L 12 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Dagpenge efter udløb af retten til supplerende dagpenge i et månedsbaseret dagpengesystem, periodisering af indkomst til opfyldelse af indkomstkravet, undtagelse fra opfølgning på visse sager efter samkøring af oplysning om løntimer m.m.).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2018

Fremsættelse: 03-10-2018

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

20181_l12_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Dagpenge efter udløb af retten til supplerende dagpenge i et månedsbaseret dagpenge­system, periodisering af indkomst til opfyldelse af indkomstkravet, undtagelse for opfølgning på visse sager efter samkøring af oplysning om løntimer m.m.)

(Lovforslag nr. L 12)

Aftalepartierne (Venstre, Konservativt Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) bag Aftale om et tryggere dagpengesystem af 22. oktober 2015, Aftale om overskydende timer og supplerende dagpenge af 17. december 2015 og Aftale om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked af 18. maj 2017 (dagpengereformen) er enige om, at der er behov for en række mindre tilpasninger af dagpengereformen.

Der foreslås gennemført følgende ændringer:

- Overgangsordningen for supplerende dagpenge gøres permanent således, at beskæftigelse og dagpenge fortsat opgøres i uger fremfor måneder, efter retten til supplerende dagpenge er udløbet.

- Indkomst indberettet til indkomstregisteret kan periodiseres til en anden måned end indberetningsmåneden i de situationer, hvor et sammenstød mellem indkomstloftet for retten til dagpenge og indberetningen til indkomstregisteret af oplysninger om indkomst betyder, at medlemmet ikke kan få dagpenge.

- Reglerne om dagpengesats for unge under 25 år konsekvensændres som følge af vedtagelsen af lov nr. 1670 af 26. december 2017 om et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked.

- Den månedlige indkomstkontrol kan under særlige omstændigheder undtages for opfølgning på samkøring, når samkøringen mellem medlemmets oplysninger på dagpengekortet og indberetningerne i indkomstregisteret om løntimer og indkomst viser, at der er en uoverensstemmelse (månedskontrol). Det foreslås også, at samkøringen mellem medlemmets oplysninger på efterlønskortet og indberetningerne i indkomstregisteret om løntimer og indkomst og eventuel efterregulering som følge heraf (kontrol) sker hver 3. måned, og at tre måneders-perioden følger kvartalerne i året.

Det skønnes, at lovforslaget vil medføre merudgifter for det offentlige (før skat og tilbageløb) på 1,8 mio. kr. i 2018 og 7,3 mio. kr. årligt i 2019 og frem. Heraf vil staten samlet set have merudgifter på 0,6 mio. kr. i 2018 og 2,6 mio. kr. årligt i 2019 og frem, og kommunerne vil samlet set have merudgifter på 1,2 mio. kr. i 2018 og 4,7 mio. kr. årligt i 2019 og frem.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende dog således, at forslagene om dagpengesatsens størrelse til unge under 25 år uden kompetencegivende uddannelse, periodisering af indkomst indberettet til indkomstregisteret til en anden måned end indberetningsmåneden og udbetaling af dagpenge efter udløb af retten til supplerende dagpenge i et månedsbaseret dagpengesystem, har virkning fra 1. oktober 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.