Skriftlig fremsættelse (9. januar
2019)
Børne- og
socialministeren (Mai Mercado):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forældreansvarsloven (Forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær for forældre der er dømt
for visse former for kriminalitet af grovere karakter)
(Lovforslag nr. L 137)
Formålet med lovforslaget er at
styrke beskyttelsen af børn, hvis forældre er
dømt for visse former for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter, herunder manddrab og incest.
Afgørelser efter
forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær skal efter gældende ret
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Familieretshuset og familieretten skal endvidere have fokus
på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets
trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der
udsætter barnet for skade eller fare, herunder at beskytte
barnet mod at være vidne til vold.
Der opstår uanset disse generelle
principper for beskyttelsen af barnet fra tid til anden tvivl om,
hvorvidt en konkret afgørelse i en sag vedrørende en
forælder, der er dømt for visse former for
personfarlig kriminalitet af grovere karakter, er truffet af hensyn
til barnet eller af hensyn til den pågældende
forælder.
Med lovforslaget foreslås der derfor
indført en klar formodning om, at det ikke er bedst for
barnet, at en forælder, der er dømt for visse former
for personfarlig kriminalitet af grovere karakter, herunder incest
og manddrab, har for?æl?dremyndigheden eller del i
forældremyndigheden over et barn, at barnet har samvær
eller anden kontakt med denne forælder, eller at barnet har
bopæl hos denne forælder.
Med henblik på at sikre at der altid
træffes den afgørelse, der er bedst for det enkelte
barn, foreslås det med lovfor?sla?get, at formodningen kan
fraviges, hvis det på grund af en konkret og
dybdegående vurdering findes at være det bedste for
barnet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.