L 124 Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel.

(Opbygning af totalforsvarsstyrken og etablering af mobiliseringskompagnier).

Af: Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-12-2018

Fremsættelse: 12-12-2018

Skriftlig fremsættelse (12. december 2018)

20181_l124_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. december 2018)

Forsvarsministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel (Opbygning af totalforsvarsstyrken samt etablering af mobiliseringskompagnier)

(Lovforslag nr. L 124)

Danmark står over for et mere alvorligt trusselsbillede i dag end i nogen anden periode efter murens fald, og derfor er der behov for at styrke Forsvarets evne til at bidrage til Danmarks sikkerhed. Forsvaret skal have en styrke, en tyngde og en robusthed, så Danmark sammen med NATO troværdigt afskrækker og afholder andre lande fra at angribe vores allierede - og ultimativt os selv.

I tilfælde af krig eller krise er det vigtigt, at alle tilgængelige ressourcer kan udnyttes til at forsvare Danmark og værne om landets sikkerhed. Derfor er der konkret behov for at styrke Forsvarets og Hjemmeværnets evne til at mobilisere.

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 28. januar 2018 et nyt seksårigt forsvarsforlig. Det følger bl.a. af forliget, at Forsvarets evne til at mobilisere i tilfælde af krig og krise skal øges ved at opbygge mobiliseringskompagnier, der uddannes med henblik på indsættelse. Mobiliseringskompagnierne opbygges ved anvendelse af værnepligtige, der har gennemført en 8-måneders værnepligtsuddannelse, og som gives supplerende uddannelse i forbindelse med mobilisering og forud for indsættelse. De værnepligtige, som har gennemført den 8 måneder lange værnepligtsuddannelse, vil i op til 5 år efter hjemsendelse skulle kunne indkaldes til at forrette tjeneste i mobiliseringskompagnierne.

Det følger endvidere af forsvarsforliget, at det nuværende totalforsvar skal styrkes ved at perioden, hvor værnepligtige forpligtes til at stå til rådighed for totalforsvaret, øges fra 3 år til 5 år. Derudover var der blandt partierne bag forsvarsforliget enighed om, at der skal skabes mulighed for at genindkalde tidligere ansatte, hvis der måtte bliver behov herfor.

Formålet med lovforslaget er at udmønte denne del af forsvarsforliget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.