L 12 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Dagpenge efter udløb af retten til supplerende dagpenge i et månedsbaseret dagpengesystem, periodisering af indkomst til opfyldelse af indkomstkravet, undtagelse fra opfølgning på visse sager efter samkøring af oplysning om løntimer m.m.).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-11-2018

Afgivet: 28-11-2018

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 28. november 2018

20181_l12_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 28. november 2018

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, det er godt, at der omsider rettes op på nogle af de urimeligheder og uhensigtsmæssigheder, der er i det nye dagpengesystem. Det er især tilfredsstillende, at der kommer en permanent og rimelig løsning med hensyn til modregning for medlemmer, der har mistet retten til supplerende dagpenge. Det er også tilfredsstillende, at a-kasser og medlemmer i nogle situationer kan slippe for kontrol og efterregulering, og at arbejdsgiverfejl ved indberetning af løn ikke skader medlemmet. Enhedslisten noterer sig, at der åbenbart alligevel ikke var tekniske hindringer for at rette disse åbenlyse fejl i lovgivningen. Enhedslisten vil fortsætte arbejdet for at rette op på de andre urimeligheder i dagpengesystemet, som f.eks. at ledige kan få beregnet en meget lav dagpengesats. En fejl, der i lighed med de fejl, der er rettet nu, blev påpeget af a-kasserne fra start af.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 63, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 60, stk. 6, nr. 1 eller 2« til: »§ 60, stk. 7, nr. 1 eller 2«.«

[Konsekvensændringsforslag som følge af lovforslagets § 1, nr. 4]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om et teknisk ændringsforslag, idet der i lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes et nyt stk. 2 i gældende lovs § 60. Ved en fejl er henvisningen i lovens § 63, stk. 3, 3. pkt., til § 60, stk. 6, nr. 1 og 2, ikke konsekvensrettet til § 60, stk. 7, nr. 1 og 2.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 23. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 29. juni 2018 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 404 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Karina Adsbøl (DF) Marlene Harpsøe (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel-Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Martin Geertsen (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Erik Lund (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Mattias Tesfaye (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Jan Johansen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Julius Graakjær Grantzau (ALT) Torsten Gejl (ALT) Rasmus Helveg Petersen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1