der ikke er omfattet af § 13, medregnes ikke i en
virksomheds forbrug af kvælstof.
§
19. Miljø- og fødevareministeren
fastsætter den andel af den totale mængde af
kvælstof i de enkelte gødningstyper, som skal anvendes
ved beregning af forbruget af kvælstof i de
pågældende gødningstyper.
Stk. 2. Ved
blanding af gødning kan miljø- og
fødevareministeren fastsætte regler om, hvordan den
andel af den totale mængde af kvælstof, der skal
anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof for
blandingen, skal opgøres.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om, at den andel af den
totale mængde af kvælstof i de enkelte
gødningstyper, som skal anvendes ved beregning af forbruget
af kvælstof, kan fastsættes ved analyse for
virksomhedens regning.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om, at en virksomhed under
særlige omstændigheder og efter ansøgning kan
anvende en anden andel af den totale mængde af kvælstof
ved beregningen af forbruget af kvælstof.
§
20. Virksomhedens forbrug af fosfor i husdyrgødning,
forarbejdet husdyrgødning, afgasset biomasse, anden organisk
gødning, bioaske og kunstgødning eller i blandinger
heraf opgøres som den totale mængde af fosfor i
gødningstypen.
§
21. Den totale mængde af kvælstof og fosfor, der
er udbragt, beregnes for husdyrgødning, herunder forarbejdet
husdyrgødning og afgasset biomasse, for anden organisk
gødning, for bioaske og for kunstgødning som den
mængde kvælstof og fosfor, der er i den gødning,
som virksomheden har produceret og fået leveret i
planperioden til og med den 31. juli, fratrukket kvælstof og
fosfor i gødning, der er afsat inden for planperioden,
tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens
ultimolager.
Stk. 2.
Kvælstof i gødning, der er afbrændt på
virksomhedens eget forbrændingsanlæg eller
brændingsanlæg efter regler fastsat i medfør af
§ 27, kan fratrækkes i den totale mængde
kvælstof, jf. stk. 1.
Stk. 3.
Kvælstof og fosfor i husdyrgødning, der er afsat af
udegående dyr efter regler fastsat i medfør af §
28, kan fratrækkes i den totale mængde kvælstof
og fosfor, jf. stk. 1.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at en virksomhed i tilfælde af brand eller tyveri
og efter ansøgning kan fratrække kvælstof og
fosfor i husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning,
afgasset biomasse, anden organisk gødning, bioaske og
kunstgødning i den totale mængde af kvælstof og
fosfor.
§
22. En virksomheds produktion af kvælstof og fosfor i
husdyrgødning beregnes på grundlag af normer for det
totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning,
virksomhedens besætningsstørrelse og staldsystemer.
Produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning
skal for visse dyrearter korrigeres for afvigelser i
produktionsniveau.
Stk. 2.
Produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning kan
korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau og i fodermængde og
-sammensætning. Korrektioner foretages på grundlag af
korrektionsfaktorer, og afvigelserne skal dokumenteres ved
driftsbilag.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler
om normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i
husdyrgødning og om opgørelse af og dokumentation for
virksomhedens besætning og staldsystemer.
Stk. 4.
Ministeren fastsætter regler om, for hvilke dyrearter
korrektion af indholdet af kvælstof og fosfor i
husdyrgødning for afvigelser i produktionsniveau skal finde
sted, og om korrektionsfaktorer. Ministeren fastsætter
endvidere nærmere regler om korrektion af normer på
grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau og i
fodermængde og -sammensætning og dokumentation for
afvigelserne.
§
23. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om bestemmelse af indholdet af
kvælstof og fosfor i andre former for gødning end
husdyrgødning, herunder at kvælstof- og fosforindhold
kan bestemmes ved beregning eller ved repræsentative
prøver.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om de
repræsentative prøver og analysen af prøverne,
jf. stk. 1, herunder om egenbetaling og om, at prøverne og
analyserne skal udføres af akkrediterede laboratorier.
§
24. Den mængde kvælstof og fosfor i
gødning, der modtages, jf. § 21, stk. 1, fra en
virksomhed, der er registreret i Register for
Gødningsregnskab, skal svare til den mængde
kvælstof og fosfor i gødningen, som den afgivende
virksomhed har afsat til modtagerens virksomhed efter § 25,
stk. 1.
Stk. 2.
Mængden af kvælstof og fosfor i gødning, der
modtages, jf. § 21, stk. 1, beregnes på baggrund af
afgiverens angivelse af indhold af kvælstof og fosfor i den
gødning, der er leveret til virksomheden i planperioden
indtil den 31. juli.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om dokumentation for den gødning, der er modtaget
efter stk. 1 og 2.
§
25. En virksomhed kan fratrække kvælstof og
fosfor i husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og
afgasset biomasse i den totale mængde af kvælstof og
fosfor i gødningen, hvis dette er afsat til en virksomhed,
der er registreret i Register for Gødningsregnskab.
Virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg,
og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for
virksomheden, kan endvidere fratrække kvælstoffet og
fosforen i det afsatte gødningsprodukt i den totale
mængde kvælstof og fosfor.
Stk. 2. En
virksomhed kan fratrække kvælstof og fosfor i
husdyrgødning i den totale mængde af kvælstof og
fosfor i husdyrgødning, hvis dette er afsat til et
fælles biogasanlæg eller til et
forarbejdningsanlæg.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at stk. 1, 1. pkt., skal gælde for anden organisk
gødning, bioaske og kunstgødning, der afsættes
til en registreret virksomhed.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1, 2. pkt., skal
gælde for andre anlæg end de anlæg, der er
nævnt i stk. 1.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte regler om, at kvælstof og
fosfor i andre typer af gødning kan fratrækkes i den
totale mængde kvælstof og fosfor, hvis gødningen
afsættes til fælles biogasanlæg eller
forarbejdningsanlæg. Ministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at kvælstof og fosfor i gødning kan
fratrækkes i den totale mængde kvælstof og
fosfor, hvis gødningen afsættes til andre anlæg,
der behandler gødningen, end de anlæg, der er
nævnt i stk. 2.
Stk. 6.
Ministeren kan fastsætte regler om dokumentation for den
gødning, der er afsat.
§
26. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at en virksomhed, der afsætter
kvælstof og fosfor i gødning ud af landet, kan
fratrække kvælstof og fosfor i den afsatte
gødning i den totale mængde af kvælstof og
fosfor.
§
27. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at virksomheder, der afsætter
kvælstof og fosfor i husdyrgødning eller forarbejdet
husdyrgødning til et forbrændingsanlæg eller til
et brændingsanlæg, kan fratrække kvælstof
og fosfor i den afsatte gødning i den totale mængde af
kvælstof og fosfor.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, som har
afbrændt kvælstof i husdyrgødning eller
forarbejdet husdyrgødning i eget
forbrændingsanlæg eller brændingsanlæg,
på visse nærmere fastsatte betingelser kan
fratrække kvælstof i den afbrændte gødning
i den totale mængde af kvælstof.
§
28. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at kvælstof og fosfor i
husdyrgødning, der afsættes af udegående dyr
på arealer, der i henhold til anden lovgivning ikke må
tilføres gødning eller kun må tilføres
en nærmere fastlagt mængde gødning ud over den
gødning, dyrene afsætter på arealet, kan
fradrages i den totale mængde kvælstof og fosfor.
§
29. En virksomheds primolager af kvælstof og fosfor i
hver gødningstype opgøres som den forudgående
planperiodes ultimolager.
§
30. Miljø- og fødevareministeren
fastsætter regler om en virksomheds opgørelse af
ultimolager af kvælstof og fosfor i hver gødningstype.
Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder,
der udbringer gødning i perioden fra den 1. august til den
30. september, jf. § 10, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens
ultimolager pr. 31. juli for den mængde af kvælstof og
fosfor, der er udbragt i perioden fra den 1. august til den 30.
september. Ministeren kan også fastsætte regler om en
virksomheds maksimale ultimolager af kvælstof og fosfor i
gødning.
Nyregistrerede virksomheder
§
31. Miljø- og fødevareministeren
fastsætter regler om bestemmelse af forfrugt, jf. § 13,
og om opgørelse af virksomhedens primolager af
kvælstof og fosfor i de forskellige gødningstyper, jf.
§ 29, for virksomheder, der ikke i den foregående
planperiode har været registreret i Register for
Gødningsregnskab.
Ophør og overdragelse
§
32. Ophører en virksomhed før udløbet
af planperioden med at eje eller have brugsret til et areal med
afgrøder, som er omfattet af en kvælstofnorm fastsat i
medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm fastsat i
medfør af § 5, stk. 6, for den pågældende
planperiode, skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof
og fosfor på arealet for den forløbne del af
planperioden beregnes, jf. §§ 18-30.
Stk. 2. Den
ophørende virksomhed skal give den virksomhed, der overtager
arealet eller brugsretten hertil, hvis virksomheden er registreret
i Register for Gødningsregnskab, skriftlig oplysning om
følgende:
1)
Forfrugten.
2) Den samlede
kvote for kvælstof.
3) Det
forventede fosforloft, der er tilknyttet gødningen, jf. lov
om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., fra
husdyrgødning og anden organisk gødning, der er
udbragt på arealet.
4) Forbruget af
kvælstof og fosfor.
Stk. 3.
Oplysningerne i stk. 2 skal vedrøre det overdragne areal i
perioden fra planperiodens start indtil det tidspunkt, hvor
virksomheden ophører med at eje eller have brugsret til
arealet.
§
33. Den samlede kvote for kvælstof, forbruget af
kvælstof og fosfor og det overdragne areal, jf. § 32,
stk. 1, for den samlede planperiode henregnes til den virksomhed,
der har overtaget arealet eller brugsretten hertil, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. Gives
skriftlig oplysning som nævnt i § 32, stk. 2, ikke,
henregnes forbruget af kvælstof og fosfor for den
forløbne del af planperioden til den virksomhed, der har
overdraget arealet eller brugsretten hertil.
Stk. 3.
Overdrages et areal eller brugsretten hertil før
udløbet af planperioden, og overstiger det samlede forbrug
af kvælstof på arealet for den forløbne del af
planperioden den samlede kvote for kvælstof for det
pågældende areal for hele planperioden, henregnes den
del af forbruget, der overstiger kvoten, til den virksomhed, som
har overdraget arealet eller brugsretten hertil, medmindre den
virksomhed, der overtager arealet eller brugsretten hertil,
erklærer, at forbruget kan henregnes til denne
virksomhed.
Stk. 4. Er den
virksomhed, der overtager arealet eller brugsretten hertil
før udløb af planperioden, ikke registreret eller
registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab,
henregnes forbruget af kvælstof og fosfor for den
forløbne del af planperioden til den virksomhed, som har
overdraget arealet eller brugsretten hertil. Den samlede kvote for
kvælstof og arealet som nævnt i § 32, stk. 1, for
den samlede planperiode henregnes ligeledes til den virksomhed, der
har overdraget arealet eller brugsretten hertil.
§
34. Ophører en virksomhed før udløb af
planperioden med at være registreret i Register for
Gødningsregnskab, og overdrager virksomheden før
udløb af planperioden sit samlede lager af kvælstof og
fosfor i husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning,
afgasset biomasse, anden organisk gødning eller bioaske,
skal virksomheden opgøre lageret på
overdragelsestidspunktet.
Stk. 2.
Oplysninger om opgørelsen af lageret, jf. stk. 1, gives
skriftligt til den virksomhed, der overtager lageret.
Stk. 3. Det
overdragne lager henregnes til den virksomhed, der overtager
lageret.
Stk. 4. Gives
skriftlig oplysning som nævnt i stk. 2 ikke, opgøres
det overdragne lager til 0 kg kvælstof og fosfor.
§
35. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der er
nævnt i §§ 32-34, herunder om udarbejdelse,
indhold, form, indberetning og frister. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om dokumentation og om opbevaring af
dokumentation.
Kapitel 3
Gødningsleverandører
§
36. Miljø- og fødevareministeren fører
et register over oplysninger om gødningsleverancer fra
virksomheder, herunder anlæg, og offentligt ejede
virksomheder, der sælger, afgiver eller modtager
gødning. Registeret benævnes Leverandørregister
for gødningsleverancer.
Stk. 2.
Ministeren fastsætter regler om, at de virksomheder, herunder
anlæg, og offentligt ejede virksomheder, der er omfattet af
§ 3, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 3,
stk. 3, skal indberette følgende til
Leverandørregister for gødningsleverancer:
1) Hvortil der
er afsat gødning.
2) Den afsatte
gødningstype og -mængde.
3) Den totale
mængde af kvælstof og fosfor i den afsatte
gødning.
4) Den andel af
den totale mængde af kvælstof, der skal anvendes ved
beregning af forbruget af kvælstof i den afsatte
gødning.
5) Det
fosforloft, der er tilknyttet den afsatte gødning, jf. lov
om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
Stk. 3.
Indberetningen af kvælstofholdig gødning, jf. stk. 2,
skal omfatte al gødning, der er solgt eller afgivet
henholdsvis med og uden afgift, jf. lov om afgift af kvælstof
indeholdt i gødninger m.m.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om, at de anlæg, der er
omfattet af § 3, stk. 2, eller regler fastsat i medfør
af § 3, stk. 3, skal indberette følgende til
Leverandørregister for gødningsleverancer:
1) Hvorfra de
modtager gødning.
2) Den modtagne
gødningstype og -mængde.
3) Den totale
mængde af kvælstof og fosfor i den modtagne
gødning.
4) Den andel af
den totale mængde af kvælstof, der skal anvendes ved
beregning af forbruget af kvælstof i den modtagne
gødning.
5) Det
fosforloft, der er tilknyttet den modtagne gødning, jf. lov
om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte regler om den form, som
indberetninger til Leverandørregister for
gødningsleverancer skal have.
Stk. 6.
Ministeren kan fastsætte regler om prøveudtagning,
herunder at prøver skal udføres af akkrediterede
laboratorier, analysemetoder, opbevaring af prøver og
analyseresultater, indberetning af analyseresultater,
opgørelse og indberetning af primo- og ultimolager og
afvigelser ved bearbejdningsprocessen for de virksomheder, herunder
anlæg, og offentligt ejede virksomheder, der er omfattet af
§ 3, stk. 1 og 2, eller regler fastsat i medfør af
§ 3, stk. 3.
§
37. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om krav til
gødningsleverandørers indberetning og
opgørelse, dokumentationskrav og anmeldelse og registrering
af anlæg.
Kapitel 4
Næringsstofreducerende tiltag
§
38. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at virksomheder skal etablere
efterafgrøder, herunder om, hvilke afgrødetyper der
kan anvendes som efterafgrøder, og om dyrkningen af
efterafgrøder, i hvilke områder efterafgrøder
skal etableres, hvordan områderne afgrænses, og
efterafgrødernes nærmere placering i områderne.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, på hvor
stor en del af virksomhedens areal efterafgrøder skal
etableres, og beregningen heraf samt om dispensation fra
efterafgrødekravet, i det omfang at det ikke får
betydning for den kvælstofreducerende effekt.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om dyrkningsrelaterede
tiltag, herunder fastsætte perioder, hvor jordbearbejdning og
omlægning af arealer med plantedække ikke må
finde sted.
§
39. Miljø- og fødevareministeren kan etablere
særlige ordninger, som den enkelte virksomhed kan vælge
som alternativ til etablering af efterafgrøder efter regler
fastsat i medfør af § 38, stk. 1.
Stk. 2.
Ministeren kan etablere pilotprojektordninger, hvorefter en eller
flere virksomheder kan ansøge om at anvende lokale
foranstaltninger som alternativ til etablering af
efterafgrøder efter regler fastsat i medfør af §
38, stk. 1.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningerne
efter stk. 1 og 2, herunder frister og omregningsfaktorer m.v.
Stk. 4.
Ministeren kan for ordninger omfattet af stk. 2 fastsætte
regler om ansøgningens indgivelse, indhold og oplysninger,
herunder om formkrav hertil. Ministeren kan endvidere
fastsætte vilkår i afgørelser om ordninger
truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 2.
Kapitel 5
Tilskudsordninger
§
40. Miljø- og fødevareministeren kan yde
nationalt tilskud til kvælstofreducerende virkemidler i
særlige områder.
Stk. 2.
Ministeren fastsætter regler om, hvilke virkemidler der kan
ydes tilskud til. Ministeren kan endvidere fastsætte regler
om betingelser for at opnå tilskud, om beregning af tilskud,
om udbetaling af tilskud, om ansøgning om tilskud m.v. og om
administration af tilskudsordningerne.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om, at tilskudsmodtageren i
hele perioden, hvor betingelser for tilskud skal være
opfyldt, skal underrette ministeren, hvis betingelserne for tilskud
ikke er opfyldt.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om kontrol, om
nedsættelse af tilskud og om tilbagebetaling af uberettiget
udbetalt tilskud, herunder om betaling af renter.
Kapitel 6
Planlægnings- og regnskabskrav
Gødningsplanlægning
§
41. En virksomhed, der er registreret eller
registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab, skal
for hver planperiode foretage en gødningsplanlægning
for det samlede landbrugsareal.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
nærmere regler om planlægningen, herunder frister for
planlægningens foretagelse, dens udformning, indhold,
herunder krav om tilknytning af et markkort, og indsendelse, og om
opgørelsen af det samlede landbrugsareal. Ministeren kan
endvidere fastsætte regler om revision af
gødningsplanlægningen.
Gødningsregnskab
§
42. En virksomhed, der er registreret eller
registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab, skal
hvert år udarbejde et gødningsregnskab for den
afsluttede planperiode. Gødningsregnskabet skal indberettes
til miljø- og fødevareministeren.
Stk. 2.
Gødningsregnskabet skal opgøres på grundlag af
virksomhedens gødningsplanlægning, jf. § 41, og
angive følgende:
1) Virksomhedens
samlede kvote for kvælstof, jf. §§ 13-17, og
virksomhedens forbrug af kvælstof og fosfor til
gødningsformål, jf. §§ 18-35.
2) Det
fosforloft, der er tilknyttet gødningen, jf. lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
3) Oplysninger
om husdyrbesætning.
4)
Størrelsen på virksomhedens samlede landbrugsareal og
harmoniareal.
5) Oplysninger
om virksomhedens aftaler om forpagtning til brug for udbringning af
husdyrgødning og om virksomhedens
husdyrgødningsaftaler.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler
om gødningsregnskabets udformning og indhold, herunder
hvilke oplysninger der skal indberettes. Ministeren
fastsætter endvidere regler om opbevaring af bilag og om
frister for indberetning af gødningsregnskabet m.v.
§
43. Virksomheden skal anvende særlige skemaer til
udarbejdelse af gødningsplanlægning og
gødningsregnskab.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren udarbejder de skemaer,
der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Ministeren kan godkende andre skemaer end de skemaer, der er
nævnt i stk. 2.
Stk. 4.
Virksomheden skal opbevare gødningsplanlægningen og
gødningsregnskabet med tilhørende bilag i mindst 5
år.
Indberetning og opgørelse af arealer
etableret med plantedække
§
44. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af
§ 4, hvert år skal indberette og opgøre
virksomhedens arealer, hvorpå der er etableret
plantedække efter regler fastsat i medfør af §
38, stk. 1, og § 39, og indgive indberetningen og
opgørelsen til ministeren.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om
indberetningen og opgørelsen, herunder om udformningen,
indholdet og fristen for indgivelse. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at indberetningen efter stk. 1 skal
tilknyttes et markkort.
Kapitel 7
Administrative
bestemmelser
Afgørelser og tilsyn m.v.
§
45. Afgørelser efter loven træffes af
miljø- og fødevareministeren.
Stk. 2.
Ministeren fører tilsyn med, at der ikke sker
overtrædelse af loven eller regler fastsat i medfør
heraf.
§
46. Miljø- og fødevareministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, kan udtage jordprøver til brug
for udarbejdelse af kvælstofprognosen, jf. § 15, stk. 2,
uden at skulle betale kompensation herfor. Virksomheden skal efter
anmodning give ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil,
alle oplysninger, der er nødvendige for at anvende
jordprøver til udarbejdelse af kvælstofprognosen.
Klage og delegation
§
47. Afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i
medfør af § 40 kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af
nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6, i lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klage
til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives
skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen,
ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk.
2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest
og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af
klagen videresende klagen til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen
være ledsaget af den påklagede afgørelse, de
dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en
udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen
og de klagepunkter, der er anført i klagen.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en under
ministeriet oprettet statslig myndighed til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Henlægger ministeren sine beføjelser efter loven til
en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte
regler om adgangen til at klage over myndighedens
afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for en
anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at
genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan
endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder
om formkrav hertil.
Obligatorisk digital kommunikation
§
48. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om pligt til at anvende digital
kommunikation om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat
i medfør heraf. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om fritagelse fra pligten.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater og digital signatur og lign.
Stk. 3. En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når
den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Kontrol m.v.
§
49. En virksomhed, der er omfattet af loven, skal efter
anmodning fra miljø- og fødevareministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om
økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har
betydning for kontrol, herunder til afgørelse af, om et
forhold falder ind under lovens regler. Ministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, kan uden at betale kompensation
herfor forlange, at virksomheden skal indsende relevant materiale
til brug for kontrol.
§
50. Miljø- og fødevareministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, kan hos andre offentlige myndigheder
indhente de oplysninger, der er nødvendige for at
kontrollere overholdelsen af loven og regler, der er fastsat i
medfør heraf.
§
51. Miljø- og fødevareministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse adgang til virksomheder, der er omfattet af
loven, for at udøve de beføjelser, loven eller regler
fastsat i medfør heraf tillægger ministeren. Efter
samme regler har ministeren eller den, ministeren bemyndiger
hertil, adgang til hos virksomhederne på stedet at
gennemgå regnskaber og forretningsbøger m.v. I det
omfang de nævnte oplysninger er registreret digitalt,
omfatter adgangen til dem også digital adgang hertil.
Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har herunder
adgang til at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere
eller medtage dokumenter og medtage andre genstande uden at skulle
betale kompensation herfor. Ministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, kan udtage prøver til
undersøgelser uden at skulle betale kompensation herfor.
Kvittering for medtagne genstande skal udleveres.
Stk. 2.
Virksomhedens ejer og de hos denne ansatte skal yde ministeren
eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden vejledning
og hjælp ved den kontrol, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Politiet
yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den
kontrol, der er nævnt i stk. 1. Miljø- og
fødevareministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Offentliggørelse
§
52. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om offentliggørelse med navns
nævnelse dels af indberettede oplysninger, dels af resultater
på grundlag af kontrol og af vedtagne administrative
bødeforelæg på grundlag af kontrol, som
gennemføres i henhold til loven eller regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af
offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan
ske digitalt. Ministeren kan bestemme, at visse indberettede
oplysninger, kontrolresultater eller sanktioner ikke skal
offentliggøres.
Stk. 3.
Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske
på internettet på grundlag af et af ministeren oprettet
it-system vedrørende indberettede oplysninger,
kontrolresultater og sanktioner. Ministeren kan på ethvert
tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel
enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra
it-systemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang
til fra it-systemet at få meddelt oplysninger, som har
været offentliggjort. Adgangen omfatter såvel
enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.
Kapitel 8
Straffebestemmelser
§
53. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1)
overtræder § 12, § 41, stk. 1, § 42, stk. 1 og
2, eller § 43, stk. 1 og 4, eller
2) undlader at
anmelde virksomheden til registrering efter § 5, stk. 2, eller
undlader at afgive oplysninger eller at stille bistand til
rådighed efter § 46, 2. pkt., § 49 og § 51,
stk. 1 og 2.
Stk. 2. Ved
fastsættelsen af bøder for overtrædelse af
§ 12 udmåles en skærpet bøde med
udgangspunkt i overtrædelsens omfang målt i kilogram
kvælstof og i kilogram kvælstof pr. hektar.
Stk. 3. I
regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne.
Stk. 4.
Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens
bestemmelser eller regler fastsat i medfør af loven er 4
år.
Stk. 5. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§
54. Miljø- og fødevareministeren kan efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
Miljø- og Fødevareministeriet i nærmere angivne
sager om overtrædelser af denne lov og regler fastsat i
medfør af loven, der ikke skønnes at medføre
højere straf end bøde, i et bødeforelæg
kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis
den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget.
Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og
om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder
tilsvarende anvendelse på sådanne
bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages
bøden, bortfalder videre forfølgning.
Kapitel 9
Ændringer
i anden lovgivning
§ 55. I
lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1020 af 6. juli 2018, som ændret
ved § 2 i lov nr. 497 af 22. maj 2018, foretages
følgende ændringer:
1. § 2,
stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og
3.
2. § 3,
stk. 1, nr. 6 og 7,
ophæves.
Nr. 8 bliver herefter nr. 6.
3. Overskriften til kapitel 1 a affattes
således:
»Kapitel 1 a
Anvendelse af
gødning«.
4. I
§§ 5 b, 5 c og 45 a indsættes efter »organisk
gødning«: »eller bioaske«.
5. § 5 d,
overskriften før § 5 e, §§ 5 e og 5 f,
overskriften før § 5 g, §§ 5 g-5 o, overskriften før
§ 5 p, §§ 5 p og 5 q, overskriften før § 5 r og
§ 5 r ophæves.
6. I
§ 44, stk. 2, ændres
»§§ 5 e-5 r og de regler, der er fastsat med
hjemmel i disse bestemmelser, og regler,« til: »de
regler,«.
7. I
§ 44, stk. 5, ændres
»stk. 2« til: »stk. 3«.
8. § 91,
stk. 1, nr. 6, ophæves.
Nr. 7-14 bliver herefter nr. 6-13.
§ 56. I
lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1357 af 18. november 2016, som
ændret ved § 7 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 11 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1.
Overalt i loven ændres »lov om jordbrugets anvendelse
af gødning og om plantedække« til: »lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om
næringsstofreducerende tiltag«.
§ 57. I
lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og
Fødevareklagenævnet foretages følgende
ændring:
1. I
§ 19 indsættes som nr. 8:
»8) Klager
over afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i
medfør af § 40 i lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om næringsstofreducerende
tiltag.«
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
§
58. Loven træder i kraft den 5. april 2019.
Stk. 2. Lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018,
ophæves ved lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Loven
finder ikke anvendelse på forhold, der ve?drører
planperioden 2018-2019, som denne er defineret i § 4 i lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, og tidligere
planperioder. For sådanne forhold finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Lovens
§ 4 finder ikke anvendelse for planperioden 2019-2020, som
denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om plantedække, jf.
lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018. For denne
periode finder de hidtil gældende regler i § 3 i lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, og § 2,
stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 6. juli 2018,
anvendelse.
Stk. 5. Lovens
§§ 5-9 finder ikke anvendelse for planperioden 2019-2020,
som denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse
af gødning og om plantedække, jf.
lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018. For denne
periode finder de hidtil gældende regler i § 2 i lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018,
anvendelse.
Stk. 6.
Virksomheder, der ved afslutningen af planperioden 2019-2020, som
denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om plantedække, jf.
lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, er registreret i
Register for Gødningsregnskab, og som fortsat skal
være registreret, forbliver registreret.
Stk. 7. Regler,
der er fastsat i medfør af lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om plantedække, jf.
lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i
medfør af denne lov. Regler om straf for overtrædelse
af regler, der er fastsat i de pågældende
bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil
bekendtgørelsen ophæves eller erstattes af regler
fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 8. Regler,
der er fastsat i medfør af de bestemmelser i lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1020 af 6. juli 2018, der
ophæves i medfør af § 55, forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i
medfør af denne lov.
Kapitel 11
Territorial
gyldighed
§
59. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om
beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater,
der stammer fra landbruget, EF-Tidende 1991, nr. L 375, side 1, som
ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 1137/2008/EF af 22. oktober 2008 om tilpasning til
Rådets afgørelse 1999/468/EF af visse retsakter, der
er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så
vidt angår forskriftsproceduren med kontrol, EU-Tidende 2008,
nr. L 311, side 1, dele af Rådets direktiv 92/43/EØF
af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og
planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret
senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om
tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø
på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse,
EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om
fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets
vandpolitiske foranstaltninger, EF-Tidende 2000, nr. L 327, side 1,
som ændret senest ved Kommissionens direktiv 2014/101/EU af
30. oktober 2014 om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme
for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, EU-Tidende
2014, nr. L 311, side 32, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/118/EF af 12. december 2006 om
beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse,
EU-Tidende 2006, nr. L 372, side 19, som ændret senest ved
Kommissionens direktiv 2014/80/EU af 20. juni 2014 om ændring
af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/118/EF om beskyttelse af grundvandet mod forurening og
forringelse, EU-Tidende 2014, nr. L 182, side 52, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.
november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L
20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU
af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende
miljø på grund af Republikken Kroatiens
tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.
december 2011 om vurdering af visse offentlige og private
projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2012,
nr. L 26, side 1, som ændret senest ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse
offentlige og private projekters indvirkning på
miljøet, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1.