Skriftlig fremsættelse (14. november
2018)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Investorfradrag
(Lovforslag nr. L 101)
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og
Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Radikale Venstre
indgik den 12. november 2017 aftale om en række erhvervs- og
iværksætterinitiativer. Lovforslaget har til
formål at udmønte den del af denne aftale, der
går ud på at indføre et investorfradrag.
Formålet med lovforslaget er at
styrke iværksætterkulturen i Danmark og at give
små og mellemstore unoterede virksomheder, der befinder sig i
en opstarts- eller vækstfase, lettere adgang til risikovillig
kapital. Den lettere adgang til risikovillig kapital kan nedbringe
finansieringsomkostningerne for disse virksomheder, der ellers - i
det omfang det er muligt - ville være henvist til at
søge ofte dyr bankfinansiering.
Lovforslaget indeholder på den
baggrund regler om et investorfradrag for investeringer, hvorved
personer erhverver kapitalandele i visse små og mellemstore
unoterede selskaber, der befinder sig i en opstarts- eller
vækstfase. Indskuddet af kapital kan ske ved direkte
investering eller ved indirekte investering gennem en ny
særlig type alternativ investeringsfond, en
investorfradragsfond, der samtidig foreslås
indført.
Investorfradraget giver personer, der
investerer direkte i de omfattede virksomheder, mulighed for
årligt at fradrage halvdelen af investeringer for op til
400.000 kr. i hvert af indkomstårene 2019-2022 og halvdelen
af investeringer for op til 800.000 kr. i indkomståret 2023
og frem. Ved indirekte investering gennem investorfradragsfonde vil
halvdelen af investeringer for op til 125.000 kr. kunne fradrages i
hvert af indkomstårene 2019-2022, mens der i
indkomståret 2023 og frem vil være fradrag for
halvdelen af investeringer for op til 250.000 kr.
Både ved direkte og indirekte
investering udformes fradraget, så det får en
skatteværdi på 30 pct. i en gennemsnitskommune.
Investorfradraget indebærer
statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. En
række af de krav, der skal være opfyldt, for at der kan
opnås investorfradrag, har således deres baggrund i de
krav, der gælder efter EU's regler på området.
¬Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
februar 2019 og med virkning fra og med den 1. januar 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.