Skriftlig fremsættelse (24. januar
2019)
Sundhedsministeren
(Ellen Trane Nørby):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
(Regulering af nåleakupunktur på brystkassen
og forbud mod konstruktion af kunstig hymen ("jomfruhinde")).
(Lovforslag nr. L 141)
Nåleakupunktur kan i dag udføres af alle. Der har
imidlertid været en række sager på
akupunkturområdet, hvor personer er kommet til skade efter
nåleakupunktur på brystkassen. Nåleakupunktur
på brystkassen kan medføre komplikationer i form af
sammenklapning af en eller begge lunger. For at højne
patientsikkerheden i forbindelse med nåleakupunktur på
brystkassen foreslås det, at der stilles krav om, at
behandleren gennemfører et kursus i at forebygge, erkende og
håndtere komplikationer ved behandlingen for at kunne
udføre nåleakupunktur på brystkassen.
Kravet om
gennemførelse af et kursus vil med forslaget dog ikke
omfatte læger og kiropraktorer, som qua deres uddannelse
forudsættes at have erhvervet disse kundskaber. Endvidere
foreslås det, at personer, der udfører akupunktur
på brystkassen som led i offentlig sygehusbehandling tillige
er undtaget fra kravet om gennemførelse af kurset. Dette
skyldes, at regionerne som led i deres driftsherreansvar sikrer, at
personalet har de nødvendige kompetencer hertil.
Med forslaget
skal sundhedspersoner som fysioterapeuter, sygeplejersker og
jordemødre gennemføre et kursus af en dags varighed,
hvilket skyldes deres uddannelsesmæssige baggrund på
professionsbachelorniveau, mens øvrige behandlere med
forslaget skal gennemføre et 3 dages kursus for at kunne
udføre nåleakupunktur på brystkassen.
Endvidere
foreslås det, at behandleren skal give meddelelse til
Styrelsen for Patientsikkerhed, når kurset er
gennemført, så styrelsen kan føre og
offentliggøre en liste over de behandlere, der har
gennemført kurset.
Lovforslaget
medfører et strafbelagt forbud mod at udføre
nåleakupunktur på brystkassen i strid med
kursuskravet.
Regeringen
ønsker desuden at aflive myten om hymen som en
"jomfruhinde", der dækker skedeindgangen og springer ved
første samleje. Myten er særlig udbredt blandt visse
dele af befolkningen, hvor det tillægges stor betydning for
kvinden og familien som helhed, at jomfruhinden er intakt inden
bryllupsnatten. Dette medfører, at nogle kvinder får
foretaget en konstruktion af kunstig hymen.
Samfundet skal
ikke legitimere, at man kan få foretaget et kirurgisk indgreb
til at skabe en jomfruhinde, som aldrig har eksisteret. Selvom der
kan være gode intentioner bag indgrebet i forhold til at
afhjælpe kvindernes situation her og nu, mener regeringen
ikke, at det er en acceptabel og holdbar løsning.
Lovforslaget
indebærer derfor et strafbelagt forbud mod konstruktion af
kunstig hymen. Forbuddet skal ses i forlængelse af
regeringens øvrige initiativer på området.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.