L 108 Forslag til lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v. og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år.

(Udvælgelse af id-udsteder og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker samt skærpede sanktioner ved salg af tobak til personer under 18 år).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 15-11-2018

Fremsat den 15. november 2018 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

20181_l108_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. november 2018 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v. og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år

(Udvælgelse af ID-udsteder og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker samt skærpede sanktioner ved salg af tobak til personer under 18 år)

§ 1

I lov om tobaksvarer m.v., jf. lov nr. 608 af 7. juni 2016, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til loven indsættes efter »(EU-Tidende 2014, nr. L 127, side 1).«: »I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, EU-tidende 2018, nr. L 96, side 7 og fra Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer, EU-tidende 2018, nr. L 96, side 57. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.«

2. I § 2 indsættes som nr. 23 og 24:

»23) Entydigt identitetsmærke: Den alfanumeriske kode, der gør det muligt at identificere en enkeltpakning eller samlet emballage med tobaksvarer.

24) Økonomiske aktører: Enhver fysisk eller juridisk person, der er involveret i handel med tobaksvarer, herunder til eksport, fra fabrikanten til den sidste økonomiske aktør inden det første detailsalgssted.«

3. Efter § 22 indsættes:

»§ 22 a. Den, der markedsfører tobaksvarer her i landet, skal sikre, at hver enkeltpakning med tobaksvarer er påført et entydigt identitetsmærke udstedt af den danske ID-udsteder, jf. § 31 a.«

4. Efter kapitel 9 indsættes:

»Kapitel 9 a

Udvælgelse af ID-udstederen og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker

Entydige identitetsmærker

§ 31 a. Sikkerhedsstyrelsen udpeger en ID-udsteder, der skal udstede entydige identitetsmærker til tobaksvarer, der markedsføres i Danmark.

Stk. 2. ID-udstederen kan udstede entydige identitetsmærker til de tobaksvarer, der fremstilles i Danmark og markedsføres i et andet EU-land, uden krav om national ID-udstedelse og skal udstede entydige identitetsmærker til tobaksvarer som fremstilles i Danmark og eksporteres ud af EU.

Stk. 3. ID-udstederen kan kræve vederlag for driftsopgaver, som relaterer sig til udstedelsen af entydige identitetsmærker, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. De vederlag, som ID-udstederen fastsætter og opkræver af de økonomiske aktører, kan udelukkende vedrøre udstedelse af entydige identitetsmærker. Vederlaget skal være ikke-diskriminerende og stå i rimeligt forhold til antallet af entydige identitetsmærker, der udstedes til økonomiske aktører, under hensyntagen til leveringsmåden.

Stk. 5. Afgørelser truffet af ID-udstederen kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstempelmærker

§ 31 b. For de tobaksvarer, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som både stempelmærke efter tobaksafgiftsloven og sikkerhedsmærke.

Stk. 2. For de tobaksvarer, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven eller forbrugsafgiftsloven, men som ikke påføres stempelmærke efter tobaksafgiftsloven, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som sikkerhedsmærke.

Stk. 3. For de tobaksvarer, som ikke er afgiftspligtige, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift til enkeltpakninger, der fungerer som sikkerhedsmærke.«

5. I overskriften til kapitel 10 ændres »Sikkerhedsstyrelsens« til: »Sikkerhedsstyrelsens og told - og skatteforvaltningens«.

6. I § 32 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at enkeltpakninger af tobaksvarer er påført entydige identitetsmærker. Derudover fører Sikkerhedsstyrelsen kontrol med, at ID-udstederen og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation, samt eventuelle underleverandører er uafhængige af tobaksindustrien.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve at få meddelt alle oplysninger af ID-udstederen og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation, samt eventuelle underleverandører, der er nødvendige for tilsynet efter stk. 2.

Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan af fabrikanter og importører kræve at få foretaget basale søgningsforespørgsler vedrørende alle data, der et lagret i et primærdatalager, der er nødvendige for tilsynet efter stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter til stk. 5.

7. Efter § 32 indsættes:

»§ 32 a. Told- og skatteforvaltningen fører kontrol med, at enkeltpakninger med tobaksvarer er påført sikkerhedsstempelmærker, jf. § 31 b, stk. 1-2.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede produkter kræve at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.«

8. I § 33, stk. 2, § 34, stk. 1 og § 35, stk. 1, ændres »kontrollen efter § 32, stk. 1« til: »kontrollen efter § 32, stk. 1 og 2«.

9. I § 36, nr. 1, ændres »§ 20, stk. 1 og 2« til »§ 20, stk. 1 og 2, § 22 a«.

10. Efter § 39 indsættes:

»§ 39 a. Sikkerhedsstyrelsen kan i behørigt begrundede tilfælde deaktivere en økonomisk aktørs identifikationskode, efter gennemførelsesforordningens artikel 15, nr. 4, en anlægsidentifikationskode efter artikel 17, nr. 4, eller en maskinidentifikationskode efter artikel 19, nr. 4.

Stk. 2. Ved deaktivering efter stk. 1 orienteres enten den økonomiske aktør, operatøren af første detailsalgssted eller fabrikanter og importører om deaktiveringen.«

11. I § 43, stk. 1, udgår: »der udføres hos fabrikanter og importører af tobaksvarer, som er omfattet af indberetningspligten i § 3, stk. 1.«.

12. I § 45, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 20, stk. 1 og 2« til: »§ 20, stk. 1 og 2, § 22 a«.

13. I § 45, stk. 1, nr. 4, ændres »37 eller« til: »37,«.

14. I § 45, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 38.« til: »§ 38,«.

15. I § 45, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nye numre:

»6) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, 10, 11, 13, 21, nr. 5 og 6, 22, 23 eller 32-34,

7) overtræder bestemmelserne om fabrikanters og importørers forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 6-8, 12, nr. 2, 18, 21, nr. 1, 2 og 4 eller 26, nr. 1- 5,

8) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs og operatører af første detailsalgssteds forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 14 eller 16, nr. 2,

9) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs, bortset fra fabrikanter og importørers, forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 12, nr. 3 og artikel 29, nr. 4 eller

10) overtræder bestemmelsen i gennemførelsesforordningens artikel 36 om anvendelsen af sikre kommunikationsmidler og interoperabilitet.«

§ 2

I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 og § 3 i lov nr. 236 af 15. marts 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ved særlig grov eller gentagen overtrædelse af §§ 1 og 2 a kan der ske fratagelse af retten til at markedsføre tobak for en periode.«

Stk. 2. bliver herefter stk. 3.

§ 3

Stk. 1. Lovens § 1 træder i kraft den 1. februar 2019.

Stk. 2. Lovens § 2 træder i kraft den 20. maj 2019.

Stk. 3. Lovens kontrol- og sanktionsbestemmelser, jf. § 31 a-b, har først virkning, når de relevante forpligtelser i medfør af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer og Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer træder i kraft den 20. maj 2019 for cigaretter og rulletobak og den 20. maj 2024 for andre tobaksvarer.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets hovedindhold
3.1. Entydige identitetsmærker
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer
3.1.3. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2. Sikkerhedsstempelmærker
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer
3.2.3. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3. Straf
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema


1. Indledning

Lovforslaget retter sig mod etablering af foranstaltninger mod illegal handel med tobaksprodukter, som udgør en trussel mod folkesundheden og ligeledes medfører tabte skatteindtægter for myndighederne. Formålet med lovforslaget er tillige at skærpe sanktionerne ved overtrædelse af forbuddet mod salg af tobak til personer under 18 år, således at retten til at sælge tobak kan fratages i en periode ved gentagende overtrædelser.

Medlemslandene i EU har vedtaget at tilnærme landenes lovgivning om tobaksvarer og indføre regler for markedsføring af relaterede produkter med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (Tobaksvaredirektivet). Direktivets artikel 15 og 16 regulerer mærkning af sporbarhed og mærkning af tobaksvarer med et sikkerhedsmærke. Med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer samt Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer er der fastsat nærmere bestemmelser om både mærkning af sporbarhed og mærkning af tobaksvarer med et sikkerhedsmærke.

Lovforslaget implementerer de nødvendige nationale bestemmelser for at gennemføre Tobaksvaredirektivets artikel 15 og 16 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer samt Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer. Artikel 15 finder anvendelse på cigaretter og rulletobak fra den 20. maj 2019 og på alle andre tobaksvarer fra den 20. maj 2024.

Det fælles europæiske sporbarhedssystem medfører, at tobaksvarer i fremtiden bliver påført et entydigt identitetsmærke. Alle enkeltpakninger med tobaksvarer, der er fremstillet i, bestemt for eller markedsføres på EU-markedet, mærkes med et entydigt identitetsmærke, så deres bevægelser kan registreres. Dette vil gøre det muligt at følge og spore sådanne produkter i hele forsyningskæden (fra fabrikanten til det sidste led inden det første detailsalgssted).

Ud over de entydige identitetsmærker påført enkeltpakninger med tobaksvarer vil alle økonomiske aktører, operatører af de første detailsalgssteder, anlæg og maskiner skulle påføres unikke identifikationskoder.

Det foreslås, at Sikkerhedsstyrelsen bliver ansvarlig for at udpege en ID-udsteder, der kan udstede entydige identitetsmærker og identifikationskoder, og at Skatteforvaltningen bliver ansvarlig for at udstede sikkerhedsstempelmærker. Det foreslås endvidere at fastsætte regler for Sikkerhedsstyrelsens og Skatteforvaltningens kontrolopgaver med henblik på at føre kontrol med overholdelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer samt Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer. Med lovforslaget foreslås det endelig at fastsætte strafbestemmelser ved overtrædelse af gennemførelsesforordningens bestemmelser samt at fastsætte, at der ved grov eller gentagen overtrædelse af §§ 1 og 2 a i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år kan ske frakendelse af retten til at markedsføre tobak for en periode.

2. Baggrund

Lov om tobaksvarer m.v. samt lov om elektroniske cigaretter m.v. gennemfører dele af Tobaksvaredirektivet. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov om tobaksvarer m.v., at gennemførelse af direktivets bestemmelser om entydige identitetsmærker og sikkerhedsmærker, jf. artikel 15 og 16, vil blive fremsat efter, at Europa-Kommissionen har fremlagt gennemførelsesretsakter om tekniske standarder for oprettelse og drift af følge- og sporingssystemet, herunder mærkning med det entydige identitetsmærke og tekniske standarder for sikkerhedsmærker. Disse bestemmelser skal træde i kraft for cigaretter og rulletobak den 20. maj 2019 og for andre tobaksvarer end cigaretter og rulletobak den 20. maj 2024. For cigaretter og rulletobak vil der være en overgangsperiode, således at produkter, der er produceret før den 20. maj 2019, frit kan omsættes uden entydige identitetsmærker indtil den 20. maj 2020. For produkter produceret efter den 20. maj 2019 vil forordningen finde anvendelse, og produkterne skal påføres entydige identitetsmærker.

Reglerne om et sporingssystem, jf. artikel 15, og et sikkerhedsmærkningssystem, jf. artikel 16, sigter mod at modvirke illegal handel med tobaksvarer. Regeringen opfatter det som en udfordring, at illegale produkter underminerer den frie bevægelighed for produkter, der er i overensstemmelse med lovgivningen, og den beskyttelse, lovgivningen om tobakskontrol ellers skulle yde.

Tobaksvaredirektivet indeholder regler om, at enkeltpakker med tobaksvarer skal mærkes med et entydigt identitetsmærke og et sikkerhedsmærke, og at flytning af produkterne skal registreres, således at produkterne kan spores i hele Den Europæiske Union. Systemet skal dæmme op for markedsføring af ulovlige tobaksvarer, der ikke lever op til kravene i tobaksvaredirektivet. Det fremgår endvidere af præambelbetragtning 30 i Tobaksvaredirektivet, at et interoperabelt sporingssystem og en sikkerhedsmærkning skal udvikles på EU-plan. For at sikre sporingssystemets uafhængighed og gennemsigtighed skal tobaksproducenter indgå aftaler med uafhængige tredjeparter som beskrevet i præambelbetragtning 31.

Direktivets bestemmelser er af generel karakter og skal suppleres med mere detaljerede bestemmelser. I henhold til direktivets artikel 15, stk. 11 og 16, stk. 2 fastsætter Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter tekniske standarder for etablering af sporings- og sikkerhedsmærkningssystemet.

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 12, har Kommissionen også beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at definere centrale dele af den datalagringsaftale, der skal indgås med en uafhængig tredjepart. Kommissionen vedtog sådanne gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter den 15. december 2017.

I forbindelse med lovforslag om ændring af lov om lægemidler og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år (Flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen og tilførsel af kontrolopgave til Sikkerhedsstyrelsen), der som led i Bedre Balance II fremsættes i 4. kvartal af 2018, foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen tilføres den supplerende opgave at kontrollere forbuddet mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år. Regeringen har et ønske om at styrke efterlevelsen af denne lovgivning gennem øget håndhævelse og skærpede sanktioner særligt i grovere og gentagne tilfælde.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Entydige identitetsmærker

3.1.1. Gældende ret

Markedsføring af tobaksvarer er reguleret af § 3, stk. 1, § 4, § 5, § 7, stk. 1-2, § 8, stk. 1, §§ 13-19, § 20, stk. 1-2, § 22, § 23, stk. 1, § 26, § 28, § 30, stk. 1, § 31, stk. 1, § 36, og § 37 i lov nr. 608 af 7. juni 2016 om tobaksvarer m.v., bekendtgørelse nr. 1064 af 4. juli 2016 om undersøgelser af konkrete tilsætningsstoffer i tobaksvarer og nærmere krav til mærkning og emballering af cigaretter og rulletobak m.v., bekendtgørelse nr. 611 af 7. juni 2016 om indberetning af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter samt anmeldelse af nye kategorier af tobaksvarer m.v. samt bekendtgørelse nr. 669 af 30. maj 2016 om grænseværdier, sundhedsadvarsler og alderskontrolsystem m.v. af tobaksvarer m.v.

Krav om entydige identitetsmærker har ikke tidligere været reguleret hverken i medfør af dansk lovgivning eller EU-lovgivning.

3.1.2. Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer

Efter Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer defineres et entydigt identitetsmærke som den alfanumeriske kode, der gør det muligt at identificere en enkeltpakning med tobaksvarer eller samlet emballage med tobaksvarer, jf. artikel 2, nr. 1. I gennemførelsesforordningen fremgår de tekniske specifikationer vedrørende det entydige identitetsmærke af forordningens kapitel II. Af artikel 3, stk. 1 fremgår det, at hver medlemsstat udpeger en enhed ("ID-udsteder"), som er ansvarlig for at udstede entydige identitetsmærker inden for en frist på højst ét år efter gennemførelsesforordningens ikrafttræden. Efter artikel 5 kan de entydige identitetsmærker genereret af ID-udstedere anvendes til at mærke enkeltpakninger med tobaksvarer eller samlet emballage i en periode på højst 6 måneder, efter at den økonomiske aktør har modtaget de entydige identitetsmærker. Efter udløbet af denne periode er de entydige identitetsmærker ugyldige.

3.1.3. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer blev vedtaget den 15. december 2017. Da der er tale om en forordning, har bestemmelserne umiddelbar og direkte virkning i de enkelte EU-medlemsstater.

Med lovforslaget fastsættes der supplerende bestemmelser til gennemførelsesforordningen i relation til den nærmere kompetencefordeling samt håndhævelse i Danmark.

Med lovforslaget foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen vil skulle udpege en enhed, der kan udstede entydige identitetsmærker. De nærmere krav til denne ID-udsteder fremgår af artikel 3 i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, som blev vedtaget den 15. december 2017. Af artikel 3 fremgår bl.a., at hver medlemsstat vil skulle udpege en enhed ("ID-udsteder"), som er ansvarlig for at udstede entydige identitetsmærker. Sikkerhedsstyrelsen skal i medfør af gennemførelsesforordningen senest udpege en enhed den 6. maj 2019.

Artikel 4 i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, som blev vedtaget den 15. december 2017, giver mulighed for at stille krav om, at tobaksvarer, der markedsføres i Danmark, skal påføres entydige identitetsmærker, der er udstedt af den danske ID-udsteder. Denne mulighed gøres der brug af i lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås desuden, at de afgørelser, som den udpegede ID-udsteder træffer, vil kunne indbringes for Sikkerhedsstyrelsen. Eksempelvis vil ID-udstederen kunne træffe afgørelse om ikke at udstede entydige identitetsmærker i situationer, hvor fabrikanten eller importøren ikke har meddelt de fornødne oplysninger som defineret i bilag til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer. For at beskytte virksomhedernes retssikkerhed kan afgørelser truffet af ID-udstederen om udstedelse af entydige identitetsmærker, indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, som således vil fungere som klageinstans for de afgørelser, der træffes af den udpegede ID-udsteder.

3.2. Sikkerhedsstempelmærker

3.2.1. Gældende ret

Afgifter på tobak reguleres i lov nr. 19 af 8. januar 2018 om tobaksafgifter (tobaksafgiftsloven), bekendtgørelse nr. 186 af 26. februar 2013 om tobaksafgifter samt bekendtgørelse af lov nr. 126 af 2. februar 2018 om forskellige forbrugsafgifter.

Krav om sikkerhedsstempelmærker har ikke tidligere været reguleret hverken i medfør af dansk lovgivning eller EU-lovgivning.

3.2.2. Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer

Med Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer fastsættes der tekniske standarder for sikkerhedsmærker, som påføres enkeltpakninger med tobaksvarer, der markedsføres på EU-markedet, jf. artikel 1. I artikel 2 beskrives de nærmere definitioner, der ledsager sikkerhedsmærket, herunder at "autentificeringselement" er et element i et sikkerhedsmærke, jf. artikel 2, stk. 1, litra a, samt hvornår sikkerhedsmærket anses for "ikke skjult", "delvis skjult" og "skjult", jf. artikel 2, stk. 1, litra b-d.

Det fremgår endvidere af artikel 3, at medlemsstaterne skal kræve, at sikkerhedsmærket skal være sammensat af mindst fem typer autentificeringselementer, hvoraf mindst a) ét skal være ikke skjult, b) ét skal være delvist skjult og c) ét skal være skjult, jf. artikel 3, stk. 1, litra a-c. I forlængelse heraf fremgår det af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal kræve, at mindst ét af autentificeringselementerne skal leveres af en uafhængig tredjepartsleverandør, som opfylder kravene i gennemførelsesafgørelsens artikel 8, jf. artikel 3, stk. 2. Det fremgår videre af artikel 8, hvilke elementer der må være til stede ved anvendelsen af artikel 3, stk. 2, for at en leverandør af autentificeringselementer samt dennes eventuelle underleverandører kan anses for værende uafhængige.

3.2.3. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer blev vedtaget den 15. december 2017. Gennemførelsesafgørelsens bestemmelserne har umiddelbar og direkte virkning i de enkelte EU-medlemsstater.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen vil skulle udstede sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer. Det foreslås, at Skatteforvaltningen kommer til at lave to forskellige slags sikkerhedsstempelmærker afhængigt af, om den pågældende tobaksvare er påført stempelmærke eller ej efter tobaksafgiftsloven. For de tobaksvarer, der er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, og som i dag påføres stempelmærker, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som både stempelmærke efter tobaksafgiftsloven og sikkerhedsmærke. For de tobaksvarer, der er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, men som ikke påføres stempelmærker, eller er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftsloven, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedstempelsmærker uden afgift, der fungerer som sikkerhedsmærke. For de tobaksprodukter, som ikke er afgiftspligtige, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift, der fungerer som sikkerhedsmærke. Skatteforvaltningens varetagelse af sikkerhedsstempelmærker håndteres efter samme proces med hensyn til administration og kontrol som benyttes i dag. Den foreslåede ordning medfører derfor ikke en ændret administration eller en øget kontrolindsats for Skatteforvaltningen.

3.3. Straf

3.3.1. Gældende ret

I lov om tobaksvarer m.v. fremgår det af § 45, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes man med bøde, hvis man overtræder § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 10, § 13, § 14, stk. 1, §§ 15-17, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1 og 2, § 28, stk. 2, eller § 30, stk. 1. Desuden straffes man med bøde, hvis man undlader at efterkomme anmeldelsespligten i § 26, stk. 1, undlader at efterkomme registreringspligten i § 23, stk. 1, overtræder et forbud meddelt efter §§ 36 eller 37 eller undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, der har hjemmel i § 3, stk. 1, § 5, stk. 2, § 7, § 28, stk. 1, § 32, stk. 2, eller § 38.

Det fremgår af lovens § 45, stk. 2, at i regler, der fastsættes i medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 21 eller § 30, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne. Endelig fremgår det af lovens § 45, stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det fremgår af § 1 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020

af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010, lov nr. 327 af 23. marts 2013 og lov nr. 236 af 15, at tobaksvarer ikke må sælges til personer under 18 år. Straffen for overtrædelse af forbuddet er bøde.

3.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer samt Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer indeholder ikke strafbestemmelser.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at kravene til påsætning af henholdsvis entydige identitetsmærker samt sikkerhedsstempelmærker bliver håndhævet i praksis. Det foreslås derfor, at der indføres en kontrolordning, som drager nytte af, at Sikkerhedsstyrelsen allerede udfører kontrolopgaver i detailledet, samt at Skatteforvaltningen allerede udfører kontrolbesøg hos virksomheder, borgere, grænseovergange samt lufthavne. Det betyder, at Skatteforvaltningen indberetter til Sikkerhedsstyrelsen, såfremt de som led i deres ordinære afgiftskontrol konstaterer tobaksvarer, der ikke er påført både entydige identifikationsmærker og sikkerhedsstempelmærker. Sikkerhedsstyrelsen forfølger herefter spørgsmålet om manglende overholdelse af kravene til påsætning af entydigt identitetsmærke og sikkerhedsmærke. Tilsvarende indberetter Sikkerhedsstyrelsen til Skatteforvaltningen, såfremt de som led i deres kontrol konstaterer afgiftspligtige tobaksvarer, der ikke er påført sikkerhedsstempelmærke med henblik på, at Skatteforvaltningen forfølger spørgsmålet om manglende afholdelse af afgift.

Det foreslås desuden, at Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer, at ID-udstederen og leverandører af anti-manipulationsudstyr i sporbarhedssystemet er uafhængige af tobaksindustrien. Sikkerhedsstyrelsens kontrol heraf skal sikre, at der ikke forefindes interessekonflikter hos leverandører af elementerne i sporbarhedssystemet.

Derudover foreslås det med lovforslaget, at der kan straffes med bøde, hvis den økonomiske aktør overtræder forpligtelserne i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, 10, 11, 13, 21, nr. 5 og 6, 22, 23 eller 32-34, eller fabrikanter og importører overtræder forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 6-8, 12, nr. 2, 18, 21, nr. 1, 2 og 4 eller 26, nr. 1-5, eller den økonomiske operatør og operatører af første detailsalgssted overtræder forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 14 eller 16, nr. 2, eller en økonomisk aktør bortset fra fabrikanter og importører overtræder forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 12, nr. 3. og artikel 29, nr. 4. Endelig kan der straffes med bøde, hvis den økonomiske aktør, operatøren af første detailsalgssted og leverandøren af primære og sekundære datalagre ansvarlige overtræder bestemmelsen i gennemførelsesforordningens artikel 36 om sikre kommunikationsmidler og interoperabilitet. Der straffes således, hvis der sker anvendelse af usikre kommunikationsmidler. Ved overtrædelse af ovenstående anvendes de almindelige forvaltningsretlige regler vedrørende partshøring og afgørelse.

Den foreslåede strafbestemmelse skal ses i forlængelse af § 45, stk. 1, nr. 1-5, i lov om tobaksvarer m.v., hvoraf fremgår, at der straffes med bøde i en række situationer, hvor der sker overtrædelse af bl.a. bestemmelserne om markedsføring, registrering m.v. i lov om tobaksvarer m.v.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det endvidere vigtigt, at styrke håndhævelsen af aldersgrænserne for salg af tobak. Sundheds- og Ældreministeriet ønsker derfor, at det skal være muligt, at der kan ske midlertidig frakendelse af retten til at markedsføre tobak i grove gentagelsestilfælde ved anvendelse af sporbarhedssystemet.

Det nye sporbarhedssystem og de dertil hørende identifikationskoder vil kunne anvendes i forbindelse med frakendelse af retten til at markedsføre tobak. Efter artikel 15 og 17 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem er der mulighed for at fratage de økonomiske aktører deres identifikationskoder. Hvis en økonomisk aktør fratages sin identifikationskode, vil den økonomiske aktør ikke længere lovligt kunne købe tobaksvarer, og dette vil være tydeligt for øvrige aktører omfattet af sporbarhedssystemet efter Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer.

Derfor foreslås en ændring af sanktionsbestemmelsen i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, således at en detailforhandler ved særlig grov eller gentagen overtrædelse af forbuddet mod salg til personer under 18 år kan fratages retten til at markedsføre tobak for en periode. Håndhævelsen af denne sanktion vil kunne understøttes ved, at Sikkerhedsstyrelsen anmoder ID-udstederen om at deaktivere den overtrædende parts identifikationskode fra sporbarhedssystemet i frakendelsesperioden. Alle økonomiske aktører, operatører af de første detailsalgssteder og anlæg har fået udstedet en unik identifikationskode, jf. artikel 14, 16 og 18 i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. Denne unikke identifikationskode er en forudsætning for at kunne købe og markedsføre tobak lovligt.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget forventes at medføre øgede økonomiske omkostninger for Sikkerhedsstyrelsen på 1,4 mio. kr. Sikkerhedsstyrelsens omkostninger dækkes ved en forhøjelse af det allerede eksisterende tobaksvaregebyr. Ved indførelsen af lov om tobaksvarer m.v. i 2016, tildeltes Sikkerhedsstyrelsen en gebyrmæssige ramme på 9 mio. kr. årligt til udførelsen af kontrollen på området. På baggrund af erfaring fra indkøringen af ordningen og forventning til et fremtidigt lavere ressourceforbrug end oprindeligt blev gebyret nedsat til 7,5 mio. kr. fra primo 2017. Ved tilførslen af yderligere opgaver på baggrund af sporbarhedssystemet forhøjes tobaksgebyret med 1,4 mio. kr., så der herefter stort set sker fuld udnyttelse af den oprindelige ramme på 9 mio. kr.

Sikkerhedsstyrelsens ressourceforbrug til håndteringen af frakendelser af retten til at markedsføre tobaksvarer, jf. lovforslagets § 2, forventes at kunne finansieres inden for den samlede gebyrøkonomiske ramme. Dette bygger på forventningen om, at der på baggrund af den præventive effekt af denne skærpede sanktion vil være få sager. Herudover er der tale om en marginal aktivitet byggende på den eksisterende målrettede aktivitet med alderskontroldelen, som er særskilt bevillingsfinansieret.

Lovforslaget forventes at medføre udgifter for Skatteforvaltningen på 0,2 mio. kr. Finansieringen hertil forudsættes løst inden for Skatteforvaltningens bestående ressourcemæssige rammer.

Det vurderes, at Sikkerhedsstyrelsens kontrol med de entydige identitetsmærker vil kræve en teknisk løsning, hvorved der på kontrolstedet kan foretages en kontrol eksempelvis ved en håndholdt enhed. Der vil i den forbindelse være behov for udvikling, implementering og vedligehold af et IT-system eventuelt kombineret med håndholdte enheder. Sikkerhedsstyrelsen forventer at udgifterne hertil kan indeholdes inden for ovennævnte økonomiske ramme på 1,4 mio. kr.

Da systemet er nyt, og omfanget af det illegale marked endnu er ukendt, er ovennævnte udgifter for både Sikkerhedsstyrelsen og Skatteforvaltningen behæftet med nogen usikkerhed.

Alle medlemsstater skal udpege en ID-udsteder, der er ansvarlig for udstedelse m.v. af entydige identitetsmærker. Med lovforslaget foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen udpeger enheden. Dette vil indebære administrative konsekvenser for Sikkerhedsstyrelsen. Det forventes ikke, at Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med, at ID-udstederen og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation, samt eventuelle underleverandører er uafhængige af tobaksindustrien, jf. § 31 b, stk. 1, vil få organisatoriske konsekvenser for Sikkerhedsstyrelsen. Ligeledes vurderes det, at kontrolvirksomheden med enkeltpakninger med tobaksvarer efter lovforslagets §§, nr. 6 og 7, kan indeholdes inden for de organisatoriske rammer af både Skatteforvaltningens og Sikkerhedsstyrelsens nuværende kontrolvirksomhed.

Det vurderes ikke, at forslaget i øvrigt indebærer implementeringskonsekvenser for kommuner, regioner eller statslige myndigheder.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Selve sporings- og sikkerhedsmærkesystemet, som er reguleret ved forordning, vil have erhvervsøkonomiske konsekvenser for erhvervslivet, da det er erhvervslivet, der skal betale for ordningen. Det er således ikke nærværende lovforslag, der pålægger erhvervslivet disse byrder.

6. Administrative konsekvenser for borgere

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører administrative konsekvenser for borgere.

7. Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at forslaget ikke medfører miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget er et supplement til de gennemførelsesretsakter, der er udstedt i medfør af Tobaksvaredirektivet (direktiv 2014/40/EU). Derudover indeholder lovforslaget ændringer, der skaber hjemmel til at kunne håndhæve gennemførelsesretsakterne. Gennemførelsesretsakterne består af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer og fra Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. september 2018 til den 2. oktober 2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation (AC), Arbejdstilsynet, Arkitektskolen i Århus, Astma-Allergi Forbund, Bagger-Sørensen Gruppen, Becig, Bestyrelsesforeningen for Social- og Sundhedsskoler, Brancheforeningen af Farmaceutiske Industrivirksomheder i Danmark, Brancheforeningen for Privathospitaler og -Klinikker, British American Tobacco, Børnerådet, Center for Hjerneskade, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) ,Coop Danmark, Dadafo, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Farmaceutiske Selskab, Danmarks Lungeforening, Danmarks Privatskoleforening, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening, Rederiforeningen for mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC), Danmarks Vejlederforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Automatbranche Forening, Dansk Diagnostika og Laboratorieforening Dansk e-Damper Forening (DADAFO), Dansk Erhverv, Dansk Farmaceutisk Industri, Dansk Friskoleforening, Dansk Industri, Dansk Lungemedicinsk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Distriktpsykiatri, Dansk Selskab for Folkesundhed, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Supermarked, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Transport og Logistik (DTL), Danske Erhvervsskoler, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Gymnasier, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Landbrugsskoler, Danske Regioner, Danske Skoleelever, Danske SOSU-skoler, Danske Universiteter, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Det Informationsvidenskabelige Akademi og Designskolen i Kolding, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, Diabetesforeningen, Efterskoleforeningen, Efuma, Ergoterapeutforeningen, Erhvervsakademiernes Rektorkollegium, Erhvervsskolelederne i Danmark, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Fag og Arbejde (FOA), Fagligt Fællesforbund - 3F, Farmakonomforeningen, Fertin Pharma, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge (FADD), Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL), Foreningen af forstandere og direktører ved AMU-centrene, Foreningen af Frie Fagskoler, Foreningen af katolske skoler i Danmark, Foreningen af Kristne Friskoler, Foreningen af Private Uddannelsesudbydere i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Forstanderkredsen for Produktionsskoler/Produktionshøjskoler, Fredericia Maskinmesterskole, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes Inspektorforening, Gymnasieskolernes Rektorforening, Hjerteforeningen, HK - Handel, Hotel-, Restaurant - & Turisterhvervet (HORESTA), House of Oliver Twist A/S, Industriforeningen for generiske lægemidler, Jordemoderforeningen, KFUM' s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, Komiteen for Sundhedsoplysning, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomst ansatte (KTO), Kommunernes Landsforening (KL), Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Maskinmesterskole og Elinstallatørskole, Landboungdom, Landselevbestyrelsen for det pædagogiske område, Landselevbestyrelsen for social- og sundhedsområdet, Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud (LOS), Landsforeningen af Produktionsskoleledere, Landsforeningen af Ungdomsskoleledere (LU), Landsforeningen Røgfrit Miljø, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Lederforeningen for VUC, Lilleskolerne, LO - Landsorganisationen i Danmark, Lægeforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, MARTEC (Maritime Training and Education Centre), Maskinmestrenes Forening, Medicoindustrien, Megros (Foreningen af medicingrossister), Mødrehjælpen, Nærbutikkernes Landsforening, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), Parallelimportørforeningen af lægemidler, Pharmadanmark, Pharmakon, Philip Morris, Praktiserende Lægers Organisation, Praktiserende, Tandlægers Organisation, Private Gymnasier og Studenterkurser, Produktionsskoleforeningen, Professionshøjskolerne, University Colleges Denmark, PTU's RehabiliteringsCenter, Rigsrevisionen, Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), Rådet for Socialt Udsatte, Rådet for Voksen- og Efteruddannelse (VEU-rådet), SIMAC , Skole og Forældre, Smoke Solution, Socialpædagogernes Landsforbund, SSP-Samrådet, Sund By Netværket, Sundhedskartellet, Sygeforsikringen " Danmark", Søfartens Ledere, Søfartsstyrelsen, Tandlægeforeningen, Tobaksindustrien, Tobaksproducenterne, Ungdomsskoleforeningen, VUC Bestyrelsesforening og Aarhus Maskinmesterskole.

10. Sammenfattende skema


 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Sikkerhedsstyrelsen forventes med lovforslaget at få øgede omkostninger på 1,4 mio. kr. årligt, hvorved der stort set vil ske fuld udnyttelse af den gebyrmæssige ramme på 9 mio. kr., som Sikkerhedsstyrelsen blev tildelt ved indførelsen af lov om tobaksvarer m.v. i 2016.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Sikkerhedsstyrelsen skal udpege en ID-udsteder, der er ansvarlig for udstedelse af entydige identitetsmærker, hvilket vil medføre implementeringskonsekvenser for styrelsen.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet, m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen


Forholdet til EU-retten
Lovforslaget supplerer Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer og Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end minimumskrav i EU-regulering
Ja
Nej
X


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Den gældende lov om tobaksvarer m.v. gennemfører dele af Tobaksvaredirektivet.

Af direktivets artikel 15 og 16 fremgår det, at der skal etableres et sporbarhedssystem, og at enkeltpakninger med tobaksvarer skal påføres en sikkerhedsfeature. Dette er sket med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, og fra Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer.

Med dette lovforslag foreslås gennemførelsen af ovennævnte gennemførelsesretsakter.

Derfor foreslås det, at fodnoten til lovens titel affattes således, at det fremgår, at der i loven er medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, og fra Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer.

Endvidere foreslås, at det fremgår af noten, at ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat, samt at gengivelsen af disse bestemmelser således udelukkende er begrundet i praktiske hensyn og ikke berører forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

Til nr. 2.

Den gældende § 2 i lov om tobaksvarer m.v. indeholder en beskrivelse af de definitioner, der anvendes i Tobaksvaredirektivet.

Det foreslås at ændre bestemmelsen med tilføjelse af yderligere to definitioner. Ændringen sker på baggrund af, at der er nye definitioner i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. Forordningen og dermed også definitionerne af »entydigt identitetsmærke« samt »økonomiske aktører« gælder umiddelbart i Danmark, dog foreslås disse to definitioner gennemført i lov om tobaksvarer m.v., da begreberne anvendes i dette lovforslag.

Det foreslås, at der i § 2 i lov om tobaksvarer m.v. indsættes et nyt nr. 23, hvorefter et entydigt identitetsmærke defineres som den alfanumeriske kode, der gør det muligt at identificere en enkeltpakning med tobaksvarer eller samlet emballage med tobaksvarer. Definitionen er tilsvarende artikel 2, nr. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. Desuden foreslås at indsætte et nyt nr. 24, hvorefter økonomiske aktører defineres som værende enhver fysisk eller juridisk person, der er involveret i handel med tobaksvarer, herunder til eksport, fra fabrikanten til den sidste økonomiske aktør inden det første detailsalgssted. Definitionen er tilsvarende artikel 2, nr. 2 fra gennemførelsesforordningen.

Til nr. 3.

I gældende ret er der ikke regler om, at enkeltpakninger med tobaksvarer skal påføres entydige identitetsmærker.

Det foreslås at indsætte en ny § 22 a, som pålægger den, der markedsfører tobaksvarer her i landet at påføre enkeltpakninger med tobaksvarer et entydigt identitetsmærke, som er udstedt af den danske ID-udsteder.

Efter Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, skal importører og fabrikanter efter artikel 6 mærke alle enkeltpakninger med tobaksvarer med et entydigt identitetsmærke, hvis disse fremstilles i Den Europæiske Union eller importeres til Den Europæiske Union.

Det følger af artikel 5 i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, at de entydige identitetsmærker skal udstedes af en ID-udsteder. Hver medlemsstat udpeger en ID-udsteder.

Det følger af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer artikel 4, stk. 1, 1. afsnit, at tobaksvarer, der fremstilles i Den Europæiske Union skal påføres et entydigt identitetsmærke udstedt af den ID-udsteder, som er udvalgt i landet hvor tobaksvaren er produceret. Efter artikel 4, stk. 1, 2. afsnit er det dog muligt for hver enkelt medlemsstat at stille krav om, at tobaksvarer, som markedsføres i den pågældende medlemsstat, skal være påført entydige identitetsmærker, som er udstedt af den nationale ID-udsteder. Denne mulighed har Danmark valgt at gøre brug af.

Dette betyder, at tobaksvarer kun lovligt kan markedsføres i Danmark, hvis der er påført et entydigt identitetsmærke, som er udstedt af ID-udstederen udpeget af Sikkerhedsstyrelsen, jf. § 31 a.

Det følger af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, at der i tilfælde af ID-udstederens midlertidige fravær kan gives tilladelse til, at de økonomiske aktører benytter en anden ID-udsteder.

Sikkerhedsstyrelsen formidler i tilfælde af ID-udstederens væsentlige overskridelse af leveringsfristerne i gennemførelsesforordningens artikel 9, stk. 3 og 4 og artikel 13, stk. 3 og 4, eksempelvis ved nedbrud, flaskehalse m.v., anmodning om tilladelse til brug af anden ID-udsteder til Kommissionen efter foranledning af de økonomiske aktører.

Dette betyder i praksis, at der i tilfælde af nedbrud, flaskehalse m.v. vil kunne gives tilladelse til, at industrien benytter en anden ID-udsteder igennem Kommissionen.

Det forventes, at Sikkerhedsstyrelsen med hjemmel i lovens § 32, stk. 1, vil føre kontrol med overholdelse af lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 4.

I gældende ret findes der ikke regler om udvælgelse af en ID-udsteder og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker eller entydige identitetsmærker.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 9 a i lov om tobaksvarer m.v. Overskriften i kapitlet foreslås affattet "udvælgelse af ID-udstederen og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker". Det foreslåede kapitel foreslås inddelt i to med henholdsvis underoverskrift "entydige identitetsmærker" og "sikkerhedsstempelmærker". Dette begrundes med, at kapitlet indeholder to bestemmelser, dels Sikkerhedsstyrelsen udpegning af en ID-udsteder i Danmark, som vil kunne håndtere at udstede entydige identitetsmærker, dels udstedelse af sikkerhedsstempelmærker, som Skatteforvaltningen vil håndtere.

I det nye kapitel 9 a foreslås der indsat en ny § 31 a, hvoraf det af stk. 1 fremgår, at Sikkerhedsstyrelsen er den myndighed, som udpeger en ID-udsteder, der vil kunne udstede entydige identitetsmærker. Denne ID-udsteder skal udstede entydige identitetsmærker til tobaksvarer, der markedsføres i Danmark.

De nærmere krav til ID-udstederen fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer i artikel 3, 4, 8-11, 13-21, 35 og 36, som blev vedtaget den 15. december 2017. ID-udstederen vil være omfattet af forvaltningsloven og forvaltningsrettens almindelige principper, idet ID-udstederen er underlagt intensiv offentlig kontrol, offentligt tilsyn og regulering efter forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Derudover foreslås i stk. 2, at fastsætte regler for, at ID-udstederen også kan udstede entydige identitetsmærker i tilfælde, hvor tobaksvarer produceres her i landet, men markedsføres i et andet EU land, som ikke har krav om et national entydigt identitetsmærke. Den danske ID-udsteder skal herudover udstede entydigt identitetsmærker i tilfælde, hvor en tobaksvare produceres i Danmark, men eksporteres ud af EU.

Endvidere foreslås det i stk. 3, at ID-udstederen vil kunne kræve vederlag for de driftsopgaver, som relaterer sig til udstedelsen af entydige identitetsmærker. ID-udstederen vil bl.a. blive i stand til mod vederlag fra fabrikanter og importører at udstede entydige identitetsmærker, som vil skulle påføres enkeltpakninger med tobaksvarer.

Derudover foreslås det i stk. 4, at uddybe, at vederlaget skal være ikke-diskriminerende og stå i et rimeligt forhold til antallet af entydige identitetsmærker, som udstedes til de økonomiske aktører, med samtidig hensyntagen til den valgte leveringsmåde af mærkerne, herunder at der skal kunne ske fysisk levering af de entydige identitetsmærker til de aktører, der måtte anmode om det. De fastsatte vederlag skal derudover kun vedrøre udstedelsen af entydige identitetsmærker.

Dette betyder, at ID-udstederen ikke kan kræve vederlag for øvrige opgaver i medfør af lov om tobaksvarer og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer.

Med lovforslagets stk. 5, foreslås det desuden, at det bør være muligt at indbringe afgørelser truffet af ID-udstederen for Sikkerhedsstyrelsen. ID-udstederens hverv vil, udover selve genereringen af entydige identitetsmærker, omfatte at modtage de oplysninger, som er nødvendige for at generere et entydigt identitetsmærke af fabrikanter og importører.

Fabrikanter og importører skal ansøge ID-udstederen om at få udstedt entydige identitetsmærker, og ansøgningen skal være i overensstemmelse med de krav, som fremgår af bilag II, kapitel II, afsnit, punkt 1.2., til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer.

Hvis en bestilling på entydige identitetsmærker ikke indeholder de i bilaget krævede oplysninger, vil ID-udstederen ikke kunne generere det entydige identitetsmærke. Der vil ligeledes kunne tænkes situationer, hvor en fabrikant eller importør ikke har betalt rettidigt og dermed ikke kan få leveret fremtidige entydige identitetsmærker. I begge situationer vil det ikke være muligt for fabrikanten eller importøren af markedsføre de pågældende tobaksvarer lovligt, og disse produkter vil som udgangspunkt betragtes som illegale.

ID-udstederen vil i den forbindelse træffe en afgørelse, som er omfattet af forvaltningslovens regler.

For at beskytte virksomhedernes retssikkerhed bør sådanne afgørelser truffet af ID-udstederen kunne indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, som har mulighed for at vurdere sagen og enten bede ID-udstederen om at træffe en ny afgørelse eller selv at træffe en ny afgørelse ud fra bestemmelserne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer.

Det foreslås endvidere i § 31 b, at Skatteforvaltningen skal udstede sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer. Krav om sikkerhedsstempelmærker har ikke tidligere været reguleret hverken i medfør af dansk lovgivning eller EU-lovgivning.

Afgifter på tobak reguleres i bekendtgørelse af lov nr. 19 af 8. januar 2018 om tobaksafgifter (tobaksafgiftsloven), bekendtgørelse nr. 186 af 26. februar 2013 om tobaksafgifter samt bekendtgørelse af lov nr. 126 af 2. februar 2018 om forskellige forbrugsafgifter (forbrugsafgiftsloven). Pakninger med cigaretter og røgtobak, som er beregnet til forbrug i Danmark, skal i henhold til tobaksafgiftslovens § 2 forsynes med stempelmærker. Stempelmærker bruges som led i beskatningen af cigaretter og røgtobak og har til formål at sikre, at punktafgiften er betalt på de varer, som sælges i Danmark. Stempelmærker fremstilles på Skatteforvaltningens foranledning og udleveres af Skatteforvaltningen til autoriserede virksomheder. Andre tobaksvarer end cigaretter og røgtobak er efter gældende regler ikke påført stempelmærke.

Der lægges op til, at Skatteforvaltningen skal lave to forskellige slags sikkerhedsstempelmærker afhængigt af, om den pågældende tobaksvare er påført stempelmærke eller ej efter tobaksafgiftsloven.

I stk. 1 foreslås det, at for de tobaksvarer, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som både stempelmærke efter tobaksafgiftsloven og sikkerhedsmærke. Det vil sige, at for de tobaksvarer, der er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven og som i dag er påført stempelmærker, vil Skatteforvaltningen skulle udstede sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som både stempelmærke efter tobaksafgiftsloven og sikkerhedsmærke.

I stk. 2 foreslås det, for de tobaksvarer, der er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, men som ikke påføres stempelmærker, eller er afgiftspligtige i medfør af forbrugsafgiftsloven, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift, der fungerer som sikkerhedsmærke.

I stk. 3 foreslås det, at for de tobaksprodukter, som ikke er afgiftspligtige, udsteder Skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift, der fungerer som sikkerhedsmærker. De nærmere bestemmelser om sikkerhedsmærker fremgår af Kommissionens delegerede retsakt om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer artikel 1-8.

Til nr. 5.

Ordlyden for den gældende overskrift for kapitel 10 er "Sikkerhedsstyrelsens kontrolvirksomhed", da kapitlet kun vedrører Sikkerhedsstyrelsens kontrolvirksomhed.

Det foreslås, at overskriftens ændres, og der indsættes "og told- og skatteforvaltningens" efter "Sikkerhedsstyrelsens", så overskriften bliver "Sikkerhedsstyrelsens og told- og skatteforvaltningens kontrolvirksomhed".

Dette begrundes med, at der i lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås at indsætte en bestemmelse om Skatteforvaltningens kontrolvirksomhed som en ny § 32 a og dermed vil kapitel 10 i fremtiden komme til at indeholde bestemmelser om både Sikkerhedsstyrelsens og Skatteforvaltningens kontrolvirksomhed.

Til nr. 6.

Efter § 32, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v. kan Sikkerhedsstyrelsen føre kontrol med overholdelsen af loven og de regler, der fastsættes i medfør af loven.

Kontrollen forstås i en bred sammenhæng, hvorunder både tilsyn, markedskontrol og markedsovervågning rummes. Kontrollen er således både dokumentkontrol, dvs. skrivebordskontrol, men også kontrol ude hos fabrikanter, importører, distributører og detailsalgsforhandlere.

Sikkerhedsstyrelsens kontrol omfatter alle tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, der er omfattet af lovens § 1, og markedsføres her i landet, uanset om de konkret måtte være indberettet eller anmeldt til Sikkerhedsstyrelsen i overensstemmelse med indberetningsordningen i lovens § 3, stk. 1, og § 28, stk. 1 eller anmeldelsesordningen i lovens § 26, stk. 1, eller ej.

Til brug for kontrollen kan Sikkerhedsstyrelsen af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere kræve alle oplysninger, der er nødvendige for udførelsen af Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Oplysningspligten er af væsentlig betydning for, at Sikkerhedsstyrelsen kan udføre en effektiv kontrol fx i tilfælde, hvor tobaksvarer udtages hos fabrikanten, og det derfor kan være nødvendigt at få identificeret antallet af eventuelle importører, distributører og detailsalgssteder, der er sket videresalg eller distribution til. Vurderingen af hvilke oplysninger, der skal indhentes i forbindelse med en kontrol, vil altid blive foretaget ud fra en proportionalitetsbetragtning. Oplysningspligten omfatter ikke oplysninger om, hvilke forbrugere der er sket videresalg til.

Muligheden efter § 2, stk. 2, til at kræve oplysninger af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere administreres i overensstemmelse med lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2, i § 32 i lov om tobaksvarer m.v., så Sikkerhedsstyrelsen også får hjemmel til at føre tilsyn med, at ID-udstederen og leverandører af anti-manipulationsudstyr samt disses underleverandører er uafhængige af tobaksindustrien. Kravene til uafhængighed fremgår af artikel 35 i Kommissionens gennemførelsesforordning om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. Her kræves det, at de forskellige leverandører af ydelser til sporbarhedssystemet skal være uafhængige af tobaksindustrien i både retsform, organisation og beslutningstagning samt i finansiel og ledelsesmæssig henseende. Hovedhensynet bag disse bestemmelser er at sikre, at der ikke forefindes interessekonflikter hos leverandører af elementerne i sporbarhedssystemet.

Derudover foreslås det også at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Sikkerhedsstyrelsen gives mulighed for at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre tilsynet i stk. 2. Denne mulighed fremgår af gennemførelsesforordningens bestemmelse i artikel 35, nr. 4 om, at ID-udstederen og andre leverandører af elementer i sporbarhedssystemet kan blive bedt om at fremlægge den dokumentation, der skønnes nødvendig for at vurdere om kriterierne i artiklens nr. 2 overholdes. Denne dokumentation kan omfatte - men er ikke begrænset til - årlige erklæringer om opfyldelse af uafhængighedskriterierne i nr. 2. Det følger direkte af forordningens artikel 35, nr. 5, at ID-udstederen, leverandører af datalagringstjenester og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation (herunder eventuelle underleverandører) skal uden ophold meddele enhver ændring til Sikkerhedsstyrelsen og Kommissionen, såfremt ændringerne gør sig gældende i to på hinanden følgende kalenderår og som ændrer på opfyldelsen af artiklens nr. 2.

Ovennævnte årlige erklæringer kan omfatte udtømmende lister over tjenesteydelser, der er leveret til tobaksindustrien i løbet af det sidste kalenderår samt individuelle erklæringer om økonomisk uafhængighed af tobaksindustrien fra alle medlemmer af den uafhængige leverandørs ledelse.

De foreslåede stk. 2 og 3 betyder, at Sikkerhedsstyrelsen får den nødvendige hjemmel til at kunne gennemføre tilsyn, så det sikres, at Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, jf. artikel 35 vedrørende aktørers uafhængighed af tobaksindustrien, overholdes.

På grund af kravet om, at sporbarhedssystemet skal være uafhængigt af fabrikanter og importører af tobaksvarer og skal være under medlemsstaternes kontrol, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer artikel 35, er der fastlagt fælles kriterier for vurdering af alle tredjeparter, der er involveret i sporbarhedssystemet (ID-udstedere, leverandører af datalagringstjenester og af anordninger, der sikrer mod manipulation), med hensyn til deres uafhængighed. Med henblik på at sikre, at uafhængighedskravet, som er af afgørende betydning for at kunne sikre og opretholde sporbarhedssystemets integritet, til enhver tid er opfyldt, foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med ovennævnte aktørers uafhængighed.

Da formålet med kontrollen af uafhængighed er væsentlig forskellig fra den gældende hjemmel til at føre kontrol og er af en sådan indgribende karakter, foreslås det derfor, at der fastlægges en særskilt hjemmel hertil.

Til nr. 7.

Den gældende lov om tobaksvarer m.v. indeholder ingen bestemmelser om, at Skatteforvaltningen fører kontrol med tobaksvarer.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte en ny bestemmelse, § 32 a, hvorefter Skatteforvaltningen efter stk. 1 fører kontrol med, at enkeltpakninger med tobaksvarer er påført sikkerhedsstempelmærker efter § 32 a, stk. 1 og 2.

Skatteforvaltningen indberetter til Sikkerhedsstyrelsen, såfremt de som led i deres ordinære afgiftskontrol konstaterer tobaksvarer, der ikke er påført både et identifikationsmærke og et sikkerhedsstempelmærke. Sikkerhedsstyrelsen forfølger herefter spørgsmålet om manglende overholdelse af kravene til påsætning af entydigt identifikationsmærke og sikkerhedsmærke.

Derudover foreslås det også at indsætte et nyt stk. 2, hvorefter Skatteforvaltningen gives mulighed for at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre kontrollen i stk. 1 fra fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede produkter.

Til nr. 8.

Efter den gældende § 33, stk. 2, i lov om tobaksvarer m.v. kan Sikkerhedsstyrelsen til brug for kontrolvirksomheden efter lovens § 32, stk. 1, foretage registersamkøring af oplysninger fra egne registre og offentligt tilgængelige oplysninger, der er indhentet hos andre offentlige myndigheder.

Efter § 34 i lov om tobaksvarer m.v. har Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter til brug for kontrolvirksomheden efter § 32, stk. 1, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter. Politiet yder om nødvendigt Sikkerhedsstyrelsen bistand hertil.

Efter § 35, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v. kan Sikkerhedsstyrelsen til brug for kontrolvirksomheden efter § 32, stk. 1, uden betaling og mod kvittering udtage tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at der i § 33, stk. 2, tilføjes "stk. 2", således at Sikkerhedsstyrelsen også kan foretage registersamkøring af oplysninger fra egne registre og offentligt tilgængelige oplysninger, der er indhentet hos andre offentlige myndigheder i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol af ID-udstederen og leverandøren af anti-manipulationsudstyr samt disses underleverandører.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at der i § 34, stk. 1, tilføjes et stk. 2, således at Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter mod behørig legitimation og uden retskendelse kan få adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter i forbindelse med kontrollen af ID-udstederen og leverandører af anti-manipulationsudstyr samt disses underleverandører. Politiet yder om nødvendigt Sikkerhedsstyrelsen bistand hertil.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at der i § 35, stk. 1, tilføjes et stk. 2, således at Sikkerhedsstyrelsen også til brug for kontrol af ID-udstederen og leverandører af anti-manipulationsudstyr samt disses underleverandører uden betaling og mod kvittering kan udtage tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter.

Til nr. 9.

Efter den gældende § 36, stk. 1, i lov om tobaksvarer kan Sikkerhedsstyrelsen forbyde markedsføring af tobaksvarer, hvis 1) produktet ikke opfylder kravene i § 10, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, eller i regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3, eller § 21, 2)der ikke er sket indberetning efter § 3, stk. 1, 3) der ikke er udarbejdet og indsendt rapport om tilsætningsstoffer eller fremlagt supplerende oplysninger herom efter § 5, stk. 1 eller 2, 4) der ikke er sket fremlæggelse efter § 7, stk. 1, eller årlige indberetninger efter stk. 2, eller fremlæggelser eller indberetninger efter § 7, stk. 1 og 2, ikke er sket i henhold til regler fastsat i medfør af § 7, stk. 4, 5) nye kategorier af tobaksvarer markedsføres her i landet uden at være anmeldt efter § 26, stk. 1.

I den gældende lov er der ingen bestemmelser, som giver Sikkerhedsstyrelsen mulighed for at forbyde markedsføring af tobaksvarer, hvis der sker overtrædelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer bestemmelser vedrørende påføring af entydige identitetsmærker.

I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at der fastsættes krav om, at tobaksvarer markedsført i Danmark skal påføres et entydigt identitetsmærke, som er udstedt af den ID-udsteder, der er udpeget af Sikkerhedsstyrelsen.

Derfor foreslås en ændring af lovens § 36, nr. 1, ved tilføjelse af "§ 22 a".

Med den foreslåede ændring får Sikkerhedsstyrelsen beføjelse til at forbyde markedsføring af tobaksvarer i tilfælde af, at Sikkerhedsstyrelsen på et tilsynsbesøg fx finder, at der sker markedsføring af tobaksvarer uden entydige identitetsmærker eller identitetsmærker hvor lovforslagets § 1, nr. 3 ikke er opfyldt eller af tobaksvarer med falske identitetsmærker på. Derudover kan beføjelsen fx også anvendes i tilfælde af, at der ved forsætlig handling eller grov uagtsomhed markedsføres tobaksvarer med ukorrekte entydige identitetsmærker. Det kan eksempelvis være i gentagende tilfælde af markedsføring, hvor det entydige identitetsmærke ikke er i overensstemmelse med de unikke identifikationskoder efter gennemførelsesforordningens artikler 14, 16 og 18.

Til nr. 10.

Efter gældende ret er der ingen regler om Sikkerhedsstyrelsens mulighed for at deaktivere en økonomisk aktørs identifikationskode, en anlægsidentifikationskode eller maskinidentifikationskode.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte en ny § 39 a, hvorefter Sikkerhedsstyrelsen i behørigt begrundede tilfælde vil kunne deaktivere en økonomisk aktørs identifikationskode. Muligheden fremgår af gennemførelsesforordningens artikel 15, nr. 4.

Derudover foreslås det også, at Sikkerhedsstyrelsen med hjemmel i § 39 a vil kunne deaktivere en anlægsidentifikationskode eller en maskinidentifikationskode efter gennemførelsesforordningens artikel 17, nr. 4 og artikel 19, nr. 4.

Det betyder, at Sikkerhedsstyrelsen i behørigt begrundede tilfælde vil kunne deaktivere en identifikationskode. Herved vil økonomiske aktører ikke længere på lovlig vis kunne indgå i handel med tobaksvarer. Ved deaktivering af anlægsidentifikationskoder vil anlægget ikke længere kunne bruges i handlen af tobaksvarer. Endelig vil en deaktivering af en maskinidentifikationskode betyde, at en maskine ikke vil kunne bruges til produktion af tobaksvarer.

Ved behørigt begrundede tilfælde forstås fx, når en økonomisk aktør forsætligt eller ved grov uagtsomhed eller gentagende gange ikke overholder reglerne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. For så vidt angår anlægsidentifikationskoder forstås der ved behørigt begrundede tilfælde fx, at der forsætligt eller ved grov uagtsomhed eller gentagende gange markedsføres tobaksvarer med entydige identitetsmærker, som ikke overholder lovens og gennemførelsesforordningens bestemmelser. For så vidt angår maskinidentifikationskoder kan deaktivering fx ske, hvis den pågældende maskine ikke lever op til kravene om en anordning, som sikrer mod manipulation, jf. gennemførelsesforordningen artikel 7, stk. 2.

Derudover foreslås i stk. 2, at Sikkerhedsstyrelsen i tilfælde af deaktivering af en identifikationskode orienterer den økonomiske aktør, operatøren af første detailsalgssted eller fabrikanter og importører herom. Muligheden fremgår af gennemførelsesforordningens artikel 15, stk. 4, 2. punktum, artikel 17, stk. 4, 2. punktum og artikel 19, stk. 4, 2. punktum.

Til nr. 11.

Efter den gældende § 43, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v. har Sikkerhedsstyrelsen hjemmel til at opkræve gebyrer til dækning af Sikkerhedsstyrelsens omkostninger i nærmere opregnede tilfælde.

Med lovforslaget foreslås det, at § 43, stk. 1, præciseres ved ændring af henvisning til fabrikanter og importører, således at det ikke længere fremgår, at kontrolvirksomheden kun foregår ved importører og fabrikanter, som er omfattet af indberetningspligten efter lovens § 3, stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen vil efter lovforslagets bestemmelser skulle varetage nye kontrolopgaver i detailledet og efter gennemførelsesforordningens artikel 35.

Sikkerhedsstyrelsens kontrolvirksomhed efter gennemførelsesforordningens artikel 35 forventes at omfatte kontrol af ID-udstederens uafhængighed, herunder uafhængigheden af eventuelle underleverandører. Videre forventes kontrollen at omfatte kontrol af leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation og eventuelle underleverandører.

Til nr. 12.

Den gældende bestemmelse i lovens § 45, stk. 1, indeholder bestemmelser om straf ved overtrædelse af lovens bestemmelser om fx sundhedsadvarsler efter § 19, stk. 1, og markedsføring af produkter, som indtages oralt efter § 13.

Det foreslås at ændre § 45, stk. 1, nr. 1, således at overtrædelse af lovforslaget § 1, nr. 3, også kan medføre bødestraf.

Som det foreslås indført med lovforslagets § 1, nr. 3, fastsætter § 22 a, at den der markedsfører tobaksvarer her i landet, skal sikre, at hver enkeltpakning med tobaksvarer er påført et entydigt identitetsmærke udstedt af den danske ID-udsteder.

Overtrædelsen af bestemmelsen foreslås strafbelagt med henblik på overholdelsen af gennemførelsesforordningens formål om bekæmpelse af handel med illegale tobaksprodukter.

Til nr. 13.

I § 45 i lov om tobaksvarer m.v. straffes der med bøde i de § 45, stk. 1, nr. 1-5 opregnede tilfælde.

Med lovforslagets § 1, nr. 15, indsættes der nye numre i § 45, stk. 1 i lov om tobaksvarer m.v., om overtrædelse af bestemmelserne i gennemførelsesforordningen. Der er således tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes flere numre i opregningen i § 45, stk. 1.

Det foreslås i § 45, stk. 1, nr. 4 at ændre »37 eller« til: »37,«. Ændringen er alene af lovteknisk karakter.

Til nr. 14.

I § 45 i lov om tobaksvarer m.v. straffes der med bøde i de § 45, stk. 1, nr. 1-5 opregnede tilfælde.

Med lovforslagets § 1, nr. 15, indsættes der nye numre i § 45, stk. 1 i lov om tobaksvarer m.v., om overtrædelse af bestemmelserne i gennemførelsesforordningen. Der er således tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes flere numre i opregningen i § 45, stk. 1.

Det foreslås i § 45, stk. 1, nr. 5 at ændre »38. eller« til: »38,«. Ændringen er alene af lovteknisk karakter.

Til nr. 15.

Efter gældende ret er der ikke strafbestemmelser vedrørende overtrædelse af gennemførelsesforordningen.

Det foreslås med lovforslaget, at der kan straffes med bøde i fem opregnede situationer, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Disse foreslås indsat som nr. 6-10 i § 45, stk. 1: 6) den økonomiske aktørs overtræder deres forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, 10, 11, 13, 21 nr. 5 og 6, 22, 23, eller 32-34, 7) fabrikanter og importører overtræder deres forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 6-8, 12, nr. 2, 18, 21, nr. 1,2 og 4 eller 26, nr. 1-5, 8) den økonomiske aktørs og operatører af første detailsalgssteds overtræder deres forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 14 eller 16, nr. 2, 9) den økonomiske aktør, bortset fra fabrikanter og importører, overtræder deres forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 12, nr. 3. og artikel 29, nr. 4 eller 10) den der overtræder bestemmelsen gennemførelsesforordningens artikel 36 om anvendelsen af sikre kommunikationsmidler og interoperabilitet.

For så vidt angår gennemførelsesforordningen artikel 36 betyder dette, at følgende aktører er omfattet: de økonomiske aktører, operatører af første detailsalgssteder og leverandører af primære og sekundære datalagre, Strafbestemmelsen er således parallel med § 45, stk. 1, nr. 1-5, i lov om tobaksvarer m.v., hvorefter der straffes med bøde, hvis der sker overtrædelse af en række forpligtelser i lov om tobaksvarer m.v. Det kan eksempelvis være i forbindelse med, at en fabrikant anvender en maskine, som ikke har fået udstedt en behørig identifikationskode, hvilket er en overtrædelse af artikel 18 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer. Derudover kan der være tilfælde, hvor økonomiske aktører anvender eller leverer til anlæg, som ikke har en behørig identifikationskode efter artikel 16 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer.

Det forudsættes med lovforslaget, at det anses for skærpende, hvis overtrædelsen sker forsætligt, ved grov uagtsomhed eller ved gentagende overtrædelser af forpligtelserne i retsakterne.

Det forudsættes endvidere, at ved overtrædelse af ovennævnte bestemmelser vil der kunne straffes med bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde og 20.000 kr. i andengangstilfælde. I tredjegangs-, fjerdegangs og femtegangstilfælde straffes der med bøde på 40.000 kr.

De angivne straffeniveauer er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- og nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.

Til § 2

Efter lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år gælder der et forbud mod salg af tobaksvarer til personer under 18 år, jf. lovens §§ 1-2 a.

Det foreslås, at der kan ske frakendelse af retten til at markedsføre tobak i grove gentagelsestilfælde for en periode, hvis der sker salg af tobak til personer under 18 år. Begrundelsen for at foreslå en sådan bestemmelse er, at forhandlere, der gentagende gange har solgt tobak til mindreårige, ikke bør kunne markedsføre tobak for en periode med henblik på, at forhandlere eventuelt fortsætter med at markedsføre tobak til mindreårige.

Med ordningen er det en forudsætning, at forhandleren gentagende gange har markedsført tobak til mindreårige.

Det forudsættes, at tredje gang der sker overtrædelse, vil der ske midlertidig fratagelse af retten til at sælge tobak i tre måneder, såfremt det er mindre end 2 år siden, at den første forseelse blev begået.

Det forudsættes, at hvis der sker overtrædelse for fjerde gang, vil der ske midlertidig fratagelse af retten til at sælge tobak i seks måneder, såfremt det er mindre end 1 år siden, at den sidste karantæneperiode udløb.

Det forudsættes endelig, at hvis der sker overtrædelse for femte gang, vil der ske midlertidig fratagelse af retten til at sælge tobak i tolv måneder, såfremt det er mindre end 1 år siden, at den sidste karantæneperiode udløb.

Frakendelse af retten til at markedsføre tobak vil kun gælde for dét salgssted, der har overtrådt forbuddet. Hvis salgsstedet er en del af en butikskæde, vil frakendelse af retten således ikke rette sig mod hele butikskæden, men kun det salgssted, der har overtrådt forbuddet.

Den foreslåede ordning forudsættes håndhævet dels ved Sikkerhedsstyrelsens kontrol, dels på baggrund af gennemførelsesforordningens bestemmelser om entydige identitetsmærker. I medfør af gennemførelsesforordningen genereres entydige identitetsmærker af ID-udstedere, som anvendes til at mærke enkeltpakninger med tobaksvarer eller samlet emballage.

Identitetsmærkerne angiver bl.a. destinationen for det pågældende produkt, dvs. den detailforhandler, som skal sælge til forbrugeren. Denne angivelse baseres på, at detailforhandleren oprettes i et tilknyttet register og får tildelt en identifikationskode. Denne registrering af den enkelte forhandler og den tilhørende identifikationskode vil kunne fjernes i forbindelse med et salgsforbud for den pågældende forhandler, således at den pågældende forhandler ikke længere er registreret i sporbarhedssystemet og dermed ikke kan indtastes som destination for en tobaksvare. Det betyder, at når en fabrikant eller importør skal indtaste tobaksvarens forventede forsendelsesrute, så vil det ikke være tilladt for det sidste led inden detailledet, eksempelvis en kædes hovedlager, at sende tobaksvarer ud til den detailforhandler, som har fået frataget sin identifikationskode i en nærmere afgrænset periode.

Retten til at markedsføre tobak vil i øvrigt efter omstændighederne tillige kunne frakendes den pågældende i medfør af straffelovens § 79. Betingelserne for at anvende straffelovens § 79 er imidlertid strengere, end det er tilfældet efter den foreslåede bestemmelse, idet anvendelsen af straffelovens § 79 forudsætter, at vedkommende dømmes for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, og at der endvidere er særlige omstændigheder, der taler for frakendelsen.

Er betingelserne for frakendelse efter straffelovens § 79 opfyldt, bør denne bestemmelse fortsat bringes i anvendelse.

Til § 3

Det foreslås, at lovens § 1 om ændringer af lov om tobaksvarer m.v. træder i kraft den 1. februar 2019. Dog har lovens kontrol- og sanktionsbestemmelser, jf. § 31 a-b, først virkning, når de relevante forpligtelser i medfør af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer og Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer træder i kraft den 20. maj 2019 for cigaretter og rulletobak og den 20. maj 2024 for andre tobaksvarer.

Det foreslås desuden, at lovens § 2 om ændring af lov om forbud mod salg af tobak og alkohol træder i kraft den 20. maj 2019. Det følger af § 49 i lov om tobaksvarer m.v., at lov om tobaksvarer m.v. ikke gælder på Færøerne og Grønland. Loven gælder derfor ikke Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
Lovforslaget
 
§ 1
 
I lov om tobaksvarer m.v., jf. lov nr. 608 af 7. juni 2016, foretages følgende ændringer:
  
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 127, side 1).
1. I fodnoten til loven indsættes efter »(EU-Tidende 2014, nr. L 127, side 1).«: »I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer, EU-tidende 2018, nr. L 96, side 7 og fra Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/576 af 15. december 2017 om tekniske standarder for sikkerhedsfeatures på tobaksvarer, EU-tidende 2018, nr. L 96, side 57. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.«
  
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-22) ---
2. I § 2 indsættes som nr. 23 og 24:
»23) Entydigt identitetsmærke: Den alfanumeriske kode, der gør det muligt at identificere en enkeltpakning eller samlet emballage med tobaksvarer.
24) Økonomiske aktører: Enhver fysisk eller juridisk person, der er involveret i handel med tobaksvarer, herunder til eksport, fra fabrikanten til den sidste økonomiske aktør inden det første detailsalgssted.«
  
 
3. Efter § 22 indsættes:
»§ 22 a. Den, der markedsfører tobaksvarer her i landet, skal sikre, at hver enkeltpakning med tobaksvarer er påført et entydigt identitetsmærke udstedt af den danske ID-udsteder, jf. § 31 a.«
  
 
4. Efter kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Udvælgelse af ID-udstederen og udstedelse af sikkerhedsstempelmærker
Entydige identitetsmærker
§ 31 a. Sikkerhedsstyrelsen udpeger en ID-udsteder, der skal udstede entydige identitetsmærker til tobaksvarer, der markedsføres i Danmark. .
Stk. 2. ID-udstederen kan udstede entydige identitetsmærker til de tobaksvarer, der fremstilles i Danmark og markedsføres i et andet EU-land, uden krav om national ID-udstedelse og skal udstede entydige identitetsmærker til tobaksvarer som fremstilles i Danmark og eksporteres ud af EU. ¬ Stk. 3. ID-udstederen kan kræve vederlag for driftsopgaver, som relaterer sig til udstedelsen af entydige identitetsmærker, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. De vederlag, som ID-udstederen fastsætter og opkræver af de økonomiske aktører, kan udelukkende vedrøre udstedelse af entydige identitetsmærker. Vederlaget skal være ikke-diskriminerende og stå i rimeligt forhold til antallet af entydige identitetsmærker, der udstedes til økonomiske aktører, under hensyntagen til leveringsmåden.
Stk. 5. Afgørelser truffet af ID-udstederen kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstempelmærker
§ 31 b. For de tobaksvarer, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som både stempelmærke efter tobaksafgiftsloven og sikkerhedsmærke.
Stk. 2. For de tobaksvarer, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftsloven eller forbrugsafgiftsloven, men som ikke påføres stempelmærke efter tobaksafgiftsloven, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift til enkeltpakninger med tobaksvarer, der fungerer som sikkerhedsmærke.
Stk. 3. For de tobaksvarer, som ikke er afgiftspligtige, udsteder told- og skatteforvaltningen sikkerhedsstempelmærker uden afgift til enkeltpakninger, der fungerer som sikkerhedsmærke.«
  
Kapitel 10
Sikkerhedsstyrelsens kontrolvirksomhed
5. I overskriften til kapitel 10 ændres »Sikkerhedsstyrelsens« til: »Sikkerhedsstyrelsens og told - og skatteforvaltningens«.
  
§ 32. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at kravene i denne lov og i regler fastsat i medfør heraf overholdes.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter kræve at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.
6. I § 32 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at enkeltpakninger af tobaksvarer er påført entydige identitetsmærker. Derudover fører Sikkerhedsstyrelsen kontrol med, at ID-udstederen og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation, samt eventuelle underleverandører er uafhængige af tobaksindustrien.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve at få meddelt alle oplysninger af ID-udstederen og leverandører af anordninger, der sikrer mod manipulation, samt eventuelle underleverandører, der er nødvendige for tilsynet efter stk. 2.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan af fabrikanter og importører kræve at få foretaget basale søgningsforespørgsler vedrørende alle data, der et lagret i et primærdatalager, der er nødvendige for tilsynet efter stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter til stk. 5.
  
 
7. Efter § 32 indsættes:
»§ 32 a. Told- og skatteforvaltningen fører kontrol med, at enkeltpakninger med tobaksvarer er påført sikkerhedsstempelmærker, jf. § 31 b, stk. 1-3.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede produkter kræve at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.«
  
§ 33. ---
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan indhente ikkeoffentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige myndigheder med henblik på registersamkøring i kontroløjemed, i det omfang det er af væsentlig betydning for kontrollen efter § 32, stk. 1.
§ 34. For at tilvejebringe oplysninger til brug for gennemførelse af kontrollen efter § 32, stk. 1, har Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter. Politiet yder om nødvendigt Sikkerhedsstyrelsen bistand hertil.
§ 35. Sikkerhedsstyrelsen kan uden betaling og mod kvittering udtage tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter til brug for kontrollen efter § 32, stk. 1. ¬Stk. 2. ---
8. I § 33, stk. 2, § 34, stk. 1 og § 35, stk. 1, ændres »kontrollen efter § 32, stk. 1« til: »kontrollen efter § 32, stk. 1 og 2«.
  
§ 36. ---¬1) produktet ikke opfylder kravene i § 10, § 19, stk. 1, eller § 20, stk. 1 og 2, eller i regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3, eller § 21,
9. I § 36, nr. 1, ændres »§ 20, stk. 1 og 2« til »§ 20, stk. 1 og 2, § 22 a«.
  
 
10. Efter § 39 indsættes:
»§ 39 a. Sikkerhedsstyrelsen kan i behørigt begrundede tilfælde deaktivere en økonomisk aktørs identifikationskode, efter gennemførelsesforordningens artikel 15, nr. 4, en anlægsidentifikationskode efter artikel 17, nr. 4, eller en maskinidentifikationskode efter artikel 19, nr. 4. ¬ Stk. 2. Ved deaktivering efter stk. 1 orienteres enten den økonomiske aktør, operatøren af første detailsalgssted eller fabrikanter og importører om deaktiveringen.
  
§ 43. Sikkerhedsstyrelsen opkræver gebyrer til dækning af Sikkerhedsstyrelsens omkostninger ved modtagelse af indberetninger efter § 3, evalueringer efter § 5, stk. 2, godkendelse og kontrol af laboratorier, jf. § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, og registreringer, jf. § 23, stk. 1, samt Sikkerhedsstyrelsens kontrol efter §§ 32-39, der udføres hos fabrikanter og importører af tobaksvarer, som er omfattet af indberetningspligten i § 3, stk. 1.
11. I § 43, stk. 1, udgår: »der udføres hos fabrikanter og importører af tobaksvarer, som er omfattet af indberetningspligten i § 3, stk. 1.«.
  
§ 45. ---
1) overtræder § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 10, § 13, § 14, stk. 1, §§ 15-17, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1 og 2, § 28, stk. 2, eller § 30, stk. 1,
12. I § 45, stk. 1, nr. 1 ændres »§ 20, stk. 1 og 2« til: »§ 20, stk. 1 og 2, § 22 a«.
  
§ 45. ---
4) overtræder et forbud meddelt efter §§ 36 eller 37 eller
13. I § 45, stk. 1, nr. 4 ændres »37 eller« til: »37,«.
  
§ 45. ---
5) undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, der har hjemmel i § 3, stk. 1, § 5, stk. 2, § 7, § 28, stk. 1, § 32, stk. 2, eller § 38.
14. I § 45, stk. 1, nr. 5 ændres »§ 38.« til: »§ 38,«
  
§ 45. ---
1-5) ---
15. I § 45, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nye numre:
»6) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, 10, 11, 13, 21, nr. 5 og 6, 22, 23 eller 32-34,
7) overtræder bestemmelserne om fabrikanters og importørers forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 6-8, 12, nr. 2, 18, 21, nr. 1, 2 og 4 eller 26, nr. 1- 5,
8) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs og operatører af første detailsalgssteds forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 14 eller 16, nr. 2,
9) overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs, bortset fra fabrikanter og importørers, forpligtelser i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 12, nr. 3 og artikel 29, nr. 4 eller
10) overtræder bestemmelsen i gennemførelsesforordningens artikel 36 om anvendelsen af sikre kommunikationsmidler og interoperabilitet .«
  
 
§ 2
 
I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 og § 3 i lov nr. 236 af 15. marts 2017, foretages følgende ændring:
  
§ 5. For overtrædelse af §§ 1 og 2 straffes butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. med bøde. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er af grov eller gentagen karakter. Bestemmelsen i straffelovens § 23 finder ikke anvendelse.
Stk. 2. ---
1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Ved særlig grov eller gentagen overtrædelse af §§ 1 og 2 a, kan der ske fratagelse af retten til at markedsføre tobak for en periode.« ¬Stk. 2. bliver herefter stk. 3.